Udvidet søgning
2001 MANIACS
USA, 2005
Instruktion: Tim Sullivan
DK-titel: 2001 Maniacs

Produktion: Raw Nerve / BloodWorks / Velvet Steamroller Entertainment
REVIEW af Kristian Roldsgaard Jensen [26/08/07]

Det er efterhånden lang tid siden, man har set en old school splatterfilm blandt videobutikkernes mange tilbud. Men med Tim Sullivans remake af Herschell Gordon Lewis' klassiske splatterfest Two Thousand Maniacs! (1964) er den blodige godtepose endnu engang blevet åbnet.

Historien er som følger. Tre venner tager på en roadtrip mod Floridas solbeskinnede strande. Sommerferien er endelig kommet, og det eneste, de tre kammerater har i hovedet, er øl, fisse og hornmusik. På vej til Florida drejer vennerne forkert og havner i stedet i den lille sydstatsflække Pleasant Valley, hvor beboerne modtager dem som æresgæster til byens Guts and Glory festival, der netop er skudt i gang.

Vennerne bliver fristet af udsigten til gratis mad og sprut og frem for alt letlevende damer og beslutter sig for at blive. De får selskab af endnu en gruppe unge, der også er faret vild i sydens bibelbælte. Men Pleasant Valley viser sig hurtigt ikke at være så 'pleasant' endda. Byen blev under den amerikanske borgerkrig jævnet med jorden af nordamerikanske soldater, og lige siden den dag er byens indbyggere vendt tilbage en gang om året for at tage en blodig hævn over tilfældige nordstatsamerikanere, der skulle have forvildet sig ind i byen. Inden vores tre hovedpersoner drog af sted fik de en sidste formaning af deres historielærer (en fin lille cameo af den svenske skuespiller Peter Stormare) om at: ”Dem, der ikke lærer af historien, er tvunget til at gentage den”. Men denne gang er det ikke sydstatsfolkene, der bliver slagtet, men derimod de arme 'northernfolk', der står for skud.

Herschell Gordon Lewis, eller The Godfather Of Gore som han også er kendt som, er ikke en hr. hvem som helst. Gordon Lewis var med til at sparke gang i den genre, vi nu kender som splatterfilm. Med film som Blood Feast (1963) og Two Thousand Maniacs! (1964) var Gordon Lewis med til at skubbe grænsen for, hvad man kunne tillade sig at servere for publikum i de amerikanske biografer. Uden Herschell Gordon Lewis havde vi næppe haft film som Slagterbanden (The Hills Have Eyes, 1977), Motorsavsmassakren (The Texas Chain Saw Massacre, 1974) eller Rædselsnatten (Last House on the Left, 1972).

Tim Sullivan er manden bag den nye version af Two Thousand Maniacs!, som denne gang er kommet til at hedde 2001 Maniacs. Der er plotmæssigt ikke den store forskel på den originale og den gamle version, så der er ikke meget nyt at hente her. Til gengæld er splattereffekterne blevet opdateret, så de matcher tidens standarder. Det er netop denne opdatering af en gammel film, der er 2001 Maniacs største problem. For selvom det er en splatterfilm, så er den simpelthen for 'pæn'.
I Gordon Lewis' version var billederne rå og grynede og mindede mest af alt om en hjemmevideo. Skuespillet virkede ægte, og det samme kan siges om effekterne. I 2001 Maniacs er billederne flotte og knivskarpe uden nogen form for substans. Den realisme, der prægede den originale film, er fuldstændig forsvundet. Skuespillerne overspiller og virker tåbelige frem for uhyggelige. End ikke veteranen Robert Englund, i rollen som borgmesteren i Pleasant Valley, kan matche hans tidligere præstationer i lignende film.

Tilbage er så selve splattereffekterne, som alle lever fuldt op til, hvad man forventer i en moderne gyserfilm. Det er da også de overdrevene effekter, der redder 2001 Maniacs fra at flyde ud i intetheden.

Som stor fan af den originale film kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om et remake virkelig var nødvendig? Umiddelbart vil jeg sige nej. På den anden side glæder det mig, at der stadig er plads til old school splat i Hollywood. 2001 Maniacs opnår aldrig den samme kultstatus som den originale film, dertil er den for useriøs og prangende. Uhyggen kommer aldrig frem i filmen, der i stedet ender som et kikset remake af en klassiker.


Anmeldt version: 2001 Maniacs. Dist.: Nordisk Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 84 min.
DVDTJEK
2001 Maniacs. Dist.: Nordisk Film. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 84 min.

Producernavnene Boaz Yakin, Scott Spiegel og Eli Roth vil nok ringe et par klokker hos de fleste horrorfans, men det er nok kun de mest ukritiske splatternarkomaner, der for alvor kan tænkes at få noget ud af Tim Sullivans tåbelige remake af H.G. Lewis' b-klassisker Two Thousand Maniacs! (1964). Remaket er svagt og fyldt med infantil humor af ”geden vil sgu ikke kneppes”-typen. I enkelte øjeblikke bliver der godt nok plads til et par effektive choksplat, men den generelt usikre tone og det farveløse persongalleri gør hele herligheden svær at goutere.

Nordisk films dvd-release byder på en ganske pæn overførsel (anamorfisk letterboxed 1,77:1) med fyldige farver og dejligt rødt blod. Lydsporet fås i DTS eller Dolby Digitel 5.1. Undertekster findes på dansk, svensk, finsk og norsk. Skiven indeholder, ud over et par trailers for andre Nordisk Film-udgivelser, ikke noget bonusmateriale.

Caspar vang (august 2007)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven