Udvidet søgning
DEATH PROOF
USA, 2007
Instruktion: Quentin Tarantino
DK-titel: Death Proof
AKA: Quentin Tarantino’s Death Proof / Grindhouse: Death Proof / Death Proof: Grindhouse Vol. 1 / Grindhouse: Double Feature

Produktion: A Band Apart / Troublemaker Studios / Rodriguez International Pictures
REVIEW af Caspar Vang [07/06/07]

Lyder et veritabelt tæppebombardement af indforståethed, kultfilmfascination, popkultursniksnak og instruktørens favoritscener planket fra enhver tænkelig filmgenre - leveret uden det helt store raffinement, men med en ordentlig portion entusiasme og energi - som det bedste siden opfindelsen af filmstrimlen, vil man givet vis falde halvt i svime over Quentin Tarantinos seneste postmoderne filmopus.

De uindviede bør til gengæld advares. Quentin Tarantinos seneste film er en rendyrket retrooplevelse og kærlighedserklæring til to-film-til-eens-pris-dobbeltforestillingerne, som instruktøren frekventerede i sine unge dage. Death Proof er propfyldt med sadisme, splattervold, grovkornet humor, cool, kvik dialog, hårdtslående selvtægtstøser og filmreferencer, der vil få selv den mest hærdede filmfanatiker på overarbejde.

Med selvtægtvoldsfilmen Death Proof hylder den både udskældte og kultdyrkede pop- og kultfilmkultur-auteur Tarantino de uglesete lortefilm, der udgør hovedparten af instruktørens autodidakte filmskoling. Sammen med filmdrengerøvskollegaen og vennen Robert Rodriguez er dobbeltforestillingsfilmen Grindhouse, hvor Death Proof sammen med zombiefilmen Planet Terror (2007) delte biograflærred, konciperet som en hyldest til 70'ernes upolerede b-produktioner og mændene bag de underlødige film, der kunne nydes til midnatsforestillinger og eftermiddagsdobbeltprogrammer i sidegadernes små, lurvede biografer.

Igen tager Tarantino en favoritgenre og vender det hele på hovedet i filmfreak-blenderen. Death Proof fremstår grundlæggende som et potpourri over seje scener importeret med vanlig entusiasme fra instruktørens favoritkultfilm. Oven i hatten får vi fyldet. Taletunge, men velklingende scener med instruktørens vartegn, grupper af personer, der sniksnakker om alt og ingenting i en velkendt ramme, en bar, en bil eller et landevejscafeteria, mens stemningen lige så stille og roligt bygger op til noget grusomt og uventet.

Og grusomt bliver det. Handlingen følger en gruppe tøser, som den halvcharmerende, afdankede stuntman og fuldtidspsykopat Mike (Kurt Russell) har udset sig som ofrer. En våd aften på stamværtshuset ender med lapdance og efterfølgende klimaks, da Stuntman Mike forvandler pigerne til hakketflæskefars i sin specialbyggede, stuntsikre bil. Psykopaten fortsætter sin flirt med døden og nedslagtning af purunge piger, lige indtil det charmerende svin møder tre seje stunttøser, der får den rutinerede menneskedræber til at ønske, at han i stedet havde holdt sig til radiobilerne.

De fleste biografgængere, der vover sig uforberedte ind til Death Proof vil givetvis være mere end en smule forvirrede over filmens kalejdoskopiske stil og vildt sammensatte indhold. Grundlæggende virker filmen som et herligt underholdende potpourri over En kvinde ser rødt (Day of the Woman, 1978), Fuglen med crystal fjerpragten (L' uccello dalle piume di cristallo, 1970), Faster, Pussycat! Kill! Kill! (1965) og Verdens største bilmassakre (Cannonball!, 1976). En håndfuld kultfilm droppet ned i den postmoderne blender og fræset godt sammen. Det er vel næppe er nogen hemmelighed, at Tarantinos film så godt som altid består af brudstykker fra mandens favoritfilm, så alt er, så at sige, ved det gamle.

Til gengæld er det forrygende underholdning, serveret med den coolness, indforståede nørdethed og energi, som siden debuten med Håndlangerne (Reservoir Dogs, 1992) for femten år siden er blevet instruktørens auteur-touch. Spørgsmålet er så bare om det er nok. Er der noget som helst, ud over coolness og indforståethed, at hente i filmen, og er nørderiet alene et solidt udgangspunkt for at producere film? Som udgangspunkt ser jeg ikke noget problem i at remixe ens yndlingsfilm og give dem nyt liv i en opdateret indpakning. Det kan være enormt medrivende, så hvis man udelukkende kigger på underholdningsværdien for filmfanatikere som undertegnede, er svaret ja. Men når det drejer sig om at producere en traditionel god film, er film som Death Proof en småtvivlsom affære, der ikke efterlader meget plads til cinematisk originalitet, manuskriptmæssig selvstændighed eller nytænkning. Og man tvivler efterhånden på om Tarantino har noget personligt på hjertet, eller om dette ganske enkelt er mandens måde at lave film på. Hvis man skal peget på noget nyt i Death Proof, må det være instruktørens nyfundne træk med i vid udstrækning at citere egne produktioner. Tarantino væver bevidst Death Proof sammen med tidligere film fra instruktørens hånd. Figurer fra tidligere film dukker op og rent æstetisk citeres scener fra tidligere film i den grad at det nærmer sig formålsløst genbrug. Om det er cool, at manden planker hele setuppet for ”Hand stand to take a piss”-kørescenedialogen og ”Madonnas big dick”-indledningsscenen fra Håndlangerne kan diskuteres herfra og til dommedag, men undertegnede fandt det mere end en anelse trættende at Tarantino efterhånden er løbet tør for fede filmscener og detaljer, han kan stjæle fra, så han låner fra sine egne film.

Tarantinos intertekstuelle væv af referencer ud og ind af andre film (og egne film) går fra det smågeniale og dynamiske til det overflødige og malplacerede. Mest kikset og påklistret bliver det, da han lader sin skurk, Stuntman Mike, belure og fotografere pigerne i en scene planket direkte fra Argentos Fuglen med krystalfjerpragten. Scenen kopieres helt ned i detaljen, og for at ingen skal være i tvivl får vi også Ennio Morricones creepy killer's lullaby (eller hvad man nu skal kalde det) på lydsporet. Det grænser til venstrehåndsarbejde, når en anything-goes-as-long-as-it's-cult-cinema-holdning dominerer over instruktørens lyst til at lave en mere helstøbt film. Og i Death Proof går instruktørens lyst til at citere alt og alle i den grad ud over filmens tempo. At man oprindeligt også har haft andre intentioner med filmen afslører Tarantinos og Rodrigues Grindhouse, hvor Death Proof originalt optrådte som del to af en dobbeltfeature med to film af 90 minutter. Jo, undertegnede ville på ingen måde brokke sig, hvis der blev klippet i hvert fald tyve minutter fra den i forvejen alt for lange spilletid på det europæiske cut af Death Proof, og jeg ser frem til at se den kortere amerikanske version, hvor vi også får en håndfuld ”falske” trailers fra ikke eksisterende film: Werewolf Women of the SS (2007) lyder som en herlig sag, der, hvis den altså havde eksisteret, til enhver tid kunne finde vej til undertegnedes videomaskine.

Death Proofs lange spillelængde lægger også op til mere fyldige karakterer. Filmens figurer er (igen) udelukkende definerede ud fra deres forhold til kultkultur og det gør dem en smule for flade til at man for alvor kan føle noget for dem: De boltrer sig i fede filmplakater, af den slags enhver filmfreak ville give en arm for at få fat i, vugger til coole soundtracks og snakker helst om film i hver anden sætning. På det uindviede publikum vil det sikkert virke trættende og uden væsentlig mening, men takket en række vildt fede sætstykker og jagtscener (hvor piger er byttet) bevarer filmen sin visuelle spændstighed og dermed også seværdighed.

Hvad der mangler på indholdssiden og spoleres af det ujævne tempo rådes der til gengæld bod på rent stilmæssigt, hvor Tarantino fremmaner en fuldfed retrooplevelse. Death Proof sparkes effektivt i gang med Jack Nitzsches hårdtslående, instrumentale rocktrack, ”The Last Race”, mens vi med et point of view-shot drøner ud af den ildevarslende landevej. Fra allerførste frame lykkes det Tarantino at fremtrylle den rigtige 70'er-snuskede stemning af ildelugtende biografsal, hvor der må ryges, pruttes, råbes, grines og gyses. Filmen bærer præg af at være klippet sammen med en hækkesaks og billedet er ridset, grumset og fyldt med fejl. For den rette stemningsskyld. Så klag ikke i billetlugen. Sådan skal det altså se ud.

Har man det mindste tilovers for videoaftener med fire b-film på stribe eller længsel efter 70'ernes luskede dobbeltforestillinger, hvor man kunne få to underlødige film til een billets pris, vil man helt sikkert elske Death Proof. Den er fyldt med rå, upoleret nerve, utilsløret fascination af filmvold og veltilrettelagte hyldester til filmbranchens glemte genier, hvilket vil henrykke fans af den type film. De fleste andre vil givetvis finde Tarantinos seneste værk for indforstået og langstrakt og gør klogt i at træde varsomt på kanten til en genre, der faktisk godt kan gå hen og blive rigtig vanedannende, hvis man ikke passer på.


Anmeldt version: Death Proof: Special 2 Disc Edition. Dist.: SF Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 108 min.
DVDTJEK
Death Proof: Special 2 Disc Edition. Dist.: SF Film. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 108 min.

Uforbeholdne fans af Tarantinos hævnactionfilm Death Proof kan sagtens skynde sig ud og investere i SF Films to-disc-udgave af filmen. Men hører man, som undertegnede, til blandt dem, der forventer bonusmateriale fra den meget omtale Grindhouse-version, kan man sagtens gemme spareskillingerne til den dobbeltforestilling en gang lander på DVD.

Hovedfilmen er i rigtig flot kvalitet, anamorfisk letterboxed (2,40:1), med lydspor i Dolby Digital 2.0, 5.1 og DTS-ES 6.1 og undertekster på dansk, finsk, svensk og norsk. Foruden selve filmen og featuretten "Hot Rods of Death Proof" (11 min.), om filmens to Dodge-biler, Charger og Challenger, indeholder disc 1 trailers til Rodriguez Planet Terror (2007), Fracture (2007), Die Hard 4.0 (2007) og Rush Hour 3 (2007).

Disc 2 indeholder en række featuretter, der ikke byder på meget nyt under solen, hvis man altså på forhånd kender til Grindhouse-ideen. Featuretterne omfatter "Stunt on wheels: The legendary drivers of Death Proof" (20 min.), "Introducing Zoë Bell" (8 min.) om stuntkvinden Zoë, der i filmen spiller stuntkvinden Zoë, "Kurt Russell as Stuntman Mike" (9 min.), "Finding Quentin's Gals" (21 min.), musikvideo med "Uncut version of 'Baby It's You'" (1:45 min), "The Guys of Death Proof" (8 min.), "Quentin's Greatest Collaborator: Editor Sally Menke" (4 min.), hvor der bliver plads til lidt sjov og spas, samt trailer for Amanda Michelis stuntdokumentar Double Dare (2004), der bl.a. har Zoë Bell som medvirkende.

Tarantinos film er et værk, der i udpræget grad hører til i biografen, hvor den leverede blodtilsølet landevejshævn og en velfungerende nostalgi- og retrooplevelse. På DVD i hjemmet trækker filmen det korteste strå af de to Grindhouse-film, og det slidte look, fremstår her mere som en overflødig og upassende gimmick. Den har bare ikke samme punch på DVD. Til sammenligning er Rodriguez' Planet Terror så overdrevet i sit slitage-look, at det mere fremstår som en del af filmens æstetik og ikke bare et sjovt vedhæng.

Caspar Vang (januar 2008)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Kasper Heftholm Kristensen
Mikkel Svendstrup
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven