Udvidet søgning
DRAG ME TO HELL
USA, 2009
Instruktion: Sam Raimi
DK-titel: Drag Me to Hell

Produktion: Ghost House Pictures / Mandate Pictures / Buckaroo Entertainment
REVIEW af Caspar Vang [23/06/09]

I prologen til Sam Raimis Drag Me to Hell trækkes en lille dreng skrigende ned i helvede af sultne dæmonarme, mens eksorcisten og forældrene ser skrækslagne til. Brrrr... så ved vi, at ingen kan vide sig sikre, hvilket sikrer fortællingen en nervøs undertone, der løber til allersidste, ondskabsfulde frame. Alligevel er der ikke gået mange minutter af Raimis comeback til gysergenren, før det første smil klæber sig til fjæset af denne gyserglade anmelder: En gammel, klam sigøjnerkvinde har forbandet vores heltinde, og kvindens gamle smadderkasse, en Oldsmobile Delta 88, virker alt for bekendt. Ja, vi forventer nærmest, at den kædesavssvingende Ash fra Evil Dead-trilogien springer ud og lover hårde øretæver til de udøde!

Der er gået en del år siden, Raimi lukkede og slukkede for Evil Dead-trilogien med den herlige Army of Darkness (1992), men det forhindrer ham heldigvis ikke i at levere en veloplagt gang skinger popkorn-horror med et skud raimisk splatstick oven i kasketten. Mainstreamorienteret comedy horror er efterhånden en så veletableret genre, at vi glemmer, hvor underholdende og effektive genrens milepæle egentlig er. Og der er så mange af slagsen på markedet, at vi også hurtigt glemmer, hvor god genren kan være, når det er pionerer som Peter Jackson og Sam Raimi, der leverer varen. Med den okkulte horror-rutschebanetur Drag Me to Hell tager Raimi os i kraven, rusker og kilder os lidt, og minder os om, hvem det var, der introducerede vilde kamerature, flyvende øjeæbler, dansende, svævende udøde og udødelige one-liners som ”I'll swallow your soul... Swallow this!” Ja, faktisk synes klamme ting, der på alle tænkelige og utænkelige måder kommer ind og ud af munden på heltinden, at være et gennemgående tema i Drag Me to Hell. Min personlige favorit må være scenen, hvor den stakkels bankdame Christine Brown rager kisten med den døde sigøjner på gulvet, og balsameringsvæske fra liget nærmest pumper ind i hendes mund. Yuck!

Egentlig ligner filmens setup til forveksling Jacques Tourneurs Nattens uhyre (Night of the Demon, 1957), og selvom der er flere venlige nik til Tourneurs klassiker under vejs, så føles Drag Me to Hell, ikke mindst den uovertrufne lydside og musik (af Christopher Young) og den fantasifulde brug af overdrevne specialeffekter (et af Raimis varetegn), helt som sin egen. 

Bortset fra den effektive prolog med den forbandede dreng udspilles resten af Drag Me to Hell omkring bankdamen Christine Brown (Alison Lohman). Brown afviser forlængelsen af en gammel sigøjnerkones banklån og sender dermed kvinden på gaden for at imponere chefen – ”I'm capable of making the tough descisions”, piber hun usikkert - og nappe stillingen som souschef, men damen med det klamme, ustyrlige gebis, onde negle og et grimt øje forbander Christine og lover hende tre terrorfyldte dage, inden dæmonen Lamia slår kløerne i hende og trækker hende ned i helvede.

Brown kæmper med sine egne mindreværdskomplekser og en fortid som grisedronning fra ottende kartoffelrække, men da hun i bund og grund er en sød pige og ikke en nådesløs storbystrigle, fortryder hun snart sit afslag. Problemet er bare, at sigøjnerkonen er død, og forbandelsen (måske) vil gå i opfyldelse, hvis hun ikke kan give forbandelsen videre. Alison Lohman er sårbar og fin. En perfekt gyserheltinde, men alligevel bliver vi i løbet af filmen i tvivl om, hvem den egentlige skurk er. Den søde, lille bankdame eller den klamme, gamle heks med det onde øje? Er Brown i stand til at ofre sin søde lille missekat eller fordømme en andens sjæl bare for at redde sit eget skind? Det er ikke utænkeligt.
 
Drag Me to Hell er næsten perfekt popkorn-horror. Ærgerligt, at Evil Dead-stjernen Bruce Campbell ikke havde en mindre rolle, men ellers er alt i fineste orden. Eller i grusomste, diabolsk gnæggende orden skulle man nok nærmere sige. For fans af Raimi, eller dem der er i humør til et godt gammelt Gru-hæfte-gys er Drag Me to Hell ren modermælk. Fusionen af Nattens uhyres snigende og foruroligende okkultisme, The Frighteners' (1996) digitale comic book-look og The Evil Deads uhæmmede æstetiske legelyst er lige i skabet, og selvom det hele er in good fun, som man siger, så rumsterer den grumme pointe alligevel efter filmens rulletekster. For som i de gamle Gru-blade, så er der tale om en gemen fortælling. Med morale jovist, men det er morale med bid og gnæggende diabolsk latter.
 
Selvfølgelig kan man presse en psykologisk tolkning om griskhed, samvittighed og sjælelig tomhed/forfald ned over filmen. Hvilket får den til at svinge godt med Raimis En simpel plan (A Simple Plan, 1998), men Drag Me to Hell er, på trods af de dystre og gravalvorlige (hehe!) undertoner, en livlig og veloplagt tur i gyserrutschebanen. Bedst set, som sagt, in good fun.


Anmeldt version: Drag Me to Hell. Dist.: Scanbox. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 95 min.
DVDTJEK
Drag Me to Hell. Dist.: Scanbox. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 95 min.

Raimis dysterpoetiske folklore-gyser Drag Me To Hell er herhjemme udsendt på DVD af Scanbox, og der må siges at være tale om en lidt spartansk pakke, eftersom der er skåret ind til benet, hvad ekstramateriale angår.

Discen byder på et 33-minutter-langt ”bag kulisserne”-program introduceret af en lettere selvironisk Justin Long, som fans af tv-serien Ed (2000-2004) vil huske fra rollen som Warren. Det udmærkede program omhandler bl.a. filmens wirework, Rham Jas’ okkulte bibliotek, Sylvia Ganushs makeup, optagelsen af den regntunge scene i Ganushs mudrede grav og instruktionen af den stakkels ged i lamiaens manifestationsscene, hvor dyret til sidst blev erstattet af en mekanisk ged - angiveligt fordi den var for nuttet. Mærkeligt nok nævnes Christopher Youngs smukke soundtrack, som filmen henter en stor del af sin let melankolske tone fra, ikke med et ord i programmet.

Selvom disse ”Production Diaries” er det eneste bonusmateriale, der fremgår af coveret, indeholder skiven dog også en bunke trailers – bl.a. for Julefrokosten (!). Lydspor i DTS og Dolby 5.1, og selve filmen står flot i anamorfisk letterbox og korrekt billedratio (2,35:1).

Gorzelak (marts 2010)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Svendstrup
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven