Udvidet søgning
VAMPYR: DER TRAUM DES ALLAN GREY
Frankrig / Tyskland, 1932
Instruktion: Carl Theodor Dreyer
DK-titel: Vampyr
AKA: Étrange aventure de David Gray, L' / Adventures of David Gray / Castle of Doom / Not Against the Flesh / The Strange Adventure of David Gray / The Vampire / Vampyr, ou l'étrange aventure de David Gray

Produktion: Tobis Filmkunst
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [01/10/01]

Dagdrømmeren Allan Gray (Nicolas de Gunsburg – baronen og filmentusiasten, der financierede filmen og dertil påtog sig den opgave at spille filmens hovedrolle under pseudonymet Julian West!) ankommer til en kro i landsbyen Courtempierre, som han – efter visse indledende vanskeligheder med at lokalisere kroens ejere – indlogerer sig på. En aura af uhygge hviler fra starten over den tågede egn; gentagne gange ser vi i frøperspektiv en dunkel vejrhane pegende op mod en rugende himmel, og mandspersonen, der med sin le står ved floden udenfor Grays vindue og ringer med en klokke, udsender kun alt for tydelige signaler. På Gray har disse indtryk, sammen med beboernes noget ukonventionelle adfærd, en ejendommelig virkning, idet de efterfølgende begivenheder muligvis – muligvis ikke – skal forstås som syner, der udspiller sig i hans følsomme sind. Da Allan vil lægge sig til at sove manifesterer sig pludselig en mand midt i værelset, en aldrende slotsherre (Maurice Schutz), der ytrer et par kryptiske bemærkninger og derefter fordufter lige så pludseligt som han ankom, kun efterladende en konvolut med den makabre påskrift "At aabne efter min Død".

Dødsvarslet, der i starten blev antydet af den le-bærende mands tilstedeværelse (og af floden – et yndet Dreyer-symbol, bl.a. brugt i kortfilmen De naaede Færgen (1948) – der som Styx markerer barrieren mellem de dødes og de levendes riger) understreges altså igen på dette tidlige tidspunkt. Og med god grund, for det varer ikke længe, før Allan (der i mellemtiden har fundet frem til den gamle mands hjemsted) bliver vidne til slotsherrens mildest talt abrupte død. Idet Gray bliver enig med sig selv om, at han hermed er i sin gode ret til at åbne konvolutten som han havde fået overdraget af den afdøde, tager mystikken en ildevarslende drejning – konvolutten, viser det sig, indeholder en belærende bog om vampyrisme. Gray går straks i gang med at dykke ned i bogens farverige, historiske beretninger og hæfter sig især ved én, der omhandler kvinden Marguerite Chopin (Henriette Gerard), som til straf for hendes syndige gerninger skulle have hjemsøgt Courtempierres egn i vampyrskikkelse gennem 200 år. Ifølge overtroen støttes hun af afdøde forbryderes sjæle og af levende syndere – heriblandt, opdager Gray inden længe, af landsbydoktoren (Jan Hieronimko), der tilkaldes for at hjælpe slotsherrens ene datter Leone (Sybille Schmitz) af med hendes uhyggelige sygdom. Kan Gray mon redde Leone og den anden datter, Gisele (en ret så æterisk Renee Mandell), fra Courtempierres vampyrforbandelse, og eksisterer forbandelsen i det hele taget andre steder end i Grays egen vildt fantaserende psyke?

Dette sidste spørgsmål giver Dreyer sig på intet tidspunkt af med at besvare i den både drilske og legesyge Vampyr, der til fulde lever op til titlen på den historie/novellesamling, hvorpå den er baseret: In a Glass Darkly. Vilde panoreringer og tracking shots, umulige point-of-view-indstillinger, ekspressiv lyssætning og underligt distancerede skuespillerpræstationer gør, sammen med det bemærkelsesværdige fravær af kausal sammenhæng de enkelte begivenheder imellem, at man som tilskuer er helt overleveret til Dreyers bizarre filmunivers, hvor realistiske scener er iklædt drømmeskær og det usandsynlige fremstår med desorienterende selvfølgelighed (takket være filmfotografen Rudolph Mates optagelser). Skygger river sig løs fra deres ejermænd og vandrer omkring i landskabet som om det var det naturligste af alt; handlinger river sig på tilsvarende vis løs fra deres tidslige sammenhæng og foregår baglæns i tiden (!), og hovedpersonen spaltes op i transparente kopier af den "virkelige" Allan Gray. Intet under at Vampyr fik en kølig modtagelse i 1932, hvor filmen som kunstart – og jo da ikke mindst lydfilmen – endnu var ung: Dreyer var, som sædvanligt, adskillige årtier forud for sin samtid, og ved siden af klassikere som Nosferatu (1922) og Dr. Caligaris kabinet (Das Kabinett des Dr. Caligari) (1919) fremstår Vampyr som ret avanceret – og ikke mindst moderne, fordi den udover at fortælle en fascinerende historie (og udover temmelig specifikt at sammenkæde vampyrisme med seksualitet – en tematik, som det engelske filmselskab Hammer langt senere skulle få en hel del ud af) i høj grad også fremstår som en visuel reflekteren over det fortællende filmmedies egen virkemåde. Special effects'ene har ikke mistet meget af deres oprindelige kraft og fremstår måske endda så meget mere imponerende i dag, når de sammenholdes med vores dages sjældent særligt overbevisende CGI-løsninger. Selv filmens mest indlysende tekniske svaghed – Vampyr hører historisk til blandt de allerførste lydfilm, og det kan mærkes – formår Dreyer at udnytte i overensstemmelse med filmens univers: ringende klokker, mumlende stemmer, barnegråd og de få replikker bidrager alle sammen til den desorienterende effekt, eftersom de i reglen lyder som om de kunne stamme fra et hvilket som helst sted i eller udenfor billedet.

Når jeg alligevel – på trods af al den uforbeholdne ros – har valgt ikke at tildele filmen topkarakter, så er det ud fra det rent subjektive skøn, at Vampyr som gyserfilm betragtet faktisk ikke er ubetinget vellykket. En lang panorering henover dansende skygger og et uforglemmeligt nærbillede af slotsherrens datter Leone i det øjeblik, hvor hendes forvandling skal til at finde sted, leverer et par af Vampyrs mest frygtindgydende, mindeværdige øjeblikke, men den overordnede effekt (kan jeg ikke lade være med at tænke) er komisk og ikke i første omgang en fornemmelse af uhygge. Indstillingerne, hvori handlingen foregår baglæns, virker mere underfundige og uventede end egentlig skræmmende, og man behøver blot at genkalde sig billedet af kraniet, der drejer sig af sig selv, for at forvisse sig om at Dreyer temmeligt sikket selv har moret sig kosteligt under arbejdet med denne hans eneste fuldblods horrorfilm (skønt film som Blade af Satans Bog (1919), Jeanne d'Arcs Lidelse og Død (1928) og Vredens Dag (1943) på ingen måder er uden fællestræk med genren).


Anmeldt version: Vampyr. Dist.: Criterion Collection. DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Full screen. Spilletid: 73 min.
DVDTJEK
Vampyr. Dist.: Criterion Collection. Medie: DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Full screen. Spilletid: 73 min.

Image Entertainments gamle DVD-release af Dreyers mesterlige vampyr (1932) har været så længe i samlingen, at det næsten føles helt vemodigt at skulle skille sig af med den i forbindelse med at filmen i 2008 er landet i nye udgaver. Men der er ingen grund til at flæbe for Vampyr ser flottere ud end man turde håbe på og både Criterion Collection, der står bag det amerikanske Special Edition double-disc set, og engelske Eureka (Masters of Cinema serien) leverede i 2008 udgaver, som vil gøre sig godt på DVD-hylden, uanset hvilken udgave man vælger.

Det er Criterion Collections labre to-disc-release jeg selv har haft de blege dødningefingre i, og jeg vil ikke tøve et sekund med at udråbe filmen til årets DVD-udgivelse. I hvert fald blandt de film jeg selv har kigget på, men det bør dog nævnes at Mikkel Svendstrup, Uncut egen DVD-feinschmecker, sværger til Masters of Cinema-udgaven, der angiveligt står en anelse mere naturligt i kontrasten.

Uanset hvad er Criterion Collections udgivelse en lækker sag, der præsenterer filmen optimalt. Skiverne bugner af bonusmateriale og ud over de to skiver får vi en booklet med tekst af Mark Le Fanu og Kim Newman plus et 1964-interview med producer og hovedrolleindehaver Nicolas de Gunzburg. Desuden en bog med filmens manuskript og Sheridan Le Fanu 1871-novelle Carmilla, der var inspiration for filmen.

Disc et indeholder selve filmen, den tyske udgave baseret på den restaurerede version fra 1998, i flot kvalitet. Billedratio er lidt smallere (1,19:1)end vi efterhånden er vant til, men det fungerer overraskende godt. Lydsporet er forbløffende klart i Dolby Digital mono, og som bonus får vi et ganske interessant kommentarspor af Tony Rayns.

Disc to med radiosession med Dreyer og stumfilmsekspert Casper Tybjerg om filmens rødder er mindre fængende, men stadig udmærket for dem, der ønsker at bore dybere i Dreyers film: Bedst er Jørgen Roos' instruktørportræt Carl Th. Dreyer (1966).

Caspar Vang (december 2008)
KARAKTERBOKSEN
Thure Munkholm
Caspar Vang
Mikkel Svendstrup
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven