Udvidet søgning
4 MOSCHE DI VELLUTO GRIGIO
Italien / Frankrig, 1971
Instruktion: Dario Argento
DK-titel: Fire fluer
AKA: Four Flies on Grey Velvet / Quattro mosche di velluto grigio / Quatre mouches de velours gris / Vier Vliegen op Grijs Fluweel / Fier Fliegen auf Grauem Samt / Quatro moscas de veludo / Cuatro moscas sobre terciopelo gris / Four Patches of Grey Velvet

Produktion: Seda Spettacoli / Marianne Productions / Universal Productions France
REVIEW af Caspar Vang [01/05/09]

Hvilken som helst film fra Dario Argentos hånd er pr. definition interessant. Den efterhånden halvfjerdsårige auteur har haft en enorm indflydelse på gysergenrens udseende op gennem 70'erne og 80'erne, og en ny generation af unge filmskabere dyrker og hylder åbenlyst instruktørens touch og mareridtsagtige, labyrintiske universer. Og selv mellemstationerne, som den ofte hårdt kritikerrevsede Fire fluer - sidste indslag i instruktørens ”dyretrilogi” - der dumpede ned mellem den labre giallo Fuglen med krystalfjerpragten (L'uccello dalle piume di cristallo, 1970) og mareridtsagtige horror-genremilepæle som Mordets melodi (Profondo Rosso, 1975) og Chokhouse (Suspiria, 1977), er ikke uden kvaliteter. Med få undtagelser er de fleste film af instruktøren umulige at komme udenom, hvis man ellers interesserer sig seriøst for horror-film.

Fire fluer hører ikke til instruktørens mest medrivende film - måske er den bevidst fladt skrevet af Argento assisteret af Luigi Cozzi og Mario Foglietti? - men den er, som uncutter Lars Gorzelak Pedersen og andre har pointeret, tematisk meget kompleks, og derfor en af de Argento-film, der måske er lidt sjovere at pille fra hinanden analytisk end at se.

I mine øjne hjælper det heller ikke på løjerne, at Michael Brandon er en ualmindeligt uengagerende Argento-helt. Det kan godt være, at det giver mening i analysen, men det gør bestemt ikke Fire Fluer til en ufejlbarlig fængslende filmoplevelse. Hvor grusomhederne i de fleste af Argentos film sætter noget i gang hos hovedpersonerne, virker Brandons trommeslager Roberto Tobias nærmest småapatisk og desorienteret. Der er ingen tvivl om, at Argentos heltinder er de mest interessante, men Brandon når hverken Fuglen med krystalfjerpragtens Tony Musante eller (især) Mordets melodis David Hemmings til sokkeholderne. Skuespilmæssigt jordes Brandon tilmed noget så eftertrykkeligt af birolleindehaveren Mimsy Farmer, der giver den fuld tryk i filmens finale og gør et egentlig stillestående, snakkesaligt tableau både intenst og uhyggelig.

Selve handlingen udspilles omkring musikeren Roberto Tobias (Michael Brandon), der er en hæmmet, lille, følsom mand i en branche fyldt med folk med store følelser. Allerede i filmens åbningssekvens slås hans ubeslutsomhed fast. Han er næsten ikke engang i stand til at klaske en myg af frygt for at forstyrre rytmen i musikken, så forståeligt nok drives han næsten til vanviddets rand, da han en sen nattetime vælger at konfrontere en mystisk fremmed, der forfølger ham. Under et uheldigt håndgemæng lykkes det Roberto at fravriste manden en kniv, men forfølgeren dolkes uheldigvis på sit eget våben, mens en maskeret figur (creepy gummihoved, by the way) knipser billeder af optrinnet. Ikke med det formål at afpresse Roberto, men for at drive ham til vanvid. Roberto betror sig godt nok til konen Nina (Mimsy Farmer), men tør ikke kontakte politiet og følger i stedet sin ven Gods (Bud Spencer) råd og hyrer en overdrevent fimset privatdetektiv. Der ikke har løst en eneste af over 80 sager. Den usikre Roberto er ikke svær at overtale og overbevises med det absurde argument, at rent statistisk må denne sag være detektivens store gennembrud. Privatdetektiven får ret, men må betale med livet for at gætte morderens identitet. Samtidig forsøger Robertos rengøringskone at afpresse morderen og ender naturligvis også selv som offer.

Selvom Argento tilsyneladende ser meget realistisk på tingene, synes Fire fluer langt hen ad vejen at udspille sig i Robertos lille, lukkede verden, hvor tingene går langsomt eller synes at køre i ring. Det er, som om tiden står stille, mens Roberto plages af samvittighedskvaler over at have myrdet en mand. Under en fest overhører han en samtale om hovedafhugninger som henrettelsesmetode og plages herefter af en række yderst effektive (filmens stærkeste kort) drømmesyner om en hovedafhugning, der helt uforglemmeligt væves ind i filmens handling. Desværre er det også denne handling, der ikke rigtig løftes til et engagerende niveau og sikkert vil efterlade det brede publikum utilfredsstillede.

Til gengæld vil argentologerne, og dem der har gransket instruktørens film nærmere, begejstres over de mange Argento-øjeblikke i Fire fluer. Hovedafkapningsmetaforen finder vi i flere af instruktørens film, men Fire fluer synes med sin straffende/psykotiske handlingstråd sjovt nok at binde bedst an til senere Argento-værker som Terror at the Opera (Opera, 1987) og Trauma (1993). Stilmæssigt er filmen ren Argento-fornøjelse med kamera, lyssætning og klip i centrum for herlighederne: Skarp kronologisk leg, der snedigt lader klipningen væve scenerne sammen på strobeagtig facon, lækker brug af pov-kamera, ultranærbilleder og en næsten pervers fetichering af mordvåbnene, hvor vi flere gange i minutiøst udførte kameraindstillinger følger alt lige fra knivstikninger, injektioner, kølleslag og ståltrådsgarrotteringer.

Der er spoilers i farvandet, så er man nysgerrig efter filmen og har endnu ikke haft fornøjelsen, bør man nok stoppe her. I alle Argentos film er seksualitet en farlig, fascinerende og kringlet størrelse. Ethvert forsøg på at kontrollere og styre seksualiteten vil mislykkes og forkrøble offer såvel som den kontroludøvende. Således også i Fire fluer, hvor morderen viser sig at være offer for uhyrlige barndomstraumer, der punktvis slår ned i handlingen og præsenterer os for nogle virtuost udførte, svimlende kamerature i en hvid celle med polstrede vægge. Typisk for Argento er gerningsmanden altså selv et offer. Og filmen minder os konstant om de farlige forsøg på at styre seksualiteten. Under en fest overhører Roberto en vittighed om Frankensteins mislykkede forsøg på at skabe uhyret i sit eget billede. Monsterets aseksualitet og manglende sexliv må være skyld i dets blodtørst, og Frankenstein udstyrer derfor monstret med kønsdele. Da han vækker uhyret, viser det sig at være homoseksuelt og ender med at voldtage skaberen. På samme måde kan motivet for de bestialske mord føres tilbage til et, i sagens natur mislykket, forsøg på at forme et menneske efter den ønskede seksualitet.

Som sagt vil Fire fluer helt sikkert ikke appellere til det brede publikum, men er man allerede inde i Argentos film, er den både seværdig og tematisk interessant. Lægger man dertil en slutning, der i mine øjne hører til blandt instruktørens allersmukkeste og allergrummeste (de to ting hører i Argentos univers sammen), er den lidt uengagerende fortælling og flade hovedperson tilgivet. Tre Uncutkassetter med en stor pil op!


Anmeldt version: Four Flies on Grey Velvet. Dist.: Mya Communications. DVD (R0 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 102 min.
DVDTJEK
Four Flies on Grey Velvet. Dist.: Mya Communications. Medie: DVD (R0 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 102 min.

Det er amerikanske Mya Communications (nogle af kræfterne bag det hedengangne NoShame), der står bag den første officielle DVD-udgivelse af Dario Argentos giallo-gyser 4 mosche di velluto grigio, udgivet under den amerikanske titel Four Flies on Grey Velvet, og det er en ganske nydelig udgivelse, de fleste Argento-fans sagtens kan være bekendt at investere i. Mine væsentligste klager går nok på, at lyden er en smule mudret, men især de manglende undertekster (hovedpersonen modtager nogle breve med italiensk tekst... og brevene er ikke oversat med undertekster) er en irritationsfaktor. Men hvad pokker, det er jo krisetider. Og den slags koster jo penge, så det er nok til at leve med.

Argentologerne, der partout skal have det hele med og ikke vil misse en frame, vil nok mumle grimme ting i skægget. For selv om omslaget på Mya Communications release lover en ”fully uncut” udgivelse er der røget småbidder hist og pist. Dette skyldes angiveligt slitage, og da udfaldene ligger omkring aktskiftene, synes jeg, det er acceptabelt. På trods af disse mangler, som nogen sikkert vil skabe sig over, er der tale om en udgivelse, der bør investeres i, og det er rart langt om længe at få set filmen i nydelig billedkvalitet. Lydsporet er i Dolby Digital mono, og bonusmaterialet består af en håndfuld trailers, engelske credit-sekvenser og poster- og still-galleri.

Vang (maj 2009)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven