Udvidet søgning
PLANET OF THE APES
USA, 1968
Instruktion: Franklin J. Schaffner
DK-titel: Abernes planet
AKA: Monkey Planet

Produktion: APJAC Productions / 20th Century Fox
REVIEW af Caspar Vang [01/03/00]

Der kan der ikke herske tvivl om, at Abernes planet gør voldsomt indtryk på alle ved første gennemsyn. Filmens apokalyptiske slutning har et kraftfuldt punch står da også i de flestes hukommelse, som en uudslettelig filmisk allegori over selvdestruktionstrang og menneskehedens undergang. Og Astronauten Taylors knælen i sandet ved Frihedsgudindens kæntrede top, vil for evigt stå mejslet ind i vores kulturarv som en stærk desillusioneret metafor på individets afmagt over for skæbnens uudgrundelige veje og menneskeartens kurs mod civilisationens undergangen.

At Abernes planet ligeledes er lidt af en filmteknisk triumf og en af 60'ernes bedste science fiction-film er så bare endnu et plus på filmrullen, til en uforlignelig film, der snildt står distancen, sammenlignet med nutidens 100 millioner dollars-produktioner. Og det faktum at filmen på trods af at være lavet i en periode hvor Hollywood havde brug for at give verden håb og illusioner og ikke en løftet, omend tvetydig, pegefinger, turde ende på en så dyster tone, vidner blot om at filmens status som klassiker inden for genren, ikke er ganske ufortjent.

Handlingen udspilles omkring et hold astronauter som, efter at have passeret gennem et slags time-warp, vækkes af deres nedfrosne dvaletilstand. Deres rumskib er styrtet ned på en ukendt planet og de tre overlevende mandlige besætningsmedlemmer begiver sig ud for at konfrontere det ukendte, men vigtigst af alt; for at overleve. Inden længe støder de dog på en civilisation. Men til deres og publikums store overraskelser er planeten befolket af aber der holder menneskelignende væsner som slaver og dyr. Astronauternes leder George Taylor, som spilles af Charlton Heston i en memorabel og hektisk præstation, såres i halsen og er derfor ude af stand til at kommunikere med aberne, som sjovt nok taler engelsk. Allerede her, har det opmærksomme publikum regnet tingenes tilstand ud, men det ødelægger ikke fornøjelsen ved en film der i dén grad er overbevisende og underligt ubehagelig. Og Hestons desperate kamp for friheden, med sine nyfundne venner, aberne Dr. Zira (Kim Hunter) og Cornelius (Roddy McDowall) er altid facinerende at følge, selv om den i sidste ende overskygges af slutningens altovervældende sortsyn, som man længe efter at sidste sluttekst er kørt over skærmen får svært ved at ryste af sig.

Filmteknisk er der kun roser til denne science fiction-milepæl. Men hvis man skal fremhæve et enkelt afgørende element ud fra den ekvilibristiske filmtekniske opvisning, der var langt forud for sin tid, må det være Jerry Goldsmiths fantastiske score. Med brug af symfoniske stemninger, kombineret med metaliske lyde fra tønder, piskeris og andre køkkenredskaber, lykkedes det Goldsmith at stramme tempoet op, i en ellers ret lang film og skabe en stemning, der i næsten uhørt grad understøtter alle billedkompositioner, lige fra Leon Shamroys storslåede landskabsfotograferinger, til rumskibets og burenes klaustrofobiske interiør, og hvis lige nærmest ikke er set siden inden for genren.

John Chambers Oscar-vindende makeup skal også fremhæves. I stedet for at forfalde til udtryksløse masker, udnyttede han til optimal effekt prostetic-effekter, der faktisk følger skuespillernes mimik, og sjovt nok holder den dag i dag. Det kan nutidens instruktører og særligt den kære hr. Lucas måske lære noget af, eftersom han efter min mening har taget munden lidt for fuld med hans CGI-bonanza til Star Wars: Episode One.

Minder filmens stemning og manuskript én om et Twilight Zone-afsnit? Det kan ikke overraske, eftersom seriens grundlægger Rod Serling hjulpet af Michael Wilson, skrev screenplayet efter Pierre Boulles roman. Det rafinerede manuskript og filmens evne til at fortælle en god historie uden bagtanker, sættes grelt til skamme af de efterfølgende fire film (Beneath the Planet of the Apes (1970), Escape from the Planet of the Apes (1971), Conquest of the Planet of the Apes (1972), Battle for the Planet of the Apes (1973)) i samme serie, der rummer en symbolik så tyk at man kunne bruge den som smørepålæg i sin moraliserende og selvretfærdige vedligeholdelse af 70'ernes frigjorte familie og opdragelse af lige så frigjorte børn. Og ikke nok med det. Filmene affødte også (som de første film jeg har kendskab til) i stor stil merchandising: Tegnefilm, masker, tyggegummi og dukker til børnene. Her kan man vist tale om et seriøst tvetydigt paradoks: en serie liberalistiske budskabsfilm, der dog ikke holder sig for gode til ikke at vedligeholde ideen om kapitalistisk udnyttelse af enhver succes.

Eller man kunne også vælge bare at se filmen som god underholdning, men det er dog sjældent at man kan koge en sci-fi klassiker ned til noget så simpelt. Og det er vel heller ikke retfærdigt over for en film som indeholder og behandler så store problemstillinger som Abernes planet gør. Tim Burton forsøgte sig i 2001 med en storslået genindspilning, der dog ikke er værd at spilde tiden på. At den den ældste version klart har et forspring, set ud fra et filmkritisk synspunkt, kan heller ikke benægtes. Men man skal også huske på at den er en lige så fundamental hjørnesten i en hver sund sci-fi-freaks opvækst, som tv-serierne Mytteri i rummet (Blake's 7) og Månebase Alpha (Space: 1999). Og nostalgiens indflydelse på god smag skal man ikke undervurdere.


Anmeldt version: Abernes planet. Dist.: SF Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox.
DVDTJEK
Abernes planet. Dist.: SF Film. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox.

Filmen er udgivet på dansk video og DVD som selvstændig udgivelse (ud over de gamle original lejekassetter fra Nordisk/Fox) og som del i et 'special edition' box-sæt, som indeholder seriens fem film (Planet of the Apes (68), Beneath the Planet of the Apes (69), Escape from the Planet of the Apes (70), Conquest of the Planet of the Apes (72) og Battle for the Planet of the Apes (73)) alle letterboxede og med en 'making-of'-dokumentar, med Roddy McDowall som vært, på selvstændig DVD. Er man Ape-fan er der nok ingen vej udenom. Desuden er filmen udgivet af SF Film som dobbelt-disc "special edition", der, ud over filmen i en imponerende flot anamorfisk letterboxed version (+ lyd i DTS og Dolby 5.1), indeholder audiokommentarer af Jerry Goldsmith og skuespillerteamet. Bonus discen indeholder dokumentaren Behind the Planet of the Apes, make-up-test, Roddy McDowalls private optagelser, fraklip, trailers og meget mere, der kan gøre en abe glad.
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven