Udvidet søgning
PLANET TERROR
USA, 2007
Instruktion: Robert Rodriguez
DK-titel: Planet Terror
AKA: Robert Rodriguez’s Planet Terror / Grindhouse: Planet Terror / Planet Terror: Grindhouse Vol. 2 / Grindhouse: Double Feature

Produktion: Dimension Films / Troublemaker Studios / The Weinstein Company / Rodriguez International Pictures
REVIEW af Caspar Vang [13/11/07]

Zombiegenren er efterhånden blevet noget af et tilløbsstykke i det nye årtusinde, men efter den indledningsvise alvor i Zack Snyders remake Dawn of the Dead (2004) og Danny Boyles 28 dage senere (28 Days Later, 2002) ser det nu ud til, at genren stort set leverer grovkornede gyserkomedier af den slags, der nok kan være underholdende, men ikke for alvor bider fra sig. Og med den apokalyptiske zombiesjasker Planet Terror følger den genrefilmglade amerikanske instruktør Robert Rodriguez trenden til dørs med en vaskeægte splatter-b-film af den variant, vi kunne forvente fra den italienske gyserbølges storhedstid i 70'erne og start-80'erne.

Nøgleordene er underholdning, overdrivelse og humor, og der må ofres en del gys, for at publikum får serveret zombiefilmen som en b-film af den gode, gamle, smattede slags. Der er et kraftigt glimt i øjet som drivkraft og en automatriffel stoppet i en benstump som gimmick. Der er slimkaskader, sønderlemmelse af menneskekroppe, hovedeksplosioner og meget andet godt. Men det hele leveres med et så åbenlyst ironisk islæt, at intet af filmen skulle skabe problemer med censuren. Dette betyder altså, at Planet Terror tilhører den gruppe af i virkeligheden svært realiserbare postmoderne gyserfilm, hvor det satiriske glimt i øjet gør, at filmen aldrig for alvor får skovlen under seeren som gyser- eller skrækfilm betragtet. Den type film er utroligt svære at håndtere (stik mod den gængse opfattelse), og i Rodriguez' film kæntrer den svære balancegang også i retning af det morsomme og overdrevent groteske.

Planet Terror læses derfor måske bedste som en utilsløret kærlighedserklæring til 70'ernes og 80'ernes smattede b-film, med alt hvad dertil hører af klicheer og klicheer på klicheer. Her finder vi den obligatoriske lille håndfuld mennesker, der, anført af den mystiske El Wray (Freddy Rodríguez, der aldrig for alvor overbeviser i rollen) og ekskæresten Cherry Darling (Rose McGowan), forskanser sig i en landevejsgrill mod horder af sultne zombier. Et regeringseksperiment med en livsfarlig gas, DC-2, er gået galt, og en eliteenhed (ledet af en ikke særlig overbevisende Bruce Willis), som skulle nedkæmpe selveste Bin Laden, er nu forvandlet til supersoldater. Der er lige en negativ og ikke uvæsentlig detalje. Hvis de ikke får deres medikamentfix, forvandles de til blodtørstige zombier. Ikke af den lidt langsomme Romero-variant, men lynhurtige slimdryppende monstre. Lidt tiltrængt hjælp mod zombierne får El Wray og Cherry Darling fra brødrene J.T. (Jeff Fahey) og sherif Hague (Michael Biehn) - et herligt gensyn med begge - der myrder zombier, mens de forsøger at hitte på den manglende ingrediens til verdens bedste BBQ. Ikke overraskende viser det sig, at den afgørende detalje i den ultimative BBQ-sovs er menneskeblod.

Sammenlignet med samtidige zombiegyserkomedier som Shaun of the Dead (2004) og Slither (2006) skæres filmens arketypiske ensemblehandling om en lille gruppe, der kæmper mod de dødbringende horder, dog langt mere rent. Måske fordi Planet Terror serverer sine ekstreme splattereffekter og handlingsmæssige absurditeter med tilpas alvor til at gøre det hele mere underholdende end decideret sjovt og mere makabert fascinerende end uhyggeligt. Det er i hvert fald op til publikum at afgøre, hvornår der skal grines.

I sin oprindelige form udgør Planet Terror første del af den tre timer lange dobbeltforestilling Grindhouse (2007), der i bund og grund er en hyldest til de voldsomme b-films guldalder. I den europæiske udgivelse er Grindhouse blevet klippet over i to (hver for sig længere) dele og udgivet som henholdsvis zombieactionfilmen Planet Terror og hævnfilmen Death Proof (2007) - iscenesat af Quentin Tarantino - som havde dansk biografpremiere i juni måned. Ved første øjekast er Planet Terror skåret over præcis samme skabelon som Death Proof. Men hvor Tarantinos film vævede intertekstuelle tråde til beslægtede værker gennem lige dele filmreferencer, sniksnak og ironisk distance, er Rodriguez' film langt mere kontant og håndfast: Første spole åbner lige på og hårdt med en trailer for den snuskede falske hævner-b-film Machete, som efter sigende nu skal produceres som spillefilm. Ligesom for at få publikum i den rette baggårdsbiografstemning. Og herefter sigter Planet Terror de næste halvfems minutter efter en fuldfed splatteroplevelse af den slags, som kræver en filmaficionado med blodig celluloid under neglene og hård hud på videokassetterne for virkelig at blive værdsat. Men de biografgængere, som ikke lader sig skræmme væk af en spandfuld filmblod af den rigtig røde slags (som filmblod så ud i 70'erne) og hæmningsløst underholdende action lige i fjæset, kan altså sagtens være med.

For fans af gamle kultgysere og b-cinema generelt er Planet Terror en lille fornøjelse. Men set gennem en traditionel filmoptik er den ganske enkelt rædselsfuld. I bund og grund handler det mest om filmens form snarere end indhold: Filmen sigter mere mod retrooplevelse og gusten baggårdsbiografatmosfære frem for en helstøbt handling af den slags, vi finder inden for den traditionelle amerikanske mainstream. I midten af filmen mangler der sågar en spole, sådan at publikum med vilje går glip af det, der svarer til femten minutters handling. Filmstrimlen og billedet bogstaveligt syder, bobler, hopper og springer og viser slitage som et kvalitets- og nostalgistempel i endnu højere grad end Death Proof... hvis man altså troede det var muligt. Med andre ord kræver Planet Terror, at man, fra det øjeblik man sætter fødderne i biografmørket, er tunet ind på dens bølgelængde og klædt på med videoaftener med stakkevis af underlødigt filmslam og videokiggetræning med gamle, gulnede videokassetter hjemmefra. Så hvis klassiske b-film- og videotitler som Zombie: Rædslernes morgen, Rædslernes blodige by og Flugtaktion New York ikke siger én en døjt, er der ret gode chancer for, at man bør kyle sine biograf- eller videolommepenge efter en anden film. I bedste fald vil man finde Planet Terror sær, usammenhængende og forvirrende. I værste vil filmen fremstå som frastødende og sexistisk voldsfascination af den slags, man ikke engang troede, at utilpassede, bumsede teenagerbøller gad se længere.

Jeg må da blankt erkende, at jeg i høj grad nød Planet Terror. Men det var samtidig en film, jeg, ligesom James Gunns Slither (2006), så med stor irritation og en smule modvilje. Måske fordi jeg dybest set var skuffet over, at filmen ikke ville mere end bare at underholde med masser af blod og slim og lidt fladpandet humor, der sigter efter laveste fællesnævner blandt genrefans. Man føler lidt, at når grænsen for nyskabelse inden for en genre er nået, er der kun tilbage at gøre grin med den eller med et indforstået vink til de udødelige klassikere for hundrede og syttende gang lade vores lille gruppe af helte fange i et hus, hvor de barrikaderer sig mod en ustoppelig horde af levende døde med en udpræget smag for menneskekød.

Ok, måske ikke helt, for der er givetvis stadig store muligheder for fornyelse inden for genren, men for mig ser det ud til, at zombiegenren løber i tomgang i de romeroske paradigmer og generationen efter næsten kun er interesseret i at kopiere mesterens værker. Eller hylde dem kærligt med en god gang kropsvæsker hældt ud over kameraet. Grænsen for hvor ironisk og fjollet, det hele kan blive, har vel nået højdepunktet i Planet Terrors automatriffel stukket på plads i heltindens benstump og en helt, der er del af et hemmeligt broderskab af toptrænede dræbere. Eller hvad det nu er. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan se frem til mere i samme dur. Senere på året lander nemlig Fido (2006) (udøde som kæledyr), Flight of the Living Dead (2007) (udøde på et passagerfly) - og det seneste indspark i Resident Evil-serien, Resident Evil: Extinction (2007) (udøde møder Mad Max) har netop haft dansk premiere. Hele molevitten naturligvis serveret med et ordentligt læs ironi, og senest har selve zombiemesteren Romero selv iscenesat Diary of the Dead (2007), der er et ungdomskultur-spin på hans egen zombieserie, og spanske Paco Plaza og Jaume Balagueró har iscenesat [Rec] (2007), hvor der rapporteres live fra zombieapokalypsen af et stakåndet kamerahold. Nu er der så blot tilbage at læne sig tilbage i den blodstænkede sofa og vente på en seriøs zombiefilm med en frisk og original vinkel. Måske er det Romeros film eller Balaguerós og Plazas seneste film. Indtil vi får set dem, stiller Rodriguez' Planet Terror altså de værste abstinenser hos umættelige fans af de levende døde, men jeg er sikker på, at vi går bedre tider i møde.

Spørgsmålet på bundlinjen er naturligvis: Kan filmen så anbefales? Ja... og nej. Som de fleste kan gennemskue af nærværende review, er der fra Rodriguez' side tale om en solid gang opkulturfetichisme og pueril fascination af smattede, voldelige b-film og alt med blodkaskader og afhuggede lemmer. Og sådan er alt, som det skal være. De af læserne, der føler samme affektion over for splattede b-film og zombiegenren som Rodriguez og samarbejdspartner Tarantino, vil helt sikkert hygge sig med filmens mange referencer og springen rund i smatperler fra en - for alle andre end de få - glemt splatterguldalder. Med andre ord vil filmen nok nærmere tiltale seerne af DRs Planet X frem for Smagsdommerne eller læsere af Psychotronic Video frem for Euroman. I ved givetvis selv, hvilken kategori I hører til! Velbekomme.


Anmeldt version: Planet Terror: Special 2 Disc Edition. Dist.: SF Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 101 min.
DVDTJEK
Planet Terror: Special 2 Disc Edition. Dist.: SF Film. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 101 min.

Er man bidt af en gal zombie eller lider af uhelbredelig exploitationfilmfeber, er der ingen tvivl om, at man vil hygge sig over Robert Rodriguez' ganske underholdende b-filmhyldest Planet Terror. Filmen er udgivet af SF Film i en ganske nydelig "Special 2 Disc Edition", hvor vi først og fremmest får filmen i nydelig kvalitet og en bonusdisc (lidt skuffende), der hovedsagligt indeholder en del promotionfeaturetter til filmen.

Disc 1 indeholder filmen i rigtig pæn kvalitet, anamorfisk letterboxed (2,40:1) med lydspor i Dolby Digital 2.0, 5.1 og DTS-ES 6.1. Undertekster er på dansk, svensk, finsk eller norsk. Som bonusmateriale indeholder filmskiven et glimrende kommentarspor med en afslappet Rodziguez og en temmelig overflødig featurette (23 min.) fra Comic Con 2006, hvor Rodriguez og Tarantino på bedste dørsælgermaner præsenterer Grindhouse-projektet mens det stadig er under udvikling. Desuden får vi trailers til Tarantinos Death Proof (2007), Fracture (2007), Mr. Brooks (2007) og Rush Hour 3 (2007).

Disc 2 indeholder en håndfuld featuretter, der ikke byder på meget nyt under solen, hvis man altså på forhånd kender til Grindhouse-ideen. Til gengæld er Rodriguez fornuftig og tilbagelænet det meste af vejen, hvilket gør ekstramaterialet langt mere tåleligt end Tarantinos overgearede selvfedhed på Death Proof-bonusmaterialet.

Af featurettes får vi "10-minute Film School" (11 min.), der handler om specialeffekter og filmtricks, "The Badass Babes of Planet Terror" (11 min.), "The Guys of Planet Terror" (16 min.), "Casting Rebel" (5 min.) om Rodriguez søn, der i filmen spiller knægten, som (måske?) bliver spist af zombierne, men dukker op på stranden med sin skildpadde efter rulleteksterne, "Sickos, Bullets and Explosions: The Stunts of Planet Terror" (13 min.), "The Friend, The Doctor and the Real Estate Agent" (6 min.), om casting af venner og bekendte i filmen. Fans af Planet Terror vil sikkert føle sig godt underholdt, men jeg forventede noget mere materiale fra Grindhouse. Man kunne i det mindste, have inkluderet de seje, fake trailers, men dem må vi altså vente med at se til vi skal ud og betale for filmen endnu en gang, når selskabet vælger at udgive de kortere originaludgaver i det uundgåelige "Grindhouse-cut".

Caspar Vang (januar 2008)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Svendstrup
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven