Udvidet søgning
SATAN'S SKIN
England, 1970
Instruktion: Piers Haggard
DK-titel: Satans kult
AKA: Blood on Satan's Claw / Satan's Claw

Produktion: Tigon / Chilton Films
REVIEW af Mikkel Harris Carlsen [01/03/05]

I kølvandet på Michael Reeves' Heksejægeren (Witchfinder General, 1968) fulgte en mindre bølge af europæiske ”hexploitation-film” som Heksejægerens torturkammer (Hexen bis aufs Blut gequält, 1970), Varulvens dødshyl (Cry of the Banshee, 1970) og Il Trono di fueco (aka The Bloody Judge, 1970). Med forbillede i Reeves' skelsættende film forsøgte man gerne at skabe en ”historisk” stemning med realistiske torturscener, der ofte gjorde filmene lodret ubehagelige at sidde igennem. I den forbindelse er Satans kult (The Blood on Satan's Claw) snarere beslægtet med Hammer-studiets mere ”æstetiske” skrækfilm, som den da også er blevet forvekslet med. Det skyldes måske ikke mindst, at den yndige Linda Hayden fra Dracula får blod på tanden (Taste the Blood of Dracula,1970) er med, samt Barry Andrews fra Blodsugeren Dracula (Dracula Has Risen from the Grave, 1968).

I begyndelsen finder en bondekarl (Andrews) et uhyrligt kranium i en plovfure. En orm vrider sig i et svulmet øjeæble. Ilde til mode over sit arkæologiske fund opsøger han ”The Judge” (Patrick Wymark - Cromwell i Heksejægeren), som er på besøg i området, men da den skeptiske mand når frem til fundstedet, er kraniet naturligvis forsvundet. Da et ungt par i huset, hvor Dommeren er gæst, begge udsættes for noget ubehageligt med en dæmonisk hånd, begynder han at tage rygterne om hekseri lidt mere alvorligt. Han forlader stedet, men lover at vende tilbage. Forinden giver han den lokale ordensmagt følgende lærde formaning: ”You must have patience, even while people die. Only thus can the whole evil be destroyed. You must let it grow”.

Da den skønne bondetøs Angel Blake (Hayden) finder en mystisk klo på bondens mark, begynder hun at optræde som præstinde for en hurtigt voksende djævlekult, der lokker omegnens unge til at dyrke en anden gud end ham, de hører om i søndagsskolen, hvor præsten snart bliver mistænksom: ”It's no common disease which keeps half my class away”. De unge hekse (og et par gamle særlinge) begynder nu at myrde og voldtage de uindviede. Da Angel smider kludene og byder sig til for præsten, modstår han den sataniske fristelse (“Shame on you child”), hvilket kommer til at koste ham en anklage for usædelighed. Den tilsyneladende så uskyldige tøs er nær ved at have hele egnen i sin hule pigehånd, men så vender Dommeren tilbage i følgeskab med et par professionelle torturbødler. Patrick Wymarks navnløse Judge er ikke den sædvanlige puritanske sadist à la Vincent Price i Heksejægeren, men derimod en forholdsvis behersket rationalist, der til at begynde med fnyser hånligt over rygterne om hekseri, ”Witchcraft is dead and discredited. Are you bent on reviving forgotten horrors?” Men da beviserne begynder at tårne sig op, må han dog gøre indrømmelser, og her lader brutaliteten sig ikke fornægte: ”I shall use undreamed of measures”.

Som i Gordon Hesslers beslægtede Varulvens dødshyl bliver den okkulte fænomenologi taget for gode varer. Satan dukker således op i en latterlig gummimaske, og det religiøse stigma bryder frem på djævledyrkerne i form af sorte hår. Det er vistnok noget med, at kulten skal donere ”the devil's skin” i den afsluttende ceremoni, hvorpå den onde kan manifestere sig i al sin sataniske herlighed, men filmen er (også) lettere uklar på dette punkt. I en af den slags unødvendigt udpenslede scener, der er så typiske for genren, giver en læge sig god tid til at fjerne den sorte måtte fra en piges lår (ahem), og hvad der antydningsvis virker ganske effektivt, bliver ved ekspliciteringens sensationalisme temmelig åndssvagt. Anderledes uhyggelig er Linda Hayden, der udstråler passende malice som kultens leder. I filmens mest velkomponerede scene (det første kultmord) leger heksene blindebuk med en dreng, og da det lurende kamera kredser stadigt hurtigere om ham, får vi et kort, stikkende glimt af Angel i baggrunden. Scenen bliver netop rigtig effektiv pga. Haydens magtfulde præsens. Fanatismen forekommer absolut troværdig, ikke mindst i den centrale offerscene, hvor en pige voldtages og dolkes - ganske coitus interruptus - på et alter. Angel fører kniven med stor entusiasme, mens de andre falder i hysterisk svime. Piers Haggard spiller tydeligvis på det konservative ubehag ved hippiekulturen. Heksene er langhårede og stenede, og allusionen til Manson-kultens blodbad i 1969 er nærliggende.

Satans kult udmærker sig ved en nydelig billedside (om end ofte noget mørk og underbelyst), solid okkult tusmørkestemning, et glimrende score af Marc Wilkinson og Linda Haydens dynamiske præstation. Men samtidig slæber den sig tungt og snøvlende af sted og bliver aldrig rigtig vellykket eller interessant. En solid finale ville have løftet det samlede indtryk, men det endelige opgør mellem heksene og lovens lange arm (og vrede landsbyboere med fakler) er et rodet antiklimaks med et par kunstlede freeze frames. Piers Haggard instruerede siden Dødstruslen fra rummet (The Quatermass Conclusion, 1978) og slangethrilleren Venom (1982) med Klaus Kinski og Oliver Reed.




Anmeldt version: The Tigon Collection: Blood on Satan's Claw. Dist.: Anchor Bay Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Letterbox. Spilletid: 92 min.
DVDTJEK
The Tigon Collection: Blood on Satan's Claw. Dist.: Anchor Bay Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Letterbox. Spilletid: 92 min.

Gode heksegyserfilm hænger jo ikke ligefrem på træerne. Derfor var Piers Haggards Blood on Satan's Claw en kærkommen overraskelse. Selvom den ikke er så helstøbt som Michael Reeves' Heksejægeren (The Witchfinder General, 1968) - som den ofte bliver sammenlignet med - er der tale om en af 70'ernes bedre britiske gyserfilm, med et forfriskende manuskript, stærkt, troværdigt skuespil og en genuint foruroligende atmosfære. Er man fan af britisk horror fra 70'erne, bør man bestemt tjekke den ud.

I Anchor Bay Entertainments udgivelse står selve filmen ganske pænt (non-amamorfisk letterboxed) med en smule grynet billede og lidt slitage og støv på billedet. Desværre er filmen - som Mikkel nævner i hans review - også meget mørk, så det kan i de mange nattescener være nødvendigt at justere tv'et en smule, hvilket naturligvis er distraherende og en skam. Lydsporet er i Dolby Digital 2.0 og 5.1 eller DTS. Desuden er der valgfrie engelske undertekster.

Bonusmaterialet er ganske habilt. To kommentarspor - det første er det bedste - med (1) Piers Haggard, Robert Wynne-Simmons og Linda Hayden samt (2) Mark Gatiss, Jeremy Dyson og Reece Sheersmith. Desuden får vi tre fine featuretter, hvor den første koncentrerer sig om filmen og de sidste to om Tigons film mere overordnet: Touching the Devil (20 min.), Tigon Tales of Terror (26 min.) og In a League of Their Own (10 min.) med Mark Gatiss i virkelig bizar udklædning.

Filmen fås som single release eller som del af det her anmeldte Tigon-bokssæt fra Anchor Bay Entertainment, der ud over Blood on Satan's Claw indeholder Heksejægeren (The Witchfinder General), Truslen fra verdensrummet (The Body Stealers, 1969), Gåsehud (The Haunted House of Horror, 1969), The Beast in the Cellar (1970) og Virgin Witch (1972). Ja, her får man altså noget for pengene.

Caspar Vang (juni 2008)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven