TV-MEDIET SOM GABESTOK
DR 1'S REJSEHOLDET REJSER NYE GRÆNSER FOR USMAGELIGHED
Det har været kendt fra starten, og har velsagtens været en medvirkende faktor til den store seertilslutning serien Rejseholdet har haft fra begyndelsen, at seriens manuskripter forfattes med udgangspunkt i virkelige hændelser fra politiets arkiver. Sidste år var grænsen dog umiddelbart nået for det etisk acceptable i denne fordringsfulde udnyttelse af virkeligheden, da et afsnit resulterede i både negativ avisomtale og en holdningsændring hos manusforfatterne. Afsnittet omhandlede en kun få år gammel sag om en sadistisk sexualforbryder med hang til ældre kvinder i en lille landsby. Flere kunne genkende sagen, og afsnittets beskrivelse af den dømte, hvad der startede en mediedebat omkring en evt. 'etisk forældelsesfrist', der resulterede i brugen af noget ældre sager i de efterfølgende afsnit, ligesom enkelte også hentedes fra de andre skandinaviske lande. Herefter burde seriens afsluttende disclaimer, der oplyser at 'Rejseholdet er fiktion, med fiktive karakterer, men inspireret af virkelige hændelser', da også igen have en mere fast forbindelse til sandheden.

Om det er fordi man på DR1 har besluttet sig for at serien, der i skrivende stund synger på allersidste vers, skal afsluttes med noget særligt effektfuldt, eller det skyldes simpel ligegyldighed og venstrehåndsarbejde her på falderebet skal jeg lade være usagt, men søndagens afsnits ecceleren i usmagelig omgang med sandheden, havde nær resulteret i at jeg havde fået min kaffe (well, egentlig fik jeg mig en øl, men folk kunne jo tro at min dømmekraft derved var blevet sløret...) galt i halsen. Afsnittet, nummer 29, omhandlede en seriemorder ved navn 'Indianeren', og havde hans seneste offer, en ung studerende ved Sorø Akademi, som omdrejningspunkt. Det unge offer havde sit værelse tapeseret med tegneserier om sadistisk sex og mord, i skøn blanding med andet pornografisk materiale, samt en Belgisk plakat til nazisploitationfilmen Straffekommando øst (Eine Arme Gretchen/Fräuleins in Uniforms), hvad der naturligvis allerede her fik mine alarmklokker til at ringe. For skulle ekstrem undergrundskultur, eksploitationfilm og tegneserier nu, for Gud ved hvilken gang, igen være det etablerede pølsevognssamfunds prügelknabe, når forklaringen på afvigende adfærd skulle findes? Jeg måtte dog sande at, TVets (fantastiske) virkelighed engang imellem overgår min egen, ellers veludviklede, fantasi, for her var ikke blot tale om endnu en sensationalistisk tyndbenet historie om de voldelige mediers påvirkning af svage sjæle, i lighed med mediernes behandling af massakren på Ålborg universitet, men en så usmagelig omgang med både virkeligheden, samt en død persons eftermæle, at jeg efterfølgende havde svært ved at tro mine øjne.

Afsnittets unge offer, viste sig at have modtaget tegningerne fra en person ved navn Ruben S. et-eller-andet, der trykte dem i sit blad Slamfisse, med undertitlen Sewer Cunt. Hmm, tænker de tegneserieinteresserede blandt læserne, var Sewer Cunt ikke nøjagtig titlen på den danske undergrundspersonlighed Sverre H. Kristensen suveræne blanding af sublim tegneseriekunst, sort, sort humør, og skarp mediesatire? (Stay Sick!s redaktør, Jack Jensen kalder endda, i morsomme vendinger netop bladet for Slamfissebladet i #1). Den ellers rigelige lighed med virkeligheden hører dog ikke op her, for da Rejseholdets betjente efterfølgende besøger tegneren viser det sig at han arbejder på en babytøjsfabrik (som logodesigner) og bor i et etværelses rækkehus med et billede af Charles Manson på væggen, akkurat som det var tilfældet med, nu afdøde Sverre H. Kristensen. Seriens er derudover udstyret med en sort hætte, forbløffende lig den SHK poserer i i Martin Weinreichs interview til Billedstorm #18.

Alt dette kunne så endda være i orden, hvis hensigten havde været at give et retfærdigt billede af den, uden tvivl talentfulde Sverre H. kristensen, men desværre blev figuren fremstillet som et ynkeligt og noget afsporet individ uden kontakt til virkeligheden, og iført en lettere miserabel sindstilstand, illustreret ved replikker som "...han har forbindelse lige op til Gud" (citeret efter hukommelsen). Sagt med himmelvendte øjne, og et psykotisk (overspillet) ansigtsudtryk. S. H. Kristensen karriere tog sin begyndelse tilbage i midtfirserne, hvor han bla. udgave bladene Woodoo Epileptiker, Woodoo Comix og Skummende Epileptiker, små undergrundsfanzines, alle præget af hans forkærlighed for bizar kultur og øje for det syge i det almindelige, samt naturligvis hans innovative layout og sorthumoristiske tegneserier. I slutfirserne, da videomediet blev tilgængeligt gennem diverse medieværksteder og højskoler, begyndte han at producere små såkaldte scratch kortfilm. En slags ekstreme billedcollager af nyhedsprogrammer, gamle film, gameshows og i og for sig alt mellem himmel og jord, alle præget af en påfaldende trang til at tegne et billede af samfundet (især mediebilledets) bagside, gennem en humoristisk brug af dets egne symboler i nye konstellationer. Ikke en genre med plads til de store nuancer, eller fornyelser, men han gjorde det godt, og perfektionerede løbende sin stil. Ind i mellem blev det dog også til animationsfilmen Sewered Fingers Feel All, og inden hans død de to længere dokumentarproduktioner Something New to Die For og No Sense Makes Sense, om henholdsvis den satiriske sekt Church of the Subgenious og Charles Manson. I 1994 kom så kronen på værket, bladet Sewer Cunt, et kulsorthumoristisk syn på massemord, seksuel afsporethed, bizar undergrundskultur og ikke mindst masser af tegneserier. Alle fra SHK's egen hånd idet ingen danske tegnere ønskede at bidrage, sandsynligvis pga. bladets kompromisløse karakter, ligesom han måtte financere det farverige blad af egen lomme.

Og det er sandsynligvis fra Sewer Cunt, evt. kun ud fra omtalen i førnævnte interview i Billedstorm, at Rejseholdets manuskriptforfattere, Peter Thorsboe og Mai Brostrøm har fået idéen til aftenens afsnit, idet der fokuseres overvejende på massemordertemaet, ligesom Otis Tools opskrift på menneskekødsbarbecue nævnes, i samme vendinger som i interviewet. Også Rejseholdets unge offer synes løst baseret på en eksisterende person fra det danske tegneseriemiljø, Esben Krohn, der ligeledes omtales i bladet. Han arbejde sammen med SHK siden førnævnte fanzines, og leverede tekster til flere af Kristensens tegneserier. Han er dog, så vidt jeg er orienteret, stadig i live. Derudover citeres vendinger direkte fra bladet, bla. SHKs beskrivelse af hans arbejde som "mindless shit", der dog i aftenens afsnit rettes mod danske tegneserier. At seriens bagmænd så har fundet en røvsyg Ugens Rapport tegneserietillægs-streg mere passende, end den 'funny animal' stil der var SHKs foretrukne udtryksmiddel, og som uden tvivl er med til at hæve hans værker over mængden af ligegyldigheder, illustrerer endnu en gang intentionen om at fremstille en patetisk og ensporet figur.

Manusforfatterne må naturligvis tilføje lige nøjagtig de karakterer de føler er nødvendige for seriens dramaturgiske fremdrift, stemning og miljøbeskrivelse, eller som selve plottets omdrejningspunkt, men hvad jeg har svært ved at forstå, er hvorfor man bruger en nyligt afdød, dansk personlighed, uden nogen kriminel baggrund overhovedet? At man oven i hatten ikke finder det nødvendigt at skjule forlægget, mere end det er gjort, får en til at tænke på om man mon som kulturel 'særling' ikke er indbefattet af de moralbegreber der tidligere fik folkene bag holdet til at holde sig fra at bruge let gennemskuelige forlæg, eller i det mindste begrænse sig til sager af en hvis alder, for at skåne evt. implicerede. I samme afsnit spiller Kurt Strand sig selv, han behøver selvsagt ikke skjules under pseudonym eller skuespiller, og det må derfor ligge klart, at der i navneændringen, fra Sverre til Ruben, ligger en bevidsthed om at man her har manipuleret så meget i negativ retning, at identiteten bør skjules. Det må derfor være hævet over enhver tvivl at, især SHK's pårørende og efterladte, havde været bedre tjent, end at se (relativt) nyligt afdøde, fremstillet som et ynkeligt grænsetilfælde. Hvad han, ved jeg fra folk der kendte ham, ingenlunde var.

Sverre H. Kristensen døde af leukæmi i 1997.

(Kristoffer Ovesen, marts 2002)

Fra oven: Sverre H. kristensen poserer med opslået hætte foran den danske plakat til Jess Francos Greta the Mad Butcher (foto: Peter Becher Petersen fra Billedstorm #18). Originalversionen af Sewer Cunt, der i Rejseholdet var blevet til en amatøragtig sort/hvid sag med titlen Slamfisse. Udrag af en Esben Krohn stribe fra Woodoo Epileptiker. Sverre H. Kristensens Maggot Love Rabbit (uddrag) fra Sewer Cunt.

Mere om Sverre H. Kristensen og hans tegneserier, kan ses på vennen Jan R. Bruuns hjemmeside: home.online.no/~janbruun/shk/index.html. Martin Weinreichs interview fra Billedstorm kan læses i sin fulde længde her: www.slagtehal3.dk/sverre/home.html