"Savage! Terrifying! True! Those who filmed it were devoured alive by cannibals!"
UNCUTS VIDEO NASTY GUIDE - PART I

I 80erne var forfølgelsen af de såkaldte 'video nasties' i England på sit højeste. Caspar Vang bringer her et hurtigt overblik over fænomenet og tager hul på bylden med 26 'hit-and-run' anmeldelser af nogle af de mest berygtede titler. Kan filmene overhovedet leve op til deres blodige rygte? Eller er de intet andet end underlødige B-film som skulle blive lette syndebukke for sociale problemer i Thatchers Stor Britanien? Læs videre i den følgende dissektion af den Britiske video hysteri og moralske korstog - men husk regnfrakken, for blodet sjasker i takt med at kannibalerne gnasker.
DOVEN SLYNGEL?

Her er genveje til lyn-reviews i denne, første del af 'guiden':
Absurd (81); Andy Warhol's Frankenstein (73); The Beyond (81); Blood Bath (71); Bloody Moon (81); Bogey Man (80); The Burning (80); Cannibal Apocalypse (80); Cannibal Ferox (81); Cannibal Holocaust (79); Death Trap (76); Delirium (79); Funhouse (81); House by the Cemetery (81); Island of Death (72); Last House on the Left (72); Night of the Bloody Apes (68); Night of the Demon (80); Nightmare Maker (81); Nightmares in a Damaged Brain (81); Possession (81); Prisoner of the Cannibal God (81); The Slayer (81); The Toolbox Murders (78); Zombie Creeping Flesh (81); Zombie Flesh Eaters (79).

HAR DU SET DEM ALLE?

Index over samtlige 76 titler der på et eller andet tidspunkt har figureret på DPPs liste; på de understregede titler kan du finde Uncuts anmeldelser af de pågældende film, hold øje med fremtidige 'regulære' reviews på listen.

ABSURD. Aristide Massaccesi. Italien. 1981.
ANDY WARHOL'S FRANKENSTEIN. Paul Morrissey/ Antonio Margheriti. Italien/ Frankrig. 1973.
ANTHROPOPHAGOUS - THE BEAST. Aristide Massaccesi. Italien. 1980.
AXE. Frederick R. Friedel. USA. 1974.
BEAST IN HEAT, THE. Luigi Batzella. Italien. 1977.
BEYOND, THE. Lucio Fulci. Italien. 1981.
BIG RED ONE, THE. Samuel Fuller. USA. 1980.
BLOOD BATH. Mario Bava. Italien. 1971.
BLOOD FEAST. Herschell Gordon Lewis. USA. 1963.
BLOOD RITES. Andy Milligan. USA. 1967.
BLOODY MOON. Jesus Franco. Spanien/ Vest Tyskland. 1981.
BOGEY MAN, THE . Ulli Lommel. USA. 1980.
BURNING, THE. Tony Maylam. USA. 1980.
CAIN'S CUTTHROATS. Kent Osborne. USA. 1969.
CANNIBAL APOCALYPSE. Antonio Margheriti. Italien/ Spanien. 1980.
CANNIBAL FEROX. Umberto Lenzi. Italien. 1981.
CANNIBAL HOLOCAUST. Ruggero Deodato. Italien. 1979.
CANNIBAL MAN, THE. Eloy de La Iglesia. Spanien. 1972.
CANNIBAL TERROR. Julio Perez Tabernero. Spanien. 1981.
CONTAMINATION. Luigi Cozzi. Italien/ Vesttyskland. 1980.
DEAD AND BURIED. Gary A. Sherman. USA. 1981.
DEATH TRAP. Tobe Hooper. USA. 1976.
DEEP RIVER SAVAGES. Umberto Lenzi. Italien. 1972.
DELIRIUM. Peter Maris. USA. 1979.
DEVIL HUNTER, THE. Jesus Franco. Spanien/ Frankrig/ Vest Tyskland. 1980.
DON'T GO IN THE HOUSE. Joseph Ellison. USA. 1979.
DON'T GO IN THE WOODS... ALONE! James Bryan. USA. 1980.
DON'T GO NEAR THE PARK. Lawrence D. Foldes. USA. 1979.
DON'T LOOK IN THE BASEMENT. S.F. Brownrigg. USA. 1973.
DRILLER KILLER, THE. Abel Ferrara. USA. 1979.
EVIL DEAD, THE. Sam Raimi. USA. 1982.
EVILSPEAK. Eric Weston. USA. 1981.
EXPOSÉ. James Kenelm Clarke. England. 1975.
FACES OF DEATH. Conan Le Cilaire. USA. 1979.
FIGHT FOR YOUR LIFE. Robert A. Endelson. USA. 1977.
FOREST OF FEAR. Charles McCrann. USA. 1979.
FROZEN SCREAM. Frank Roach. USA. 1981.
FUNHOUSE. Tobe Hooper. USA. 1981.
GESTAPO'S LAST ORGY. Cesare Canevari. Italien. 1977.
HOUSE BY THE CEMETERY, THE. Lucio Fulci. Italien. 1981.
HOUSE ON THE EDGE OF THE PARK. Ruggero Deodato. Italien. 1980.
HUMAN EXPERIMENTS. Gregory Goodell. USA. 1979.
I MISS YOU HUGS & KISSES. Murray Markowitz. Canada. 1978.
I SPIT ON YOUR GRAVE. Meir Zarchi. USA. 1978.
INFERNO. Dario Argento. Italien. 1980.
ISLAND OF DEATH. Nico Mastorakis. Grækenland/ England. 1972.
KILLER NUN. Giulio Berruti. Italien. 1978.
LAST HOUSE ON THE LEFT, THE. Wes Craven. USA. 1972.
LATE NIGHT TRAINS. Aldo Lado. Italien. 1974.
LIVING DEAD, THE. Jorge Grau. Spanien/ Italien. 1974.
LOVE CAMP 7. R. Lee Frost. USA. 1968.
MADHOUSE. Ovidio G. Assonitis. USA/ Italien. 1981.
MARDI GRAS MASSACRE. Jack Weis. USA. 1978.
NIGHT OF THE BLOODY APES. René Cardona. Mexico. 1968.
NIGHT OF THE DEMON. James C. Wasson. USA. 1980.
NIGHTMARE MAKER. William Asher. USA. 1981.
NIGHTMARES IN A DAMAGED BRAIN. Romano Scavolini. USA. 1981.
POSSESSION. Andrzej Zulawski. Frankrig/ Vesttyskland. 1981.
PRANKS. Jeff Obrow & Stephen Carpenter. USA. 1981.
PRISONER OF THE CANNIBAL GOD. Sergio Martino. Italien. 1979.
REVENGE OF THE BOGEY MAN. Ulli Lommel. USA. 1982.
SHOGUN ASSASSIN. Kenji Misumi. USA. 1980.
SLAYER, THE. J.S. Cardone. USA. 1981.
SNUFF. Michael Findlay & Carter Stevens. Argentina/ USA. 1976.
SS EXPERIMENT CAMP. Sergio Garrone. Italien. 1976.
TENEBRAE. Dario Argento. Italien. 1982.
TERROR EYES. Kenneth Hughes. USA. 1980.
TOOLBOX MURDERS, THE. Dennis Donnelly. USA. 1978.
UNHINGED. Don Gronquist. USA. 1982.
VISITING HOURS. Jean Claude Lord. Canada. 1981.
WEREWOLF AND THE YETI. M.I. Bonns. Spanien. 1975.
WITCH WHO CAME FROM THE SEA. Matteo Ottaviano. USA. 1975.
WOMEN BEHIND BARS. Jesus Franco. Frankrig/ Belgien. 1977.
XTRO. Harry Bromley Davenport. England. 1982.
ZOMBIE CREEPING FLESH. Bruno Mattei. Italien. 1981.
ZOMBIE FLESH EATERS. Lucio Fulci. Italien. 1979.

I et sandt medie bombardement af rygter, vildt overdrevne reklamekampagner, moderne myter og mediehysteri, kan det ikke undre at en 'reklametekst' som ovenstående citat fra en amerikansk kampagne, resulterede i at filmene, i dette tilfælde Cannibal Holocaust (79) blev betragtet som værende 'ægte' og 'autentisk' snuff vold. Pressens behandling af fænomenet bredte sig sågar til Danmark, hvor videovoldsdebatten fra midten af 80erne jævnligt var oppe at vende. I England resulterede hysteriet i en helt vanvittig og urimelig censurlovgivning, og forbydelse af en lang række film - og forfølgelse af endnu flere gennem tabloidpressen.

Fra starten af 80erne eksploderede udbudet af videofilm, i takt med at de første videoafspillere til hjemmebrug kom på markedet (fra midten af 70erne) og i slutningen af 80erne efterhånden skulle gå hen og blive hvermandseje. England havde på dette tidspunkt ingen lovgivning omkring distribution af filmtitler på video, og enhver med en smule penge på lommen og næse for markedsføring kunne derfor udgive de filmtitler der passede dem, uden at skulle ængstes over censur, certificering og rettigheder til de pågældende film. Hvilket resulterede i at en masse film, som ikke tilhørte Hollywoods store selskaber så dagens lys på obskure videolabels. Efter en række udokumenterede påstande gennem tabloidpressen (primært fra Sunday Times, The Sun og Daily Mail), som kædede en række filmtitler til voldelige episoder, faldt offentlighedens søgelys på filmudgivelser af mere voldelig og obskur art. Udvalgte (tilsyneladende tilfældige) film, som pressen anså for at være nær-pornografiske og obskøne i indhold, skulle angiveligt være at finde i kriminelles besiddelse, og det faldt derfor pressen naturligt at forbinde disse film til personernes anti-sociale og voldelige adfærd. Inden længe hoppede flere pressionsgrupper med på vognen, mest markant den notoriske Mary Whitehouses National Viewers and Listeners Association (www.nvala.org) der så det som deres mission at udrydde disse forskrækkelige film, der med deres svælgen i død, tortur, pornografi og misogyni, underminerer den gode britiske smag og fordærver ungdommen. For det var primært børnenes vel der bekymrede Whitehouse. At distributørerne af filmene med den ene makabre reklamekampagne efter den anden og med ekstremt blodige og eksplicitte omslag til filmene, forsøgte at tiltrække kunder, men herved også skaffede filmene unødigt meget opmærksomhed, er også værd at tage i betragtning. Regeringen, som var ude af stand til at håndtere situationen, tyede desværre til den letteste løsning. I stedet for at gribe om problemets rod, gav de efter for pressen og pressionsgruppernes urimelige påstande, og søgte at eliminere videofilmene, som de fejlagtigt anså for at være årsagen til symptomer der nærmere havde sit ophav i sociale problemer - hvis det i det hele taget rent faktisk var et problem, eller blot en imaginær trussel mod den britiske ungdom og konservativisme.
At mange af filmene, med deres ekstreme æstetik, groteske handling og underlødige udseende også var et let offer og en passende syndebuk for hysteriet, gav naturligvis også modstanderne frit spil i deres forfølgelse af disse perversiteter, for hvem ved deres fulde fem kunne tænkes at forsvare underlødige trash-film over for anstændige og lydige britiske borgere, der anså filmene for at være nederdrægtige vederstyggeligheder. Regeringen iværksatte retslig forfølgelse, af de film som ansås for anstødelige, gennem The Department of Public Prosecutions (herefter DPP) som sammensatte en liste af film de opfattede for potentielt 'skadelige'. Disse film skulle forfølges vha. den omkring 100 år gamle Obscene Publication Act, hvis oprindelige funktion var at kunne forbyde litteratur, der af regeringen betragtes som uanstændigt - man anså altså disse forældede retningslinjer for at være brugbare over for et medie som ikke engang eksisterede ved deres udarbejdelse. Med rendestenspressens næse for en god historie, lugtede de et fænomen med forargelsesjournalistisk stof til flere årtier og fandt snart et passende øgenavn, der unægtelig ligger godt i munden, for filmene på DPPs liste; VIDEO NASTIES og så rullede lavinen.

En del film som af en eller anden grund var faldet i mediernes søgelys, blev kendt som 'Video Nasties' uanset om de havde figureret på DPPs liste - der iøvrigt længe havde den svaghed at den både inkluderede film som succesfuldt var blevet retsforfulgt og film der ventede på retsforfølgelse. De lokale myndigheder, som forståeligt nok var forvirrede over denne mangel på information, benyttede altså ikke kun de officielle lister under deres razziaer, men vurderede frit inspireret af pressens retningslinjer, hvad de anså som værende nødvendigt at beslaglægge. DPPs liste inkluderede (afhængig af hvilken kilde man konsulterer) helt op til 76 titler (See No Evil, s. 67) som på det ene eller andet tidspunkt var inde at vende på listen, men blot 39 af disse blev succesfuldt retsforfulgt med henblik på forbud. Denne udrensning på de engelske videohylder resulterede i The Video Recording Act som blev vedtaget ved lov i 1984. The Video Recording Act (VRA), forbød ved lov distribution i Stor Britanien af videokassetter (og senere DVD) som ikke var certificerede til udgivelse af BBFC (British Board of Film Censorship). BBFC ændrede senere, primært af PR årsager og for at signalere at deres rolle hovedsageligt er film klassificering, navn til British Board of Film Classification (www.bbfc.co.uk), selv om de stadig i vid udstrækning er den indirekte årsag til filmcensur. Enhver film som skulle distribueres i England, skulle fra 1984 underkastes gennemsyn og klassificering af BBFC, m.h.p. at eliminere uønskede scener af vold, nøgenhed og sex fra de distribuerede film. Indeholdt filmene scener som BBFC anså for anstødelige og skadelige, blev distributøren bedst om at fjerne de enkelte scener, hvis distribution af filmen skulle gennemføres. Enkelte distributører har desværre, af angst for BBFCs vurdering og af økonomiske årsager (jo hurtigere filmen kommer ud på hylderne jo bedre), valgt af præ-censurere scener eller sekvenser som de vurderer at BBFC vil kaste sig over, inden filmen bliver sendt til vurdering hos BBFC - hvorfor det ikke tydeligt fremgår af BBFCs lister (f.eks. på www.bbfc.co.uk) om filmen er censureret før vurdering af BBFC. Et af de mest ekstreme tilfælde, var Apex Video selskabets udgivelse af Andrea Bianchis demente zombiesjasker Le Notti del terrore (Zombi 3/ Zombie Horror) under titlen Nights of Terror, der skulle være blevet præ-censureret af selskabet fra 92 min. til latterlige 59 min. altså omkring 1/3 af spilletiden. Det koster naturligvis også penge at få sin film certificeret hos BBFC, hvilket betød at mange af de mindre selskaber gik bankerot og at man ikke længere turde tage chancer mht. distribution af underlødige film - kun film der med sikkerhed kunne tjene diverse gebyrer hjem, inden den rent faktisk begyndte at tjene penge, var værd at tage i betragtning.

Men hvorledes begyndte det hele så? Postyret startede angiveligt med et foto af videocoveret til SS Experiment Camp (DK-video: Eksperimenter i Nazilejren) (76) på bagsiden af fagbladet Television and Video Retailer - januar 82. Februar nummeret af samme blad, bragte læserbreve der klagede over gengivelsen af videocoveret, som blev beskrevet i mindre smigrende vendinger. Des Dolan direktøren fra Go Video, der distribuerede filmen, havde oven i købet fået malet trusser på den nøgne korsfæstede kvinde, i et pludseligt udbrud af god smag - eller var det dårlig samvittighed?. I forsvar for videocoveret, efterlyser Dolan retningslinjer for video-reklamemateriale. Den 20 maj samme år promoverede World of Video 2000 Nightmare in a Damaged Brain (81), med gevinst på 50£ til enhver der kunne gætte vægten af en 'ægte' menneskehjerne i et glas. Politiet (måske en PR gimmick) blevet kaldt ud for at konfiskere hjernen. Blot 14 dage tidligere havde tabloid avisen Daily Star klaget over det 'boom' inden for video der nu gav unge muligheden for at se nogle af de grusomste og mest voldelige film som nogen sinde var lavet. BBFC formand James Ferman blev i samme artikel citeret for at sige: "(..) they are watching shocking scenes that we would never allow in a cinema, even under an 'X'-certificate." De voldelige og skandaløse film var altså kommet i offentlighedens søgelys og media-hetzen eskalerede nu lynende hurtigt. Den 23 maj 1982 langede The Sunday Times ud efter videovolden i en monster-artikel med overskriften "How Highstreet Horror Is Invading The Home" og fortsatte deres hjemmebryggede definitioner under grinagtigt men skræmmende snæversynede proklamationer som: "Uncensored horror video cassettes, available to anyone of any age, have arrived i Britain's high streets. The videos - called 'nasties' in the trade - are freely available for sale or hire off the shelves of hundreds of shops catering for the video boom. They cost as little as £2 to hire for up to four nights. They exploit extremes of violence and are rapidly replacing sexual pornography as the video trade's biggest money-spinner. The 'Nasties' are far removed from the suspense of the traditional horror film. They dwell on murder, multiple rape, sado-masochism, mutilation of women, cannibalism and Nazi atrocities." The Daily Express definerer (28 maj 1982) 'video nasties' som film "(..) which show castration, sadistic attacks on women and violence including the use of chainsaws or electric drills." mens The Sunday Times (30 maj 1982) beskriver filmene som "films which specialise in extreme violence, sadism, mutilation and cannibalism."

Mediernes udstrakte brug af 'Video Nasty' begrebet, førte snart til at fænomenet nærmest refererede til en 'genre', hvilket naturligvis var ganske forrykt, og med vage retningslinjer og en liste som politidistrikterne selv måtte opsøge (de fik ikke oprindelig liste eller opdateringer tilsendt), blev film der ofte var langt fra pressionsgruppernes søgelys, beslaglagt ved videoraids. Distributørerne var således naturligvis på herrens mark og undlod derfor ofte at importere og distribuere film som så 'mistænksomme' ud. Forhandlernes forbund British Videogram Association (BVA) efterlyste retningslinjer fra DPP, som ikke kunne leverede det fornødne materiale, hvor på BVA selv forsøgte at identificere 'Video Nasties' som: "A phrase coined by the press that generally refers to material that can include disembowelling, castration, cannibalism, and humiliation." Endelig i july 1984 udsendte DPP på forlangende 'retningslinjer' for identificering af en 'video nasty', selv om det helt urimelig stadig var pålagt de enkelte domstole at vurdere hvad der var 'obscene' og skaffe sig information om DPPs egen hit-list: "(..) is likely to be regarded as obscene if it portrays violence to such a degree and so explicitly that its appeal can only be to those who are disposed to derive positive enjoyment from seeing such violence" og fortsætter med et opremse en række indikatorer: "Violence perpetrated by children; self-mutilation; violent abuse of women or children; cannibalism; use of vicious weapons (e.g. broken bottle); use of everyday implements (e.g. screwdriver, shears, electric drill); violence in a sexual context." DPP fortsatte og forklarede at kontekst og udførslen også er vigtig: "Who is the perpetrator of the violence, and what is his reaction to it?; Who is the victim, and what is his reaction to it?; How is the violence inflicted, and in what circumstances?; How explicit is the description of the wounds, mutilation of death? How prolonged? How realistic?; Is the violence justifiable in narrative terms?" Disse retningslinjer kan så tolkes og benyttes efter behag af den pågældende anklager, og er faktisk ikke til megen hjælp i konkrete tilfælde - hvis man blot anskuer filmene fra én vinkel.

Men ér filmene virkelig så slemme? DPPs 'retningslinjer' antyder at filmene ikke er meget andet en veritable opvisninger af 'realistiske voldsscener' (og ville derfor kunne retfærdiggøres i fortællemæssig sammenhæng). Nå, lad os tage regnfrakken på og se på en blodig posefuld af varerne... placeret i kronologisk orden - så er det bare om at komme af sted og få fyldt hullerne i samlingen ud.

NIGHT OF THE BLOODY APES
(La Horror pilante bestia humana/ The Horrible Human Beast/ Horror and Sex/ Gomar the Human Gorilla)
Mexico 1970. Instruktion: René Cardona.
Er man til demente 'transplant'- og 'mad scientist with a family secret' film, sub-genrer der altid har taget kegler hos undertegnede, og kan man forestille sig denne genre krydset med opkog på Robert Louis Stevensons roman Dr. Jeckyll and Mr. Hyde og med et strejf idiotisk wrestling smidt ind for popularitetens skyld (hár man sagt Mexico må man også sige fribrydning), har man en god idé om hvad René Cardona med denne exploitation-stinker udsætter sit publikum for (den vil givet vis også falde i éns smag hvis man overhovedet kan forestille sig den slags). At enkelte af filmens operationsscener er optagelser fra en autentisk hjerteoperation og at vi for at se masser af bare damer i farefulde situationer (bl.a. pseudovoldtægt) højner naturligvis sleaze-værdien - og dermed seværdigheden betydeligt. De hjernedøde og overflødige, mere smagfulde, King Kong (33) referencer kunne undertegnede dog godt have undværet, da de tydeligvis ligger langt over den standart filmen generelt kan tilbyde.
Udtænkt mellem Cardona, en veteran inden for mexicansk film og dennes søn Cardona Jr., der senere skulle følge i faderens fodspor med en karriere inden for exploitation filmgenren, er det ikke overraskende at filmen kan læses som en homage til monstergenren som helhed, og særlig Universals i 30erne og 40erne. Desværre for filmen aldrig forbundet disse mange referencer og effektivt udviklet til en egen mytologi, hvorfor den også virker temmelig ujævn og usammenhængende, ser man bort fra dens centrale fortælling. Filmens effekter placerer sig naturligvis i den snotbillige ende af skalaen og selvom der er masser af blod, er de så håbløst amatøragtig eksekverede at det egentlig kan undre at filmen overhovedet blev taget i betragtning til DPPs liste - måske skulle de hellere have forbudt omslaget, der udelukkende er udtænkt af den engelske distributør og intet har at gøre med den mexicanske release. En mere seksuelt eksplicit version af filmen skulle iøvrigt eksistere under titlen ' Horror y Sexo (Horror and Sex) - Hvilket indikerer inserts fra en anden instruktør, for Iver Film Services udgivelse ér uden tvivl komplet. Vipco udgav senere en klippet (ikke forbudt) version og en uncut eksport udgave med den påklistrede 'Strong Uncut Version' label, som alligevel (ifølge Ovesen) skulle være en smule klippet. Filmens forvandlingseffekter består af tolags dobbelteksponeringer og dissolves, som bringes til skamme af selv gamle film som Rouben Mamoulians Dr. Jeckyll and Mr. Hyde (31) og The Wolf Man (41) - begge film som Night of the Bloody Apes hylder.
Filmen åbner med en wrestling match hvor vores helt (politidetektiv) og heltinde (rapkæftet wrestler) introduceres. Vor heltinde sender ved et uheld modstanderen i coma. Denne indlægges på hospitalet, der ledes af overlæge Krauman (José Elias Moreno) og hans halte assistent Goyo, som har transplanteret en gorillas hjerte ind i sin dødeligt syge søn Julio, for at hans immunforsvar skal bekæmpe sygdommen. Problemet er at gorilla-hjertet pumper for meget blod til hjernen, hvilket forvandler staklen til et hybridmonster der huserer nabolaget, voldtager og lemlæster. Således foregår filmen episodisk med wrestling, romance og pseudovidenskab, klasket op omkring fortællingen om Julio og hans fader der er adskilt fra resten af filmen af farverige swish-pans. Lægen får nu den gode idé at omvende processen ved at operere den comatose wrestlers hjerte ind i Julio, hvorefter assistenten stjæler patienten fra hospitalet. Operationen virker, men alligevel går sønnen amok i parken, snupper en lille pige som han bærer til et hustag, inden han skydes ned af politiet. Filmen indeholder desuden spandevis af den slags antiskuespil, som transcenderer overspil og gør denne slags film så herlige. Barometeret topper da en ældre kvinde passerer et offer som ligger på gaden. "Ohh! A dead man. A dead man. A dead man!" råber hun i et toneleje og med en mimik som kun Waters og Wood Jr.s skuespillere kan levere.
På trods af dens fejl og mangler er Night of the Bloody Apes stadigvæk rask, sund og uforpligtende, gak gak exploitation for demente børn og trash aficionados - tænk Dr. Orloff, tilsat Santos, Mr. Hyde og Al Adamson instruktion - ryst og tilsæt så selv bajer og pizza. Bon appetit.

BLOOD BATH
(Bloodbath/ Twitch of the Death Nerve/ A Bay of Blood/ Antefatto/ Carnage/ The Ecology of a Crime/ Before the Fact/ Last House on the Left, Part 2)
Italien 1971. Instruktion: Mario Bava.
DK-video: Den blodige bugt. Dist: WM-Video.
Efter at have brilleret med en række film inden for forskellige sub-genrer, adventure, peplum, gothic horror og giallo, etablerer den italienske mesterinstruktør Mario Bava, body-count eller slasher genren med denne sort-humoristiske og selvironiske lille horror sag. Blood Bath er ikke en udelt positiv oplevelse, men som et eksempel på Bavas alsidighed og mod på at forsøge sig ud i genrer, hvis holdbarhed endnu ikke er testet hos publikum, lykkedes filmen til et rent 13 tal. Stilistisk kan filmen betegnes som et besynderligt mix mellem Herschell Gordon Lewis' low-budget gore-film, der blev populære hos drive-in publikummet fra midten af 60erne, Agatha Christies kriminalromaner og giallo genren som Bava selv fasttømrede med La Ragazza che sapeva troppo (The Evil Eye/ The Girl Who Knew to Much) (62) og Sei donne per l'assassino (Blood and Black Lace) (64). Blood Bath adskiller sig dog primært fra både gore og giallo-genren på to punkter. I modsætning til den traditionelle slasher-gyser er der i Blood Bath tale om flere gerningsmænd, hvoraf ingen af personerne ejer det ikonografiske monsters overnaturlige egenskaber og udødelighed - elementer der bliver typiske for genren i 80erne, med sequels og populære monstre som Freddy Krueger, Jason Vorhees og Michael Myers. Desuden afliver filmen straks giallo klichéen med den maskerede, sorthandskede morder allerede efter få minutter; vi ved hvem morderne er, det er bare et spørgsmål hvem det lykkedes at dræbe de andre implicerede og hvordan det sker. På den baggrund kan filmen syntes temmelig kynisk og ondskabsfuld, hvorfor det - når alle er skyldige, er svært at identificere sig med nogen som helst af hovedpersonerne. Filmen syntes også at foregå i sit eget lille mikrokosmos, fuldstændig uden hensyntagen til logik og udefra kommende elementer som f.eks. politiet. Det giver for eks. sjældent mening hvorfor personerne i det hele taget slagter hinanden og en gruppe unge der er så uheldige at befinde sig i området på det forkerte tidspunkt. Men set i lyset af filmens indre logik og sorte humor, er det vel rimeligt nok at grådighed gør blind.
Handlingen udspilles omkring en idyllisk bugt, hvor en række mennesker intrigerer og myrder løs for at få fat i det lukrative stykke land der omgiver bugten. Allerede efter få minutter introduceres vi til det første mord, oven i købet med et lille twist: Grevinde Federica myrdes brutalt ved hængning, hvor efter kameraet dvæler ved hendes bøddels sorte handsker, tilter op og afslører dennes identitet, hvorefter han dolkes brutalt til døde af en tredje person - men hvem er morderen? Der går ikke længe inden det går op for os at et indviklet mord komplot er i gang og de fleste af beboerne omkring den idylliske bugt er indviklet i sagen og skyldige på én eller anden måde. Og så skrues der op for ketchuppen. En gruppe unge, der opholder sig i området slagtes på eksotisk og eksplicit vis (et element der senere skulle blive fundamentet for slasher-genren). En række grafiske mord, udtænkt af den italienske makeup guru Carlo Rambaldi, kædes sammen med den indviklede intrige som fører os til filmens sort humoristiske konklusion. Bava og Rambaldi sparer sandelig ikke på safterne, vi udsættes bl.a. for en machete i ansigtet, dobbelt-penetration med spyd, kvælning, spidning, hovedafhugning, knivstik mod underlivet og machete hug mod hals - i løb, og sikrer at BBFC for noget at se til.
Filmens oprindelige udgivelse fra Hokushin blev trukket tilbage og en gen-udgivelse fra Medusa (under titlen Bay of Blood) med BBFC censurklip blev annulleret. Bay of Blood er senere blevet udgivet på video af Redemption og i to udgaver på DVD - én fra Anchor Bay som er censureret og én fra Image Entertainment (Twitch of the Death Nerve) i flot widescreen ratio, uklippet, men med så elendigt lydspor, at hverken er ulejligheden eller pengene værd. Er man en lykkens pamfilius, kunne man evt. være så heldig at opstøve den danske udgivelse fra WM-video som er boxed og uncut. Redemption Benelux' udgivelse er ligeledes boxed og komplet.

ISLAND OF DEATH
(A Craving for Lust/ Devils in Mykonos/ Island of Perversion)
Grækenland/ USA 1972. Instruktion: Nico Mastorakis.
Med en baggrund i medieverdenen som musiker, radio-producer og tv-vært kan det undre nogen at den græskfødte Mastorakis laver den slags film han gør. Med debuten Island of Death (hans næste var Para Psychics (76)) leverer instruktøren en ren odysse i depraveret vold og sex - uden tvivl én af de ledeste og væmmeligste explotiation-sleaze film jeg overhovedet har haft fornøjelsen af få fingrene i - men også én af de bedste. Med udgangspunkt i et kriminelt-par-på-flugt (med associationer til de mange film som virkelighedens Charles Starkweather og Caril Ann Fugates 'killing-spree' i 1958 førte til), og gennem flashbacks fortælles om den sadistiske, voyeuristiske og homofobiske psykopat Christopher (Bob Belling), der ser det som sin mission at rydde den græske ø Mykonos for alle dens perverse eksistenser - fuldstændig blind for at han selv er øens mest depraverede eksistens. Et korstog mod perversion beskriver han sin opgave som - et grumt nik til de ortodokse katolikker der udgør næsten 100% af landets befolkning. Filmen afrunder med at kæresten Celia (Jane Ryan) - som faktisk er hans søster, forlader Christopher til fordel for en hyrde der sodomiserer ham, for der efter at kaste ham ned i et hul med læsket kalk, hvor staklen kan ligge og vente på den dræbende regn. Undervejs er vi vidne til en række væmmelige optrin - sodomisering af en ged, felatio af et pistol løb, forskellige former for homoseksualitet, voldtægt, mord, stoffer, telefonsex (dvs. ekshibitionistisk opkald under samleje) og halshugning via bulldozer. For blot at nævne et par enkelte af filmens højde punkter.
Island of Death er usædvanlig barsk, i sammenligning med instruktørens senere film der dog jævnligt indeholder incestuøse referencer, men af den grund ikke teknisk ringere. Allerede her udviser Mastorakis, uden dog efter min mening at være et geni eller auteur, flair for akavede stemninger, grusom atmosfære, exceptionel god brug af vidvinkel objektiv og intuitiv opbygning af handling og kontinuitet. Alt sammen temmelig imponerende når man tager i betragtning at Mastorakis benyttede ukendte skuespillere, tog folk fra gaden til roller i filmen, ikke havde nogen penge til produktionen og som han selv siger i et interview med Video - The Magasine: "We shot it quickly and I did everything on it, wrote, produced, directed, photographed and edited."
Filmen er en små sjælden sag som kan være en smule besværlig at støve op - den blev oprindeligt udgivet af AVI Video som ret hurtigt røg ind på DPPs hit-liste. Island of Death har stadig ikke fået et video certifikat i England og er derfor stadig banned. Den blev forsøgt re-submitted til BBFC under titlen The Psychic Killer II. Nice try fellas.

THE LAST HOUSE ON THE LEFT
(Krug & Company/ Sex Crime of the Century)
USA 1972. Instruktion: Wes Craven.
På nær et par idiotiske scener og upassende lavpandede humoristiske elementer, som Last House on the Left foruden, kunne have været én af genrens bedste film, står filmen for undertegnede som én af 70ernes aller-bedste og foruroligende skrækfilm. En ovenud vellykket og desværre underkendt ekskursion i terror, hvis intensitet og ubønhørligt dystopiske verdenssyn kun er overgået af en lille håndfuld film. Last House on the Left ér en personlig favorit og uden tvivl den bedste film den jævnt overvurderede Wes Craven nogensinde har haft fingrene i - for hvor instruktørens senere film, særlig i 80erne og 90erne, har lagt vægten på det karikerede, kunstige og utroværdige, er Last House on the Left en energisk, skræmmende, forrykt og realistisk tour de force i voldelige og sadistiske tableauer der får dig til at pisse i bukserne i afmagt og væmmelse, for der efter at tvære dit ansigt ud i uheldet.
Det måske mest vellykkede ved filmen er uden tvivl dens casting. For uden to betjente der syntes at være gået forkert fra Ud at køre med de skøre, er skuespillet ikke blot upåklageligt, men nok det bedste du finder i nogen low-budget horrorfilm. Med pragtpræstationer fra de kvindelige hovedroller og den mest overbevisende og hårrejsende psycho-drug-killer-crazy-motherfuckers-gang nogensinde på film, lever Last House on the Left i tifold hvad dens omslag lover - "To avoid fainting, keep repeating it's only a movie... only a movie... only a movie..." Faktisk er David Hess' præstation som bandelederen Krug Stillo, så overbevisende at han gentog stort set den samme rolle i to efterligninger af Cravens hårrejser: Ruggero Deodatos Farlig indbydelse (House on the Edge of the Park/ La Casa sperduta nel parco) (79) og Pasquale Festa Campaniles Blafferen (Hitchhike/ Autostop rosso sangue) (77) - begge ganske seværdige.
Filmens handling, der er en bizar blanding af road-movie, revenge movie, homage til Kubricks A Clockwork Orange (71) og genindspilning af Ingmar Bergmans Jungfrukällan (Jomfrukilden/ The Virgin Spring) (60), udspiller sig over en dag som vender op og ned på en amerikansk middelklasse-families tilværelse. Familien Collingwoods datter og dennes veninde myrdes af en gruppe forbrydere på flugt mod den canadiske grænse, men i et skæbnesvangert twist søger de ly i familiens bolig, hvilket bringer forældrene 'in a killin kind of mood' - da de opdager deres datters skæbne. Og så er det payback tid på motorsavs- og tænderskærende felatio manér. Plottets utroværdighed til trods, griber filmen en sjældent set realistisk æstetik og råhed som fra starten bider sig fast i publikum.
Sean S. Cunningham sprang lystigt videre og instruerede den ligeledes indflydelsesrige og langt mere populære Fredag den 13. (Friday the 13th) (80), mens Craven instruerede den glimrende Slagterbanden (The Hills Have Eyes) (77) inden det for alvor gik ned ad bakke - og ramte bunden med Scream 3 (2000). Last House on the Left er dog stadig begge herrers bedste film, og ubønhørligt terroriserende ved sanserne på samme måde som den hektiske Motorsavsmassakren (The Texas Chainsaw Massacre) (74). Dog en smule mere blodig og realistisk, med bl.a. en tarmudrivning og ydmygende sadisme, der på trods af at være nedtonet af producenten, sendte filmen til tælling på DPPs liste. Filmen var oprindeligt ude i England fra Replay, men er efter VRA stadig 'banned' efter, hele to gange, at være blevet nægtet et certifikat af BBFC. Den hollandske fra Empire er letterboxed og skulle være verdens længste (Der er givetvis tale om et rough cut da filmen mangler slut-credits og anden ikke-diegetisk tekst (dvs. tekst der ikke hører med til "filmens virkelighed").

ANDY WARHOL'S FRANKENSTEIN
(Flesh for Frankenstein/ Il Mostro e in tavola... Barone Frankenstein/ Young Frankenstein)
Italien/ Frankrig/ USA 1973. Instruktion: Paul Morrissey, Antonio Margheriti.
Sammen med Sam Raimis fantastiske The Evil Dead (82) er Paul Morrisseys besynderlige Andy Warhol's Frankenstein nok den eneste (tilsigtede) horrorkomedie på DPPs liste. Idiosynkratiske Morrissey stod bag en række berygtede low-budget-film produceret af Andy Warhols "Factory" bl.a. Women in Revolt og L'Amour (med-instruktør), men blev mest kendt for trilogien Flesh (68), Trash (70) og Heat (72). Trilogiens film faldt bestemt ikke i alles smag (de faldt i hvert i fald ikke i min), men man kan ikke benægte deres filmhistoriske værdi. Morrisseys to horrorfilm (Andy Warhol's Frankenstein og Andy Warhol's Dracula (Blood for Dracula) (73)) for Warhol kan bedst betegnes som besynderlige, grænse-søgende genrehybrider, der med kraftigt karikeret skuespil, umådeholdent voldelige grand guignol effekter, chokerende anakronismer og uvurderligt morsomme dialog-skift og samtidig filmiske kompetence, må være enhver filmpuritaners mareridt - eller våde drøm afhængig af hvilken lejr man tilhører. Andy Warhol's Frankenstein, hvis manuskript Morrissey påstår han skrev få timer før dagens optagelser (med få siders løse idéer som ramme) og ofte improviseret 'on set', blev oprindeligt filmet i 3D hvilket tydelig ses i filmens makabre dybdekompositioner. Den italienske instruktør Antonio Margheriti fungerede, på ordre fra filmens italienske producent Carlo Ponti som var bange for at filmen ville miste sin kommercielle appeal, som med-instruktør og har da også instrueret enkelte scener. Margheritis indflydelse ses tydeligt i filmens relativt, rolige, afmålte og traditionelle mise en scéne. På Andy Warhol's Frankensteins italienske print er instruktionen sågar krediteret til Margheriti (som Anthony Dawson). Morrissey overbeviste filmselskabet om at han kunne få filmen i kassen for 350.000 dollars på omkring 3 uger, hvorpå de prompte tilbød ham et budget på 1 million, kunne han lave to film og ikke én, hvilket så førte til at filmen blev filmet ryg mod ryg over to måneder, med Andy Warhol's Dracula (73) der stort set har samme crew og cast.
Joe Dallesandro, der ikke kan spille skuespil om så hans liv afhænger deraf, er desværre en torn i siden på en ellers pragtfuld film. På trods af ellers fint skuespil, stemningsfuld scenografi, overvejet og rolig fotografering (af Luigi Kuveiller) og set i historisk kontekst, ekstremt blodige effekter (der må have været særlig hård kost i 3D), overskygges filmen totalt af Udo Kiers altdominerende tour de force som Baronen og Arno Juerning som hans perverse assistent Otto. Med hysterisk morsom mimik, tyk østeuropæisk accent, et utal af virkeligt groteske situationer der for størstedelen involverer lemlæstelser, nekrofili, incest, vold og ubegribelig dialog som "To know death, Otto, you have to fuck life in the gall-bladder" er det forbandet svært ikke at holde af filmen, selv om dens noget tunge venstreorienterede klassekritik forekommer noget påtaget, selvsmagende og unødvendig.
Handlingen udspilles, løst inspireret af Mary Shellys berømte roman, omkring Baronen (Frankenstein må vi antage selvom han aldrig nævnes ved navn i filmen), en slibrig aristokrat med storhedsvanvid, som er gift med sin søster og hans assistent Otto, der mere bekymrer sig om at slikke på sår, end om videnskab. Baronen er besat af at skabe en 'herrerace', hvilket naturligvis er en selvfølge taget hans Preussiske accent og ariske ophav i betragtning, men løber ind i flere problemer end han kan håndtere, da han halshugger en ung hyrdes ven (Srdjan Zelenovic) fordi han har en perfekt 'nasum' - dvs. en ordentlig gonzo. Desværre for Baronen er vennen homoseksuel munke-aspirant og derfor ikke interesseret i Baronens female-zombie, som denne iøvrigt nyder at fist-fucke i indvoldene. Sidste overlevende i husholdningen ved filmens slutning er vor 'working class hero' (Dallesandro) der gøres klar til dissektion af Baronens to lærenemme unger. Pigen spilles iøvrigt af horror-barne-stjerne Nicoletta Elmi, der medvirkede i en lang række italienske gyserfilm fra de tidlige 70ere og langt ind i 80erne.
Filmen ses bedst i en dobbeltforestilling med sit 'companion piece' Andy Warhol's Dracula (73), der naturligvis også har Kier i hovedrollen, som den vansmægtende greve der kræver jomfrublod for at overleve, men kun formår at finde ofrer hvis mødom Dallesandro (i rollen som endnu en østeuropæisk working class hero med Brooklyn accent) allerede hár taget. Ingen af filmene har, modsat offentlig konsensus, nogen relation til Andy Warhol bortset fra at denne har lagt navn til credits, poster og døde af komplikationer efter en galdeblære operation.
At Vipcos oprindelige udgivelse af filmen landede på DPPs liste kan, taget dens bramfri voldssekvenser og usmagelige humor i betragtning, ikke overraske. Den er genudgivet i England under First Independent (med ca. 2 minutters censurklip), den uklippede ér dog stadig officielt 'banned'. Andy Warhol's Frankenstein er dog ude i en fin letterboxed version fra Criterion på Laser og DVD - under titlen Flesh for Frankenstein. Opsøg dén i stedet for usle pan-scannede bootlegs og kopier. Filmen er også ude på hollandsk VHS fra Movie Select Video (uncut og letterboxed).

DEATH TRAP
(Eaten Alive/ Starlight Slaughter/ Slaughter Motel/ Horror Hotel/ Horror Hotel Massacre/ Amok/ Legend of the Bayou)
USA 1976. Instruktion: Tobe Hooper.
Hvis man ser gennem fingre med at Tobe Hoppers Death Trap ikke ligefrem emmer af originalitet (den kan læses som ½ hyldest til Hitchcocks Psycho (60) og ½ remake af hans egen megasucces Motorsavsmassakren (The Texas Chainsaw Massacre) (74)), ér filmen, på trods af at den også uundgåeligt er en smule skuffende dens ry taget i betragtning, en glimrende opfølger til rural-gothic/terror traditionen som Hooper perfektionerede med sin første film. Men hvor Motorsavsmassakren sigtede efter æstetisk realisme, er Death Trap en stiliseret sag, der med mættede farveflader bl.a. hylder de berygtede amerikanske E.C. tegneserier. Godt nok gjorde Romeros Creepshow (82) bedre brug af E.C. Comics æstetik, men Death Trap er dog ikke tilnærmelsesvis så mislykket som de fleste kritikere tilsyneladende mener, forventningerne var bare tårnhøje efter Leatherfaces nådesløse kædesavs-svingeri. Hooper selv hævder at producenternes ønsker og ændringer, resulterede i en film han langt fra selv er tilfreds med - en undskyldning han har brugt lige siden, som forklaring på sine films svingende kvalitet.
Selv om man ikke kan forstå et ord af hvad han siger, leverer Neville Brand filmhistoriens, måske mest nederdrægtige og usympatiske red neck-performance, med hans lavpandede, mumlende, white trash, sydstats, neo-nazistiske, usoignerede, fedtede og sadistiske hotel ejer Judd. Hotelejeren driver et nedslidt hotel i Louisianas tågede og svedige sumpe, hvor en ulykkelig - næsten prostitueret ung pige søger tilflugt. Judd regner dog ud af den unge pige kommer fra det lokale bordel, og myrder hende i sin snæversynethed, med en rive og kaster hendes lig for den krokodille han holder i en sø bag hotellet. Da en familie og fader/søster til den forsvundne pige ankommer, bliver omstændighederne for meget for Judd, der beslutter sig for at gøre en ende på alle nysgerrige, mens han holder moderen fra familien bundet til en seng. Nu begynder myndighederne i form af Stuart Whitmans sherif at interessere sig for Judds foretagende.
Ligesom Motorsavsmassakren der var løst baseret på Ed Geins gerninger, er Death Trap tildels også inspireret af en virkelig hændelse. Joseph Ball, ejede The Sociable Inn - et smugkrogs etablissement i 20ernes USA. Stedet havde en pool med fem alligatorer, som Ball smed levende katte og øgler ned til for at underholde sine venner. Desuden myrdede han omkring tyve kvinder, som han parterede og fodrede til alligatorerne. Da politiet begyndte at stille nærgående spørgsmål, begik Ball selvmod med en shotgun den 24 september 1938.
Filmen er ikke straight horror, men har ganske fint tilsigtet overspil og mange fine sort-humoristiske momenter, som f.eks. Robert Englund i en lille rolle som Buck der, på den hårde måde, finder ud af, hvad der helt præcis er krokodillers livret og en puddelhund der bliver slugt i én mundfuld - for øjnene af familiens barn. Der er generelt mere blod i filmen end i dens forgænger, men man savner ofte den ubønhørligt grumme atmosfære der gør Motorsavsmassakren så uforglemmelig. Men forestil jer Tennessee Williams i ondt og sadistisk lune parret med tegneserieæstetik, og I har fanget den rette atmosfære. Fattig på logik, men rig på trashy og ondskabsfuld stemning er Death Trap bestemt et par gennemsyn værd.
Vipco har senere genudgivet filmen i en censureret version og en uklippet eksport version som bærer deres "Strong Uncut" klistermærke. Trods rygter om det modsatte er den svenske udgivelse fra House of Horror censureret, så pas på.

THE TOOLBOX MURDERS
USA 1978. Instruktion: Dennis Donnelly.
Undertrykkelse og angst for den kvindelige seksualitet er ikke et moderne fænomen, men der har aldrig hersket tvivl om at monsteret i horror-genren, og i særdeleshed den ofte meget misogyne slasher-genre, har straffet løssluppen og promiskuøs kvindelig seksualitet hårdt. Den amerikanske Toolbox Murders - hvor i en kvinde der masturberer i et badekar, jages omkring i sin lejlighed af en maskeret morder, der gør kort proces vha. en sømpistol, er et skoleeksempel på denne fordrejede form for reaktionær moraliseren. Handlingen udspilles omkring en psykopatisk vicevært, Uncle Vance der (over)spilles af westernveteran Cameron Mitchell som fans givetvis genkender fra Mario Bavas indflydelsesrige Sei donne per l'assassino (Blood and Black Lace) (64) og en endeløs række af underlødige action og horror b-film. Med værktøjskassens indhold og et hævnmotiv som udgangspunkt afliver Vance de seksuelt løsslupne kvinder der bor i den boligblok han tilser. Efter hans datters død, i et biluheld, som faderen ser som et resultat af hendes løsslupne livsstil har Vance besluttet at skaffe sig en stand in for sit tab. Han kidnapper den unge Laurie (Pamelyn Ferdin), som han binder til sengen og plejer og mader, i et forsøg på at bibeholde hendes uskyld. Lauries broder, lægger to og to sammen og afslører Vance, men bliver dræbt af Vances nevø Kent (Wesley Eure), der ønsker at bevare familiens gode renommé (!), men bliver lige så overrasket som broderen da han opdager at Vance faktisk hár kidnappet Laurie. Nevøen gør derefter kortproces med Vance og påtager sig i et komplet grinagtigt twist, dennes karaktertræk. Kent beslutter sig for at holde Laurie bundet hvorefter han voldtager hende. Da Laurie erfarer at han dræbte hendes broder, dræber hun ham med en saks.
Gennem sin uovervejede mise en scene af vold ender The Toolbox Murders med at glorificere hvad den fordømmer og portræterer som sygt. Det ville umiddelbart være rimeligt at placere filmen i samme kategori som Motorsavsmassakren (Texas Chainsaw Massacre) (74), Maniac (80), Henry - Portrait of a Serial Killer (87) og beslægtede film, men The Toolbox Murders er sjusket og kedeligt udført, og mangler i høj grad den rå tone og/eller nuancerede persontegning der karakteriserer f.eks. McNaughtons film. Sandsynligvis inspireret af Motorsavsmassakrens præ-creditsekvens, der selvironisk og af chok-taktiske overvejelser, proklamerede at filmen var baseret på en virkelig hændelse (hvad den faktisk tildels var) lukker Donnelly filmen af med en overflødig og alt for uddybende note om at filmen er baseret på virkelige personer. Men bare rolig, filmen er ikke et eksempel på art imitating life, imitating art, imitating life etc. for Cameron Mitchells overspillede vicevært eksisterer ikke i virkeligheden (overrasket?) og er blot et desperat forsøg på at rede en film der falder fra hinanden, allerede efter den første halve time (læs: der hvor den egentlige 'handling' begynder). Ærgerligt for Donnelly lægger ellers.... hmm - lovende ud, med et mord-marathon som spænder ben for resten af filmens tempo. Godt forsøgt, men kun 1/3 'vellykket' film. Filmen er tilsyneladende den eneste spillefilm fra, den på tv-siden produktive Donnelly, og Mitchell er tilsyneladende stolt over sin præstation i The Toolbox Murders, som han estimerer relativt højt blandt sine gore-film.
Den oprindelige britiske release fra Hokushin, som er identisk med den engelske biografversion som kørte på en dobbeltforestilling med Fulcis Zombie Flesh Eaters (79), er censureret i masturbations scenen og boremaskine-mordet, men Vipcos 'Strong uncut' eksport version er komplet i dén henseende.

CANNIBAL HOLOCAUST
Italien 1979. Instruktion: Ruggero Deodato.
DK-video: Kannibalmassakren. Dist: Dansk Video Distribution.
Via intense og eksplicitte sekvenser der vil ætse sig ind i hukommelsen på selv den mest hårdføre og depraverede videonarkoman, leverer den italienske Rossellini protegé Ruggero Deodato, på én gang sin mest seværdige, en hårdtslående kritik af mondo-genren og samtidig en af horror-genrens mest berygtede film. Selv om Cannibal Holocaust hverken er den første film, eller instruktørens eneste, inden for kannibal-subgenren, fortjener den klart sin klassikerstatus, og omdømme som den bedste og mest indflydelsesrige af disse hårdkogte exploitation sager, der dukkede op i Italien i kølvandet på Umberto Lenzis Deep River Savages (Mondo Cannibale/ Mannen som kom opad floden/ The Man From Deep River/ Il Paese del sesso selvaggio) (72). Filmens status som horror-milepæl skæmmes kun af den unødvendige dyre-snuff sekvenser, der i det hele taget er symptomatisk for genren og en fæl pointe der hamres ind med syvtommer søm efter filmens brutale finale.
På godt og ondt smækker Deodatos med sin pseudo-dokumentariske mise en scene alle herlighederne i ansigtet på én, og uanset om man opfatter instruktøren som en kunstner eller et uvornt barn der brænder myrer med forstørrelsesglas, kan hans filmtekniske ekspertise og håndelag ikke benægtes. Gianfranco Clericis intelligente, intense og benhårde manuskript, og Aldo Gasparris utroligt realistiske special effects hører til blandt genrens mest overbevisende, og skaber sammen med filmens mobile kamera og dynamiske klipning et cinéma verité 'rum', som ikke overraskende overbeviste nogle seere om at filmens fiktion vár virkelighed - i den forstand at folk faktisk blev dræbt foran kameraet. Hvordan nogen kunne tro det samme om Slaughters latterlige påklistrede slutning - hvilket forvandlede filmen til Snuff (76) - er komplet uforståeligt. I Cannibal Holocaust skyldes dette naturligvis i høj grad det 'liv' sceneriet får når det 'filtreres' gennem Sergio d'Offizis håndholdte kamera og den beskidte, nedslidte scenografi der ofte gør det svært at se hvad der faktisk foregår foran kameraet. Filmens virkelige æstetik formes således i en vekselvirkning mellem seere og film, efter at de har fået smasket den ene overbevisende og skræmmende sekvens efter den anden i ansigtet. Som i enhver anden virkelig stærk film udvikler filmen sig til nærmest mytologisk status og bliver hængende og arbejder i publikums bevidsthed længe efter det sidste billede er kørt over skærmen. Personligt har jeg talt med folk der sværger at de har set den levende pige, blive trukket ned over pælen ved flodbredden - en begivenhed der kun har fundet sted i deres egen fantasi og bearbejdning af filmens uforglemmelige billeder.
Filmens handling udspilles omkring en antropologi professor (Robert Kerman) som under et ophold i junglen finder filmoptagelser, tilhørende en gruppe mondo-filmmagere/journalister, som er rejst ind i den sydamerikanske jungle for at filmen en dokumentar om kannibalisme. På baggrund af filmfolkenes tidligere materiale, overrasker det ikke at filmfolkene har fremprovokeret kannibalernes aktiviteter og dermed deres eget endeligt. Filmen runder af med Kermans udødelige og ofte mis-citerede bemærkning "I wonder who the real cannibals are." Cannibal Holocaust er en film der måske mere end nogen anden exploitationfilm opfordrer dig til at tage stilling til mediet og udfordrer din mave med metervis af filmet død, gruppevoldtægt, nedslagtning, vertikal body-piercing med træstamme, mere gruppevoldtægt, dyre tortur og én ægte mondo sekvens hvor en gruppe rebeller henrettes af soldater i et sydafrikansk land.
For at sikre filmen en smule gratis omtale, klagede den britiske distributør til pressionsgruppernes frontkvinde Mary Whitehouse, og skød derved sig selv i foden. Mediernes efterfølgende omtale af filmen, gav den nok et ry ud over det sædvanlige, men pustede også til den ulmende videocensur i en grad som skulle vise sig at være katastrofal for videoindustriens import af denne type film. Go Videos engelske udgivelse blev snart forbudt og har ikke set dagens lys siden. Den danske udgivelse fra DVD (Dansk Video Distribution) er stinkende sjælden, voldsomt slidt og uncut. Filmen er ude i et hav af udgaver men de fineste ind til videre er den Irske VHS fra Parc Videos Cosa Nostra label og den hollandske DVD fra EC Entertainment, men ingen af dem stikker (ifølge Ovesen) dog den hollandske fra Cult Epics der er knivskarp, uncut og uden tekster. Alle tre versioner er letterboxede.

DELIRIUM
(Psycho Puppet)
USA 1979. Instruktion: Peter Maris.

DK-video: Charlie's hævn. Dist: Danasound.
Amerikaneren Peter Maris har ikke instrueret mange nævneværdige film og hans debut, denne lille low-budget stinker, ændrer i den henseende stort set ikke på hans curriculum vitae. At DPP inkluderer filmen på deres 'nasties' liste af juni 1983, giver filmen langt mere opmærksomhed en den i virkeligheden fortjener. Delirium er et ussel lille blandingsprodukt af 'psycho-vigilante-killer-flick', regulær strømer-film og misogyn vold. I en handling der ufrivilligt nærmer sig Becketts absurde teaterforestillinger, præsenteres vi for taberen Charlie som om dagen fungerer som 'oprydder' for en gruppe højreorienterede selvtægtsudøvere, bestående af byens spidser, der har besluttet sig at tage loven i egen hånd og få ryddet op i gaderne. Charlie har dog en skrue mere løs, end gruppens resterende medlemmer og pga. sine vietnam-traumer, myrder han stort set alle de enlige kvinder han løber ind i. Som en exploitation-instruktør af den gamle skole, ved Maris naturligvis hvad der kan trække publikum i biografen, og leverer med eksplicit fornøjelse, et kvindemord med 10-15 minutters interval. Den første yppige skønhed som stiller træskoene, er Charlies kæreste der gennembores med et spyd, som psycho-Charlie har holdt klar til lejligheden. Spydet bores gennem en dør hun læner sig op ad og kommer ud mellem hendes bryster, naturligvis i et rundhåndet closeup. Maris er så begejstret for denne indstilling at vi flere gange gennem filmen præsenteres for den gennem Charlies traume-flashbacks, skønt han i situationen stod på den anden side af døren. Lige meget, det er ikke realisme eller narrativ logik, men bryster og blod, producenterne antager at publikum går efter, så det får vi så. Herefter druknes en blaffer, da hun er dum nok til at følge efter forstyrrede psycho-Charlie til en sø, efter han næsten dræber dem begge i et biluheld. En anden tøs, spiddes i halsen med en møggreb, mens hendes dumme dobermannpincher sidder og kigger den anden vej. Sådan fortsætter herlighederne, mens vi et parallelforløb bliver præsenteret for de to tåbelige strømere der forsøger at opklare sagen og komme i bukserne på et vidne. Alt for længe efter (gaaaab) indhenter strømerne og lederen af selvtægtsgruppen (Charlies tidligere kommandant i Vietnam der nu har egne flashbacks) Charlie og det uundgåelige opgør følger, hvilket indbyder til mere ligegyldig vold, krigstraumer og arkivfotografering. Hele elendigheden er akkompagneret af fuldstændig ulidelig musik.
For en gang skyld ville man forstå hvorfor BBFC kunne have nægtet at give et certifikat. Ikke så meget pga. filmens vold, der er så sjusket og dilettantisk at kun den største fundamentalist kan formodes at tage den alvorligt, mere fordi Delirium er én af de usleste, skødesløse og tåbeligste low-budget selvtægtsfilm som har eksisteret på videohylderne. Filmen burde med al rimelighed være 'forbudt for normale mennesker', mens kun de mest hårdføre trash-aficionados kan finde en eller anden form for underholdning i skidtet, der får Buddy Giovinazzios sleaz-klassiker Combat Shock (86) og Josh Beckers volds-humoristiske Thou Shall Not Kill... Except (85) til at ligne stor filmkunst og Academy Award materiale. Om filmen så bør kategoriseres som så dårlig og modbydelig at den rent faktisk er et par slibrige Uncut-kassetter og et gennemsyn værd, vil jeg lade være op til den enkelte at afgøre. For undertegnede rykkede filmen dog intet. De vanvittige undersættelser som 'oversætteren' af den danske udgivelse fra Danasound har begået, gjorde dog hele oplevelsen.... nærmest surrealistisk.
Filmen blev oprindeligt udgivet på engelsk video af VTC røg ind på DPPs liste og blev desværre genudgivet med et 18 certifikat af Viz Movies. Den er som nævnt både ude på dansk video fra Danasound under titlen Charlie's hævn og en anden release under originaltitlen. Ingen af dem er værd at opdrive.

ZOMBIE FLESH EATERS
(Zombie/ Zombie 2/ Zombi 2/ Island of the Living Dead)
Italien 1979. Instruktion: Lucio Fulci.

DK-video: Woodoo - Rædslernes grønne ø. Dist: Video Action.
Italiensk nonsens-horrors 'grand old man' Fulcis første zombie-genistreg og sammen med Amerikanske Romeros Dawn of the Dead (78), filmen der satte virkelig gang i det italienske exploitationmarkeds blodsudgydelser og trash quickies. Nu kunne det simpelthen ikke blive blodigt nok. Det kunne det heller ikke i Zombie Flesh Eaters, og Giannetto de Rossis ækle, men flotte effekter, giver da også baghjul til stort set alt hvad der går forud for filmen.
Datteren (Tisa Farrow) til en videnskabsmand der kæmper mod en zombie-epidemi i Caraibien, rejser med en journalist (Ian McCulloch) til ørene for at opklare mysteriet om faderens lystyacht der ubemandet er drevet ind i New Yorks havn, med en blodtørstig zombie ombord. Efter en drabelig kamp mod zombierne på øen, hvor stort set hele befolkningen og videnskabsfolkene bliver slagtet, vender de tilbage til The Big Apple blot for at erfare at zombie-epidemien også er brudt ud her.
Selv om Zombie Flesh Eaters låner hyppigt fra tidligere film som Night of the Living Dead (68) og Christina, princesse de l'érotisme (Virgin Among the Living Dead) (71), fremstår filmen fuldstændig frisk, selvstændig og saftig, om end en smule rodet og episodisk. Det gør dog intet, for Fulci leverer varen i form af adskillige ganske uhørt voldelige grand guignol sekvenser, bl.a. hans mest berømte, en øje-piercing der involverer Olga Karlatos, en træsplint fra en dør og en sulten zombie. Scenens suspense imiteres igen (af Fulci selv) i Quella villa accanto al cimitero (House by the Cemetery) (81), L'Aldilà (The Beyond) (81) og tydeligt i John Morghens hjerne-udboring i Paura nella città dei morti viventi (City of the Living Dead) (80). Selv om filmen efter sin Nosferatu (22) inspirerede intro, er en smule sløv og Dardano Sachettis manuskript (krediteret til konen Elisa Briganti af skatte-fusk årsager) temmelig ubehjælpsomt, redder Fulcis tætte instruktion dagen med slowmotion blodsudgydelser, POVshots fra zombierne, atmosfære, hovedafkapninger, maddike fuldte kadavre og et haj/zombie angreb der må være noget af det mest overraskende og forrykte jeg nogensinde har set på film. Ægte exploitation om noget er det. Sergio Salvatis flotte fotografering er nævneværdig, ligesom musikken af Fabio Frizzi og Giorgio Tucci er ren synth-guf for exploitation-øresneglen. En klassiker der bør ses - igen og igen, men naturligvis ikke vil falde i alles smag.
Vipcos udgivelse blev en af de helt store skræmmebilleder i den engelske videoforfølgelse. Filmen blev forbudt i sin oprindelige version, men blev senere genudgivet censureret under samme selskabs "Cult Classics" Label. En "Strong Uncut Version" komplet eksport version kan stadig opdrives. Den danske udgivelse fra Video Action er også komplet, dog kun halvt letterboxed - og naturligvis stinkende sjælden. DVD udgivelsen fra amerikanske Anchor Bay (under titlen Zombie) er tilsyneladende klippet en smule under hajangrebet, mens den europæiske DVD fra Dragon skulle være komplet. Den hollandske VHS fra EVC er også uncut og letterboxed.

THE BOGEY MAN
(The Boogey Man)
USA 1980. Instruktion: Ulli Lommel.
DK-video: Mirror Mirror, genfærd i spejlet. Dist: Filmcom.
Med flere talentløse trashfilm på bagen end den gennemsnitlige exploitation instruktør, kan det undre at den tyskfødte Lommel faktisk hár eksekveret et par ganske seværdige film. Instruktørens debut, den sociokulturelt kritiske Fassbinder produktion Zärtlichkeit der Wölfe (73), giver via sin vel iscenesatte ro og skarpe realisme, indtrykket af en instruktør med noget på hjerte. Derfor skuffer Lommels amerikanske debut The Bogey Man, som godt nok er en til tider ganske uhyggelig sag, men langt fra den klassiker den i visse kredse har ry for at være. The Bogey Man låner rundhåndet fra genrens større økonomiske succeser (her kommer exploitation elementet tydeligst ind), primært Maskernes nat (Halloween) (78), Huset som Gud glemte (The Amityville Horror) (79) (som Lommel igen rippede med Devonsville Terror (82)), og Eksorcisten (The Exorcist) (73), hvorefter Lommel tilsætter en glimrende Carpenter inspireret synth lydside, og et persongalleri der placerer sig midt mellem det grelt realistiske og karikerede. Mest interessant er dog filmens forholdsvis originale etablering af en mytologi omkring spejle, som desværre aldrig væves sammen til en rigtig velfungerende helhed. For det er faktisk ærgerligt at filmen fungerer så godt i enkelt passager som den gør, når helhedsindtrykket er så irriterende ujævnt som det er. I disse passager der etablerer en fin fordærvet amerikansk 'small town' stemning, eksekveres handlingen med fint skuespil (for en exploitation film forstås), en god portion uhygge og relativt eksplicit vold, der gør The Bogey Man ganske seværdig, om end langt fra en klassiker.
Filmen åbner med at to børn, et søskende par, belurer deres moders 'sexleg' med en fremmed mand. Utilfreds med børnenes opførsel, binder og knebler den fremmede, drengen til sin seng. Søsteren skærer ham fri, hvorefter knægten stikker manden, der har moderens strømpebukser over hovedet, ihjel. Herefter følger vi Lacey (Suzanna Love instruktørens kone) og Willy som voksne, hvor de bor på deres tante og onkels gård. Den gifte Laceys mareridt blomstrer dog op igen, da de modtager et brev fra deres døende moder, som efter 20 års adskillelse ønsker at se sine børn. Laceys psykiater (veteranen John Carradine) og hendes mand Jake, insisterer på at hun besøger deres barndomshjem, som fortiden er til salg, for at konfrontere fortidens dæmoner. Et spejl i soveværelset viser Lacey begivenheder fra dén nat, hvorefter hun smadrer spejlet; Jake undskylder over for de nuværende beboere hvorefter han tager spejlet og resterne med hjem. Snart er hjemmet dog på den anden ende, Willy er tydelig aggressiv og en masse uforklarlige begivenheder kulminerer i at ejerne i det gamle hus bliver dræbt af en uset overnaturlig kraft som syntes at besætte dem og oprinde fra rester af spejlet. Den lokale præst Father Reiley som tror på en meget håndgribelig ondskab er løs, tager kampen op mod ånden i glasstykkerne kun bevæbnet med sit krucifiks. Naturligvis er der ét glasstykke tilbage ved filmens slutning, hvilket forsyner filmen med den obligatoriske 'hanger'. Som symptom på den skrantende karriere, leverede Lommel i 1982 den uundgåelige sequel, med konen i hovedrollen, sig selv i den mandlige hovedrolle og i instruktørstolen. Revenge of the Boogey Man (82), består primært af et spinkelt meta-filmisk plot, hvor en kunstfilminstruktør (Lommel), må gå på kompromis med sine idealer og filme en b-film om begivenhederne i den første film. En glimrende mulighed for at genbruge utallige scener fra den første film.
Filmcoms danske udgivelse af The Bogey Man er desværre censureret. Vipcos oprindelige udgivelse røg, grundet sin børnevold og enkelte blodige sekvenser, hurtigt ind på DPPs liste. Filmen blev senere genudgivet i en klippet version af samme selskab. Eksport versionen (se efter Strong Uncut mærket) er dog komplet.

THE BURNING
USA 1981. Instruktion: Tony Maylam.
DK-video: Lejrbålet. Dist: ABCollection.
En væmmelig lille kopi og ikke helt ueffen udført imitation af slasher-klassikeren Fredag den 13. (Friday the 13th) (80), uden dog at være en særlig intelligent eller nødvendig tilføjelse til teens-in-peril sub-genren. The Burning kan prale af at have, for genren, særdeles veludførte make-up effekter af makeup og effekt-guru Tom Savini; der på trods af at have afskrevet filmen som underlødigt slam, udfører en central gruppenedslagtning med usædvanlig snilde. Uanset om Savini syntes om filmen eller ej, leverer den i hvert fald varen i form af teaterblod i spandevis og blandt dens mange sub-genre fætre og kusiner der gik fri, landede den måske på DPPs liste pga. en tand mere blodige og realistiske effekter, plus en tagline på coveret der hed "The Most Frightening of all Maniac Films".
Handlingen er stort set så interessant som man kan forvente af en slasher no-brain-exploitationer og derfor hverken videre sindsoprivende eller snedig (selvom der skulle hele fem forfatter til at samle dette opkog på genrens øvrige film). Viceværten på en lejrskole bliver voldsomt forbrændt under en drengestreg og ender på hospitalet som en 'Big Mac overdone' som en sygeplejer udtrykker det; nogle år senere udskrives han fra hospitalet og slår resolut en prostitueret ihjel (for ikke alene er han forfærdelig grim, nu er han også ekstremt morderisk fordi hun forfærdes over hans vansirede ansigt) Med hævntørst i baghovedet bevæger viceværten sig til den nærmeste lejrskole Camp Stonewater, hvor han snart begynder at slagte sig igennem sex-hungrende teenagers, der bruger historien om viceværten som lejrbålshistorie.
Er man til slasher og teen-kill, bodycount film generelt, er The Burning en glimrende og knap så atypisk tilføjelse til den efterhånden bugnende rodekasse med nordamerikanske slashers; vælg frit mellem Fredag den 13. (80), Blodig midnat (Prom Night) (80), Maskernes nat (Halloween) (78) eller mindre kendte 'perler' som Sleepaway Camp (83) og Massakren i nattoget (Terror Train) (80). Dét sagt er det naturligvis en selvfølge at man bør undgå filmen hvis b-film eller blodig exploitation ikke siger én en døjt, i hvilket tilfælde filmens ultra-voldelige scener og vel-eksekverede effekter en ellers ikke ubetydelig kvalitet man bør se bort fra. Som et kuriosum kan det nævnes at Holly Hunter har en lille birolle i filmen. The Burning er klippet af Jack Sholder der senere instruerede Alone in the Dark (82), A Nightmare on Elm Street 2: Freddy's Revenge (85) og Dødsruten (The Hidden) (87). Instruktør Maylam kastede sig senere over den underholdende, men ret hysteriske future-noir thriller Split Second (92).
The Burning skulle med lidt held eller benarbejde være til at opspore én af de danske videoudgivelser fra ABCollction udgivet under titlen Hævn - The Burning og Lejrbålet. Den engelske ucensurerede udgivelse fra Thorn EMI er stadig 'banned'. Filmen er senere udgivet fra Vipco i en klippet udgave og en "Strong Uncut" til eksport.

CANNIBAL APOCALYPSE
(Apocalisse Domani/ The Cannibals are in the Streets/ Invasion of the Flesh Hunters/ Savage Apocalypse/ The Slaughterers/ Cannibals in the City)
Italien/ Spanien 1980. Instruktion: Anthony M. Dawson (Antonio Margheriti).
Det ville ikke være fair at kalde den renommerede italienske b- og genrefilms instruktør Antonio Margheritis Cannibal Apocalypse, den bedste kannibal-basker, men i min bog står filmen som måske den mest originale pasta-splatter kannibalfilm. Ikke alene får vi en interessant storby-setting i stedet for den ofte benyttede jungle-setting vi efterhånden har fået serveret til bevidstløshed i utallige kannibal-gnaskere som f.eks. Massakren i junglens dyb (Mangiati vivi/Eaten Alive) (80), Kannibalmassakren (Cannibal Holocaust) (79), Mondo Cannibale (Il Paese del sesso selvaggio/Deep River Savages/Man from Deep River) (73), Cannibal Ferox (Make Them Die Slowly) (81), m.fl., filmen leverer også et interessant genremix der kombinerer kriminalfilm, krigsfilm, splatter og.... hold fast.. sociokulturel kritik. Desuden leverer skuespillere som John Saxon og John Morghen nogen af genrens bedste skuespillerpræstationer og nuancerede, om end karrikerede, persontegninger.
Under en undsætningsmission i Vietnam, bliver delingens kommandør Hopper (Saxon) bidt af menig Thompsen, der sammen med sergent Charlie Bukowski (!) (Morghen), efter at være udsultet i et fangehul, er forfalden til kannibalisme. Omtrend et årti senere, ulmer kannibalismen i både Morgen, der netop har lagt sin terapi på veteranhjemmet bag sig og hans kommandør - "What I don't understand is how is a social phenomenon such as cannibalism can become a contagious disease. By some sort of biological mutation due to psychic alteration." lyder svaret i en af filmens dialoger. Charlie går, efter at have set en krigsfilm i en lokal biograf, hvor han guffer løs på en kvindes hals, amok og barrikaderer sig med en shotgun i et supermarked, mod politi, Hells Angels bikers, mens han 'snacker' på en sikkerhedsvagt. Hopper ankommer og overtaler Charlie til at overgive sig, hvorefter han lader sig undersøge for de samme symptomer som Charlie tilsyneladende besidder. Der går dog ikke længe før kannibal-smitten, breder sig som en anden zombie-epidemi. Kannibalerne flygter fra hospitalet, ledet af Hopper, der fører dem ned i kloakken hvorfra de håber på at undslippe byen.
Svag på logik, men fyldt med dynamisk kameraarbejde og underholdende situationer, er Cannibal Apocalypse en af de mere vellykkede indslag i kannibalfilm-trenden der (heldigvis?) var ovre stort set før den var født. De fleste af genrens film fra denne periode kopierer i en eller anden grad Deodatos Cannibal Holocaust (79) eller Mondo Cannibale (73) - Cannibal Apocalypse udemærker sig i høj grad ved at gå mod strømmen, med dennes genopdagelse af vampyr- og zombiemytologien. Og som i genrens øvrige film slipper vi ikke for blodige optrin, som ben-afsavning, øjeudrivning, tarmeksplosion vha. shotgun osv. Så de mere blodtørstige går altså heller ikke galt i byen, selv om instruktør Margheriti påstår at de blodige optrin var producenternes krav. "My initial intention was to make a film which carried a sociological, anti-war message; I wasn't aiming at making a "splatter" at all, but, in the end the producers, who wanted to copy the trend launched by Romero's Dawn of the Dead, had the last word." fortæller han i interview med Luca M. Palmerini og Gaetano Mistretta i bogen Spaghetti Nightmares (Fantasma Books, 1996). Pivskid.
Filmen er p.t. ikke genudgivet i England. Den oprindelige udgivelse fra Replay Video er ucensureret, men altså også svine sjælden. Pas på, bootlegs af filmen florerer også i en censureret version der mangler alt det sjove.

NIGHT OF THE DEMON
USA 1980. Instruktion: James C. Wasson.
Bag det noget utiltalende omslag til James C. Wassons Night of the Demon, skjuler sig en ganske underholdende, om end ikke særlig kompetent iscenesat low-budget horror-stinker, der udelukkende 'holder i længden', i kraft af, sjetterangs-skuespil, grinagtige splattersekvenser (som Mo Hart i L.A. Horror Express på coveret af Vipcos re-release citeres for at have kaldt "A poignant horror flic with lashings of luvly gore - a must") og utilsigtet humoristisk dialog; hvorfor den forstår at underholde, med mindre man er en gennem alvorlig horror-puritaner, og opretholde interessen med dejligt smattede no-budget optrin og 'poor white trash - outback' setting der altid tager kegler hos undertegnede. Filmens besynderlige skift mellem rural-gothic, slasher og den 'klassiske' monster-genre er bestemt ikke særlig vellykket og filmen ryger da også på røven i forsøget på at sætte sig på flere stole samtidig. Den grinagtige klimaks som hovedsagelig foregår i slowmotion (som om filmen ikke var træg nok i forvejen) ér dog en af low-budget horror-genrens mest uforglemmelige slutninger, om end af de forkerte årsager (man glemmer ikke hysterisk eftersynkronisering og ekstremt overspil - i slow mo - sådan lige med det samme). At Eduardo Sanchez og Daniel Myrick, mændene bag den succesfulde The Blair Witch Project (99), og Stefan Avalos og Lance Weiler, ditto bag The Last Broadcast (99), har set filmen mere end én gang er der vist ingen tvivl om - med begges fortælling om en gruppe studerende (som tilhører den identitetsløse grå majoritet) der med telt og entusiasme, drager ud for at opsøge en myte og ender med at blive offer for (del af) den myte de jager.
Night of the Demon, ikke at forveksle med Tourneurs sublime Curse/Night of the Demon (57), åbner med antropologi professor Nugent på hospitalet omgivet af hård highkey belysning og dårlig framing. Han beretter herefter sin historie, som vi får fortalt via flashbacks, med sit sygeleje som ramme. En ung pige hvis fader blev dræbt af et 'sasquatch' monster, fortæller til Nugents studerende om lign episoder og vi ser en grim 8mm stumfilm (som bemærkelsesværdigt nok indeholder lyd da monsteret dukker op) hvor en familie på picnic forsvinder sporløst. De ivrige studerende drager herefter ud for at fanger beviser for monsterets eksistens og interviewe de lokale. Da de hører om en lokal kvinde 'Crazy Wanda' som skulle have født et forfærdeligt monster (hvilket peger mod virkelighedens 'Jersey Devil' - udgangspunkt for The Last Broadcast (99)) og opdager at de lokale afholder rituelle voldtægter (til ære for 'Morloch') i skovene fornemmer de at noget er i gære. Beviserne for monsterets eksistens bliver snart foruroligende håndgribelige, da det går op for dem at noget stort, behåret og blodtørstigt ånder dem i nakken. Filmen afrundes da studenterne barrikaderer sig mod monsteret i Wandas hytte. Bæstet bryder ind og flænser sig gennem flokken én efter én. Kun Nugent overlever og grundet manglende bevismateriale konkluderer myndighederne at han er skør og selv dræbte sine studerende.
Night of the Demon er i perioder ret stillestående, men vågner glimtvis op, når vi gennem flashbacks i flashbacks får fortalt en række blodige begivenheder relateret til monsterets hærgen. F.eks. får en motorcyklist, der skal forrette sin nødtørft i vejkanten flået svaberen af, men filmen gemmer det bedste til sidst da vores favorit sasquatch i slowmotion, og på bedste grand guignol manér, slagter sig vej gennem teenagerne. En af dem får sågar pisk med en andens indvolde, mens Nugent får forbrændt ansigtet i et lille nik til Mario Bava.
Den oprindelige uklippede udgivelse fra engelske IFS (Iver Film Services) endte på DPPs liste og er stadig 'banned'. Vipco udgav senere filmen klippet og i en ucensureret eksport version (Strong Uncut).

ABSURD
(Rosso Sangue/ Horrible/ Anthropophagous 2)
Italien 1981. Instruktion: Peter Newton (Aristide Massaccesi).
Som en ussel, og ikke meget bedre end sit forbillede, fortsættelse til Massaccesis uventede splatter-hit The Grim Reaper (Anthropophagous) (80), leverer Absurd varen i form af et par memorable mord, og glimrende hjernedød underholdning for syge hjerner, kørt i stilling af italiens Sultans of Sleaze makker-par nr. 1: Montefiori og Massaccesi. Det ville være absurd at kalde øhh... Absurd en god film, dertil er den ganske enkelt for stagnerende, sjusket og uoriginal. Særlig filmens sidste halvdel, minder mest om et lunkent Maskernes nat (Halloween) (77) rip-off der er gået i stå, og som om dét ikke var slemt nok, toppes filmen af med en klodset og grinagtig klimaks, hvor en forkrøblet pige jages af det blinde monster rundt i et hus - temmelig slapstickagtigt og temmelig ufrivilligt morsomt. Situationen rundes af, da en græske præst, som tidligere sammen med filmens politifolk, af uvisse grunde er skrevet ud af historien, dukker op som en slags deux ex machina, for at sætte tingene på plads. Græsk præst? spørger et forundret publikum, der er bekendt med den berømte, men ikke meget bedre første del: Anthropophagous (80). Ingen grund til panik, der er naturligvis en forklaring på sagerne, som naturligvis passer sig glimrende til en low-budget spaghetti splatter af denne kaliber. Den skibbrudne kannibal (Montefiori) fra det græske øhav fra første del, droppede nemlig sin menneskelighed da han valgte at blive kannibal - hvilket betyder at han nu, under indflydelse af ondskaben, regenererer sit væv proportionalt med hvor meget menneskekød han indtager. Nu er han nået til USA, med den græske præst og politiets idioter i hælene der skal opsøge og nedkæmpe 'det onde'. Handlingen er henlagt til en lille amerikansk by hvor vor græske menneskeæder, efter et kort hospitalsophold, opsøger en familie han terroriserer, myrder barnepigen hos o.s.v. indtil en handlekraftig syg pige kør kort proces og halshugger galningen. Mere ér der sådan set ikke i den sag. Og desværre for filmen får Montefiori og Massaccesi skudt alt deres krudt af i den første 1/3 af filmen, hvorefter den går død, på nær et par opkvikkende mord. Man må dog give dem at de forstår at eksekvere eksplicit vold, og særlig to scener tidligt i filmen, hvor henholdsvis en sygeplejerske bliver gennemboret fra tinding til tinding med et kirurgisk instrument og en vicevært får en båndsav presset ned i kraniet, slår højt på splatter-barometeret. Argento protegé Michele Soavi har desuden en lille birolle som en hjælpsom motorcyklist der dræbes af den kannibalistiske græker, da familiefaderen, i påvirket tilstand, kører kannibalen over og stikker af fra gerningsstedet.
Den oprindelige engelske udgivelse fra Medusa, røg hurtigt ind på DPPs liste og er p.t. stadig forbudt i England.

THE BEYOND
(L'Aldila/ E tu vivra nel terrore! L'Aldila/ ...And You Will Live in Terror! The Beyond/ Seven Doors of Death)
Italien 1981. Instruktion: Lucio Fulci.
DK-video: Woodoo - Rædslernes hotel. Dist: Spectrum.
Med The Beyond beviser Fulci endegyldigt at han er kongen af italiensk turbo-gore. Ikke alene er filmen én af hans mest vellykkede, men også én af hans mest voldelige. I højere grad end i Fulcis øvrige film fra denne periode (måske med undtagelse af Paura nella città dei morti viventi (City of the Living Dead) (80)) dropper instruktøren lineær logik og kontinuitet, til fordel for effektiv intens trykkoger stemning (filmen er optaget i New Orleans) og overdrevne 'in-your-face splatter-sekvenser. Men hvor Paura nella... halter og løber tør for luft halvvejs igennem fordi den insisterer på at proppe for mange (tossede?) idéer ind i filmen, er The Beyond en usædvanlig konsistent og helstøbt oplevelse. Den vil naturligvis ikke falde i alles smag, med sin til tider noget uklare storyline, men på den anden side, er Fulci tydeligvis heller ikke ude i det ærinde at fortælle en god historie, men er ude for at kaste suppe-tyk atmosfære og chok voldssekvenser i ansigtet på tilskueren. Fulci siger selv om filmen: "...it's a plotless (skulle nok være storyless) film, there's no logic to it, just a succession of images". Vores venner Salvati og De Rossi/Natali står igen for henholdsvis den flotte fotografering og de imponerende make-up effekter. Fabio Frizzis score er også nævneværdigt. Igen stjæler Lucio Fulci, Giorgio Mauriuzzo og Dardano Sacchettis manuskript fra adskillige film (især The Sentinel (76) som dog i enhver henseende er en ringere film) og forfattere, men denne film fremstår dog ikke bare som Fulcis egen friske sammenpiskning af andres idéer - den er ganske enkelt et unikt og enestående værk.
Filmen udspilles omkring et skummelt hotel i New Orleans og hvad Fulci har presset ud af den by rent stemningsmæssigt fortjener ganske enkelt et kapitel i italiensk horror-historie, for sig selv. Catriona MacColl ankommer til hotellet som vi fra præ-credit sekvensen ved, i 20erne var beboet af den gale kunstner/magiker Sweik som holdt den ene af helvedes syv porte lukket, porten som huset altså er bygget på. Zweik blev i sin tid, ser vi i et flashback, korsfæstet af lokale bønder, pisker til blods med kæder og overhældt med syre. Og det er blot inden for de første fem minutter, kære venner - porten til helvede er åben og snart bryder et sandt inferno (hmm... endnu en af Darios film som har inspireret Fulci) af væmmelige voldsekvenser ud i og omkring hotellet. Catriona løber ind i en venlige læge (David Warbeck) som hjælper hende løse mysteriet om hotellet og de zombier som pludselig dukker op allevegne. De får også hjælp af den blinde Emily som nu syntes at være portens vogter. Desværre, for under indflydelse af Zweik flår hendes førerhund, struben og øret af hende - i slowmotion (igen et lille nik til landsmand Dario, denne gang Suspiria (76)). Andre highlights inkluderer syre som hældes over et ansigt, et barn (italo-horror tøsen Nicoletta Elmi) som får skudt halvdelen af hovedet af, øjeudrivninger og det er naturligvis blot brøkdelen af de blodsudgydelser, som finder sted i Fulcis veritable lemlæstelses-marathon.
Den danske udgivelse fra Spectrum er halvt letterboxed og uklippet, men urimelig svær at få fat i. Den oprindelige engelske udgivelse fra Vampix røg hurtigt på DPPs "nasty" liste og forsvandt herefter fra hylderne. Filmen blev senere genudgivet af Elephant Video (censureret) og på Vipcos "Cult Classic" label (censureret) - hvor den ligesom de øvrige Fulci "nasties" også er ude som "Strong Uncut Version" til eksport. DVD udgivelserne fra Hollandske EC Entertainment og amerikanske Anchor Bay (i fuld letterbox) er begge komplette. Den hollandske fra Video for Pleasure er også letterboxed, komplet og har det fedeste cover af dem alle.

BLOODY MOON
(Collegialas violadas/ Profonde tenebre/ Die Saege des Todes)
Spanien/ Vest Tyskland 1981. Instruktion: Jesus Franco.
DK-video: Sexmord på pigeskolen. Dist: Polygram.
Det er nærmest utænkeligt at forestille sig en cineastisk trend, uden at den spanske sleaze og (s)exploitation konge Jesus Franco er med på vognen. Slasher, bodycount eller teen-kill genren som den hedder blandt venner, er heller ingen undtagelse fra regelen og Francos bidrag er den lille usle, men underholdende, tysk producerede Bloody Moon. Med mere end 150 film i bagagen, ved sleaze-gnomen hvordan en ægte low-budget choker skal skæres, for om end de fleste af hans film (af dem jeg hár set - nu kan jeg heldigvis ikke prale af at have set alle mandens film) kan arkiveres under underlødigt, slimet, men underholdende bras, hár den fedtede spanioler faktisk lavet en håndfuld virkelige seværdige film. Bloody Moon falder ikke under denne kategori, selv om den har sine øjeblikke af dement lavpandet underholdning. Så at vælge filmen til en video aften med drengene/pigerne [Yeah!..... That'll be the day! -Ovesen], cola, popcorn og grine-anfald er ikke helt ved siden af, da filmen er knap så sleazy som de fleste af instruktørens film og handlingsmæssig ret ordinær.
Med afsæt i et sløvt 'grådig-arving-søger-slanterne' plot - med diverse thriller finter og afledningsmanøvrer smidt ind for at skjule morderens identitet, mest nævneværdigt en vansiret incestuøs afviger og spandevis af latterlige 'falske' chok, trækker Franco os gennem diverse familie intriger omkring en formue og søskende parret Miguel og Manuela, parallelt fortalt med nedslagtning af en gruppe piger på en spansk pigeskole. Med stort set lige så meget mimik som en mannequindukke med en halv peperoni pizza i ansigtet, frikadelle-skuespiller Alexander Waechter sig gennem en utaknemmelig 'du er psykopat og så alligevel ikke' rolle. Den forræderiske søster har naturligvis kun interesse i den vansirede Miguel så hun kan 'frame' ham i filmens klimaks. Intet nyt under solen her, men hvad Bloody Moon dog kán levere, er særlig smattede special-effects i den snot-billige, misogyne ende af skalaen. Filmen åbner med en brutal stabbing, indledt med maskeret POV shot, planket fra Maskernes nat (Halloween) (78), hvor en kvinde bliver dolket i maven (i herligt closeup) med en saks. Gerningsmanden Miguel løslades fra kolbøttefabrikken fem år senere sund og rask, bortset fra at han ikke må udsættes for stress og referencer til mordet, fortæller instruktøren i en cameo som læge. Hvis publikum endnu ikke har fanget at Miguel er den oplagte gerningsmand, viser Franco ham konstant lurende på skolens unge piger, der naturligvis har mere travlt med diskodans og sex end lektier. Og snart går slagterierne løs igen. Én pige stikkes ned bagfra med en kniv som trænger ud gennem hendes brystvorte (!), men rosinen i (blod)pølse enden, er den hylende grinagtige og ekstremt eksplicitte scene hvor en pige, som en del af et seksuelt forspil - "I told you I was game for anything" kædes fast til en stenblok og får hovedet savet af med en rundsavsklinge. Kort efter eksekverer Miguel sin hævn på søster og elsker med en elektrisk hækkesaks. Jo, den spanske sleazer kan også levere slasher varen når det gælder. Og så er det iøvrigt ikke kun italienerne der kan lave vaskeægte dyre-snuff mondofilm - i Bloody Moon, leverer Franco en autentisk slange-hovedafklipning, eksekveret kun for kameraets og publikums skyld.
Den danske udgivelse af Bloody Moon, som har fået den charmerende titel Sexmord på pigeskolen (husk at chokere din lokale videoforhandler ved at spørge efter dén titel, plus Voldtaget af skovmænd (Sunburst) (74) og Blodig voldtægt (Fulcis The New York Ripper) (82) samtidig), er ikke alene uncut, lettere boxed, og skulle stadig også være til at opdrive. Den oprindelige engelske udgivelse fra Interlight røg naturligvis ind på DPPs liste. Filmen blev senere udgivet af Vipco i en censureret version.

CANNIBAL FEROX
(Make Them Die Slowly/ Woman from Deep River)
Italien 1981. Instruktion: Umberto Lenzi.
I Absurds kannibal-film artikel (#3 af Kenneth Eriksen) beskrives Umberto Lenzis trashede kannibal-stinker som "italiensk 'trash cinema' når det er værst!" en holdning jeg fuldt ud kan tilslutte mig. For ikke alene er Cannibal Ferox udynamisk iscenesat (overraskende nok da Lenzi for italo-freaks nærmest er inbegrebet af action), den forfalder til totalt unødvendige 'ægte' dyredrabs-scener som er nærmest obligatoriske for genren, den sætter fokus på ekstrem lidelse og tortur (filmens amerikanske titel Make Them Die Slowly giver pludselig mening) og med en spinkel undskyldning af en handling som ramme om affæren - er der intet andet end dyre-snuff og ekstreme gore effekter, eksekveret af Giannetto de Rossi, til at holde publikums opmærksomhed fanget. Skammeligt.
Handlingen er en form for fattigmands rip-off af Cannibal Holocaust (79). En gruppe 'videnskabsfolk' - en antropolog, hendes eventyrer og fotograf broder og en dum blondine (?), ankommer til Amazonas junglen for at skaffe beviser for "The mythical lie of cannibal ferox (vildskab, løssluppenhed)". Men stik mod deres forventninger løber de snart ind i en flok sultne kannibaler og psykopat/pusher Mike (spillet af den altid seværdige John Morghen) der er på flugt fra Mafiaen efter at have rippet dem for 100.000 dollars. Men nu har han opildnet stammen til kannibalisme (godt de har redskaberne til tortur og lign. klar hvis de nu skulle gå hen og degenerere til kannibaler) gennem flere bestialske mord, i et forsøg på at presse oplysninger om de ædelstene han tror er i området. Mikes partner Joe er slemt såret så 'videnskabsfolkene' beslutter at blive i stammens landsby ind til han her det bedre, vel vidende at de glubske kannibaler der er ude at lede efter Mike og Joe vil vende tilbage før eller senere (?!). Og ganske rigtig kannibalerne vender tilbage, tager gruppen tilfange, kastrerer Mike med en machete og den nu døde Joes lig skæres op og hans indvolde fortæres. Antropologens broder bliver angrebet af uinteresserede piratfisk og bliver dræbt under flugtforsøg. Blondinen får en seriøs bryst-piercing, med to jernkroge og psycho-Mike, der stadig har lidt krudt i sig, får kappet hånden af under et flugtforsøg, hvorefter han får skåret toppen af hovedet, i en dertil indrettet anordning som enhver god kannibal har lige ved hånden og fortæret hjernen. Nam nam. I mellemtiden i New York spiller Frelsens hær på gaden og en arrig politidetektiv (kannibalfilm favorit Robert Kerman) leder efter Mike via hans søster, som stikker af til Amazonas og tilfældigvis finder den afkræftede antropolog krybende i mudderet ved en flodbred. Antropologen vender tilbage til New York og modtager ros for sin doktorafhandling, der konkluderer at kannibalisme ikke eksisterer. Iøvrigt krydsklippes der ivrigt til forskellige former for dyredrab og tortur der tilsyneladende finder sted uanset hvor folk så en kigger hen. Cannibal Ferox kan desuden prale af et fuldstændigt ulideligt synth score der gnaver sig længere ind til benet end kannibalerne. Og som et kuriosum kan det nævnes at den amerikanske udgivelse af filmen proklamerede at filmen var 'forbudt i 31 lande' som dog blev overgået af Eaten Alive (af samme instruktør) der ar 'forbudt' i ikke mindre end 38.
Filmen er iøvrigt ikke Lenzis første ekskursion ind i kannibal-territoriet. Han kickstartede selv sub-genren med den noget bedre Deep River Savages (Mondo Cannibale/ Mannen som kom opad floden/ The Man From Deep River/ Il Paese del sesso selvaggio) (72) og Massakren i junglens dyb (Eaten Alive/ Mangiati Vivi) (80) (som genbrugte scener fra Deep River Savages og Deodatos Last Cannibal World (Ultimo Mondo Cannibale) (76).
Selv om der ikke er meget godt at sige om denne depraverede lille svinestreg af en film, er det fristende bare at læne sig tilbage nyde skidtet for hvad det er og drømme sig tilbage til de gode gamle blodige italienske splatterdage. Og det gør jeg så. De to versioner fra Replay endte hurtigt på DPPs liste og er 'banned' både i den klippede og uklippede version. Den Irske udgivelse på Parc Videos Cosa Nostra label er letterboxed og ucensureret.

FUNHOUSE
USA 1981. Instruktion: Tobe Hooper.
DK-video: Rædselshuset. Dist: CIC/ Esselte.
Det har sjældent været en hemmelighed at Tobe Hooper, som debuterede med én af genrens bedste film: Motorsavsmassakren (The Texas Chainsaw Massacre) (74), har haft svært ved at håndtere større budgetter, som tilsyneladende kvæler mandens kreative energi. Dét sagt så hører både Death Trap (især), som også optræder på DPPs liste, og Funhouse til blandt instruktørens bedre film, uden dog nogensinde at nå 'Saven' til sokkeholderne.
Funhouses største problem er at filmen i vid udstrækning er gennemsyret af en rædsom konservativ seksualmoral der var gældende for mange af periodens teen-slashers (f.eks. Halloween (78) og Fredag den 13. (80)). Men i denne film er den post-coitale dødsregel særlig udtalt og filmens monster kan da også læses som det deforme og afstraffende afkom af en uanstændig seksualakt. Tidligt i filmen drilles den jomfruelige Amy (glimrende spillet af Elizabeth Berridge) for sin dyd, hvorefter en forstokket gammel dame dukker op og bekendtgør at "God is watching". På trods af filmens konservative seksualmoral og unuancerede plot, hvilket tildels kan tilskrives Larry Blocks manuskript, lykkedes det Hooper at stable en ret skræmmende og til tider ganske stemningsmættet film på benene. Funhouse benytter et omrejsende tivoli (med nærmest indbygget uhygge) som ramme om sin nærmest fornærmende banale handling. To unge par og hovedpersonens yngre broder, som følger efter på afstand, beslutter sig for at overnatte i tivoliets funhouse - altså 'spøgelsestog', og bliver ufrivilligt vidner til hvordan en prostitueret sandsigerske bliver myrdet af en deform hjælper; effekter af Rick Baker. Da de opdages af deformiteten og dennes fader, må de kæmpe for deres liv, mens de én efter én må lide en grusom død, naturligvis bortset fra jomfruen der konfronterer og overlever monsteret, inden hun kan vandre derfra og leve et lang lykkeligt og normalt liv i suburbia.
Bryder man sig i forvejen ikke om Hoopers film, vil Funhouses jævne tandløshed ikke ændre stort på dette. For bortset fra en pæn portion atmosfære er filmen visuelt temmelig tam og uden de store handlingsmæssige overraskelser, særlig på make-up siden der ud over Rick Bakers fine monster ikke har meget at byde på. Funhouse er givetvis tænkt som en morbid hyldest til Universals gamle monster-klassikere, men den simple handling og de én-dimensionale hovedroller hjælper absolut ikke på engagement fra et uindviet publikums side, hvorfor Funhouse i høj grad virker som en film, hvor man skal kende 'regelerne' før man får noget ud af spøgen. Kender man derimod Hoopers film og ved hvad man kan forvente, ér Funhouse bestemt glimrende tidsfordriv og en delvist seværdig film, der desværre mangler dybde, nuancer og den klaustrofobiske ubønhørlige terror og skarpe vanvid som gjorde instruktørens debut så exceptionel god. Uanset hvad grunden er, skød Hooper endnu engang skylden på produktionsselskabet og den postproduktion han knap var involveret i.
Da filmen stort set ikke indeholder nogen ekstremt eksplicitte voldsscener eller sex, kan man undre sig lidt over at den endte på DPPs liste. Måske det surrealistiske omslag med en øksebevæbnet 'Jack in the Box' var mere end de engelske censurmyndigheder kunne klare? Filmen blev senere re-released fra CIC video i England med et '18' BBFC certifikat. Den danske x-lejekassette Rædselshuset fra Esselte skulle, med lidt held, stadig være til at opdrive.

HOUSE BY THE CEMETERY
(Quella villa accanto al cimitero)
Italien 1981. Instruktion: Lucio Fulci.

DK-video: Slagtehuset ved kirkegården. Dist: Panorama.
Bedstefar Fulcis knap så berygtede 'video nasty' og en lille perle blandt italienske exploitationfilm. Vinder ved gensyn, via en insisterende skummel stemning og et par ekstremt veludførte gore-sekvenser. Som enhver god italiensk exploitation film bør, stjæler House by the Cemetery flittigt fra samtidens filmsucceser, i dette tilfælde Kubricks Ondskabens Hotel (The Shining) (80), Tegnet (The Omen) (78) og Jorge Graus No profanar el sueno de los muertos (The Living Dead at Manchester Morgue) (74). Igen lykkedes det dog Fulci at vende bøtten og få noget helt originalt ud af sit materiale. Filmens stemningsfulde fotografering kan igen tilskrives Sergio Salvati og effekterne Giannetto de Rossi/ Maurizio Trani.
Et ægtepar (Fulci regular Catriona MacColl og Paolo Malco) og deres søn Bob (en frygtelig synkroniseret Giovanni Frezza), flytter ind i et landligt beliggende hus som hjemsøges af den udøde Dr. Freudstein, der holder sig evig ung (?!) via organer og kropsdele fra husets beboere og andre donorer som tilfældigvis kigger forbi. Malco tager fat hvor en Dr. Peterson, der var en smule fór engageret i sin research i selvmord, slap. For sent går det op for familien at Dr. Freudstein har udset sig dem som ofre.
Det kræver sin hårdføre videonarkoman at følge filmens komplicerede plot om tid/sted forskydning og alternative virkeligheder, som først syntes fragmentarisk og rodet, men som ved nærmere gennemsyn, faktisk er gennemtænkt og meningsfyldt. Filmen sparer heller ikke på kropsvæskerne; Bobs barnepige får hovedet skåret af i en af italiensk gyserfilms grusomste scener, Et ungt par lemlæstes, Malco får revet struben ud, en ejendomsmægler bliver gennemboret, langsomt og sadistisk med en ildrager og Dr. Freudstein pumper masser af maddiker ud af et åbent sår i maven. Filmens tone smager af spaghetti-splatter blandet med Henry James' The Turn of the Screw, H.P. Lovecraft og Mary Shelly. Bizart og seværdigt.
Den danske udgivelse fra Panorama er, foruden at være urimelig sjælden og ucensureret, maskeret så man stort set intet får ud af Salvatis velkomponerede billeder og cinemascope fotografering. Filmen var oprindeligt ude i England fra Vampix. Efter af være forbudt blev den genudgivet af Elephant Video og Vipco (Cult Classic label) med censurklip. Eksport versionen fra Vipco, med det påklistrede label "Strong Uncut Version" er komplet. Hollandske EC Entertainments DVD og VHS release er komplet og i filmens oprindelige ratio.

NIGHTMARE MAKER
(Butcher Baker, Nightmare Maker/ Thrilled to Death/ Momma's Boy/ Night Warning)
USA 1981. Instruktion: William Asher.

Midt i bølgen af post-Halloween og Fredag den 13. slasher-teen-bodycount-gysere dukker denne forfriskende lille fordrejede og spændstige gyser sag op. Med rigeligt af lån fra genrens succeser, som Hitchcocks Psycho (60), De Palmas glittede Carrie (76) og de ovennævnte titler, fungerer denne psykologiske gyser fint i kraft af Ashers noget rutineprægede, men ganske kompetente iscenesættelse af det gammelkendte 'overbeskyttende-mor' tema. Taget i betragtning at filmen i en periode figurerede på DPPs liste, er den temmelig ublodig, og de få ømtålige punkter der var, kunne være fjernet med saksen. Under alle omstændigheder vil den svært skuffe splatter-fans der ser DPP listen som en garanti for seriøst voldelige film. Filmens dead-pan tilgang til emnet resulterer dog i et par dejligt kyniske og krybende uhyggelige scener, som løfter filmen ud af det kedelige håndværk den også kan ses som. Kedelig kan man dog ikke kalde Susan Tyrells udsøgt, ondskabsfulde, overspillede og herlig udlægning af haus-frau-psykopaten Aunt Cheryl. Tyrells præstation bærer filmen og skifter konstant gear mellem foruroligende troværdigt, vildt overspillede vredesudbrud - der efter min mening er en smule for realistiske til at det er rart. Men instruktør Asher (der har over 100 afsnit til I Love Lucy tv-serien og en række bikini party film på bagen) er ingenlunde en Carpenter, Cunningham eller De Palma og havde det ikke været for Tyrells præstation, var filmen givetvis næste lige så hurtigt glemt som den var set. Det er også et problem at filmens afdæmpede realistiske tone, mærkværdige homofobiske subplot aldrig effektivt mødes med Tyrells altdominerende, men effektive, overspil.
Filmens handling udspilles, ligesom Carrie (76), omkring en overbeskyttende puritansk forælder, i dette tilfælde en plejemor med 'ødipale' og incestuøse tilbøjeligheder, til senior-high eleven Billy (Jimmy McNichol) hvis forældre blev dræbt 14 år tidligere i et uhyggeligt eksekveret biluheld. Cheryl forsøger at forføre tv-reparatøren, hvilket resulterer at hun stikker ham ned og kommer med en falsk voldtægts-anklage. en smart betjent lugter lunten, men grundet umotiveret homofobi sætter han forbindelse mellem Billys sportstræner og tv-reparatøren som havde en affære (!?). Sådan kan det jo gå i en small-town by hvor alle kender alle, men er det så ikke underligt at Cheryl ikke vidste at fyren var homoseksuel? Nå, det går lystigt videre og situationen tilspidses da en politidetektiv mistænker Cheryl for at have myrdet Billys forældre. Nu kører en holdningskrig i politiet parallelt med Billys forsøg på at vinde basketball turneringen og derved et stipendium til universitetet og væk fra Cheryl. Tingene er dog allerede ude af kontrol og Cheryl beslutter sig for at holde Billy hjemme uanset om det betyder at hun må myrde alle der blander sig, eller at Billy skal holdes bedøvet på sit værelse - i værste fald syltes og puttes på glas som hendes ekskæreste i kælderen. Som et kuriosum kan det nævnes at Bill Paxton har en lille, præ-stardom, birolle som den lokale bølle.
Filmen var originalt ude på fra den britiske Atlantis label, røg ind på DPPs liste, men blev senere droppet fra listen da Atlantis var gået falit. Film View Video i 87 søgte om en certificering (under titlen The Evil Protegé) blev filmen nægtet (!) et certifikat fra BBFC, hvorfor filmen effektivt, og fuldstændig urimeligt, stadig er 'banned'. Var anti-homo og incest elementerne mon stadig for meget for stakkels BBFC?

NIGHTMARES IN A DAMAGED BRAIN
(Nightmare/ Dark Games)
USA 1981. Instruktion: Romano Scavolini.
"Seks kedsommelige dage i en psykopats liv", havde ikke været en helt urimelig titel til Scavolinis berygtede og groft overvurderede exploitation psycho-slasher Nightmares in a Damaged Brain, havde en dansk release af filmen overhovedet eksisteret. Det gør den nu heldigvis ikke, for ikke alene er Scavolini en arrogant og selvsmagende bitter mand der har grinagtigt høje tanker om sig selv og sine få film, og langer verbalt ud efter stort set alle andre horror instruktører (interview i Luca M. Palmerini & Gaetano Mistrettas bog Spaghetti Nightmares); Nightmares in a Damaged Brain ér ganske enkelt ikke nogen særlig god film. Scavolini går i samme interview så langt som til at kalde filmen "One of Americas biggest cult movies", hvilket naturligvis ikke afslører at stort set alle filmens idéer er stjålet fra Carpenters Maskernes nat (Halloween) (78), Lommels The Bogey Man (81) og snigere som En morder i dit hus (Black Christmas) (74) og Dæmonen (The Demon) (79). I den tekniske afdeling ser det ikke just bedre ud, ligesom filmens skuespil placerer sig jævnt under det middelmådige. Filmen har dog, og det er primært har den har fået sit ry, et par særdeles effektivt eksekverede effekter, hvor særlig dobbeltmordet der kombinerer kinky-sex-halshugning og hovedkløvning med økse, i filmens slutning - skiller sig ud i sin virtuose blodighed. Der hersker iøvrigt stor tvivl om hvor vidt disse effekter er udført af effekt-maestro Tom Savini, som bad om at få sit navn fjernet fra filmens amerikanske pr. materiale. Scavolini hævder at Savini superviserede effekterne, men krævede sit navn fjernet af hensyn til filmens egentlige effektmand Lester Lorraine. Uanset hvem der står bag effekterne ér de ganske imponerende for en low-budget trashfilm.
Handlingen udspilles over seks dage og gennem en serie flashbacks og drømme/hallucinations sekvenser, udført med hvad man bedst kan kalde en negativ spændingskurve. Filmen er ganske enkelt slapt klippet og handlings repeterende, grænsende til det hypnotisk søvndyssende. George, en galning som sidder indespærret for 'sexual mutilation' og 'murder of a Brooklyn family', løslades under overvågning af skumle regeringsfolk der har pumpet manden fuld af hallucinogener. Det påstås at manden er 'rask' på trods af skizofreni, vanvittige mareridt og voldsomme hallucinationer. I mellemtiden i Florida udfører en uvoren knægt, CJ Temper, en række makabre drengestreger på familien og babysitteren. Efter et kort ophold i en peepshow pornobiograf, begiver George sig af sted mod Florida og erhverver sig undervejs en ny bil af en kvinde han undskyldende dræber. George trænger ind i familien Tempers hus, men opdages af CJ som ingen vil tro på, taget hans generelle uvornhed i betragtning. En ven og babysitteren må lade livet inden det lykkedes CJ at gøre kål på galningen som han gennemhuller med forældrenes revolver, hvorefter indtrængeren afsløres som drengens fader (?!). Scavolini filmede efter sigende seks forskellige slutninger, med hver deres forklaring på gale Georges forhold til familien.
Efter filmens engelske reklamekampagne, hvor publikum skulle gætte vægten af en plastichjerne i et glas - "Guess the weight of the real human brain in a jar" - (til bio-promoveringen, en 60 sekunder klippet dobbeltforestilling med Alfred Soles Hellig Terror (Alice, Sweet Alice) (76), fulgte brækpose med hver billet, advarselstavler og ambulancefolk), røg World of Video 2000s release hurtigt ind på DPPs 'banned' liste. Filmen rygte blev også blæst ud af proportioner da den engelske distributør Hamilton Grant, modtog fængselsstraf for at have distribueret filmen. Den er naturligvis stadig forbudt på den anden side af kanalen. Den hollandske release fra Video for Pleasure er uncut og i fullframe.

POSSESSION
Frankrig/ Vest tyskland 1981. Instruktion: Andrzej Zulawski.
Den tidligere østblok instruktør Andrzej Zulawskis besynderlige og kontroversielle Possession er art-house cinema med sømmet i bund - hvilket betyder at den ene halvdel af Uncuts læsere vil hade filmen af et godt hjerte. Fair nok, filmen er til tider ekstremt hysterisk, overspillet, højtråbende og prætentiøs, men er samtidig en knugende klaustrofobisk oplevelse, en elegant, fascette-rig og fascinerende fortælling der arbejder fra et smuldrende ægteskabs mikrokosmos (kaos) til et præ-Glasnost-billede på forholdet mellem øst og vest. Samtidig har den mere stof til eftertanke og intellektuel pondus end 90% af de film som lander på Uncuts sider, hvorfor det på et eller andet niveau er nødvendigt at have respekt omkring filmen, uanset om man betragter den som fortænkt bras eller genial. Possession ér en komplet unik oplevelse, ulig nogen anden film jeg kan komme i tanke om og i høj grad et produkt af dens tid og instruktørens angst omkring forholdet mellem øst og vest i 80erne. Hvorfor den måske også er mere en personlig film end den umiddelbart syntes at være.
Filmens fragmenterede dialog, krukkede tilbøjeligheder og konstante brug af dualistiske tematikker og allegoriske parallelforløb, kan unægtelig være svær at følge, hvorfor Possession kræver sin seers fulde opmærksomhed og først afslører sine komplekse lag ved andet og tredje gennemsyn (i hvert fald for undertegnede), som filmen nærmest pr. automatik inviterer til.
Sam Neill og Isabelle Adjani spiller hovedrollerne som et ægtepar hvis forhold er ved at gå i opløsning. Begge har 'affærer', han med konens dobbeltgænger og hun med et bizart væsen som hun holder skjult i en forfalden lejlighed. Han negligerer sit arbejde som agent for vestblokken for at holde sammen på deres smuldrende ægteskab, hvilket resulterer i at den atomare apokalypse nærmer sig med ubønhørlig nødvendighed. Samtidig falder den privatdetektiv, som ægtemanden har hyert, i sin jalousi til konens tidligere elsker, offer for konens aggressive og selvdestruktive tendenser i lejligheden hvor hun holder sin blæksprutte-elsker, der iøvrigt langsomt udvikler sig til en kopi af ægtemanden, skjult. En så kort handlingssynopsis er naturligvis ikke retfærdig over for en så kompleks og nuanceret film som Possession, der også på det tekniske område er uforlignelig, med Bruno Nuyttens fantastisk stemningsfulde og atmosfæremættede fotografering og italienske Rambaldis på én gang fascinerende og frastødende skabning, som ypperligt eksempel på at en 'mærkelig' og kunstnerisk orienteret film ikke behøves at se 'billig' ud. For cineastisk er der, i Possession både stof til hjernen og øjnene.
Filmen eksisterer i en række forskellige versioner. Den oprindelige engelske video release fra VTC er med en spilletid på 118 minutter komplet, efter en tur på DPPs liste blev filmen genudgivet klippet. Den nyeste engelske salgsversion fra Visual Film (som på kassetten kaldes "Director's Cut") er identisk med den oprindelige VTC udgivelse og letterboxed. Den amerikanske version fra selskabet Limelight blev klippet med omkring fyrre minutter (!), men DVD releasen (reg.1) fra Anchor Bay er både komplet (123 min./NTSC) og letterboxed.

PRISONER OF THE CANNIBAL GOD
(Slave of the Cannibal God/ Mountain of the Cannibal God/ La Montagna del dio cannibale)
Italien 1978. Instruktion: Sergio Martino.
DK-video: Jagten på bjergets hemmelighed. Dist: MDC; og Mysteriet i junglens dyb. Dist: Hem Video.
Always look at the bright side of cannibalism! At Prisoner of the Cannibal God, i kraft af Giancarlo Ferrandos elegante fotografering, er den pæneste af den italienske kannibal-bølges film, er naturligvis en tvivlsom kvalitet, da vi jo alle ved at det er den eksplicitte blodsudgydelse, og oftest intet andet, der tæller inden for denne genre. I den henseende er Ruggero Deodatos vel-afbalancerede Cannibal Holocaust (79) en uovertruffen film, fordi den er andet end voldelig, og Prisoner of the Cannibal God lidt af en rodebutik i sammenligning. Bestående af lige dele 'violent adventure', 'mondo feature' og 'kannibal-gnasker' leverer filmen aldrig noget bestandigt helhedsindtryk og fremstår som temmelig inkonsekvent, hvilket, den ellers glimrende instruktør Martino, tilskriver sine producers (Luciano Martino) indgriben og insisteren på exploitation elementer som vold, bare bryster og kannibaler. Og man er tilbøjelig til at give ham ret; særlig kannibal-scenerne virker i kontekst ret påklistrede, og placerer sig da også i den 'lettere' ende af genren. Godt nok er vi vidne til voldsudbrud som tarmudrivning, efterfulgt af siddende buffet og eksplicit kasteration, men de scener som virkelig bliver hængende i undertegnedes bevidsthed - og filmens egentlige exploitation element, er filmens mange usmagelige mondoagtige dyremishandlings scener, som bestemt ikke er naturens gang, men udelukkende iscenesat 'dyrevold' for kameraet. I én scene dræbes en stor edderkop med en machete, hvilket de indfødte (og sikkert også publikum) ser som et dårligt tegn, hvorpå de resolut, for at formildne guderne, sprætter en iguana op og fortærer dens indvolde. Og således fortsætter de jammerlige mondosekvenser, der f.eks. viser en abe der bliver kvalt og ædt af en gigantisk slange og en øgle der brækker en slange op da den selv er ved at blive spist af en krokodille. Så får man et kick ud af den slags, har filmen ganske enkelt 'det hele'.
Filmens handling er næsten fornærmende simpel, men alligevel ganske medrivende, måske fordi man virkelig fornemmer at 'stjernerne' Keach og Andress virkelig ér i problemer - hvilket de vel også ér når de tør medvirke i en film af denne type. Det håndholdte kamera er konstant med helt inde på livet af hovedpersonerne, der udsættes for den ene faretruende situation efter den anden og særlig scenerne der involverer, vand, floder og vandfald er fint eksekverede og intense.
Handlingen følger de fallerede eventyrere Manolo og Foster (Keach), som følger den velhavende Susan (Andress) og hendes bror Arthur ind i Ny Guineas jungle for at finde Susans mand, en videnskabsmand der forsvandt med en ekspedition i området. Deres hensigter viser sig at være lyssky, da de kun er interesseret i den uran som efter-sigende skulle befinde sig i det hellige bjerg bevogtet af Puka stammen. Filmen ér stort set én lang vandretur mod bjerget, hvorefter vi præsenteres for kannibaler, får afsløret at Susan er en mær, som alligevel har et hjerte af guld når det kommer til stykket.
Den engelske udgivelse fra Hokushin røg ind på DPPs liste, for senere at blive fjernet både fra distribution og listen. Den danske udgivelse fra Hem Video er censureret og mangler alt det sjove. MDCs Jagten på bjergets hemmelighed er dog både uklippet og letterboxed, men også ret sjælden. Den hollandske fra Video for Pleasure er letterboxed men mangler én enkelt scene. Kannibal-guf og mondo-sjov er dog intakt.

THE SLAYER
USA 1981. Instruktion: J.S. Cardone.
DK-video: The Slayer. Dist: Video International.
Hele tre år før Wes Cravens indflydelsesrige publikumssucces Morderisk mareridt (A Nightmare on Elm Street) (84), leverer J.S. Cardone denne lille ligegyldighed, der nok har tematisk lighed med Cravens film, men mangler den energi som han trods alt har lagt i afviklingen af sin films historie og plot. I dén henseende er The Slayer absolut ikke vellykket, og end ikke et par effektivt eksekverede og voldsomme mord, kan skabe momentum nok til at gøre filmen andet en dræbende kedsommelig, selv om den ikke lige frem kan klassificeres som direkte mislykket. Bortset fra The Slayers sløve tempo, rent narrativt og manglende æstetiske dynamik, mislykkedes filmen primært i kraft af dens udstrakte brug af 'drømme virkelighed', som skaber et diffust rum hvor seeren ret hurtigt mister orienteringen og interessen for begivenhedernes gang - for i drømmens elastiske virkelighed kan instruktøren tillade sig, forklare og bort forklare alt, hvilket bestemt ikke virker motiverende på indlevelsen i filmens handling. Således mangler filmen fokus på virkeligheden vs. uvirkelighedens problem, og forfalder i stedet til plotmæssige gentagelser, deja vu klichéer og tåbelige twists. I kontekst virker den påklistrede "drøm-i-en-drøm" slutning komplet overflødig og unødvendigt forvirrende. The Slayer kunne måske have fungeret hvis den startede med at trække grænserne mellem mareridt og virkelighed skarpt op, for derefter at nedbryde dem (jf. film af f.eks. Cronenberg). Desværre er filmen en pærevælling fra begyndelsen.
Den simple handling udspilles omkring en kunstner der lider af tilbagevendende mareridt om en bøhmand der forfølger hende. For at få styr på livet og luftet nerverne, rejser kunstneren med sin mand og et andet par, til en afsidesliggende ø. Piloten der transporterer dem til øen, bemærker at stedet er sådan et som folk drømmer om, hvilket giver os et praj om begivenhedernes gang. Ikke overraskende begynder vor protagonist at genkende forskellige steder på øen fra hendes mareridt, mens hendes følge slår det hen som stress - for derefter at falde offer, én efter én, for "The Slayer". Morderen viser sig (måske) at være piloten, men et 'sidste øjeblik' dobbelt twist chok-taktik, afslører at "The Slayer" er et overnaturligt væsen, men at filmens handling blot er en drøm, eller et flash forward, afhængig af hvorledes man læser plottet. "Stay awake!" stønner heltinden i filmens, alligevel ikke helt uefne klimaks da hun barrikaderer sig i et forladt hus. Og som hun har fortalt sin mand lider hun af den angst at når hun falder i søvn, vil hendes identitet være forsvundet når hun vågner igen og drømmene have taget over.
Med udgangspunkt i en slags stalk-'n-slash film, med et strejf af supernatural elementer, væver J.S. Cardone filmens elementer så tæt sammen og trækker dem så langt, at han mister enhver form for suspense og derfor også publikum i forløbet. Måske med forkortet spilletid, havde filmen fungeret bedre, for der ér faktisk ikke til mere end 50 minutter i denne sag. At plottet så er unødvendigt rodet i den version jeg så (Vipcos eksport genudgivelse) gør ikke forholdene bedre. John Martin skriver i sin bog Seduction of the Gullible (Procrustes Press, 1993): "This nightmare dates back to her childhood, when her pet cat turned up throtled in the fridge. She recieved psychiatric treatment after this incident, which she blames on the aforementioned Slayer.". Denne sekvens eksisterer måske i andre versioner end Vipco's - jeg er dog ikke klar over hvilke, men den ville have tilføjet filmens narration en cirkulær kvalitet, som kunne have forklaret et par ting.
På den positive side, lykkedes det Cardone at fremtvinge et par atmosfæriske billeder og sekvenser, ligesom skuespillet heller ikke er helt til rotterne og særlig Sarah Kendall som kunstneren Kay lever en fin præstation. Filmen er ikke nær så blodig som sine fætre og kusiner, men særlig én sekvens fik BBFC op af stolene. På flugt fra "The Slayer" i et forladt bådehus, klatrer Kays søster gennem et vindue, hvorefter hun modtager en effektiv bryst-piercing - bagfra, med en høtyv. Vi ser i et rundhåndet medium-shot hvorledes høtyven springer ud gennem brystkassen og hvorledes blodet pibler frem.
Filmen er som nævnt ude på engelsk video fra Vipco - i en censureret version. Selskabets "Strong Uncut" eksport version er tilsyneladende ucensureret, men mangler måske den prolog som John Martin nævner. The Slayer skulle også være ude på dansk video fra Calego/Video International 'ucensureret'.

ZOMBIE CREEPING FLESH
(Night of the Zombies/ Virus/ Inferno dei morti viventi/ Apocalypsis canibal/ Hell of the Living Dead)
Italien/ Spanien 1981. Instruktion: Vincent Dawn (Bruno Mattei)
For italienske exploitation instruktører er stort set intet helligt. I denne lille sjuskede zombie-trash-stinker, iscenesat af famøse hack-meister #1 Bruno Mattei, er det primært George A. Romeros Dawn of the Dead (78) og Lucio Fulcis Woodoo - Rædslernes grønne ø (Zombie Flesh Eaters) (79) der plyndres for idéer - begge enestående klassikere inden for genren. Bruno Mattei var tilsyneladende så forhippet på at gentage Dawn of the Deads sejrsgang i biograferne verden over at han snuppede de vigtigste handlingstråde fra filmen, benyttede brudstykker af Goblins aflagte musik, fra filmens europæiske cut, produceret af Dario Argento og tillagde sig pseudonymet Vincent Dawn. Rent blændværk, for selv om filmen er både vanvittigt blodig og sjasket, når den ingen af sine forbilleder til sokkeholderne.
På et forskningscenter i Ny Guinea, arbejder videnskabsfolk på at løse den tredje verdens hungersnøds problem. I et forsøg på at standse et radioaktivt udslip, dræbes en laborant af en død re-animeret rotte. Radioaktiviteten 'breder sig' og snart er alle 'inficerede' kødædende glubske zombier. Cremen af italiens skod-skuespillere ankommer herefter i forklædning som et SWAT team (der opfører sig som røven af fjerde division) der skal sikre at smitten ikke breder sig. Disse barske fjolser render ind i en gruppe lige så dumme journalister, der er sendt ud for at undersøge rygterne om kannibalisme. I et forsøg på at tildele filmen en smule dybde og kynisk 'survival of the fittest' allegori, krydsklippes disse begivenheder med jagende dyr og senere stammefolk, snuppet fra Akira Ides mondofilm Guinea Ama (74). Snart ser begge hold sig nærmest rendt over ende af det ondeste sjetterangs-skuespil og kødædende, pilrådne levende døde og efter et par drabelige situationer og skænderier, beslutter de sig alligevel for at slå pjalterne sammen - de skal jo alligevel samme vej (!). Da tåberne har lagt en udpost, en landsby og et hus med en flesh eating bedstemor i gyngestil (en sekvens snuppet fra Romeros uhyggelige Smag af døden (The Crazies) (74), bag sig - sejler gruppen til forsøgscenteret som er placeret på en ø i nærheden. Soldaterne destruerer her hemmelige dokumenter, der fortæller at der faktisk var tale om en top hemmelig nervegas og biologisk våben, som gjorde folk - både levende og døde til sultne kannibaler og ikke et forsøg på at løse hungersnøden, inden de selv falder offer for det 'våben' de forsøger at holde hemmeligt. De fortæres rub og stub.
Som de fleste italienske zombiefilm fra perioden er filmen grotesk voldelig, og placerer sig oven i købet i den mere ondsulede ende af skalaen, hvilket virkelig har givet den engelske censur noget at se til. Det er desværre den skamcensurerede britiske biografversion som selskabet Merlin valgte at udsende på video og som DPP af en eller anden uvis grund valgte at inkludere på deres 'nasty' liste. Sandsynligvis alene af den grund at cover-typografi og filmens titel bærer kraftige associationer til Zombie Flesh Eaters (79). Det er svært at holde af en film der ikke har mange kvaliteter ud over stavrende zombier, billige makeup effekter, masser af eksplicit lemlæstelse, øjeudrivninger, kødgnavning og tidstypisk spaghetti-splatter mentalitet. Men den slags ér jo pr. definition hamrende fed underholdning og tidsfordriv, hvilket for undertegnede er grund nok til i hvert fald at have set filmen én gang - særlig hvis man som jeg er fan af billige zombiefilm. Men jøsses Bruno, hvornår laver du en god film? For en god ordensskyld bør det vel nævnes at Mattei færdig-instruerede den længe ventede opfølger til Zombie Flesh Eaters; Zombi 3 (88) da instruktøren Fulci efter sigende fik hjerte problemer. Efter Fulcis eget udsagn faldt han fra filmen pga. uoverensstemmelser med producenten.

Litteratur: The Seduction of the Gullible - The Curious History of the British "Video Nasty" Phenomenon (John Martin, Procrustes Press 1993); See No Evil - Banned Films and Video Controversy (David Kerekes & David Slater, Headpress 2001); Spaghetti Nightmares (Luca M. Palmerini & Gaetano Mistretta, Fantasma Books 1996).

Tusind tak til Marc Morris for hjælp med scans af omslagene til de engelske video udgivelser og Kristoffer Ovesen for kommentarer, korrektur og tilføjelser vedrørende udgivelserne. Han blev iøvrigt stødt over min behandling af Cannibal Ferox - der kan man jo bare se...
(Vang maj 2001)