Udvidet søgning
LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN
Sverige, 2008
Instruktion: Tomas Alfredson
DK-titel: Lad den rette komme ind
AKA: Let the Right One In / So finster der Nacht

Produktion: EFTI / The Chimney Pot / Fido Film AB / Filmpool Nord / Ljudligan / Sandrew Metronome Distribution Sverige AB / Sveriges Television (SVT) / WAG
REVIEW af Caspar Vang [14/02/09]

Nævner man ungdomsfilm og vampyrer i samme sætning, tænker de fleste sikkert på The Lost Boys (1987), Gysertimen (Fright Night, 1985) eller forelskede vampyrer med lækkert hår og afmålt melankoli som i Twilight (2008). Tomas Alfredsons svenske Lad den rette komme ind, en dyster, smuk og vellykket krydsning mellem vampyrgenren og ungdommelig magisk realisme, føles lidt som en slags Verdens bedste Karlsson (Världens bästa Karlsson, 1974) møder The Hunger (1983). Sjovt nok så rummer filmen, skrevet af John Ajvide Lindqvist og baseret på hans egen roman, stort set ikke de elementer, vi efterhånden forbinder med genren. Den har lagt hvidløgene, træstavene og læderfrakkerne på hylden og trækker i stedet på de poetiske og atmosfærefyldte blodsugervisioner, vi kender fra F.W. Murnaus og Werner Herzogs vampyrfilm.

Stockholm-forstaden Blackeberg 1982. Oskar (Kåre Hedebrant) er skolens outsider. Den stille, brainy type med fraværende, fraskilte forældre. Et let offer i klassens hakkeorden. Oskar interesserer sig for professorterninger og mordartikler og andre makaberheder, som han klipper ud og sætter i et album, mens han drømmer om hævn over skolens mobbeklike, der jævnligt tæver ham og kyler hans bukser i pisserenden. Duknakket tager Oskar imod, mens han om natten hakker en kniv i træet mellem de nøgne, kedelige boligblokke: ”Skrig! Skrig som en gris”, klager han, mens han gennemborer barken. Men nogen har hørt ham. Den nye nabo. Pigen Eli (Lina Leandersson) og manden Håkan (Per Ragnar), der angiveligt er hendes far. Et par særlinge, der ikke ses om dagen, mens pigen, der er vampyr, vover sig ud om natten og forsigtigt nærmer sig Oskar. Sammen hænger de ud ved klatrestativet på den snedækkede legeplads. Elis 'far' er gammel. Hun har sin egen agenda med venskabet, mens Oskar bare vil være venner... og drømmer om, at de to måske kunne blive kærester. Samtidig sker der et par makabre mord i nabolaget, og ikke overraskende tiltrækker Eli og faderen sig opmærksomheden fra fyldebøtterne, det er gået ud over. Eli lærer Oskar at slå igen, hårdt, men mobberne orkestrerer en modbydelig hævn.

Det lyder umiddelbart som en spøjs blanding af børneeskapisme, horror og realisme, og på nær enkelte afstikkere er det en kombination af genrer, vi sjældent støder på. Måske derfor har filmen overrasket og fascineret både publikum og anmeldere. Tråden til børne- og ungdomsfantasiernes hemmelige venner er oplagt: På samme måde som de voksne aldrig (eller i hvert fald meget sjældent) kan se den flyvende mandsling Karlsson, eller vi aldrig er helt sikre på, om Tommy og Annikas oplevelser med Pippi Langstrømpe er rene fantasier, der skal afspejle sider af børnenes psykologi, er det tydeligt, at Eli er tænkt som et udtryk for Oskars indestængte aggressioner og hævntørst. Det kan eksplodere når som helst. Og sjovt nok er Oskar udtryk for den normalitet og menneskelige skrøbelighed, som vampyren paradoksalt nok længes efter i sit halvdøde liv, hvor det kun er jagten på blod og overlevelse, der tæller. Bottom line er, at de er to sider af samme sag, og Oskar har, som vampyren ømt udtrykker det, brug for at blive lidt som Eli for at overleve. Han kan ikke for evigt undertrykke sin mørke side.

Filmen har, taget i betragtning, at der er tale om en vampyrfilm, fået forbløffende flotte anmeldelser og hørte til blandt de film, der høstede flest anmelderstjerner herhjemme sidste år. Hvad de fleste kritikere også har bemærket og ladet sig overbevise af, er filmens særprægede blanding af dyster-poetisk forstadsrealisme, spirende forelskelse og vampyrgenreelementer. Og det føles dybt originalt, er man enige om. Alligevel er der et strejf af andre film at finde i Lad den rette komme ind, og Alfredson har helt sikkert set Romeros Vampyrdrengen (Martin, 1977), del Toros Cronos (1993) og A Real Friend (Adivina quién soy, 2006) fra den spanske tv-gyserserie Películas para no dormir. Så selvom vi har set vampyrer i realistiske omgivelser før, er det et sjældent syn i det kolde, snedækkede Sverige, og det gør selvfølgelig filmen til noget helt særligt, uanset forgængerne. Alfredson bevarer overblikket og balancen mellem de det realistiske og det fantastiske virkelig overbevisende. I modsætning til Vampyrdrengens sort/hvide vampyrfantasier ved vi aldrig, hvornår vi er i virkeligheden, Oskars fantasi, vampyrernes verden eller noget midt imellem, og det er blandt andet det, der gør Lad den rette komme ind så pirrende og (dejligt) spænder ben for, at filmen udelukkende forstås som mobbehævnfantasi og seksuel vækkelsesfortælling.

For heldigvis fremstår filmen med sin traurige og smukke vampyrfortælling og boligblokstristesse dybere tænkt end som så og markerer sig klart som en af de seneste par års mest interessante genrefilm. Ud over, at Alfredson kan sin genre på fingerspidserne, så vil han også noget med det, så Lad den rette komme ind føles som et auteurværk, hvor den røde tråd fra instruktørens tidligere værker føres videre, men får frisk (undskyld) blod ved at inddrage et genreelement. Som igen får hele sceneriet til at ose af indeklemt uhygge, aggressioner og en atmosfære, jeg bedst kan beskrive som nedtrykt, drømmeagtig realisme… hvis man kan forestille sig noget så sært. Ja, det ligner en trist svensk forstad anno 1982, men har så lige den stiliserede kant, der gør det hele pirrende usædvanligt og ubehageligt og trækker filmen over i det velkendte genreterræn.

Det håndsværksmæssige bliver nok heller ikke meget bedre. Filmen tager sig god tid til at bygge forholdet mellem Oskar og Eli op, og selvom de begge på mange måder er frastødende, får Alfredson os uforbeholdent over på outsidernes side, uden at det på nogen måde føles forceret eller fortænkt. Jeg var helt blæst omkuld af ømheden i flere af scenerne. De natlige møder ved legepladsens klatrestativ og faderens klodsede, men velmente forsøg på at skaffe friske ofre til vampyren. Han er blevet gammel og har mistet håndelaget for, hvordan man udfører et effektivt seriemord og hurtigt dræner offeret for blod. Det gør helt ondt i hjertet at se på, og samtidig er det smukt fanget med underfundig humor i en række sært fascinerende, både triste og morsomme scener, hvor Håkan forsøger at årelade en ophængt dreng, men forstyrres af en hund, der labber blodet i sig, eller slæber af sted med lig på en bobslæde.

Lad den rette komme ind er en film af den slags, man øjeblikkeligt forelsker sig i. Selvom den ikke ligefrem er en behagelig oplevelse, er det, ligesom Guillermo del Toros beslægtede Pans labyrint (El Laberinto del fauno, 2006), en film, man får lyst til at se med det samme igen. Og har svært ved at få ud af hovedet. Manuskriptet og schweizeren Hoyte Van Hoytemas poetiske fotografering slutter perfekt op omkring filmens mange modsatrettede følelser af ømhed, venskab, kærlighed, dødsfascination og hævn - alt det, der rører sig i en ung mand - men jeg vil tro, at de fleste alligevel vil pille de enkeltdele, der siger dem noget, ud af oplevelsen. Måske vil hævnplottet om de mobbende drenge stå stærkest for de fleste, og det er da også den umiddelbare motor i fortællingen - vil Oskar få skovlen under sine plageånder? - men for mig var det sidehistorien om vampyrens farvel til sin partner (far eller kæreste?, du vælger selv) og den nye, spirende kærlighed mellem vampyren og den plagede dreng, der fulgte med hjem fra biografen.


Anmeldt version: Lad den rette komme ind. Dist.: Sandrew Metronome. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 114 min.
DVDTJEK
Lad den rette komme ind. Dist.: Sandrew Metronome. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 114 min.

Tomas Alfredsons’ fine Lad den rette komme ind er udkommet på dvd fra Sandrew Metronome. Og det er især i kraft af filmen en anbefalelsesværdig udgivelse. Billedsiden præsenteres uden dikkedarer i anamorfisk 2.35:1 og det svenske lydspor i Dolby Digital 5.1.

Ekstramateriale er der ikke alt for meget af, men der er et godt og infomativt kommentarspor med instruktøren. Derudover er der kun et billedgalleri og fire forskellige trailere for filmen.

Filmen er også tilgængelig i high definition på Blu-ray.

Mikkel Svendstrup (maj 2009)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Anders Munk Jensen
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven