Udvidet søgning
GOLDEN COMPASS, THE
USA, 2007
Instruktion: Chris Weitz
DK-titel: Gyldne kompas, Det

Produktion: New Line Cinema / Ingenious Film Partners / Scholastic Productions / Depth of Field / Rhythm and Hues
REVIEW af Søren Hardy Rasmussen [10/01/08]

Det gyldne kompas er et godt eventyr, for børn og barnlige sjæle, i bedste Harry Potter-stil. Filmen er efter en roman af Philip Pullman og har manuskript af Chris Weitz. I Det gyldne kompas' verden findes der tusindvis af parallelverdener, og i en af dem har alle mennesker en dyreånd (totem), som er deres ledsager gennem livet, reflekterer deres menneskers personlighed og humør og hjælper dem gennem tykt og tyndt. Hovedpersonen Lyra Belacqua er niece til den berømte Lord Asriel og ved mere om onklens forskning, end hun burde. Onklen forsker i de før omtalte parallelverdener, som han er overbevist om, findes. Han mener at have fundet nøglen til dem, men hans forskning er forbudt af den altomfattende statsorganisation, Magistraten.

Lyra (Dakota Blue Richards) er valgt af skæbnen til at bære Det gyldne kompas og være den, der bringer sandheden tilbage til verden og befrier den for Magistraten en gang for alle. Samtidig venter sandheden om de forældre, hun aldrig har kendt, også derude (en ganske gennemskuelig sandhed i øvrigt… Luke… I am your father!). Da den magtfulde Marissa (Nicole Kidman) byder hende med på en rejse til det fjerne nord, ved hendes vogtere godt, at faren lurer, og de forærer hende Alethiometeret. Dette gyldne kompas afslører enhver sandhed for sin bærer, og det sætter en kædereaktion af hændelser i gang, som sender Lyra på en lang flugt blandt verdenshavenes nomader, gode hekse, panserbjørne og ikke mindst Lee Scoresby og hans luftskib.

Lyra Belacqua spilles af den hidtil ukendte Dakota Blue Richards, og selvom det selvfølgelig er imponerende, at en helt ukendt skuespiller håndterer så stor en rolle, så er der i virkeligheden ikke det store at sige om hendes skuespilpræstation. Den er bestemt ikke dårlig, men det er så også det.
Rå Daniel Craig spiller Lyras onkel Asriel, den seje og rebelske videnskabsmand, der kombinerer Oxford-akademikeren med den actionfyldte Indiana Jones-type. Jeg ser frem til at se mere til ham i efterfølgeren, som uden tvivl snart kommer, for Craig er altid sej, og man ser alt for lidt til ham i Det gyldne kompas. Umiddelbart er Asriel mere, end hvad han bliver præsenteret som, i filmens begyndelse, men garvede biografgængere burde rimelig hurtigt kunne gætte hans hemmeligheder.
Den altid eventyrlige Ian McKellen lægger stemme til panserbjørnen Iorek Byrnisson, og selvom der ikke er det store skuespil at udføre i en CGI-karakter, så er McKellens stemme mere end rigeligt til at skabe en god stemning omkring den store panserbasse.

Nicole Kidman er perfekt i rollen som Det gyldne kompas' svar på Darth Vader. Hun passer storartet ind i rollen som mørkets håndlanger og burde helt klart spille mange flere skurkeroller.
For mig var filmens helt store skuespilmæssige lyspunkt dog den altid type-castede og altid perfekte Sam Elliot. Elliot kan formodentlig kun spille én slags rolle, men han gør det til perfektion og er altid et lyspunkt på en rolleliste. Mange danske film-sites nævner ikke engang gamle Sam Elliot på Det gyldne kompas' rolleliste, men den gamle cowboy har mindst lige så meget tid i filmen som Daniel Craig, og hans lys skinner klarere. Den gamle cowboy får altid et smil frem på mine læber, for han har givet mig fantastiske filmoplevelser som The Stranger i The Big Lebowski (1998) og sej gammel udsmider i drengerøvs-hittet Road House (1989) med Patrick Swayze. I Det gyldne kompas er han en slags børnefilmsudgave af Star Wars' godhjertede slyngel, Han Solo. Han er en gammel eventyrer, der med sin øreskudte præriehare-totem altid dukker op på lige det rette tidspunkt. Han Solos Tusindårsfalk er i Det gyldne kompas dog skiftet ud med et ballonskib.

Personligt har jeg det svært med film for børn, med børn i hovedrollen. De kan være gode og også troværdige, men ofte sætter de ens sans for realisme og sammenhæng på en stor prøve. Når jeg siger realisme, ved jeg selvfølgelig godt, at eventyr ikke skal være realistiske, men selv børneeventyr med flyvende hekse og panserbjørne kan være troværdige. På dette punkt fejler Det gyldne kompas, for alting går bare lige lidt for nemt for vores unge heltinde. Skæbnen løser let og elegant hendes problemer, efterhånden som hun løber ind i dem, og nye venner og løsninger byder sig til konstant. Tidligere på året havde jeg en tilsvarende anmelderoplevelse med The Dark is Rising: Den sorte rytter (2007), og problemet er det samme. Jeg tror faktisk at de undervurderer børns og teenageres sans for realisme her. Originalitet er der absolut heller ikke noget af, og handlingen i Det gyldne kompas er mere end forudsigelig. Garvede filmentusiaster burde gætte de fleste af filmens hemmeligheder længe før, de afsløres. Alt dette til trods er Det gyldne kompas dog en ganske hyggelig historie. Man skal bare være klar på, at det er let, eventyrlig underholdning og intet andet.


Anmeldt version: The Golden Compass. Dist.: SF Film. Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 97 min.
DVDTJEK
The Golden Compass. Dist.: SF Film. Medie: Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 97 min.

Det kan godt være, at Det gyldne kompas ikke er verdens bedste eventyrfilm, men SF Film har med denne nye 2 disk Blu-ray udgivelse taget førertrøjen i kapløbet om årets bedste danske udgivelse på formatet. Det flotte eventyr præsenteres i en knivskarp 2.35:1 1080p overførsel, hvor eneste anke er brugen af digital støjreduktion. Farverne er mageløse og Nicole Kidman er en særdeles ondskabsfuld lækkerbisken i al sin detaljerighed.

Lyden præsenteres i et superfedt DTS-HD 7.1 spor, hvor der virkelig er knald på. Kanalseperationen er rigtig god, og de mange actionscener kommer virkelig til live med dette HD lydspor.

Det omfattende ekstramateriale består blandt andet af et visuelt kommentarspor, som giver indblik i filmen, mens den løber over skærmen. Der er også et okay almindeligt kommentarspor med instruktøren Chris Weitz. Der øvrige materiale er delt op i tre kategorier 1) Origins – indtroduktion af det litterære forlæg og overførslen til spillefilm, 2) Behind-the-scenes – Casting, kostumer, musikken, design og premieren og 3) Lyra’s World – featurettes om filmens væsener. Alt i alt er det en rigtig god og velproduceret omgang ekstramateriale, der nok skal tilfredsstille fans af filmen.

Udgivelsen her anbefales både til fans af let fantasy underholdning og teknik begejstrede grejtosser.

Det gyldne kompas er også udsendt i en ligeledes flot 2-disk dvd-version.

Mikkel Svendstrup (Juni 2008)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Svendstrup
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven