Udvidet søgning
CASPAR VANG TOP10:
IT CAME FROM THE CHILDHOOD
Det er naturligvis ren ønsketænkning at forvente en top10 fra min side. Så jeg lagde hovedet i blød for at finde ud af hvordan jeg bedst kan formidle grundlaget for min filminteresse ud til læserne. Vel at mærke uden at skulle kede med den oplagte opremsning af klassikere. I stedet for den umulige opgave en 'all time' top ti ville være, hvorfor så ikke lave en top10 over de film der i min barn/ungdom har gjort størst indtryk på mig og fungeret som tændvæske for min senere hengivenhed til horror- og science fiction-genren? Og her er de så. De fleste af dem, er, set med nutidige briller, givetvis ikke så imponerende som dengang, men de er stadig allesammen et kig værd.
INVASION FRA RUMMET
Inst.: Jack Arnold, 1953

Besynderlig, men overraskende blid film, som affødte hundredevis af imitationer, bl.a. Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1956). Har set den en håndfuld gang efter første gennemsyn, der foregik i skjul under stuebordet hos mine bedsteforældre, og den er stadig en af de bedste SF-film jeg har set. Halvdelen af tiden gik dog med at holde hænderne for øjnene, men jeg glemmer nok alligevel aldrig scenen (og det chok jeg fik) på ørkenlandevejen hvor rumvæsnet passerer vejen foran hovedpersonernes bil. Filmen er desuden interessant fordi den ikke bare benyttede invasionstemaet som et spejlbillede på tidens angst for russernes invasion, men opfordrer til koeksistens og gensidig forståelse.
Læs Uncuts review af Invasion fra rummet.

MAD MAX
Inst.: George Miller, 1979

Der var få film i 80erne, som kunne få mig tilbage til biografsæderne til et gensyn. Robocop, der er udeladt af listen til fordel for mere besynderlige film, var en af de få, som kunne. Blandt de få andre var George Millers højoktan-pseudo-apokalyptiske action-tonser Mad Max, der i midten af 80erne, to aftener i træk trak mig i biffen til repremieren i Kino-biografen - beliggende i Odense, der hvor KT-Radio ligger nu. Filmens rå, pågående og nådesløse tone er næsten enestående og imponerer stadig ved de mange efterfølgende gensyn. Det australske landskab har aldrig været smukkere, men domineres - løftet af utrolig dynamisk kameraarbejde - af enspændere, psykopater og deres toptunede køretøjer, der nærmest bliver fartstriber mellem den varme asfalt og den uendeligt vidtstrakte blå himmel. Hører - i min optik - til blandt de bedste og mest trendsættende actionfilm nogensinde.
Læs Uncuts review af Mad Max.

REVENGE OF THE CREATURE
Inst.: Jack Arnold, 1955

Mere Jack Arnold. Kvalitetsmæssigt er det vel nok den første Creature-film (The Creature from the Black Lagoon (1954)), der er den bedste, men dette var den første af dem jeg så og den er faktisk forbløffende god ved gensyn. Igen er det mine bedsteforældre jeg kan takke for at have sat mig en skræk i livet ved at lade mig se denne cheese-drive-in-monster-fest, hvor The Gillman bryder ud fra sit fangeskab i et 'Seaworld' i Florida. Slutscenen ved strandvillaen er uforglemmelig, og det kan undre at kære gamle Gællefjæs er så overset som filmmonster som han er. Han er jo trods alt for de overgroede skovsøer hvad Mumien var for pyramiderne.

THE TERMINATOR
Inst.: James Cameron, 1984

En af de film, der sammen med Mad Max fik mine øjne op for, at film faktisk er lavet af mennesker, der har valgt at værket skal se præcis således ud! Det lyder banalt, men i min barndom tænkte jeg ikke så meget over hvordan og hvorfor, og at der lå et håndværk bag filmene. Da jeg så denne velkendte action-sag for første gang, i filmkundskab i skolen, var jeg simpelthen solgt og tænkte at der virkelig lå nogle fantastiske tanker og visioner bag dette stykke sci-fi-film. Næste gang familien lejede moviebox (det gjorde man jo i 80erne) røg filmen med hjem. Stadig en af mine favoritter blandt actionfilm og Arnold bliver aldrig bedre. Camerons Aliens (1986) er, sammen med Topgun (1986), en af de film jeg har set flest gange. Aliens holder stadig i dag og Tom Cruise er heldigvis kommet videre.
Læs Uncuts review af The Terminator.

TRUSLEN FRA VERDENSRUMMET
Inst.: Joseph M. Newman, Jack Arnold, 1954

Småuhyggelig og veldrejet sci-fi klassiker, der næsten er fornærmende intelligent for sin samtid. Endnu engang skal bedsteforældrene roses for at have introduceret mig til en så fantastisk film. Filmen var god, men finalen hvor mutant-myre-væsnet angriber passagererne på rumskibet, var uventet uhyggelig og gav mig mareridt mange nætter efter. Idioterne fra Mystery Science Theatre 3000 valgte at gøre nar af filmen til deres biografproduktion. Ærgeligt, at der ikke var så meget at gøre grin ad, og det var MST3K-drengene der blev til grin i stedet. Jeg flæbede da rumskibet styrter i havet i den fremragende og rørende finale, og mange uger efter legede jeg meget Exeter, filmens mandlige alien-helt. Filmens effekter er i øvrigt ret gode.

ALIEN: DEN 8. PASSAGER
Inst.: Ridley Scott, 1979

Apropos rumvæsner, så skal Ridley Scott og kunstneren H.R. Giger have mange tak for at have lavet så formidabelt brændstof til undertegnedes mareridt. Alien er nemlig, uden sammenligning, den bøhmand der har optrådt i de fleste af mine mareridt. Ved filmens premiere i 1979 så jeg kun et 2 minutters klip i tv-avisen (?), hvor man godt nok ikke så monsteret, men det var nok! Min fantasi fyldte hullerne ud. Jeg kunne forstå, at uhyret havde flere munde inde i hinanden og at det lagde æg i folk. I årevis fantaserede jeg om det - min brors drillerier hjalp ikke videre med at glemme monsteret - indtil jeg omsider fik set filmen i teenagerårene. Var vist 14 år inden jeg fik den set - flere af vennerne prøvede at lokke mig til at se den, men jeg holdt naturligvis på at det gad jeg ikke, for jeg havde allerede set den (hvilket naturligvis var løgn ligesom med Eksorcisten (1973), men jeg var hundræd) - og den stemte 100% overens med alle mine værste forventninger til uhyggen. Stadig et mesterværk; en usædvanlig god sci-fi-film, men en endnu bedre gyser, der tager sig tid til at gøre det rigtig uhyggeligt. Filmen har, i mine øjne, mainstream-gyserfilmhistoriens måske bedste kameraarbejde, klipning og scenografi. De to første sequels er også rigtig gode.
Læs Uncuts review af Alien: Den 8. passager.

WOODOO: RÆDSLERNES GRØNNE Ø
Inst.: Lucio Fulci, 1979

Danmarks Radio oversprøjtede i starten af 80erne sende fladen med programmer, der - inspireret af de engelske tilstande - advarede mod videovold. Et af programmerne viste udvalgte filmklip fra bl.a. Fulcis seje og gearede zombietonser, der havde gysets mest ulækre zombier. Programmets formål var uden tvivl at forarge, afsky og skræmme. For mig havde programmet den modsatte effekt, og gav mig masser af mareridt og lyst til at se den famøse film. Jeg så dog først filmen i sin 'helhed' i starten af 90erne. Oven i købet i en klippet lorteversion fra Vipco. Det var samtidig også den udgave af filmen, hvor det for alvor gik op for mig at England udsætter film for grusom censur. Nå ja, et par skuffelser senere (bl.a. Re-Animator, Suspiria, Dawn of the Dead og The Evil Dead fra sønderklippet engelsk video) bliver man klog af skade. Det er især to scener i DR's program, der brændte sig ind i min bevidsthed: Da de to betjente i filmens start overfaldes af en zombie og den ene opdager orme på klavertangenterne, samt øje- og splintescenen, hvor Olga Karlatos øje udsættes for seriøs zombievold.
Når vi taler favorit zombiefilm kunne der faktisk lige så godt have stået Night og the Living Dead (1968), I Walked with a Zombie (1943), Plague of the Zombies (1966), Day of the Dead (1985), Let Sleeping Corpses Lie (1974), Woodoo: Rædslernes hotel (The Beyond) (1981) eller Dawn of the Dead (1978), men nu var det altså Zombie 2, som filmen hedder i Italien, der gjorde størst - og først - indtryk på mig.
Læs Uncuts review af Woodoo: Rædslernes grønne ø.

SCANNERS
Inst.: David Cronenberg, 1980

Stadig en af Dave Depraves mest stilrene og chokerende film. Howard Shores musik er til et rent 13tal og kryber stadig ind under huden på mig (lyt også til The Broods soundtrack), Chris Walas' ekstreme effekter er nøje tilpasset Cronenbergs afdæmpede tempo, så de chokerer optimalt. En uforglemmelig film der, som Kasper Kristensen ganske rigtigt i sit Uncut-review bemærker: "fortjener juryens specialpris for eksploderende hoveder!" og halter kun en smule på skuespillersiden. Så 'hovedscenen' første gang i et af de famøse videovoldsprogrammer på DR. Scenen har aldrig forladt mig og mange år senere (i slutfirserne) lejede jeg filmen med en ven, der svinede den så meget til at vi valgte at stoppe et kvarter inde. Jeg var dog målløs over filmens afdæmpede stil, der kombineret med voldsomme splatterudbrud, virkede optimalt på mig. Da jeg lejede film igen, så lejede jeg den alene og udbyttet var som forventet stort. Cronie blev derfra en af mine helt store helte, hvis ikke den største. Videodrome (1982) blev en af mine 'all time greatest' favoritter og Crash (1996) gjorde ligeledes monumentalt indtryk på mig. Alle Daves film er dog seværdige på hver sin overraskende facon.
Læs Uncuts review af Scanners.

DEATH LINE
Inst.: Gary Sherman, 1972

Så denne lille toptunede britiske choker i sidste halvdel af 80erne (ja, jeg har altid været lidt af en kylling og sprang relativt sent på splattervognen) omtrend samtidig med Night of the Living Dead (1968), Shivers - Parasit-morderne (1975) og The Thing (1982) - indtil da havde jeg kun set brudstykker af disse, fordi jeg var for bange til at se mere end 10 minutter. Førnævnte film burde vel også have været på denne liste, men det blev altså Death Line - for at undgå at listen skulle blive en opremsning af selvfølgeligheder - der med sin twistede storyline og dystre tone, samt fortræffelige skuespil af bl.a. Donald Pleasence og Christopher Lee, giver gåsehud ved gensyn den dag i dag. Bare tanken om kannibalistiske mennesker i undergrundsbanen gav mig myrekryb. Se den IKKE inden din næste tur i metroen.
Læs Uncuts review af Death Line.

IMPERIET SLÅR IGEN
Inst.: Irvin Kershner, 1980

Min første store science fiction-oplevelse i biografen og - sammen med etteren (episode 4) - stadig seriens bedste film. Min far og bror havde set den første i biffen, men jeg var ikke gammel nok og blev endnu mere ked af det, da de levende fortalte om alle de fede ting den indholdte. Især rumskibene og de to robotter ønskede jeg brændende at se. Som otte-årig mente de efterhånden, at jeg var "gammel nok". Oplevelsen blæste mig totalt væk. Godt nok var jeg skræmt af Vader og monstrene, men jeg havde ALDRIG set noget ligende, og der gik flere måneder inden jeg kunne samle min kæbe op fra gulvet. Når vi taler nyere sci-fi-film, er Imperiet... sammen med Nærkontakt af tredje grad (1977), Dybet (1989) og Rumrejsen år 2001 (1968), stadig en af mine helt store science fiction-favoritter. Modelkoreografien i astroidebælte-scenen og kampen på Hoth er stadig ikke overgået i nogen senere film.
Læs Uncuts review af Imperiet slår igen.
Her finder du uncutskribenters top10-lister:
Kasper Heftholm Kristensen
Caspar Vang
Thure Munkholm
Lars Gorzelak Pedersen
Jens Hollesen
Jakob Skøtt
Kim Bruun Dreyer
Martin Weinreich
Kristoffer Ovesen
Kristian Roldsgaard Jensen
Søren Hardy Rasmussen
Mikkel Harris
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven