Udvidet søgning
STAR TREK
USA / Tyskland, 2009
Instruktion: J.J. Abrams
DK-titel: Star Trek
AKA: Star Trek XI / Star Trek Zero

Produktion: Paramount Pictures / Spyglass Entertainment / Bad Robot
REVIEW af Søren Hardy Rasmussen [18/05/09]

Jeg har fulgt Star Trek gennem godt og ondt, gennem skrald og genialitet, og må nok, selvom jeg aldrig vil sætte mit ben på en Star Trek-konference, kalde mig selv for en trekkie, en ægte fan. Jeg husker den originale serie (1966) og min kærlighed til den som knægt. Jeg husker også, da The Next Generation-serien (1987) genfødte Star Trek, og for mig er det i høj grad den Shakespeare-uddannede Patrick Stewards rolle som kaptajn Picard, der er den dominerende figur i Star Trek. Men er man lidt ældre end mig, eller blot amerikaner, så træder William Shatners kaptajn Kirk på banen som ikonet for en serie, der, ligesom Star Wars, udgør et stykke amerikansk myte og kulturhistorie.

I en fjern fremtid vil planeten Romulus blive udslettet af en enorm supernova, og en magtfuld, overlevende romulaner giver Føderationen skylden. Hans hævn bliver taget i Føderationens fortid, og dette bliver startskuddet til den nye Star Trek-serie og den nye Star Trek-virkelighed. En ung James Kirk og den originale besætning på stjerneskibet Enterprise må tage kampen op for at redde Jorden og hele Føderationen.

Med dette nyeste skud i serien har instruktør J.J. Abrams overtaget roret på Enterprise, og han har valgt, ganske som i mange andre populære filmserier for tiden, at nulstille og starte historien helt forfra. Abrams har instrueret Mission Impossible III (2006) og produceret katastrofebraget Cloverfield (2008), og manden har et tydeligt talent for action. Sansen for science fiction skal nok skærpes lidt, men alligevel er der kommet et ganske godt science fiction-eventyr ud af hans møde med Star Trek. Den nye Star Trek er både en genoptagelse af den originale, ældste serie og samtidigt en helt ny start, hvor intet af det gamle gælder længere. Dette betyder, at der er masser af kanon i serien, men at den samtidig divergerer fra almen Star Trek-trivia. Alt er åbent, og intet behøver at ske, som det gjorde tidligere. Som så ofte før arbejder Star Trek nemlig med tidsrejser og alternative universer. Den nye film er en slags parallel univers, født af den virkelighed, som alle tidligere film og serier i Star Trek-serien udgør. Det lyder måske kompliceret, men er det egentlig ikke, og det er en ganske fin måde at nulstille uret på.

Reelt betyder det, at nye fans kan hoppe på her, mens gamle fans vil kunne nyde masser af intern Star Trek-trivia og intertekstualitet. Filmen er proppet hermed, og man får nærmest indtryk af, at enkelte scener er lavet udelukkende for at tilfredsstille gamle fandrømme og Star Trek-fantasier. Dette er både godt og ondt, men for fans vil det hovedsageligt være fantastisk. Små historier, som f.eks. hvad Scotty kom til at gøre med Admiral Archers terrier, eller referencer til skibe og steder, der bliver aktuelle senere i seriens tidslinje, er utroligt underholdende, når man rent faktisk kender og forstår dem.

En aldrende Leonard Nimoy er med i en større cameo-rolle for at danne bro mellem det gamle og det nye og samtidig sende serien godt af sted. En serie bliver det uden tvivl, for alt lægger op til det, og Star Trek er jo nærmest en amerikansk kulturinstitution, der ikke bare sådan ender. Nimoys symbolske tilstedeværelse er langt fra nødvendig, men den siger noget om dybden i Star Trek-myten. Nimoy sender en ny besætning af sted, som skal samle op på en stor arv, og denne nye flok af mere eller mindre kendte skuespillere er filmens helt store attraktion. Det er deres fortolkning af de gamle roller, som er helt centrale. Star Trek er lige dele science fiction, humor og romantik (i ordets mere gammeldags, litterære forstand), og den nye besætning træder her i meget dybe fodspor. Heldigvis gør de det rigtig godt.

Først og fremmest bør man, blandt de nye skuespillere, lægge mærke til Chris Pine som James Kirk og Zachary Quinto som Spock. Disse to herrer er umådeligt velvalgte til deres roller. Fans af tv-serien Heroes (2006) har kunnet nyde Quinto som den mystiske og psykopatiske Sylar, mens Pine er relativt ukendt i Danmark. Den gudeskønne Zoe Saldana har overtaget rollen som Star Treks sexbombe Uhura, og dette gør hun til punkt og prikke. Uhura er den eneste vedvarende kvinderolle i besætningen på Enterprise, men jeg er sikker på, at Saldana, ganske som Nichelle Nichols før hende, vil udfylde rollen rigtig godt (og med yderst passende proportioner). Et velkendt ansigt, og et fantastisk godt valg, er briten Simon Pegg som Scotty. Peggs komiske talent, som man har kunnet nyde i Hot Fuzz (2007) og den geniale Shaun of the Dead (2004), passer perfekt til den skotske ingeniør, med det evigt optimistiske livssyn. Ringenes herre-helten Karl Urban er velvalgt som skibslægen Bones. Urban spiller den gnavne doktor, med det helt rette niveau af kynisme og spydighed.

Inden mine kritikpunkter bliver lagt for dagen, så lad det være sagt: Star Trek er en rigtig god film. Filmen kan nydes af udenforstående, men er i bund og grund bedst, hvis man er godt inde i seriens trivia. Det er her, nydelsen virkelig starter, for det er i genkendelsen af det gamle, at filmens styrke ligger. Genkendelsen og genskabelsen.

Manuskriptet halter dog voldsomt, og filmen lider under, at der ikke er levnet ordentlig plads til Eric Banas skurkerolle, som den hævngerrige romulaner Nero. Vi kommer aldrig under ind huden på ham og lærer aldrig helt at forstå og føle hans motiver. Derfor forbliver han en utroværdig skurk med en utroværdig plan. Dette skyldes, at det er den unge besætning og den nye flok skuespillere, som det egentlige fokus ligger på. Dette er dog også, som allerede nævnt, en af filmens helt store styrker. Kirk og hans besætning spilles af en stjernerække af unge Hollywood-skud, og det er langt hen ad vejen dem, der bærer filmen oppe, når manuskriptet halter. Og hvor manuskriptet halter, har Abrams til gengæld genskabt en helt fantastisk science fiction-verden, som langt hen ad vejen forbliver troværdig. Abrams har med sin nye film ramt godt mellem den originale series stil og en mere moderne science fiction-mise-en-scene. Retro-elementet undgår at blive latterligt, mens det nye bevarer mindet om, og respekten for, den gamle serie. Det ville jeg ikke have troet muligt, før jeg så det, så ros til Abrams for nytænkning, sammen med respekt for det gamle.

Skal man angribe noget i filmens science fiction-miljø, er det de store, industrielle komplekser, der er brugt som baggrund for mange scener, både ombord på Enterprise og i andre væsentlige scener.
På den ene side giver de Star Trek-universet et mere råt, industrielt og realistisk udseende, hvilket er ganske godt, men samtidig minder de mig rædselsfuldt om dårlige australske fantasy-serier med små budgetter. Det er på en eller anden måde bare helt forkert, og eftersom Star Trek næppe har haft et lille budget, er det for mig en prioritering, som har slået fejl. Det står i skarp kontrast til rumslag og lignende scener, hvor effekterne er så meget i top, som man kan kræve det af en moderne science fiction-film. For ikke at tale om de store panoramiske scener fra Vulcan og Jorden. Specielt på Jorden har man brugt stor opmærksomhed på at vise en verden, hvor den gamle jord, vi kender, er ved at blive til Star Treks fremtid. Det ser helt fantastisk ud og er lavet med stor sans for, hvad essensen af science fiction egentlig er. Drømme om fremtiden.

Den passende mængde af heltemod og patos, som vi kender fra alle Star Trek-film og -serier, er i den grad til stede i denne nye start. Vi dykker ned i det fra første sekund, men der er en stor afvigelse fra de gamle film, som i den grad mærkes. Komponisten Jerry Goldsmiths død vejer tungt over filmen, og man har derfor valgt, helt at se bort fra de gamle musiktemaer (dog ikke helt!). Goldsmith er komponisten, som har lavet størstedelen af musikken til Star Treks film og serier. Denne gamle kæmpe døde i 2004, og hans sidste bidrag til Star Trek var til Star Trek: Nemesis (2002). I stedet har komponisten Michael Giacchino komponeret et pompøst og overdrevet score, der rammer helt ved siden af. Star Trek har ellers været garant for store, symfoniske oplevelser, men det sker desværre ikke denne gang, og for en gammel fan er det et voldsomt brud på reglerne. Til gengæld er der taget et andet, nyt tiltag, som fungerer rigtig godt. Star Treks begyndelse ligger tæt nok på vores egen tid til, at man har valgt at lægge lidt god rock ind i lydbilledet, og blandt andet Beastie Boys ”Sabotage” vælter ud til seerne i nogle dertil passende scener. Man skulle måske ikke have troet det, men det er rigtig fedt.

Star Trek-film lever aldrig helt op til forventningerne, for ganske som i Star Wars serien, lever myten sit helt eget liv indenfor fankulturen, og filmene vil aldrig kunne leve op til det. Men den nye Star Trek er et absolut must for fans, for det er en forrygende fortælling med en rigtig spændende drejning på myten. Den når ikke samme høje niveau som f.eks. Star Trek: First Contact (1996), men den er et godt stykke deropad. Er man science fiction-fan, men ikke nødvendigvis Star Trek- fan, er dette et godt sted at hoppe på, stilen er nemlig ganske ny. Er man til gengæld ikke til science fiction, bør man holde sig væk. Star Trek har aldrig været særligt appellerende for folk, der ikke dyrker science fiction, og denne nye film er så indforstået, at man vil gå glip af størstedelen af filmens kvaliteter.

Personligt var jeg kongeligt underholdt og fascineret af den nye drejning på historien. Manglen på Goldsmiths fagre toner og det noget fortumlede plot kunne ikke ødelægge denne tur i warp speed ombord på mit elskede Enterprise. Derfor giver jeg også Star Trek en ganske generøs karakter og glæder mig til en efterfølger, der forhåbentlig bliver lavet af de samme gode kræfter.


Anmeldt version: Star Trek. Dist.: Paramount. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 122 min.
DVDTJEK
Star Trek. Dist.: Paramount. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 122 min.

J.J. Abrams' fortolkning af Star Trek-universet er en hyggelig action-fortælling for alle, der holder af et godt, velspillet rumeventyr. Måske mangler den dybde, men som første indslag i en ny, spændende forgrening af Star Trek-universet er det ganske hæderlig underholdning. Og i øvrigt drønflot.

Den danske DVD-release af filmen indeholder selve filmen i upåklagelig kvalitet, farvesprudlende og knivskarp. Lydspor i Dolby 5.1 og med valgfrit kommentarspor med J.J. Abrams, Bryan Burk, Alex Kurtzman, Damon Lindelof og Roberto Orzi. Og som lille kuriosum et fortællende/forklarende lydspor for blinde. Det er lidt ligesom en lydbog og faktisk ganske medrivende.

Bonusmaterialet består af et par trailers, en 'gag reel' samt featuretten "A New Vision" (19 min.), hvor man får indtrykket af, at Abrams er en mand, der brænder for sagen. Og i øvrigt ret gammeldags anlagt. Forbavsende mange effekter er lavet fysisk 'i kameraet' og ikke ved effektefterbehandling af billederne.

Caspar Vang (november 2009)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Svendstrup
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven