Udvidet søgning
SEEKER: THE DARK IS RISING, THE
USA, 2007
Instruktion: David L. Cunningham
DK-titel: Dark is Rising: Den sorte rytter, The

Produktion: Twentieth Century Fox Film Corporation / Walden Productions / Marc Platt Productions
REVIEW af Søren Hardy Rasmussen [04/12/07]

Will er en ordinær amerikansk dreng, som er flyttet med sin store familie til en hyggelig landsby i England. Pengene er små, og familieforholdet anstrengt. Og selvom der alligevel er hjertevarme og glæde i den amerikanske storfamilie, så er det hårdt at være det yngste medlem. I England finder Will dog nye venner og nye evner. Flytningen viser sig ikke at være helt tilfældig, og Will konfronteres snart med sin skæbne og pligt i livet. Will nedstammer fra en slægt af krigere, der har viet deres liv til at beskytte jorden mod ondskaben. De mørke kræfter rører nu på sig igen, og da Will fylder 14 år, opdager han sit nye liv og må gribe sværdet. Will er en såkaldt ”tracker”. Han kan springe gennem tiden for at finde ”tegnene”, som skal hjælpe ham, til at kæmpe mod det personificerede onde, den mørke rytter.

Will er en alternativ version af unge Harry Potter, om man vil. Og vi er helt klart i Harry Potter-land her. I dette tilfælde dog inspireret af Susan Coopers bogserie, The Dark is Rising. Originalitet er der ikke meget af, men The Dark is Rising er ikke uden charme. Det er et hyggeligt lille juleeventyr med masser af spænding, bedrag og heltemod. Desuden er den selvfølgelig åben for en efterfølger. Uden at vide det, forestiller jeg mig lidt, at The Dark is Rising fungerer rigtigt godt som bog. Men som i så mange andre filmatiseringer, har vi meget travlt i filmen, som jager derudaf. Det betyder, at der bliver masser af små-huller i handlingen, og dem behøver man ikke have læst bogen for at lægge mærke til.

Alexander Ludwig spiller unge Will, og han passer ganske godt ind i rollen, som drengen med den store fremtid. Ian McShane, Frances Conroy, James Cosmo og Jim Piddock spiller lysets udødelige krigere, og de er helt klart filmens store skuespil-lyspunkter, for det voksne publikum. Specielt fantastiske Ian McShane, som man kender fra Deadwood (2004-2006), er en ren fornøjelse som gnaven læremester for unge Will.

Et af filmens største problemer og en af dens største svagheder er, at den mangler en rigtig god skurk til at drive plottet frem. Christopher Eccleston som ”the Dark Rider” er en pudsig ting. Han mangler karisma, kraftfulde replikker og skumle henchmen, han mangler ondskab i udseende og handling. Han skal trods alt forestille en slags pendant til Djævelen, men det går slet ikke. I Ringenes Herre-trilogien var the Dark Rider blevet spist af dværgen Gimli, halvt i søvne og snorkende. Eccleston har langt fra den rette karisma til skurkerollen, og kostume og specialeffekter bakker ham ikke tilstrækkeligt op. Det er pudsigt, for det ville være så let at forestille sig, hvordan det kunne gøres bedre, men okay, The Dark is Rising er trods alt en børnefilm.

The Dark is Rising er en hyggelig eventyrfilm, der passer specielt godt til de mørke vinteraftener. Det bliver dog næppe en film, som bliver taget frem for at blive set igen og igen.


Anmeldt version: The Dark is Rising: Den sorte rytter. Dist.: SF Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 94 min.
DVDTJEK
The Dark is Rising: Den sorte rytter. Dist.: SF Film. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 94 min.

Eventyrfilm i Harry Potter-stilen, med unge teenagere i hovedrollen, er et modefænomen for tiden, og ”Seeker”-serien, efter Susan Coopers bøger, er endnu et skud på denne gren. Umiddelbart er The Dark is Rising: Den sorte rytter langt mere passende på DVD end i biografen. Det er en familiefilm, og den slags gør sig godt hjemme i stuen. Filmen taber som sådan ikke noget af at ryge fra en biografskærm ned på en TV-skærm. Her er ingen storslåede scener, der lider under TV-formatet. The Dark is Rising er smukt filmet og foregår i romantisk landidyl. Dette fungerer stadig godt på DVD-udgaven, og det gør, at filmen fungerer langt bedre for mig på DVD end i biografen. Min biografoplevelse var af en middelmådig eventyrfilm, men en ganske hyggelig en af slagsen, midt i julestemningen. De hjemlige omgivelser, sofaen og en dampende kop kaffe giver lige den ekstra gode gang hygge, der skal til for at hæve oplevelsen yderligere i niveau.

De oprindelige svagheder, der plagede filmen, ændres der dog ikke på. The Dark is Rising mangler mere end noget andet en passende skuespiller i skurkerollen, og filmen har stadig voldsomt travlt med at nå hele plottet igennem. En extended udgave med lidt mere historie og personopbygning havde klædt filmen virkelig godt, for travlheden koster på troværdighedsregningen. En anden uheldig ting, specielt ved DVD-udgaven, er, at de mange fejl, filmen er fyldt med, bliver endnu mere tydelige. Karakteren ændres der derfor ikke på, men DVD-udgaven skal have den ros, at filmen er en større fornøjelse at nyde i sin egen dagligstue.

The Dark is Rising har engelsk audio og tekster for døve. Underteksterne fås på dansk, svensk, norsk og finsk. Ekstramaterialet på The Dark is Rising: Den sorte rytter er ganske omfangsrigt og består af to featuretter. Den første er ”The Making of The Seeker”, der blandt andet fortæller om filmens kostumedesign. Anden featurette er en dokumentar om de visuelle effekter i filmen, hvor man blandt andet hører, at alle landsbyscenerne med gennemført engelsk idyl er optaget i Rumænien. Denne dokumentar er klart noget af det mest interessante af ekstramaterialet. Desuden byder ekstramaterialet på adskillige scener, som er klippet ud af, eller forkortet, i den færdige film.

Søren Hardy Rasmussen (marts 2008).
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven