Udvidet søgning
JAKOB SKØTT TOP10:
LYNCH, HERZOG og ITALIENERNE
Her er min top10, efter megen neglebidning og et par kaffekopper for meget...
AGUIRRE, DEN GALE EROBRER
Inst.: Werner Herzog, 1972

Det tog mig et par gennemsyn af flere af hans film helt at greje Werner Herzog, men da det lykkedes, var det, som ved alle store kunstoplevelser, en sand åbenbaring. Filmen er fuldstændigt sin egen, og som Herzog selv påpeger i dokumentaren Mein liebster Feind, er alt i filmen bevidst indrammet i en nært beskåret anti-hollywoodsk stil. Bjergene er filmet med samme intensitet som Klaus Kinskis ansigt. Floden ændrer konstant karakteristik. Fortællingen udfolder sig i sin egen brusende, antiklimatiske form. Musikken af Popul Vuh er desuden uden tvivl et af de absolut bedste scores, selvom det stort set blot består af et enkelt ambient-tema.
Læs Uncuts review af Aguirre, den gale erobrer.

SULT
Inst.: Henning Carlsen, 1966

En af de bedste litterære filmatiseringer. Henningsens film rammer hele tonen fra Hamsuns roman helt perfekt, netop fordi han går væk fra kostumedrama og placerer filmen i en underlig mellemperiode mellem bogen og filmen. Filmen følger som bogen en form for indre drømmelogik, og værket fremstår i dag krystalklart og friskt. Krzysztof Komeda står bag filmens musik.

EASY RIDER
Inst.: Dennis Hopper, 1969

Der er lavet rigtigt mange gode biker-flicks, og denne udspringer som en psykedelisk blomst af Roger Cormans lærlinge Peter Fondas & Jack Nicholsons hoveder, som har allieret sig med syresvampen Dennis Hopper. Det eneste, man savner i filmen, er den dybt underkendte skuespiller Bruce Dern. Soundtracket, filmens ”lens flares” og dens tempo indfanger perfekt hippieutopiens voldsomme kollaps. 1969 var en helt anden tidsalder end 1967, og denne film er en visualisering af Jimi Hendrix' fuzz-pedal-nytårsaften 1969 under ”Machine Gun” i Fillmore teateret. Hvis man kan lide filmen, skylder man sig selv desuden at se Cormans The Trip, Wild Angels & Hells Angels on Wheels, som alle udgør fundamentet for Easy Rider.

CHOK
Inst.: Roman Polanski, 1965

Roman Polanskis film kobler europæisk art cinema med engelsk horror på unik maner. Catherine Deneuve er på toppen, og komponist-debutanten Chico Hamilton står bag lyddesignet, der ligesom resten af filmen er forbavsende unikt og gennemkomponeret. Filmens 'companion-piece', Abel Ferraras 80er-slasher Boret fanger (The Driller Killer), er også en af mine favoritter, selvom den fungerer på stik modsatte præmisser af Polanskis film. Hvor sidstnævnte er æstetisk gennemført som få andre film, a la Bergmans film fra året efter, Persona, vælter Driller Killer sig rundt i grumset 80'er-æstetik – uden dog at miste sin potens stillet overfor de to etablerede mestres film.
Læs Uncuts review af Chok.

WOODOO: RÆDSLERNES GRØNNE Ø
Inst.: Lucio Fulci, 1979

Ingen liste uden hverken zombiefilm eller Fulci, og eftersom Fulci har lavet verdens bedste zombiefilm, er denne selvvalgt. Nuff said.
Læs Uncuts review af Woodoo: Rædslernes grønne ø.

KANNIBALMASSAKREN
Inst.: Ruggero Deodato, 1979

En af de film, der skulle gå rigtigt mange år, før jeg fik set, men filmen lever både op til sit ry samt overgår forventningerne. En meget grænseoverskridende film, der som få andre holder fokus på psykologiske traumer hele filmen igennem. Indrammet af et gennemført voyeur-perspektiv behandler den meget konsekvent et detaljeret perversionsunivers, som sjældent er set på film. Hvis man synes, at Pasolinis mest perverse værker er for kunstneriske og abstrakte, vil denne film nok stille sulten. Riz Ortolani har komponeret et orkestreret (!), sleazy (!!) synthesizerscore (!?!), som virker helt modsat filmens grumme tone med de melankolske melodilinjer. Musikken giver filmen en surrealistisk tone, der er ret unik.
Læs Uncuts review af Kannibalmassakren.

VAMPYROS LESBOS
Inst.: Jesus Franco, 1971

Der er mange film, der er bedre end denne, men Jess Franco er en af de instruktører, som ikke kan repræsenteres blot ved en film, men alligevel absolut skal være med på min top 10, da han gang på gang overrasker mig. En særlig ting ved Franco er hans ubehjælpsomme evne til at ville lave film, selvom man godt til tider kan tvivle på, at han rent faktisk kan. Han bruger zoom til at få mange beskæringer ud af en enkelt indstilling, som om han bare vil tvinge et eller andet ud af sin film, selvom den er lavet på et ikke-tilstedeværende budget ud fra et ditto plot. Ofte virker det i Francos værker som om, begrænsningen bliver en motiverende faktor for filmen. Vampyros Lesbos er ren jazz. Den smyger sig fremad og har både sleaze- og horror-elementer i dens sælsomt udefinerbare filmverden.

VESTENS HÅRDE HALSE
Inst.: Sergio Leone, 1969

Selvom Leone sætter punktum for spaghettiwesterns med sit største værk, er det uomgængeligt. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg har set denne film, men første gang var jeg 8, og den satte sig direkte fast i hovedet. Hver gang, jeg ser filmen, kommer jeg til at tænke på, hvor mange gange mere jeg mon kommer til at se den, inden jeg skal dø. Musikken, billederne, scenerne – det hele smelter sammen til et episk værk som aldrig før. Selve teksturen i billeder og musik er uforlignelig og samles i et stykke film, vi aldrig kommer til at se magen til. Som i flere af de andre film her på listen skildrer den både tiden, den foregår i, den tid den er filmet i, samt nutiden.

FEAR AND LOATHING IN LAS VEGAS
Inst.: Terry Gilliam, 1998

Der er nogle film, man enten fanger eller ikke gør – min begrundelse hvorfor denne film er et mesterværk, kan læses i anmeldelsen. Generelt har jeg et svagt hjerte for overstyrede, politisk ukorrekte, vanvittige film. Af andre eksempler i denne genre kan nævnes: The Big Lebowski, Repo Man, Dude, Where's My Car? (ja, sgu!), Clerks, A Dirty Shame (og Waters i øvrigt, gammelt såvel som nyt), Russ Meyer, etc.
Læs Uncuts review af Fear and Loathing in Las Vegas.

LOST HIGHWAY
Inst.: David Lynch, 1997

David Lynch skal have min store respekt for, hvorledes han har smuglet det eksperimenterende ind i Hollywood. Manden er nærmest blevet synonym med avantgarde, så når dovne journalister skal sætte et prædikat på weirdness, bliver det med klæbrige gennemtæskede fraser som ”postapokalyptisk stemning a la Hollywoods enfant terrible David Lynch”. Men fuck dem. Selvom Lynch er blevet en form for mærkat, man kan sætte på alt, ændrer det ikke ved, at hans film er rigtigt gode. Han er på sin vis en slags filmens Miles Davis eller Henry Miller, der konstant rykker sine egne grænser og præmissen for hans måde at lave kunst på. Se bare sidste års totalt hjerneblæste kollagefilm Inland Empire, der var ren outreret free form jazz! I Lost Highway har Lynch sat stemningen i fokus, og alt klikker – der er lige mængder jazz (både overført og bogstaveligt talt), stringens, fede karakterer (Mr Eddie!) og en hypnotisk dobbeltlaget fortællelinje. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af den film. Soundtracket er ikke Lynch/Badalamenti-duoens bedste, men i selve filmens sammenvævede univers fungerer det alligevel optimalt.
Læs Uncuts review af Lost Highway.

Her finder du uncutskribenters top10-lister:
Kasper Heftholm Kristensen
Caspar Vang
Thure Munkholm
Lars Gorzelak Pedersen
Jens Hollesen
Jakob Skøtt
Kim Bruun Dreyer
Martin Weinreich
Kristoffer Ovesen
Kristian Roldsgaard Jensen
Søren Hardy Rasmussen
Mikkel Harris
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven