Udvidet søgning
VIRGIN WITCH
England, 1972
Instruktion: Ray Austin
AKA: Lesbian Twins

Produktion: Univista Productions / Tigon British Film Productions Ltd.
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [01/08/02]

Ray Austins motivation til at lave denne blodfattige, men ikke desto mindre underholdende heksegyser har antageligvis været at give produktionsselskabet Hammers effektive kombination af popokkultisme og lummererotiske indslag i de hekse- og vampyrfilm, som selskabet udsendte i begyndelsen af 70'erne, kamp til stregen hvad saftighed, sleaze og sexploitation angår, selvom erotikken i Virgin Witch i det store og hele forekommer mindre bombastisk end i en film som The Vampire Lovers (1970). Hammers kontante kavalergange og lænkede ungmøer er erstattet af en lidt deprimerende, stuebordsagtig nudisterotisme, som i hvert fald i min bog ikke er noget rigtigt ønskværdigt alternativ. Til gengæld udmærker Austins film sig ved sine knap så karikerede personer, som i psykologisk henseende er en anelse mere troværdige og realistiske end dem, man finder i Hammer-filmene – og ved en hurtig pacing, der bærer handlingen fremad tilstrækkeligt gnidningsfrit til, at man som seer føler sig interesseret i fortællingens udfald. Endelig rummer filmen nogle lidt overraskende eksempler på hvad man kunne kalde ”fortælleteknisk dristighed” – utraditionel klipning, ekstreme closeups, osv.

De to søstre Christine og Betty (Ann og Vicky Michelle, søstre i virkelighedens verden også) stikker af hjemmefra og tager til London i håb om dér at forfølge en glamourøs karriere som fotomodeller. Chancen byder sig inden længe for Christines – den mest pågående og udadvendte af de to søstre – vedkommende, idet hun får et tilbud fra en vis Sybil Waites agentur om at stå model i en fotoserie, som skal laves den følgende weekend på et afsides liggende landsted. Betty beslutter sig for at følge trop, og snart ankommer de til det omtalte sted – ”Wychworld”. Imens Christine har travlt med at smide tøjet foran kameraet, vandrer Betty lidt planløst omkring og får en uforklarlig mistanke om, at nogen ikke har rent mel i posen – og med god grund, for faktisk er Sybil Waite (Haines) en lesbisk heks, som har travlt med at forhindre den mandlige fotograf i at shagge Christine, idet hun planlægger at bruge de to jomfrusøstre i en af de ceremonier, som Wychworlds heksekult afholder ved nattetide. At kulten er af den ”pæne” slags, fremgår af et skænderi mellem Sybil og kultens mandlige leder, Gerald (Hallett), hvor hun forgæves forsøger at overtale ham til at praktisere sort magi. Inden længe får Christine og Betty nys om, at Wychworld er hjemsted for et kuld af hekse, og i et uventet twist tilbyder Christine – til Geralds og Sybils overraskelse – helt af sig selv at blive indlemmet i kulten. Det får hun så lov til, og efter aftenens ceremoni, som består af fjollet nøgendans og kinky sex med en svedende Gerald (og muligvis med Sybil? De vågner i hvert fald op i samme seng), har Christine taget første skridt i retning af at blive en selvstændig heks. Nu er det Sybils tur til at nære mistanke, og endnu engang med god grund. Christine tilraner sig mere og mere magt, hovedsageligt takket være nogle særlige psykiske kræfter, som hun er i besiddelse af (disse forklares aldrig i filmen og fremstår afgjort som lidt af en nødløsning ... hvad skal man f.eks. stille op med scenen, hvor hun stirrer koncentreret på et stykke papir, som efterfølgende bryder i brand?), og Gerald – som er kyndig udi heksevisdommen, men som ikke selv er i besiddelse af magiske kræfter – kan ikke foretage sig andet end at se hjælpeløst til, efterhånden som Christine gradvist erobrer kontrollen. Filmen ender med en magisk ”catfight” mellem Sybil og Christine, som falder ud til sidstnævntes fordel.

Hvor Hammers film ofte fokuserer mindst lige så meget på seksualundertrykkende praksisser som på den dæmoniske seksualitet, der kommer til udtryk f.eks. i vampyrens på én gang frastødende og dragende figur (en seksualitet, der jo kun antager dæmonisk-destruktiv karakter, fordi den betragtes med kristne briller), men alligevel næsten altid ender med at eliminere vampyrens trussel (om ikke permanent så i hvert fald midlertidigt), da overrasker Virgin Witch ved at afrunde sin historie på et lidt usikkert punkt. Ingen balance er blevet genoprettet, og personen, som man traditionelt ville anse for at være dramaets skurk, har ikke fået sin straf og udviser heller ingen nævneværdige tegn på moralske skrupler. Hvorvidt Austin og kompagni blot har haft problemer med at udtænke en slutning, står hen i det uvisse, men hvis man vil, kan man selvfølgelig slippe af sted med at se filmen som et feministisk indlæg fra en tid, hvor kønsrolledebatten ikke sjældent figurerede forklædt på film (jvf. f.eks. Michael Corts Barbarella-inspirerede Zeta One (1969) og Denis Sanders' Invasion of the Bee Girls (aka Graveyard Tramp) (1972)). Da filmen slutter, har Christine opnået den situation, hun hele tiden har efterstræbt, og hun har med lethed (takket være sine magiske kræfter) nedrevet hierarkiet i heksekulten, som før blev ledet af den Hugh Hefner-lignende patriark Gerald. Den feministiske læsning af filmen er imidlertid problematisk, fordi Christines triumf er vanskelig at se i et positivt lys; for at komme så langt, som hun er ved filmens ende, har hun måttet manipulere på livet løs og endda myrde et andet menneske, hun har måttet overskære enhver følelsesmæssig forbindelse til søsteren, og hun har måttet erstatte ”patriarkens” hvide magi med en, der er sort som kul. Det er naturligvis ikke givet, at filmens instruktør/manuskriptforfatter overhovedet har skænket disse overvejelser en tanke, og som nævnt er Austin efter alt at dømme først og fremmest interesseret i god, gammel t&a. Blot er det påfaldende, hvor åben filmens slutning er for fortolkning, og hvor tilsvarende iøjnefaldende dens mangel på moralske pegefingre – Christines kvindelige selvstændighed og seksuelle frihed manes ikke slutteligt til jorden på samme måde, som når Dracula hen imod Hammer-seriens slutning straffes ikke blot af sine frelste modstandere, men sågar af selve naturen i form af det nærmest Shakespeare'ske lynnedslag i Scars of Dracula (1970).

Ray Austin arbejdede i 70'erne og 80'erne fortrinsvis inden for tv, hvor han bl.a. havde en finger med i spillet på serier som Wonder Woman, The Love Boat, V og Alfred Hitchcock Presents. Også Vicki Michelle fik i 80erne et comeback på tv, nemlig som servitricen Yvette Carte-Blanche (!) i den nu hedengangne komedieserie 'Allo 'Allo.

Som sædvanlig har Salvation (klik "Filmdetaljer" for at se coveret) sat en lovligt dygtig reklamemand til at designe coveret, så tro ikke omslaget over en dørtærskel. Det har overordentligt lidt med det faktiske indhold af Virgin Witch at gøre. Filmen er desuden udgivet på DVD af Anchor Bay som del af The Tigon Collection-bokssættet (se cover til højre).


Anmeldt version: The Tigon Collection: Virgin Witch. Dist.: Anchor Bay Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 85 min.
DVDTJEK
The Tigon Collection: Virgin Witch. Dist.: Anchor Bay Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 85 min.

Jeg havde ikke store forventninger til Ray Austins erotiske heksegyser Virgin Witch, men den viste sig faktisk at være en effektiv, lille amoralsk creeper, der dog indeholder mere småerotik og lummerhed end regulært gys. Ikke mindst Ann Michelle i den forførende hovedrolle som ”black magic woman” gør filmen værd at stifte bekendtskab med, og undervejs får vi faktisk også både dristig klipning, en dynamisk billedside og psykedeliske farveeffekter.

Billedkvaliteten på skiven er acceptabel uden at være flot. Der er både slid og støv på printet, men aldrig så alvorligt, at det ødelægger oplevelsen af filmen. Lydsporet er i Dolby Digital 2.0 og 5.1 samt DTS, og der er valgfrie engelske undertekster. Bonusmaterialet består af et posters- og still-galleri, radiospots, en trailer, ganske informative filmnoter af John Hamilton plus biografier på Ray Austin, Ann Michelle og Vicki Michelle.

Filmen fås som single DVD-release eller som del af det her anmeldte Tigon-bokssæt fra Anchor Bay Entertainment, der ud over Virgin Witch indeholder Satans kult (Blood on Satan's Claw, 1971), Heksejægeren (The Witchfinder General), Truslen fra verdensrummet (The Body Stealers, 1969), Gåsehud (The Haunted House of Horror, 1969) og The Beast in the Cellar (1970). Enhver fan af britisk horror bør slå fingrene i den boks.

Caspar Vang (juni 2008)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven