Udvidet søgning
KOLLEGIET
Danmark, 2007
Instruktion: Martin Barnewitz
DK-titel: Kollegiet
AKA: Room 205

Produktion: Nordisk Film
REVIEW af Caspar Vang [12/08/07]

Dansk horror har det godt. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra den årlige udgivelsesrate på en genre, hvor der ellers er rigtig mange, mange år mellem filmene. Senest leverede Ole Bornedal et kritikerrost, men halvlunkent sci-fi-gys for ungdommen i Vikaren (2007), og med spøgelsesgyset Cecilie (2007) - skrevet af Nikolaj Arcel, manden bag den ambitiøse danske fantasy-film De fortabte sjæles ø (2007) - forsøgte Hans Fabian Wullenweber at skræmme livet af det modne gyserpublikum. Desværre mistede filmen sit bid med en forudsigelig finale og en reinkarnationspointe, der var damebladsfjantet vrøvl af allerværste skuffe.

I Martin Barnewitz' lavbudget-spøgelsesgyser Kollegiet, den bedste af de tre nye, danske gysertitler i biograferne, bliver Katrine, spillet af Neel Rønholt (den søde pige fra Min søsters børn- og Krummerne-filmene), bogstaveligt talt voksen. Hun flytter til et hovedstadskollegium og introduceres til det søde studenterliv med fest, farver, kokain, uforpligtende nabosex og fuld fart frem. Men naturligvis er tingene ikke så rosenrøde, som man skulle tro. Der er naturligvis det for genren efterhånden obligatoriske traume hos hovedpersonen. I dette tilfælde er Katrine plaget af mindet om sin afdøde moder, der tilbragte mere tid på den lukkede end i hjemmet. Men hvor baggrundshistorierne i både Wullenwebers Cecilie og Bornedals Vikaren fik lov at tage styringen fra den centrale fortælling, der nærmest bare blev en tung metafor for hovedpersonens traumebearbejdelse, holdes fokus i Kollegiet meget fornuftigt på de makaber-gotiske spilleregler, etablering af en spøgelsesmytologi og selve opklaringen af mysteriet.

Katrine får hurtigt problemer med den dominerende klikeflok fra festudvalget, Sanne (Julie Ølgaard), Lukas med det dæmoniske smil (Jon Lange fra Midsommer (2003)) og Lena (Mira Wanting, som er bedst kendt fra DR's ulidelige sortseerkampagne - kan du se pointen, eller skal jeg stave den for dig? - og da reklameindslagene faktisk udspiller sig på et kollegium, er det umuligt ikke at have de fornærmende reklamespots for sit indre øje under filmen). Og ikke nok med kammeratproblemerne. Et spøgelse af den slags, der efterhånden er synonymt med asiatisk horror og især de aggressive ånder, såkaldte onryo, fra Kuroneko (1968) samt The Ring- og Ju-On-serierne, spøger i spejlet på værelse 205. Som vi ved fra de japanske gyserfilm, er onryo-åndernes hævn ikke retfærdiggjort hævn med en enkelt person som mål, men kan ramme alle. Så da blodet først begynder at sprøjte, er det op til Katrine og en tidligere beboer på kollegiet, den kejtede Rolf (suverænt underspillet af Mikkel Arendt), at løse mysteriet - en grusom forbrydelse og et dødsfald naturligvis - idet den blodtørstige genganger er godt på vej til at reducere beboerantallet til nul. I et veltilrettelagt twist kammer det over for en af de implicerede, hvorefter filmen byder på et crossover til slasher-genren - og naturligvis er der også en overraskende chokslutning af den slags, der lader ane, at bliver filmen en succes i biograferne, så kan vi forvente en toer inden for de næste par år.

Ligesom både i Cecilie og Nicolas Russell Bennetzens direkte-til-dvd-udgivelse Glimt (2006) lægger Kollegiet ikke skjul på, at den i bund og grund er en gyserpastiche sammensat af de mest velkendte elementer fra de asiatiske gysere. Og for en god ordens skyld kastes et par venlige nik til de engang så populære genrekæmper John Carpenter og Brian De Palma ind i blodcocktailen. For det genrevante publikum er det hele altså velkendt fra ende til anden, og gyserfans vil med det samme genkende forbillederne og konventionerne. Barnewitz og hans slæng af debutanter over hele linjen har heldigvis fin føling med genrens formsprog og forstår også, at genren i bund og grund er meget ritualistisk. Filmholdet fanges aldrig af den fristende ironi og distance, der ellers har plaget genren i mange år, og inden for fortællingens rammer formår Barnewitz og manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt at etablere en opfindsom spejlmytologi, der giver en form for forklaring på spøgerierne. Og ligesom hos de japanske forbilleder er der tale om dyster og grum gysergotik sat i moderne rammer, hvor følelseskulde og isolation midt i fællesskabet er en vigtig katalysator for historiens fremdrift.

Vælger man at se Kollegiet gennem den stopfodrede gysernarkomans blodstænkede briller, vil det være det letteste i verden at klaske prædikater som plagierende, semiprofessionel, billig og debutantisk på filmen. Men så glemmer man til gengæld også, at gyserfilm ofte bare handler om at have det sjovt, lade det liflige gys risle ned af ryggen og lade sig forskrække, så popcornene flyver om ørene på publikum. Og når Barnewitz formår at få en hærdet gyserrotte som undertegnede til at hoppe i sædet flere gange under forestillingen, har han, uagtet om det er originalt eller ej, nok gjort et eller andet rigtigt.

Under alle omstændigheder er det rart at se, at den danske gysergenre har taget fart. Også selvom filmene ikke ligefrem bugner af opfindsomhed. For bare få år siden skulle man være umådelig heldig, hvis man i de danske biografer stødte på en gyserfilm. Så heldigvis har dansk film omsider overvundet sin berøringsangst over for den rendyrkede genrefilm. Og da Kollegiet er den bedste, om end bestemt ikke fejlfri, af de nye danske gys, så kaster jeg gerne tre uncut-kassetter så iskolde som et gespensts hævnende hænder efter filmen, som sikkert også kan holde til et gensyn eller to.


Anmeldt version: Kollegiet. Dist.: Nordisk Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 88 min.
DVDTJEK
Kollegiet. Dist.: Nordisk Film. Medie: 35mm. Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox. Spilletid: 88 min.

Kort tid efter at Martin Barnewitz' spøgelsesgyser havde gået sin sejrsgang i biograferne landet over, blev den danske instruktør hyret af ingen ringere end Sam Raimi til at stå for efterfølgeren til filmen The Messengers (2007). Om det var succesen med Kollegiet, der gjorde, at Raimi og hans produktionsselskab Ghost House Pictures valgte Barnewitz til at instruere efterfølgeren, vides ikke - men noget tyder på det, da den danske gyserfilm netop er blevet solgt til USA, hvor den skal relanceres under titlen Room 205. Det bliver ganske spændende at se resultatet af Martin Barnewitz' amerikanske eventyr, men ind til videre kan man jo hygge sig med den danske DVD-udgivelse af Kollegiet.

Man kunne godt have frygtet at Mikael Valentins flotte fotografering ville have lidt skade under den digitale overførsel, men det er heldigvis ikke sket. De skyggefylde billeder står krystalklart uden den mindste udtværing eller tab af farver. Lyden er ligeledes helt i top, og har man et hæderligt surround-anlæg sat til sin afspiller, anbefales det at se filmen med volumen på max.

Der er desværre ikke så meget bonusmateriale til Kollegiet, men det, der er, er til gengæld også af god kvalitet. Bedst er det fine kommentatorspor med instruktøren Martin Barnewitz, fotografen Mikael Valentin, lyddesigneren Peter Albrechtsen og skuespillerinden Neel Rønholt, der spillede Katrine i filmen. Kommentatorsporet er meget teknisk præget, og der bruges en hel del krudt på at snakke om lyd og billeder, men heldigvis bliver det aldrig for meget, og er man interesseret i moderne filmproduktion, er lydsporet virkelig interessant og spændende underholdning.

Der er også blevet plads til en lille ”bag om filmen”-dokumentar, hvor produktionsholdet og skuespillerne fortæller om filmen. Den lille film er ganske underholdende, og man finder blandt andet ud af, at kollegiet hvor spøgelset huserer, i virkeligheden er en gammelt nedlagt plejehjem, som faktisk var ret uhyggeligt at filme i. Derudover er der også blevet plads til en teaser og en trailer for filmen samt et trailershow med andre udgivelser fra Nordisk Film (The Breed (2006), Captivity (2007), Skinwalkers (2006) og The Dead Girl (2006)).

Som en lille bizar ekstrabonus har man valgt at vedlægge to easter eggs, som man kan finde ved at klikke lidt rundt på ekstramaterialemenuen. De to easter eggs består af to meget mærkværdige og noget alternative trailers for Kollegiet, hvor pornoproducenten Gus Romano har lavet en erotisk version af Kollegiet under produktionsnavnet Nordisk Fjams (komplet med et logo af isbjørnen iført lædermaske og kugle i munden). Det hele sluttes af med ordene ”Heldigvis er Kollegiet ikke en pornofilm. Det er en fucking scary gyser”.

Om Kollegiet ligefrem er ”fucking scary” kan diskuteres, men under alle omstændigheder har Martin Barnewitz skabt en flot gyserfilm, der faktisk er ganske underholdende.

Kristian Roldsgaard Jensen (februar 2008)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven