Udvidet søgning
BROOD, THE
Canada, 1979
Instruktion: David Cronenberg
DK-titel: Misfostret

Produktion: Canadian Film Development Corporation / Elgin International Films / Mutual Productions
REVIEW af Anders Munk Jensen [01/06/05]

Hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med David Cronenbergs sublime The Brood fra 1979, så anbefales det at man stopper op her, anskaffer filmen, smider den i maskinen og nyder de næste ca. 100 minutter i selskab med en af horror-genrens absolutte topinstruktører. Når man således har stiftet bekendtskab med filmen, uforstyrret af anmeldersnak og plotafsløringer, kan man vende tilbage til læsningen på disse sider. Personligt ville jeg i hvert fald nyde at kunne se Cronenbergs mesterværk med helt friske øjne endnu engang - selvom min familiaritet med filmen dog helt sikkert ikke skal afholde mig fra at gense den utallige gange endnu. Men lad det nu være nok om advarsler. Nu er læseren i hvert fald advaret og jeg vil således fortsætte med min sjælefred intakt.

Cronenberg har for længst sikret sig et navn som en af de helt store inden for horror-genren, og jeg kan lige så godt starte med at indrømme, at han står som en af mine absolutte personlige favoritter. Hans film er som regel både udfordrende, intelligente, foruroligende, snaskede og underholdende. Da han lavede The Brood i 1979 havde han allerede gjort sig bemærket inden for horror-genren med filmene Shivers: Parasitmorderne (Shivers, 1975) og Blodig galskab (Rabid, 1976). Begge glimrende film, der omhandler diverse kropslige mutationer – det være sig de afrodisiske parasitter, der invaderer beboerne af det luksuriøse Starliner-kompleks i Shivers, eller den bizarre vampyragtige gevækst, der tager bolig i Marilyn Chambers armhule i Rabid. I begge tilfælde bliver det kaos, der snart hersker i filmene, sat i gang af videnskabsmænd eller læger, der forsøger sig med eksperimentelle metoder i et forsøg på at ændre eller helbrede menneskekroppen. Temaerne om kropslig mutation, sygdom og forfald er gået igen igennem så godt som alle Cronenbergs film – det være sig eksempelvis Max Renns forvandling til 'the new flesh' i Videodrome (1982), Seth Brundles gradvise transformation til Brundlefly i Fluen (The Fly, 1986) eller Elliot og Beverly Mantels tiltagende sindssyge og psykiske sammenbrud i Blodbrødre (Dead Ringers, 1988).

Dette tema udspiller sig også i The Brood, men hvor Shivers og Rabid primært bød på fysiske mutationer, der var resultatet af videnskabelig og medicinsk eksperimentering, er der her tale om en mutation, der tager sit udgangspunkt i en ødelagt psyke. Den eksperimenterende videnskabsmand eller læge er denne gang blevet til en psykolog, og i det hele taget er The Brood i højere grad end Cronenbergs tidligere film optaget af den menneskelige psyke. Filmens handling udspiller sig omkring familien Carveth. Moderen Nola (Samantha Eggar) er indlagt til behandling på eksperimentalpsykologen dr. Hal Raglans (Oliver Reed) Somafree Institute (hvilket de danske oversættere brillerer med konsekvent at omtale som 'Summerfree Instituttet'), hvor hun forsøger at komme sig over diverse barndomstraumer. Hendes mand, Frank Carveth (Art Hindle), opdager, at deres datter (Cindy Hinds) er blevet mishandlet under et besøg hos sin mor, men bliver nægtet adgang til behandlingscentret og sin kone af dr. Raglan, der ikke vil tillade ham at forstyrre Nolas behandling. Frank forsøger at stable en sag mod Raglan og hans institut på benene og kommer derigennem i kontakt med et par hans tidligere patienter, der afslører, at Raglan er dybt optaget af Nola, som han anser for kronjuvelen i sit arbejde med psykoplasmisk behandling. Snart finder en række blodige mord sted omkring den lille Candice. Nolas mor findes død i køkkenet efter at have passet Candice, og snart dør også Nolas hjemvendte far og Candices klasselærer. Gerningsmændene synes i alle tilfælde at være nogle mystiske dværgevæsener, og da Candice forsvinder, drager Frank ud til Somafree-instituttet for at konfrontere både sin kone og Raglan.

The Brood må nok siges at være en af instruktørens mest personlige film. Cronenberg har selv kaldt filmen for sin version af skilsmissedramaet Kramer Vs. Kramer (1979), og historien bygger i en vis grad på hans egne oplevelser i forbindelse med skilsmissen fra hans første kone. Som Cronenberg fortæller i bogen Cronenberg on Cronenberg – der i øvrigt varmt skal anbefales til enhver, der er interesseret i instruktøren: ”I got a call from my ex-wife saying she had decided for religios reasons to go and live with these nice people in California and was going to take Cass with her. I'd get to see her at Christmas and stuff and she was leaving tomorrow. I said, 'OK, that's nice, great, good luck.' I put the phone down...and went to the school and kidnapped my daugther.” Det er ikke svært at se parallellerne mellem Cronenbergs kamp for sin datter og Franks kamp for at beholde og beskytte Candice. Cronenberg erkender også selv, at der er tale om noget nær en selvbiografisk historie – om end man næppe kan forvente, at Cronenbergs egne oplevelser tæller dræberdværge, eksperimentelle psykoplasmiske behandlingsformer osv. (man håber det da i hvert fald ikke). Som han siger om The Brood senere i bogen: ”It insisted on being made in a very personal way. It's as close to literal autobiography as I've ever come. I hope I don't come that close again. I can't tell you how satisfying the climax is. I wanted to strangle my ex-wife.” Nu kan man selvfølgelig diskutere, hvor langt man skal gå i fortolkningen af The Brood som en gennemspilning af instruktørens egne erfaringer med skilsmisse og kamp om børnerettigheder, men der kan dårligt være nogen tvivl om, at her er tale om en dybt personlig historie. Det er også værd at bemærke, at Cronenberg egentlig havde givet sig i kast med manuskriptet til en film med arbejdstitlen The Sensitives, men det måtte lægges på hylden, da han ikke kunne holde The Brood tilbage. Arbejdet med The Sensitives blev dog senere genoptaget og blev til instruktørens næste film Scanners fra 1980.

Måske er det netop denne personlige investering, der gør The Brood til en så intens og imponerende oplevelse. Det her er i hvert fald ikke en fjollet lille b-film, der er lavet primært for fun and profit (men det er der for øvrigt sjældent nogle af instruktørens film, der er). Historien er ganske enkelt glimrende stykket sammen, og Cronenberg formår at fremstille dr. Raglan og hans psykoplasmiske behandlingsmetoder uden et glimt i øjet. Selvom det kunne lyde som den slags standard psykologiske fjolle-teorier, man møder i så mange b-film, så holder Cronenberg tungen lige i munden, og man får faktisk helt lyst til at kaste sig over Raglans fiktive værk The Shape of Rage. Her skal man heller ikke undervurdere betydningen af den klassepræstation, som Oliver Reed præsterer i rollen som Raglan. Han bibringer rollen den helt rigtige intensitet og autoritet, og behandlingsscenerne, hvor han tilskynder sine patienter til fysisk at manifestere deres psykiske traumer, er ganske enkelt glimrende og intense. Også Samantha Eggar gør det fremragende som den psykotiske Nola, og i det hele taget er filmen båret af flot skuespil på alle fronter.

Derudover indeholder den et par af de mest intense og uhyggelige scener, denne anmelder endnu er stødt på. Da jeg første gang så The Brood, var det lidt af en åbenbaring, og jeg tilskriver den oplevelse en god del af ansvaret for min senere fascination med alskens gys og gru. I hvert fald glemmer jeg aldrig køkkenscenen, hvor Nolas mor kommer galt af dage, scenen hvor to af de deforme dværgebørn trænger ind på skolen og hamrer Candices klasselærer til døde med små legetøjshamre eller Raglans afsluttende tur ind i løvens hule (talk about suspense!) - man får unægtelig et lidt anstrengt forhold til små børn i flyverdragter efter at have siddet igennem denne film. Disse scener brænder sig ikke fast i hukommelsen, fordi instruktøren forfalder til overdreven splat eller vilde effekter, men fordi filmens små dræberdværge er så meget mere uhyggelige end den sidste kæmpeslange eller superhaj, der slap ud af Hollywoods effektfabrik.

I sidste ende nægter Cronenberg at lade os slippe ad krogen. Med filmens sidste indstilling gør han det klart, at vi ikke har været vidne til en one-off event. Historien gentager sig, og de psykiske traumer går i arv til næste led. Ingen happy-end her, men det trænger filmen heller ikke til. Cronenberg er som altid kompromisløs, og når filmens credits begynder at rulle, kan man ikke andet end glæde sig over at have tilbragt den sidste halvanden times tid i selskab med en af gysets absolutte mestre.

Lad mig til slut indrømme, at The Brood er en film, der står endog meget højt på min egen liste over favoritfilm – genrefilm eller ej. Jeg vil ikke tøve med at kalde den Cronenbergs første regulære mesterværk, og sammen med Videodrome og Dead Ringers er det nok mit absolutte yndlingsværk af den canadiske mester. Hvis man interesserer sig for horror-genren, så er Cronenberg ganske enkelt et uundgåeligt bekendtskab, og The Brood er blandt hans bedste og stærkeste bedrifter. Nu har læseren af dette forhåbentlig allerede fulgt min opfordring til at anskaffe sig filmen og for længst set den igennem, men hvis det ikke er tilfældet, så er der ingen undskyldning længere. Af sted og find filmen, der er ude på dansk dvd fra On Air og kan findes til den latterlige pris af 25 kr. Til den pris er der absolut ingen undskyldning for ikke at give denne film en chance, og om man så vil blive lige så imponeret som undertegnede, kan kun tiden vise. Men en uundværlig tilføjelse til enhver gysersamling er den i hvert fald.


Anmeldt version: Brood, The. Dist.: On Air. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 87 min.
DVDTJEK
Brood, The. Dist.: On Air. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 87 min.

Billigselskabet OnAir har udgivet David Cronenbergs mesterlige skilsmissegyser på dansk DVD. Umiddelbart er der tale om en ganske fin release, men desværre er filmen klippet (der er tale om et R-rated cut) med få sekunder i scenen, hvor Samantha Eggar åbner for livmoderen, og i scenen med børnehavepædagogmordet. Vil man have hele filmen, er MGM's region 1-DVD-release unrated og der skulle altså være tale om en helt ucensureret version.

Men bortset fra det, er OnAirs version ganske god. Fint billed (anamorfisk letterboxede) med gode farver og ok kontrast - dog en smule "blødt" - flot, tydeligt lydspor (Dolby Digital stereo) og valgfrie undertekster. Bonusmaterialet er begrænset til et par tekstprofiler på Oliver Reed, SAmantha Eggar, Art Hindle og David Cronenberg. Ikke videre ophidsende, men filmen kan fås for en flad tyver (eller i den omegn) og kan man lide den, så kan man jo altid investere i den amerikanske release.

Caspar Vang (Marts 2008)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven