Udvidet søgning
REAZIONE A CATENA
Italien, 1971
Instruktion: Mario Bava
DK-titel: Blodige bugt, Den
AKA: Antefatto / Bay of Blood, A / Before the Fact - Ecology of a Crime / Bloodbath / Bloodbath Bay of Blood / Bloodbath Bay of Death / Carnage / Ecologia del delitto / Ecology of a Crime, The / Last House on the Left Part II / New House on the Left / Twitch of the Death Nerve

Produktion: Nuova Linea Cinematografica
REVIEW af Caspar Vang [01/02/01]

I bedste William Castle-gimmickstil annoncerede den amerikanske distributør af filmen ved dens amerikanske biograf release, at Twitch of the Death Nerve er "The first motion picture to require a face-to-face warning" og fortsatte "Every ticket holder must pass through the final warning station - We must warn you face to face - Persons under 18 admitted when accompaned by a parent or adult. Warn them however - they may not walk away from this one."

Om filmen ligefrem ombragte folk i biffen, tvivler jeg på, men den opbyggede sig et solidt ry som en voldsom film, hvilket bl.a. resulterede at den kom tilbage i distribution i 1977 under dække at være en sequel til Wes Cravens klassiker Last House on the Left (72) og senere under titlen Bloodbath der blev forfulgt som 'video nasty' i filmcensurens engelske højborg. Den blodige bugt leverer da også et ganske imponerende katalog over brutale dødsøjeblikke, men sammenlignet med den italienske genre-auteur Mario Bavas horror-klassikere som La maschera del demonio (Black Sunday) (60), Sei donne per l'assassino (Blood and Black Lace) (64) og Lisa e il diavolo (Lisa and the Devil) (72), er Den blodige bugt tættere på low-budget venstrehåndsarbejde (dog en særdeles effektiv af slagsen) og iscenesat med mindre omhyggelighed end mestrens mange bedre film. Alligevel er det tydeligt at Bava har flair for det makabre og via overblik, fuld kontrol over kameraarbejdet (han fungerede som sin egen DP her) - der dog læner sig en smule for meget op af zoomlinsen, opbygning af sort-humoristisk, nærmest ondskabsfuldt kynisk og diabolsk stemning og eksekvering af nogle, for tiden, særdeles brutale og (hyper)realistiske mord, lykkedes det Bava at levere en film, der placerer sig et pænt stykke over den gennemsnitlige body-count- og horrorfilm.

Efter et indledende dobbeltmord, hvor stilen allerede slås fast ved, stik mod giallo-genrens regeler, at afsløre morderens identitet for derefter at lade denne blive stukket brutalt ned, blot få minutter inde i filmen, introduceres vi til en række mennesker som alle har interesse i at arve eller bruge landet omkring en idyllisk bugt fra grevinden Frederica (Isa Miranda), som hænges i filmens sublime indledningssekvens. Fra starten slås fast at filmen ikke er en 'who-dunnit', men nærmere hvad man kan kalde en 'who-killed-who', og vi følger i groteske små optrin (og følgende brutalt eksekverede mord) hvorledes hovedpersonernes udfører hver deres brutale gerninger, i denne rene tour de force i mordintrige og materialistisk grådighed kørt af sporet, der rundes af med en dejligt ironisk twist slutning som med slet skjult selvironi refererer til selve filmens natur "Gee, they are good at playing dead, aren't they?" Det afvæbnende brud med giallogenren, som sjovt nok var enormt populær på det tidspunkt hvor filmen blev produceret, var ikke det eneste uhørt originale ved filmen. Bava sætter nærmest en ære i at iscenesætte sin 'dance-macabre' med så utvetydig 'dårlig smag' og kostelig diabolsk ironi, at man har svært ved at tro at kritikerne rent faktisk væmmes ved filmen og ikke bare lader sig rive med. Men indrømmet, filmen er sporadisk ekstremt led og særlig nedslagtningen af de fire teenagere, der er så uheldige at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, er væmmelige, og kameraets dvælen ved de pumpende dødskramper, der uvægerligt leder tanken hen på seksuelle rytmiske bevægelser, er ubehagelige. Igen tager de overdrevne midler som Bava benytter sig af brodden af ubehaget, som f.eks. i scenen hvor den synske kvinde (Laura Betti) halshugges med en økse og kameraet resolut zoomer ind i det gabende og pulserende sår. Filmens uden tvivl mest brutale og realistiske af filmens blodige mord, er dog spidningen af fiskeren Simon (Claudio Camaso), hvor der brutalt og uventet klippes fra et medium-long shot af Simon der forlader et hus, til et closeup af et spyd der gennemborer ham - og det er bare starten af scenen!

Med sin svimlende, men meget konsekvente kredsen om indviklede mordintriger, makabre eksplicitte mord og den idag så populære forbindelse mellem sex og blodig afstraffelse, nærmer filmen sig, som nævnt, i høj grad det groteske, absurde og sort-humoristiske, hvorfor den på sin vis nærmer sig Bavas beslægtede, men ujævne Fem lig i fryseren (Cinque bambole per la luna d'agosto) (70). Blandingen af vidt forskellige idéer er holdt i stiv arm af Bava, men om filmens egenartede og unikke blanding af genre-elementer tiltaler én er i sidste ende en smags sag. Måske er filmen, som Uncuts egen Kristoffer Ovesen udtrykte det: "et mesterværk i sin egen lille besynderlige spaghettigryde". Men gryden ligner heller ikke rigtig nogen anden. Filmens utraditionelle blanding af gore-film og crime-murder-mystery (giallo), der på trods af de manglende obligatoriske sub-plots, er så kompliceret at selv Agatha Christie må få grå hår før tiden, lader sig ikke kategorisere og er derfor ulig noget man, både før og siden har set. Dens unikke udtryk og jongleren med idéer og komplicerede plotstrukturer er virkelig ejendommelig og giver filmen en, set i sammenligning med samtidens film, ganske særlig atmosfære og tone. Enhver genreconnaisseur ved naturligvis at filmen blev vægtig inspiration for Sean S. Cunninghams Fredag d. 13 (Friday the 13th) (80) og den efterfølgende body-count subgenre, der også i høj grad cementerede sit plot med grafisk eksplicitte mord. Men hovedparten af 'body-count' eller slasher genrens film, benyttede sig dog ikke af komplicerede (til tider nærmest uforståelige) kryptiske sammenhænge og sort humor, og på trods af utallige imitationer er Bavas bemærkelsesværdige gore-mystery, i den henseende, stadig en éner. Ikke en ubetinget vellykket éner, men bestemt en film man bør se hvis man er splatterfan som er interesseret i genrens milepæle eller man får lyst til at se en af Bavas mere atypiske film - for Den blodige bugt tør med herlig over-the-top sort humor og brutalitet at fjerne sig fra instruktørens gothic horror, gialli, fantasy og sci-fi film. Ikke noget populært valg ifølge datidens kritikere, men en vedvarende inspiration for slasher og body-count genren, og det skal man naturligvis respektere den for. Stelvio Ciprianis glimrende musik, der stilfuldt akkompagnerer Bavas ofte ret eksperimenterende og interessante arbejde med fokus, skal også have ros med på vejen og den lille pige med fingeren på aftrækkeren i filmens slutning, spilles iøvrigt af Nicoletta Elmi, som enhver fan af italo-horror ved er 'instant-bad-news!'.

Twitch of the Death Nerve hører, som nævnt ikke til blandt Bavas bedste film, selv om dens blodige og brutalt eksekverede mord sekvenser har skaffet den et omdømme hos genre-entusiaster.


Anmeldt version: Den blodige bugt. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 81 min.
DVDTJEK
Den blodige bugt. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 81 min.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg indtil nu aldrig havde set Mario Bavas anarkistiske slasher-film, men efter at have fået filmen anbefalet af et par venner, der roste den til skyerne, måtte jeg naturligvis se med egne øjne, hvad hysteriet handlede om. Derfor var det med forventningerne skruet helt i vejret, da jeg satte AWEs nye udgivelse af Den Blodige Bugt i afspilleren og trykkede på play.

Cirka 81 minutter senere sad jeg måbende tilbage i lænestolen, en helt særlig filmoplevelse rigere. For ikke nok med, at Bavas slasher-film i sig selv er en tour de force i kreative filmdrab, så er selve overførslen noget af det bedste, jeg længe har set. Billedet står knivskarpt, og farverne er helt klare og mættede. Visuelt er AWEs udgivelse en sand fryd for øjet, der vil gøre en hver gyserfan varm om hjertet.

Bonusmaterialet er ligeledes i topklasse og ligger langt over standarden. Bedst er nok den 21 minutter lange featurette, hvori Lamberto Bava (Mario Bavas søn, der fungerede som instruktørassistent på filmen) fortæller vidt og bredt om filmen og ikke mindst hans far. Derudover finder man en lang række flotte lobbycards og plakater fra filmen samt en grundig film- og biografi over Mario Bava og starletten Claudine Auger, der spillede Renata. Der er også blevet plads til en amerikansk og en italiensk trailer samt et trailershow med andre AWE-udgivelser.

Som rosinen i pølseenden finder man en lille film, der gennemgår storyboardet til filmens åbningssekvens, hvor en ældre kvinde bliver brutalt aflivet. Med filmen medfølger en lille booklet, skrevet af Thure Munkholm, der på det fineste introducerer Bavas bloddryppende slasher-perle.

Selvom Another World Entertainment efterhånden har nogle år på bagen, så er det dejligt at se, at entusiasmen stadig er at finde i det lille firmas udgivelser.

Kristian Roldsgaard Jensen (april 2009)
KARAKTERBOKSEN
Thure Munkholm
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Svendstrup
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven