Udvidet søgning
SHURAYUKIHIME: URAMI RENGA
Japan, 1974
Instruktion: Toshiya Fujita
DK-titel: Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance
AKA: Shura-yuki-hime: Urami Renga

Produktion: Toho Film (Eiga) Co. Ltd.
REVIEW af Jakob Skøtt [18/06/08]

Den første Lady Snowblood-film er et stilistisk vellykket eksperiment, der på fornem vis trækker forskellige referencer sammen i noget, der er ganske unikt, uden at miste sin simple charme. Så, ja, kære læser – hvis du skulle være i tvivl om, hvad alt postyret er omkring, så er filmen muligvis den bedste, der er produceret i Japan i 70'erne – og nok den bedste swordplay-film nogensinde.

Som 'svær-toer' når opfølgeren selvsagt slet ikke den første film til sokkeholderne. Dels er den stilistisk mere træg, hvilket også gør sig gældende for handlingen. Filmen trækker sig af sted i et tempo, der, sammenlignet med forgængeren, er ulideligt langsommeligt. Måske er en af årsagerne, at selve historien simpelthen ikke er klar nok. Filmen har et tykt politisk fundament, og hvis man ikke ved meget om Japan fra hverken perioden, som filmen foregår i, eller tiden, den er lavet i, kommer de mange referencer samt store dele af handlingen til at glide hen over hovedet på en. Man fatter simpelthen ikke, hvad de forskellige figurer repræsenterer, og det er åbenbart en forudsætning for at følge med i og forstå filmen. Det virker både overambitiøst samt naivt konstrueret, når man tænker på den formfuldendthed, der gennemsyrer den originale film, hvis tematiske tag-selv-bord på fornem vis bliver bygget op foran seeren, mens filmen jonglerer med et væld af filmgenrer.

Meiko Kaji er naturligvis sanseløs smuk som den hvidklædte dødsengel, men også her sker der noget pudsigt. Hvor den første film netop problematiserede bad- og good-guys'ne, og motivet for Yuris hævn var solidt velfunderet, undrer man sig lidt over, hvorfor i alverden hun så mange år efter stadig flygter fra politiet. Og filmen indledes da også med denne præmis: Efter mange års blodig flugt overgiver hun sig til ordensmagten – blot for at blive befriet af en forbryderorganisation, der vil udnytte hendes evner. Det er en interessant fortælling, der desværre ikke bliver udnyttet til fulde. Morderen, der ikke længere vil være morder. Herefter bliver det hele lidt tåget og langt i skægget, dog med et par fine skurkeroller og stilistiske kampscener.

Yuri fremstår i hele filmen nærmest deprimeret og opgivende, men hvor denne melankoli gav den første film en særlig, sælsom kant, ramler det her sammen takket være en stone-faced skikkelse, der ikke kan meget andet end at dræbe.

Selvom filmen ikke er ligeså formfuldendt som Lady Snowblood eller Kajis optræden i Female Prisoner #701 Scorpion (1972), har den dog en vis stringens. Visuelt er der mange flotte detaljer, og den udprægede brug af telelinse, som giver den velkendte sammensmeltning mellem forgrund og baggrund, samt et meget kort fokus fungerer ret fantastisk i visse scener. Og det er selvfølgeligt værd at bemærke sig, at filmen bare for dét er værd at se. De kunne sgu noget med at bruge linser fornuftigt og kreativt i Japan – fx i den ret forrykte Hanzo the Razor-serie, der ligeledes er fra 70'erne, hvori billederne i den første film (Hanzo the Razor: Sword of Justice, 1972) er komponeret gennem en sløret baggrund og forgrund, der skaber uhørte æstetiske kompositioner og mønstre inde i selve beskæringen, samtidigt med at filmen er ultra sleazy! Hanzo 'forhører' gerne kvinder ved at placere dem i et net (!), lægge sig under det og lade sine to medarbejdere (!) hive det op og ned over sit hærdede lem (!), indtil kvinderne i ren og skær nydelse (!) skriger deres hemmeligheder ud. Som tak drejer Hanzo nettet rundt et par gange til slut! Tak for kaffe! Høje Fellini-ambitioner og dårlig Joe D'Amato-ånde krydser klinger – men modsat de fleste af deres film, er der faktisk tale om en god film. Strange brew!

De efterfølgende Hanzo-film har overhovedet ikke samme visuelle tæft som etteren og har en tendens til at forfalde til fjollerier – noget, man dog ikke kan sige om Lady Snowblood 2, der desværre drukner lidt i sin egen seriøsitet. Der er dog tilsyneladende mange fans af filmen, men det kan nok koges ned til, hvilke aspekter man sætter pris på – som exploitation-genreeksperiment fungerer filmen desværre kun momentvist.


Anmeldt version: Lady Snowblood: Love Song of Vengeance. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 89 min.
DVDTJEK
Lady Snowblood: Love Song of Vengeance. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 89 min.

AWE sætter turbo på deres ”Samurai Cinema”-serie ved at smide en række film på gaden, der for blot få år siden var enormt svære at opdrive. Og det værdsætter Uncut-ninjaerne selvfølgelig. Lady Snowblood 2: Love Song of Vengeance er måske det svageste indslag i serien hidtil, men er ikke desto mindre et interessant appendiks til den første film. Der er et velskrevet booklet med, og filmen præsenteres i korrekt 2.35:1 ratio og står sågar rimeligt flot – især sammenlignet med de skodudgaver undertegnede tidligere er stødt på.

Jakob Skøtt (juni 2008)
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven