Udvidet søgning
KOROSHIYA 1
Japan / Sydkorea / Hongkong, 2001
Instruktion: Takashi Miike
DK-titel: Ichi the Killer
AKA: Koroshiya ichi

Produktion: Omega Project / Omega Micott Inc. / Emperor Multimedia Group (EMG) / Alpha Group / Star Max / Spike Co. Ltd. / Excellent Film
REVIEW af Caspar Vang [01/04/05]

Takashi Miikes berygtede voldsorgie Ichi the Killer er bestemt ikke for folk med sarte nerver... eller folk, som holder sig for gode til at grine af kulsort splatterhumor. Filmen tager udgangspunkt i en manga skrevet og tegnet af Hideo Yamamoto, så det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, at filmens ultravold SKAL tages med et gran salt. Om ikke andet så giver filmens markedsføring et praj om, hvor seriøst man bør tage affæren: Til premieren på Toronto International Film Festival i 2001 fik biografpublikummet udleveret brækposer med filmens logo påtrykt. Markedsføringen fungerede åbenbart, for Ichi the Killer er nu berygtet som en af verdens værste film!

Under forteksternes skrives filmen titel i dryppende sæd, hvilket fint slår filmens på en gang selvironiske og anstødende tone an. Plottet er hverken det dybeste eller det sværeste at følge, men Miike gør, hvad han kan, for at gøre tingene komplicerede: Da yakuza-bossen Anjo forsvinder med 100 millioner yen, er gode råd dyre. Hans loyale håndlangere, ledet af den sadomasochistiske piercingfetichist Kakihara (fremragende underspillet af en afbleget Tadanobu Asano), sætter sig for at finde chefen, som de formoder er blevet likvideret. Kakihara begynder derfor systematisk at torturere de rivaliserende gangstere - én hænges op i kroge, pierces med lange syle og overhældes med kogende olie - inden den virkelige gerningsmand kommer på banen: Den ynkelige nørd og masturberende vindueskigger Ichi (Nao Omori), der under hypnose af eksstrømeren Jijii (undergrundsinstruktøren Shinya Tsukamoto) forvandles til en blodtørstig selvtægtpsykopat i superheltedragt. Når Ichi er i sit knap så muntre hjørne, aktiverer han sine barberblade i støvlerne, hvormed han cirkelsparksparterer sine ofrer… såvel kvindelige voldtægtsofre som yakuzagangstere. Herefter følger handlingen to spor: Ichis ynkelige tilværelse - der på en god dag inkluderer alle tænkelige former for amputationer, kropskløvninger og ansigtsafrivninger - og Kakiharas jagt på den ultravoldelige nørd. Voldens natur og nødvendighed tematiseres gennem Kakiharas brutale tortur og selvskamfering og Ishis selvtægtsvold, der i nogles øjne måske vil kunne retfærdiggøres, men som, ligesom den sadomasochistiske Kakiharas vold, har et væmmeligt seksuelt twist. De to mødes naturligvis i den uundgåelige finale, hvor der venter et par overraskelser og en seriøs dødsorgasme.

Første gang, jeg stiftede bekendtskab med den japanske films uforudsigelige enfant terrible og voldsekvilibrist Takashi Miike - eller Takashi Mîke som han også kaldes - var med den fremragende, men også ret voldsomme Audition (Ôdishon, 1999). Endnu bedre blev det med den videofilmede vrangsidefamilie i Visitor Q (Bizita Q, 2001), og siden blev der set yderligere en håndfuld film af svingende kvalitet. At skabe sig et overblik eller komme med en samlet vurdering af instruktørens værk er mildest talt besværligt, da Miike de seneste 10 år har stået bag ikke mindre end 50 produktioner, hvoraf mange er inden for den fantastiske genre. Men fælles for den håndfuld af instruktørens film, undertegnede har smidt efter DVD-afspilleren, er en veloplagt leg med genrer samt et skælmsk og diabolsk glimt i øjet. Med det in mente er de fleste af Miikes film et kig værd, om end de ikke alle er lige velovervejede eller langtidsholdbare.

Nærværende Ichi the Killer er uden tvivl en interessant film, men hører desværre til blandt de knap så langtidsholdbare. Den hører i hvert fald til blandt de seneste par års mest berygtede og kontroversielle horror-titler, hvad angår lemlæstelse, blodudgydelser og gennemført væmmelig tone. Som med de fleste af instruktørens film er såvel stil som indhold en hybrid mellem allerede etablerede genrer. Ved at kombinere yakuza-gangsterfilmens klicheer og ikonografi med horrorgenrens slashertema og tegneserievold - hele herligheden belagt med tyk fernis af satire - slipper Miike godt fra at iscenesætte nogle særdeles ubehagelige scener. Ved i en ekstrem grad at overdrive volden og den seksuelle kontekst, som meget af den foregår i, formår Miike at skabe et filmisk spejl, der holdes op foran seerens voldsfascination: Bedst som vi vrænger eller griner af voldens ekstreme natur og den outreret udførte sex og voldtægt, går det pludselig op for seeren, at det her i virkeligheden ikke er så langt fra de sager, vi til daglig labber i os foran tossekassen. Her er sagen blot sat på spidsen.

Intentionerne er der således ikke noget galt med, men det ser alligevel en anelse slapt ud med udførslen. Ichi the Killers væsentligste problem - og en indbygget faldgrube i hybridgenren - er, at ingen af de genrer, som filmen trækker på, virkelig får lov til at fylde. Filmen ender derfor som et stilistisk sikkert menageri af genretableauer, der - fordi de ikke får albuerum - aldrig når virkelig at gribe seeren i struben. Sjovt nok var filmen med til at danne skole og bliver bredt betragtet som en milepæl i ”jitsurokusen eiga”-genren, der er ”realistiske” ultravoldsfilm. Ligesom med de øvrige af tidens mest ultrahypede genrefilm - ”med-sikkerhed-den-værste-du-endnu-har-set” fortæller de blodtørstige venner gerne - er det svært ikke at blive skuffet, når man så endelig sidder med skidtet mellem fingrene. Mest fordi Ichi the Killer ganske enkelt ikke har pondus eller hjerne nok til at bakke sin attitude op.

Ichi the Killer kan derfor umuligt indfri forventningerne, men et enkelt gennemsyn er den bestemt værd. Om man kan håndtere filmens ultravold, der er eksekveret så overdrevet, at det umuligt kan tages alvorligt, er naturligvis en smagssag. Personligt havde jeg intet problem med lemlæstelserne, om end dens tortur og kvindesyn er en smule frastødende. Mange af filmens meget voldelige scener præsenteres i en seksuel kontekst - hvilket jeg anser for unødvendigt - og giver en ubehagelig efterklang til hele affæren. Uanset hvordan man griber filmen an, snubler filmen over sit eget forsøg på at presse grænserne: Miike har så travlt med at provokere, at han glemmer at give filmen hjerne. Ambitionerne er dog tydelige, og Ichi the Killer ender som en interessant, overgearet, overgjort, overstiliseret og bestemt ikke altid lige vellykket blanding af hårdhudet yakuza-gangsterfilm, sadoerotisk splatter, ungdoms- og superheltefilm: Batman (1989) møder Køterne (Straw Dogs, 1971) møder Hana-bi (1997), pakket ind i stivpik, seksuelle fortrængninger og 400 liter blod!

Ichi the Killer er udsendt ucensureret på dansk DVD af Hamlet Film. Selskabet er godt nok gået bankerot, men folkene bag Poulin, OnAir og Midget Entertainment har købt hele dynen af selskabets titler og sælger dem nu til spotpriser. Jeg samlede Ichi the Killer op til 25 spir i Stereo Studio, og til den pris ville det være hul i hovedet ikke at investere i Takashi Miikes spøjse lille sag. En sejere release med masser af bonusmateriale (anmeldt i DVD-tjekket) er ude fra AWE. Novicer kan i hvert fald starte her, og synes man filmen er god, er der desto mere grund til at kaste sig over flere af instruktørens (bedre) film.


Anmeldt version: Ichi The Killer. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 123 min.
DVDTJEK
Ichi The Killer. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 123 min.

I deres Asian Cinema-serie har AWE-drengene udsendt Takeshi Miikes famøse og berygtede splatterkomedie Ichi The Killer (2001) på DVD. Filmen er allerede ude på dansk DVD, men sammenlignet med den gamle danske release fra Hamlet Film, indeholder AWE's release masser af guf for Miike-fans.

Selve filmen er ganske fin i anamorfisk letterboxed format (ratio 1,78:1) og med japansk lydspor i Dolby Digital 5.1. Underteksterne er på enten dansk, norsk, finsk eller svensk.

Bonusmaterialet består af en række behind the scenes optagelser delt op i syv kapitler. Det primære fokus er splattereffekterne og det er da ganske sjovt at få lov til at kigge bag kulisserne her. Mere interessant er en håndfuld interviews med instruktøren og tre af de medvirkende: Miike (32 min.), Shinya Tsukamoto (14 min.), Alien Sun (14 min.) og Tadanobu Asano (9 min.). Desuden får vi et slideshow og to trailers. Godt arbejde fra AWE. Fans vil bestemt ikke være skuffede.

Caspar Vang (November 2007)
KARAKTERBOKSEN
Kasper Heftholm Kristensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven