Udvidet søgning
1990: I GUERRIERI DEL BRONX
Italien, 1982
Instruktion: Enzo G. Castellari
DK-titel: Krigerne på hjul
AKA: 1990: The Bronx Warriors / Bronx Warriors / The Bronx Warriors

Produktion: Deaf Internacional Film SrL.
REVIEW af Caspar Vang [01/07/02]

"I believe in nothing! I'm Hammer! The exterminator!" snerrer den gustne og bitre lejesoldat The Hammer (Vic Morrow) til sin modpart, bikeren Trash (Mark Gregory) under klimakset i Enzo G. Castellaris veludførte Krigerne (The Warriors, 1979)- og Flugtaktion New York (Escape From New York, 1981)-klon The Bronx Warriors. Filmen trækker - udover på post-apokalyptiske klichéer om bander i et sønderbombet område, hvis eksistens er truet af et totalitært multinationalt selskab, der også kontrollerer områdets politistyrker - flittigt på western-, biker- og actiongenrens ideologiske konfrontationer. The Hammer er eneren der har valgt at afskrive sig sin fortid i rendestenen og nu ønsker at udrense barndomserindringerne med fysisk vold: Bronx skal brændes ned til grunden. Trash, derimod, er i balance med sin fortid i fattigdom og udlever sine stærke idealer om fællesskab og loyalitet som leder af motorcykelbanden The Riders, der 'forsvarer' det nabolag, de er vokset op i.

Filmen åbner på broen mellem Manhattan og The Bronx. Ann (Stefania Girolami), der på sin 18-års fødselsdag skal være præsident for The Manhattan Corporation, som kontrollerer 60% af verdens våbenproduktion, stikker af til Bronx hvor hun håber at finde det hjem hun føler, at hun aldrig har haft. Efter et voldeligt møde med rollerskate-banden The Zombies, hvis kostumer består af farverigt spandex og hvide Wehrmacht-hjelme, slår hun sig ned hos The Riders (med extras spillet af virkelige HA-rockere), en bande læderbikers med lysende kranier - og andre mere dødbringende og eksotiske gadgets - monteret på deres motorcykler. Ann forelsker sig i lederen Trash (afdæmpet spillet af Mark Gregory der har post-apokalypse-genrens hårdeste hårpragt), mens The Manhattan Corporation, ledet af Præsidenten (Ennio Girolami), sætter alt ind på at finde hende inden fødselsdagen. Til det formål allierer de sig med lejesoldaten Hammer (en intens og indædt Vic Morrow), en skruppelløs og iskold psykopat, der ikke går af vejen for, forklædt som postbud, at myrde medlemmer af The Riders, så han kan spille Bronx-banderne ud mod hinanden. Hammer gør snedig brug af truckeren HotDog (Christopher Connelly) og forræderen Ice (Joshua Sinclair), som øjner chancen for at få skaffet Trash af vejen, så han kan overtage rollen som leder af The Riders, hvilket betyder, at Trash hurtigt får problemer med banderne indbyrdes.

Skruen strammes da Ice planlægger at snigløbe ham, mens Manhatten Corporation sætter en mindre hær af paramilitære politistyrker ind for at finde Ann. I mellemtiden er Ann blevet fanget af The Zombies, hvis leder Golan (i den danske oversættelse er det blevet til Gollum(!)) spillet af den altid pålidelige George Eastman (aka. Luigi Montefiori). For at undgå en bandekrig beslutter Trash sig, med livet som indsats, for at krydse flere banders territorier for at få et møde i stand med bandelederen Ogre (i den danske oversættelse blevet til Yoga), spillet af Fred Williamson, der er i topform i filmens intense actionudbrud og kan prale af her at have karrierens hotteste overskæg. Banden The Tigers, består desuden af en samling imponerende jivetalkin' og glitteragtige alfonstyper, der skaber en stærk blaxploitationagtig kontrast til de mere futuristiske gangs, som tæller de sølvfarvede 'Ironmen' og de zombie- og hulemandsagtige 'Scavengers'. Filmens fremragende finale udrydder stort set hele filmens cast i et 'all out' actionorgie hvorefter Trashs 'last man standing' slæber den døde The Hammer efter sin motorcykel.

Gregory vendte tilbage som Trash i Castellaris endnu mere post-apokalyptiskprægede opfølger Flugtaktion Bronx (Escape From the Bronx, 1983), ligesom instruktørens bror Ennio Girolami endnu en gang vendte tilbage som Præsident Clark. Opfølgeren er endnu mere voldelig, men også mindre fokuseret på sine karakterer end etteren, og har et sympatisk, men mindre kontrolleret, overkill af slow motion-fotografering i voldssekvenserne. Men lad jer ikke skræmme af det; Flugtaktion Bronx er ligeledes ganske seværdig og uforpligtende underholdning.

The Bronx Warriors kan til gengæld prale af at have genrens flotteste fotografering udført af Fulcis hoffotograf Sergio Salvati (her bør det også nævnes at filmenes crew også inkluderer Fabrizio De Angelis, der producerede en nævefuld af Fulcis film, samt Elisa Briganti og Dardano Sacchetti, Fulcis flittige screenplay-forfattere). Kameraet følger begivenhederne på kølig afstand, men slår til i actionsekvenserne, hvor det nærmest springer ind som en del af actionen og fanger de bedste detaljer i slow motion, uden det nogensinde kommer til at dominere billedsiden. Desuden bruges hele scopebilledets bredde i nogle flotte kompositioner der præsenterer bikerbanden i formationer i gadebilledet og ved strandkanten (filmet on location i Brooklyn). Dette kommer fuldt ud til sin ret i den danske release, der kun er halvt letterboxed, men til gengæld mangler det sidste 'klem' med anamorfoten. Så har du et 16:9-tv så giv filmen et klem og voila, så har du filmens originale scope-ratio. Har man ikke 16:9 er man tvunget til at se på folk der er en smule strukket ud i højden.

På trods af at være underholdende er The Bronx Warriors langt fra genrens bedste film. Måske fordi den virker for klichépræget og 'klassisk' til nogensinde at gøre virkeligt hårdtslående indtryk på seeren. Filmens basale set up er egentlig ikke synderligt troværdigt. Selvfølgelig skal vi huske at vi her har at gøre med en low-budget b-film, men det er hulens svært at tage bandernes dominans af Bronx alvorligt, når nu resten af New York omkring bydelen ligner sig selv. Hvilket giver plads til et par gode grin undervejs. Var filmens handling sat op i et rent post-apokalyptisk univers havde den uden tvivl fungeret bedre. Undertegnede ville under alle omstændigheder have haft lettere ved at sluge den. Det sagt så vinder den ved fint afdæmpet skuespil, sit fokuserede manuskript, der forstår at holde sine karakterers udvikling og intriger fast, samt glimrende udførte kostumer der nok er 80er-agtige, men aldrig for farverige, og udemærket scenografi, der fint kombinerer de italienske optagelser med ditto i Brooklyn.

Skulle man være så heldig at løbe på et eksemplar af den gamle danske x-lejekassette, er der ingen tvivl: filmen hører hjemme på hylden hos enhver der er til Italo-b-film, og den danske udgivelses 'anamorfiske' ratio taler for at det skal være lige netop den der lander i samlingen af trashy post-apokalypse-action. Castellari formår i den grad at levere varen bakket op af et solidt cast der tæller Williamson, Gregory, Morrow og en række gode b-stjerner, der forstår at den slags skal spilles 100% straight for at fungere. Og det gør de så, også selvom filmens plot, som udgangspunkt, er temmelig fjollet. Filmen blev i øvrigt en af Vic Morrows sidste. Han døde som bekendt kort efter i en ekstrem helikopterulykke under optagelserne til På grænsen til det ukendte (Twilight Zone - The Movie, 1983), og The Bronx Warriors kom faktisk først i distribution efter hans død.


Anmeldt version: Bronx Warroris, The. Dist.: PolyGram/Hem Video Film. VHS (PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox. Spilletid: 84 min.
The Bronx Warriors på dansk leje-VHS fra Hem Video Film. Udgaven er letterboxed.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven