Udvidet søgning
VERGINE DI NORIMBERGA, LA
Italien, 1963
Instruktion: Antonio Margheriti
DK-titel: En Hitler-læges torturkammer
AKA: Horror Castle / Panic / The Virgin of Nuremberg

Produktion: Atlantica Cinematografica Produzione Films
REVIEW af Caspar Vang [01/10/04]

Italienske Antonio Margheritis instruktørkarriere åbnede med en håndfuld forholdsvis originale science fiction-film. Naturligvis kunne man allerede fra begyndelsen ane en exploitation-instruktør bag filmene, for handlingsmæssigt var der ikke langt fra Margheritis rumraketter, rumbaser og astronauter i knibe til de optimistiske amerikanske dokumentaragtige sci-fi-film fra start-50erne. Nok vandt både de amerikanske og europæiske film indpas hos genrepublikummet på grund af æstetikken, men de væsentlige forskelle lå i budgetterne.

I modsætning til de amerikanske sci-fi-filmmagere har europæerne aldrig haft noget problem med stramme budgetter, og det var ikke usædvanligt med små genremesterværker på to dåser flåede tomater og en ordentlig portion entusiasme… tomaterne kunne jo passende agere kæmpemonstre og dåser bruges som rumskibe! Således også med Margheritis produktioner. Både Assignment: Outer Space (Space Men, 1960) og Battle of the Worlds (Il Pianeta degli uomini spenti, 1961) var med Margheritis visuelle opfindsomhed, disciplinerede stemningskontrol og stilistiske kølighed regulære opvisninger i, hvordan man lavede effektiv sci-fi-underholdning for ingen penge. Nuvel, måske var de ikke indholdsmæssige mesterværker eller overvældende nytænkende i deres rumbanaliteter, men karakteristisk for genrens bedste værker havde filmene en teknisk-æstetisk finish, der leverer de visuelt vibrerende momenter af storhed og simpel genialitet, som sci-fi-nørder lever og ånder for. Men selv den mest succesrige exploitation-instruktør fulgte med genrernes strømninger, og Margheriti skulle snart prøve kræfter med andet end science fiction.

Inspireret af amerikanske Roger Corman og instruktørforbilledet Mario Bavas skelsættende Djævelens maske (La Maschera del demonio, 1960) forsøgte Margheriti sig med gotiske skrækfilm, hvilket resulterede i en række glimrende små gys, nærværende Virgin of Nuremberg, Castle of Blood (Danza Macabra, 1964) og The Long Hair of Death (Lunghi capelli della morte, 1964) – de to sidste med den talentfulde Barbara Steele, hvis horrorskønhed både Bava og Corman havde tortureret publikum med – inden han vendte tilbage til sci-fi-genren. Virgin of Nuremberg er måske ikke den bedste af flokken, men Margheriti, der nok ikke vil blive husket som en stor kunstner, kan i hvert fald sit håndværk, og filmen er bestemt nævneværdig i kraft af en ekvilibristisk billedpoesi og et par udsøgte chokscener. Herhjemme fik filmen den herlige exploitation-titel En Hitler-læges torturkammer. Se det skulle vel nok kunne få et par sadister i biffen… dengang! Hitler på titlen og yppige kvinder i håndjern og lænker på annonceklicheen ville givetvis ikke blive velmodtaget med vore dages politiske korrekthed. Virgin of Nuremberg fungerer mest af alt som et jævnt underholdende sammensurium af samtidige gotiske klicheer opdateret til tiden efter anden verdenskrig. Filmen har en flot æstetisk gennemslagskraft samt en sær, ubehagelig og tidløs torturkammeratmosfære, hvorfor det bør interessere goth-connaisseurs, at filmen endelig er landet på DVD med en fin udgivelse fra Media Blasters. Nu er den gamle 6.gangs videokopis dage talte!

Det nygifte par Mary (Rossana Podestà) og Max Hunter (Georges Rivière) har kun opholdt sig på Max' slægtsborg et par dage før de får mistanker om, at atmosfæren ikke helt er så fredelig, som den burde være. Mary vækkes om natten af bizarre rædselsskrig, og i den middelalderlige borgkælder finder hun et lemlæstet lig klemt til døde i en jernjomfru. Skræmt fra vid og sans beretter hun for sin mand, hvad der er sket, men liget er forsvundet uden et spor. Hverken den vansirede tjener Erich (en meget atypisk rolle til gyserikonet Christopher Lee) eller den hemmelighedskræmmende stuepige Martha synes overvældende interesserede i at berette om, hvad der foregår i kælderen under borgen, men rygter om den maskerede sadist og torturbøddel The Punisher slipper dog alligevel ud. Lokalbefolkningen benægter ethvert kendskab til borgens fortid, og det er op til ægteparret at afsløre, om der virkelig er tale om et gespenst fra fortiden eller om truslen er noget mere håndgribeligt.

Den såvel tematiske som æstetiske inspirationskilde til Virgin of Nuremberg synes primært at være Roger Cormans tidlige Poe-poetiske genistreger, den suveræne Ondskabens slot (The Fall of the House of Usher, 1960) og Brønden og pendulet (The Pit and the Pendulum, 1961). Inspirationen er tydelig, men det må absolut være Margheritis fortjeneste, at Virgin of Nuremberg er et smukt, farverigt og grusomt gys. Uden at den egentlig når Cormans film til sokkeholderne. For hvor Cormans film formår at balancere på en knivsæg mellem den gode historie og det visuelt poetiske, lider Virgin of Nuremberg under, at den egentligt ikke har meget plot at tilbyde. Filmen lider desuden voldsomt under rædsomt frikadelleskuespil (især fra Georges Rivière, som nærmest ser utilpas og forvirret ud og alligevel optrådte efterfølgende i Margheritis Castle of Blood (Danza macabra, 1964)), for megen løben rundt og en spinkel plotkonstruktion, der bygges op omkring en, mildest talt, temmelig gennemskuelig hemmelighed. Man får som seer fornemmelsen af at blive trukket rundt i et rædselskabinet med det eneste formål at blive skræmt fra vid og sans. Ikke mindst The Punishers dødningeagtige ansigt er flot realiseret og virker på én gang frastødende og medlidenhedsvækkende. Dette giver begivenhedernes gang en nærmest abstrakt og delirisk atmosfære, som burde tage kegler hos undertegnede. Men også kun næsten, for alligevel insisterer filmen på sin nærmest ikke eksisterende handling, der skal få rædslerne til at hænge sammen med et minimum af troværdighed. Forklaringen på den omfattende tortur og vores maskerede skurk, der slagter egnens skønjomfruer, kommer da også, men som et påklistret, klodset og temmelig unødvendig appendiks, der skal minde publikum om, at der skam er mening med galskaben. Vi er her jo ikke kun for at vise torterede kvinder… yeah right!

Men det er jo ikke ren elendighed det hele. Virgin of Nurembergs sært tidløse møde mellem nyt og gammelt, automobiler, jernjomfruer, lysestager og elpærer, sætter effektivt scenen for et opgør mellem fortid og nutid! Hælder man blot en smule til den tematiske tolkning af begivenhederne, kan sønnens afdækning af faderens synder betyde en allegorisk ransagelse af Italiens krigstraumer og den kollektive fortrængning af Mussolini-æraens rædsler. Sønnens desperate ønske om at vide ”hvorfor?” bliver altså pludseligt et nationalt anliggende. Det kræver ikke en universitetsgrad at gennemskue, at Virgin of Nuremberg er tænkt som politisk allegori sminket som gyserfilm; vi får sågar et George Orwellsk rædselsscenarium, hvor en rotte i bur spændes på et stakkels offers ansigt. Det er skam stærke og effektive sager, det her. Som politisk allegori over Italiens traumer efter Den anden verdenskrig, hvor Italien kæmpede som del af aksemagterne under den nazistiske paraply, er filmen nemlig særdeles effektiv. Og en selvransagelse må have været vigtig for Italiens yngre generation, der stillede sig selv spørgsmålet, hvordan deres forældre monstro kunne medvirke til de rædsler, som udspillede sig under krigen. Emnet er den dag i dag stadig tabubelagt, og var det ligeledes ved filmens fremkomst knap to årtier efter det ydmygende nederlag til de allierede styrker. Det er derfor ikke overraskende, at Virgin of Nuremberg sender lorten videre til tyskerne. Filmen vasker så at sige hænder og konkluderer, med udgangspunkt i den bindegale og vansirede skurk, at det var nazisternes fordrejede ideologi, der skabte et vanvittigt monster, som, ude af stand til fornuft eller ræsonnement, slagtede løs på befolkningen og den gode italienske folkesjæl. Men det er heldigvis fiktion det hele, og traumebearbejdelsen går langt lettere end i virkeligheden: Trods lokalbefolkningens og de gamles benægtelser af uhyrets tilstedeværelse lykkes det den handlekraftige ungdom at afdække fortidens rædsler. Det virkelige monster (nazismen) afsløres, og torturbødlen lægges til hvile, da borgen meget symbolsk i et inferno af nedfaldende murbrokker, oversvømmelse og ild, ramler sammen om ørerne på bæstet.


Anmeldt version: The Virgin of Nuremberg. Dist.: Media Blasters/Shriek Show. DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 90 min.
DVDTJEK
The Virgin of Nuremberg. Dist.: Media Blasters/Shriek Show. Medie: DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 90 min.

Amerikanske Media Blasters (Shriek Show) fine DVD-release af Antonio Margheritis Vergine di Norimberga (1963) er en rigtig fin tilføjelse til samlingen af italo-gotiske gyserfilm. Selve filmen er præsenteret i flot anamorfisk letterbox-format (1,85:1), med god kontrast og fyldige farver. Visse kilder angiver OAR som 1,66:1 europæisk widescreen, men umiddelbart ser jeg ikke problemer med framingen og tekster, hvilket jo ikke betyder, at der ikke kan være noget om snakken. Dolby Digital mono-soundtracket er lidt tyndt, men ok, filmens alder taget i betragtning.

Bonusmaterialet er en smule begrænset. Et galleri af lobbycards og posters plus en nævefuld trailers for andre Media Blasters-udgivelser.

Caspar Vang (september 2007)
KARAKTERBOKSEN
Mikkel Harris Carlsen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven