PASTA-DOMMEDAG
POST-APOKALYPTISK SCI-FI
Caspar Vang kigger nærmere på de italienske post-apokalyptiske exploitation-film og giver et hurtigt overblik over sub-genren og dens inspirationskilder. Desuden kan du læse yderligere reviews af en håndfuld danske udgivelser inden for genren ved at følge linkene til højre.

Italienerne har sjældent holdt fingrene fra fadet og er sjældent stået af exploitationvognen, når det galt om at udnytte chancen for at lukrere på andre films succes eller presse deres egne succeser for den sidste dråbe. Siden 50erne har Italien været Europas måske største producent af exploitation- og underholdningsfilm, og der har eksisteret en snæver genre hvis succes kunne malkes. I 60erne var det gotiske gyserfilm, med spindelvæv, støvede kister og klagende spøgelser, som så dagens lys, og i 70erne var det den voldelige kriminalgenre, gialloen, der ramte biografernes mørke. Senere så eksotiske genrer som Nazisploitationgenren (se undertegnedes Uncut-artikel) dagens lys, ligesom landets filmskabere også snuste til science fiction-genren, inden den italienske exploitationfilmproduktion døde ud og op gennem 80erne mere og mere kom til at ligne den amerikanske, der på samme tid fornyede sig og fandt nyt liv på videomarkedet. Nu skal vi naturligvis heller ikke glemme at Italien ofte satte dagsordenen når det galt genrer. De opfandt den højt elskede spaghettiwestern i 60erne, ligesom perioden havde svulmende muskelmænd der svingede sværdene i peplum-genren (navnet henviser til en beklædningsgenstand som ofte optrådte i filmene), samt et massivt opbud af krigs-, spion-, action- og kriminalfilm. Faktisk var landet så produktivt, at da videofilmene begyndte at lande på de danske hylder i starten af 80erne, og produktionerne ikke kunne følge med efterspørgslen, valgte mange mindre danske selskaber at udgive fra det massive italienske bagkatalog. Dette betyder at vi den dag i dag kan nyde godbidder (og masser af utilgiveligt slam) fra den italienske filmskat på gamle danske støvede kassetter, som man må trave antikvariaterne tynde eller have gode kontakter for at opspore. Faktisk skal vi være glade for det vi har, for i modsætning til mange andre lande er vi godt forsynede med ofte svært tilgængelig film fra et væld af obskure genrer, og en af dem som er bedst repræsenteret på dansk video er den post-apokalyptiske science fiction-film.

I begyndelsen af 80erne landede en lille håndfuld film, kraftigt inspireret af et par få vestlige succeser, på videohylderne og skabte deres helt egen sub-genre: italiensk post-apokalypse - eller post-nuke, post-atomic, holocaust alt efter hvilket øgenavn ens filmvenner og omgangskreds havde givet den. Genren var defineret ved at filmen ofte foregik i en nedslidt og udbombet fremtid hvor en katastrofe (ofte en omfattende ødelæggelse med kernevåben) havde lagt jorden øde. I ruinerne af den tidligere verden udspillede sig så små spøjse fortællinger, skåret over et lille antal temaer og stjålet fra de film de forsøgte at efterligne. Ofte er det en enlig helt, et tydeligt levn fra western- og action-genren, der må en masse prøvelser igennem for at komme mere menneskelig ud i den anden ende af eventyret. Undervejs vælger han at smide sin egocentriske opførsel for at redde/hjælpe en lille gruppe mennesker (i enkelte tilfælde hele menneskeheden), som helt uselvisk havde valgt at hjælpe ham, da han selv sad i en kneben situation. Fælles for de fleste af de italienske bud på genren var magre budgetter, hvilket resulterede i en ofte sløset og billig æstetik, der ikke sjældent bidrog til filmenes low-budget-charme.

Som sub-genre er post-apokalypse-filmene især interessante fordi de er et genuint eksempel på, hvorledes exploitation-filmgenren kan tage et meget snævert emne og tømme det for succes, hvorved bølger af små sære psykotroniske film, som ligner hinanden uhyggeligt meget, opstår. I modsætning til generelle genrer, f.eks. gysere, action- og gangsterfilm eller horrorfilmens sub-genrer som f.eks. zombie- eller vampyrfilm, der konstant varieres over, opstår eksploitation-filmenes sub-genrer ofte på baggrund af meget få - i nogle tilfælde en enkelt - films succes. Men post-apokalypse genren adskiller sig fra mange af 80ernes exploitation-sub-genrer ved den talentmasse, som står bag de bedste af filmene. Hvor den førnævnte nazisploitation-genre hovedsageligt begrænsede sig til komplet talentløse instruktører som Bruno Mattei (Mattei instruerede naturligvis også film inden for post-nuke-genren) og Luigi Batzella, forsøgte langt mere solide instruktører som Sergio Martino, Aristide Massaccesi, Lucio Fulci og Enzo G. Castellari sig, med mere eller mindre held, udi post-apokalypse-genren, ligesom filmene på skuespillersiden havde betragteligt mere pondus med b-film- og trash-veteranerne George Eastman, Gordon Mitchell, Al Cliver, Al Yamanouchi, Vic Morrow, Paolo Malco, Henry Silva og Fred Williamson foran kameraet.
UNCUT RETRO - ITALIENSK POST-APOKALYPSE PÅ DK-VHS

BRONX WARRIORS, THE
(1990 - I Guerrieri del Bronx) Enzo G. Castellari 1982
NEW BARBARIANS, THE - Krigerne år 2019
(I Nuovi barbari) Enzo G. Castellari 1982
DEATH WARRIORS
(Exterminators of the Year 3000/ Il Gustiziere della strada) Giuliano Carnimero 1983
ENDGAME
(Bronx lotta finale) Aristide Massaccesi 1983
FIGHTING FORCE
(Rome, 2072 A.D./ I Guerrieri dell anno 2072) Lucio Fulci 1983
FLUGTAKTION BRONX
(Bronx Warriors 2/ Fuga del Bronx) Enzo G. Castellari 1983
MAD RIDER
(Warrior of the Lost World/ Il Giustiziere della terra perduta) David Worth 1983
NEW YORK 2019
(2019 dopo la caduta di New York/ 2019 After the Fall of New York) Sergio Martino 1983
ONE EYE FORCE
(2020 Texas Gladiators/ Anno 2020/ I Gladiatori del futuro) Aristide Massaccesi/Luigi Montefiori 1983
RUSH
Tonino Ricci 1983
SIDSTE HÆVNER, DEN
(Final Executioner, The/ Ultimo guerriero, L) Romolo Guerrieri 1983
RAGE
(Rabbia/Rush 2) Tonino Ricci 1984
SHE
Avi Nesher 1985
LONE RUNNER
(Per un pugno di diamanti) Ruggero Deodato 1986
QUERUAK
(Vendetta dal futuro/ Hands of Steel) Sergio Martino 1986


GENRENS FORBILLEDER - MAD MAX, PLISSKEN OG ALLE DE ANDRE
Da Australske George Millers spillefilmsdebut (hans tidligere film var dokumentar- og kortfilm) Mad Max (1979), der ret beset er en opskruet og hårdtpumpet western på hjul, blev en uventet succes i billetlugerne, var post-apokalypsegenren pludselig på alles læber. Mad Max etablerede ikke sin setting særlig præcist (det var f.eks. uklart hvornår filmen foregik og hvad, der havde medført, at verden var gået af lave), så det var i høj grad op til seeren at fylde hullerne ud og lade baggrundshistorien leve i deres hoveder. Herved fik filmens karakterer også lov til at fylde mere, når filmfolkene nu ikke skulle tænke på at etablere en troværdig fremtid med katastrofe, atombomber og hele moletjavsen. Filmens usædvanlige blanding af benzindampe, hurtige biler, misantropi, ørkenscenerier og et 'lige-ud-af-landevejen' hævnplot, slog an hos et internationalt publikum og placerede Australien på det filmiske verdenskort.
Miller selv instruerede to ligeledes vellykkede efterfølgere (selv om den første sequel er langt den bedste), Mad Max 2 (The Road Warrior) (1981) samt den mere humoristiske, stuerene (dvs. PG13-ratede) og klichéprægede Mad Max Beyond the Thunderdome (1985), hvorfra Tina Turner-hittet "We Don´t Need Another Hero" var en sand landeplage tilbage i 80erne.

I modsætning til Mad Max (1979) benytter The Road Warrior (1981) en klassisk treaktsstruktur, der følger den klassiske amerikanske fortællemodus og Hollywood-tradition, som vi f.eks. kender den fra talrige westerns. Plottet er centreret omkring outsideren Max, der, efter en del forviklinger, beslutter at hjælpe en gruppe civiliserede "beduiner", der har bosat sig i ødemarken og nu er belejret af en bande læder- og nittebeklædte ørkenbøller. Beduinernes civiliserede opførsel efter at Max i første omgang har afslået at hjælpe dem, men selv er blevet alvorligt såret af bøllerne, lærer vor helt at ens eget velbefindende ikke altid behøver at være det vigtigste ideal, og filmens klimaks er en suverænt koreograferet landevejsjagt på den tankbil, som antagonisten vil have fat i. Med Max bag rattet får vi et passende twist, da det viser sig, at tankbilen er fuld af sand og blot er tænkt som en afledningsmanøvre således at civilisterne kan drage helskindede fra deres bosættelse. Ligesom i den første film er der masser af action på drengen, igen forrygende iscenesat af Miller, og på sin vis er toeren faktisk næsten lige så god som sin forgænger, men bedst af alt så forstår filmen at variere sine action set pieces i stedet for at kopiere sin forgænger. Et problem mange af de italienske imitationer havde, hvorfor de også kan ligne hinanden til forveksling. The Road Warrior benytter i øvrigt dokumentarmateriale til at etablere sin post-apokalypse-setting; et trick der blev benyttet i vid udstrækning i filmens mange imitationer. Fotografering fra ægte atombombetests og krig var, i filmfolkenes øjne, en smule mere overbevisende end en billig miniature og 'corny' special effects. Og sandsynligvis billigere at producere.

Men selv Miller havde sine idéer til Mad Max-filmene andetsteds fra. Fra sen-60erne og op gennem 70erne var sci-fi-genren blevet endnu mere samfundsrevsende og -kritisk. Antallet af film der behandlede mere jordnære emner, som high-tech-angst, identitetskriser, atombombetruslen, økologiske katastrofer, overbefolkning og lignende, var eksploderet og der blev længere og længere mellem de klassiske space operas om kolonisering af fjerne planeter og de storbyhærgende marsmænd eller atommutationer. Den første succesrige film som virkelig gjorde sig gældende inden for post-apokalypse-genren og placerede mennesket i en verden efter dommedag og bombens fald var George Pals fortrinlige The Time Machine (1960), men på exploitation-fronten puslede filmfolkene allerede med emnet i f.eks. gigant-turkeyen Robot Monster (1953), der sendte en abe fra det ydre rum mod menneskehedens sidste overlevende, samt Cormans lavt budgetterede drive in-film Teenage Caveman (1958), hvori en stenalderteenager pludselig opdager at han lever i en fremtidsverden efter atombomben og at de voksne holder sandheden skjult for ham. Franklin Schaffners Abernes planet (Planet of the Apes) (1968) baseret på Pierre Boulles roman - som han i øvrigt selv betragtede som hørende til somden ringere ende af sit forfatterskab - kombinerede ligesom The Time Machine (1960) klassisk adventure med alvor. Der var naturligvis lavet masser af atombombescenarier før disse skelsættende værker og film som de amerikanske On the Beach (1959), Panic in the Year Zero! (1962) samt de engelske Dr. Strangelove (1963) og The War Game (1965) (der vandt en Academy Award for bedste dokumentar skønt den var 100% iscenesat) tog hver især emnet op om hvad der ville ske med civilisationen under og efter et atomangreb. Men Planet of the Apes (1968) og The Time Machine (1960), udmærkede sig ved at være vellykkede eskapistiske 'adventures', der benyttede sin underholdende ramme til at komme med politiske og sociale kommentarer; ambitioner som de senere italienske efterligninger sjældent havde. Planet of the Apes (1968) besad desuden en betragtelig visuel potens i dens imponerende set pieces over vor itubombede civilisation, især den uforglemmelige top af en begravet frihedsgudinde, der stikker frem fra sandet i vandkanten som en grotesk opskyllet rest fra en glemt verden. Mad Max-filmenes største forbilleder var dog uden tvivl at finde inden for exploitationgenren. Både Robert Clouses røvsyge Dødens by (The Ultimate Warrior) og L.Q. Jones sort-humoristiske og voldelige Mad Don (A Boy and His Dog) (begge 1975) havde en ensom helt vandrende omkring i et post-apokalyptisk landskab, hvor det er "enhver for sig selv" efter den altødelæggende miljø- eller atomkatastrofe.

I The Ultimate Warrior (1975), der har usædvanligt uoplagte Yul Brynner og Max von Sydow i hovedrollerne, lejer en flok fremtids-øko-civilister en ensom helt (Brynner), som skal beskytte dem mod en flok forbrydere, der ønsker at slå kløerne i deres rigdomme. Senere skal helten føre de sidste overlevende gennem et, for genren, typisk nedslidt landskab. I den mørke sci-fi-satire A Boy and His Dog finder vi et vaskeægte post-nukleart helvede. En ung Don Johnson, deraf den latterlige danske titel Mad Don, vandrer omkring med sin talende hund, fanget mellem voldelige bander og resterne af det borgerskab som atomkrigen efterlod. Filmen indeholder, foruden rigeligt af sprudlende idéer og action, en rigtig god twistslutning hvor hovedrolleindehaveren bogstavelig talt ofrer sit nyfundne kvindelige bekendtskab for at redde sin talende hund. Endnu tydeligere inspiration for Mad Max (1979) var der at finde i Paul Bartels fremragende sorte fremtidssatire Death Race 2000 (1975) baseret på et forlæg af den danskfødte sci-fi-forfatter Ib Melchior. Melchiors egen intelligente exploitation-version af The Time Machine (1960), The Time Travelers (1964), skildrede i øvrigt også en post-apokalyptisk fremtid, hvor en gruppe videnskabsmænd og deres androider kæmper med at få deres rumfartøj afsted til en beboelig planet, mens de er belejret af aggressive mutanter. Death Race 2000 (1975) er en sprængfyldt exploitation action-film, der formår at kombinere et intelligent manuskript med en 'ingen-gag-er-for-grotesk'-mentalitet og visuel idérigdom, der bedriver mirakler på et minimalt budget. Filmens centrale handling er et drabeligt bilvæddeløb gennem USA, der viser sig at være rammen for en plan om at omvælte et totalitært styre og dets fascistiske præsident. Hovedrollerne spilles fremragende med tonsvis af ironi af bl.a. David Carradine som cyborgen Frankenstein og Sylvester Stallone i rollen som hans rival Machine-Gun Joe Viterbo. Death Race 2000 (1975)s skildring af landevejene som et kaotisk netværk, hvor psykopater har frit spil, var direkte inspiration til Mad Max-universet og denne films fartgale actionsekvenser, mens filmens idé om voldelige sportsgrene, som gennem ultravold skulle stimulere pøblens oprørstrang, blev udforsket videre i Norman Jewisons klassiker Rollerball fra samme år.

Yderligere to action- og kultsucceser skulle gå hen og levere væsentlig inspiration til de italienske post-apokalypse-film: John Carpenters fornøjelige tegneseriekarikatur Flugtaktion New York (Escape From New York) (1981) og Walter Hills noget tidstypiske, men ellers ganske intense, Krigerne (The Warriors) (1979). Hills film er ikke ligefrem apokalyptisk eller science fiction - selv om den er tydeligt inspireret af A Clockwork Orange (1971) - men dens mennesketomme gader og subway-setting befolket af dødbringende bander er sære og til tider nærmest uvirkelige, hvilket placerer den inden for den fantastiske genre. Uvirkelig er et endnu mere passende prædikat til John Carpenters Escape From New York (1981), der til tider nærmest er tegneserieagtig med sin papæstetik og sine kradse farver - ikke at forglemme herlige karikaturer leveret af Donald Pleasence, Kurt Russell som antihelten Snake "Call me Snake!" Plissken, Harry Dean Stanton, Ernest Borgnine, Adrienne Barbeau og Lee van Cleef. Filmen er, set med nutidens øjne, komplet grinagtig, men dens insisteren på at behandle sine karakterer som marionetter i et spil af geniale set pieces, er bemærkelsesværdig, og æstetisk er den nærmest indbegrebet af de tidlige 80ere-b-films attitude. Dens centrale præmis er nærmest genial i al sin usandsynlighed: på grund af skyhøj kriminalitet i New York lukkes Manhattan-området af og omringes af en massiv mur og vagttårne. Området bliver forvandlet til et gigantisk fængsel hvor forbrydere af enhver art indsluses til dets eget brutale hierarki. Lighederne mellem dette hierarki og det amerikanske systems bliver tydelig da den amerikanske præsident efter en terroraktion lander med sin redningskapsel i bymidten. Myndighederne mister straks enhver kontakt med præsidenten, der ligger inde med vitale dokumenter i nogle fredsforhandlinger, og outsideren Snake Plissken sendes ind for at få ham ud i live. Motiveret af et implantat, der vil dræbe ham hvis missionen mislykkes.

Fra oven: den amerikanske DVD-release af Mad Max (1979) en af sci-fi-genrens mest indflydelsesrige film. Opfølgeren Mad Max 2 (aka. The Road Warrior) (1981) blev i endnu højere grad kopieret af exploitationproducenterne. Nederst: John Carpenters Escape from New York (1981), der også i høj grad havde indflydelse på de italienske forsøg udi genren. Filmene understregede vigtigheden af en farverig helt, der, som i Mad Max, fascinerede med en mystisk og nærmest skræmmende ro, eller som Escape from New Yorks Snake Plissken underholdte med karikeret kynisme.


"THE WORLD IS DEAD - IT HAS RAPED ITSELF!" - CASTELLARIS DOMMEDAG
De første forsøg inden for genren, på italiensk grund, skulle iværksættes af den italienske trash-mogul, produceren Fabrizio De Angelis, der hurtigt formåede at identificere en cimematisk trend for derefter at malke dens potentiale, men som instruktør er ganske forskrækkeligt dårlig. Han hyrede den italienske actioninstruktør Enzo G. Castellari, søn af instruktøren Mario Girolami (der med karrierens eneste horrorfilm Zombie massakren (Zombie Holocaust) (1979), som De Angelis også producerede, leverede en, af flere årsager, uforglemmelig film) skulle vise sig at være den mest produktive af post-apokalypse-genrens instruktører med ikke mindre end tre udmærkede film: The Bronx Warriors (1990 - I Guerrieri del Bronx) (1982), The New Barbarians (I Nuovi barbari) (1982) samt Flugtaktion Bronx (Fuga del Bronx) (1983), en pesudo-sequel til The Bronx Warriors.

Castellaris første film inden for genren, The Bronx Warriors, er en flot fotograferet action/biker-film, der, som titlen antyder, er kraftigt inspireret af Hills The Warriors (1979) og har manuskript af Dardano Sacchetti samt fotografering af Sergio Salvati, der begge deltog i en håndfuld af producentens Fulci/zombie-film. The Bronx Warriors' præmis er simpel og ganske fint, om end en smule forudsigeligt, udført, og selv om filmen tydeligvis ikke er ren post-apokalypse med atombomber og lignende, foregår den efter at verden er gået af lave og Manhattan er opgivet som beboelsesområde. Motorcykelbanden The Riders (med extras af Hell's Angels-rockere, der også udførte nogle af filmens stunts), ledet af Trash (Mark Gregory), beskytter sit nabolag mod det multinationale firma The Manhattan Corporation (nærmest et familieforetagende for Castellari; hans broder Ennio Girolami spiller firmaets direktør og hans søster Stefania Girolami spiller pigen Ann, der efter sin 18-års-fødselsdag skal styre firmaet), der ønsker at brænde The Bronx ned til grunden så de kan opføre en ny bydel der hvor den gamle står. I mindre roller ser vi genreveteranerne Fred Williamson som bandelederen Ogre og Vic Morrow, der omkom kort efter indspilningen af filmen, som skurken The Hammer, der ønsker at befri sig fra barndomserindringerne i slummen gennem voldelig udrensning af området. The Bronx Warriors er ikke nogen klassiker, men rummer nok spræl og visuel pondus til at holde interessen fanget i halvanden time.

Enzo G. Castellaris og Fabrizio De Angelis' næste to forsøg inden for genren skulle blive rip offs af henholdsvis Mad Max-serien og Carpenters Escape From New York (1981). Der var ikke rigtig tid til fornyelse og selvstændige manuskripter, så det letteste for Castellari og De Angelis var, som så ofte i exploitation-filmbranchen, at lægge sig i mere succesrige films kølvand. I The New Barbarians (I Nuovi barbari) fra 1982, et middelmådigt men ganske underholdende plagiat på The Road Warrior (1981), beslutter den typiske helt, spillet af anonyme Giancarlo Prete, og hans sidekick (spillet af actionhelten Fred Williamson), der skyder med eksplosive pile, at beskytte en gruppe civile mod psykopaten One (fremragende overspillet af George Eastman (Luigi Montefiori)). One kører med hans hvidklædte templars "The Wasteland" - faktisk den lokale grusgrav - tynd for at rydde jorden for mennesker, som The Templars opfatter som en form for avancerede skadedyr. Igen har vi brormand Ennio Girolami i en birolle, denne gang som Ones håndlanger, men ellers er filmen tyndt besat (hvis vi ser bort fra 80er-babe Anna Kanakis der uddeler tæsk og belønningssex til helten) med anonyme indfald. På actionsiden er den dog nogenlunde kompetent, og selvom den til tider virker en smule usikker og sløset, er den bestemt et kig værd hvis man er til italo-trash. Filmen er Castellaris dårligste inden for genren, men, hvis man tager de fleste senere forsøg udi genren i betragtning, ganske hyggelig og er intet mindre end rendyrket grusgravsaction med farverig vold, latterlige 80er-kostumer, laservåben og modificerede køretøjer. Enten elsker eller hader man det. Som en lille bonus kan man hygge sig over grydeklipsmøgungen Giovanni Frezza fra Slagtehuset ved kirkegården (House by the Cemetery) (1981) i en birolle som mekaniker/wiz kid.

En tand mere vellykket er opfølgeren til The Bronx Warriors, Flugtaktion Bronx (Fuga dal Bronx) (1983), der desværre skulle blive De Angelis' og Castellaris sidste post-apokalypse-film sammen; noget tyder nemlig på at de nu havde fundet det rigtige tempo, og filmen er klart også en af genrens bedste. Filmen har droppet de tiltag til plotforviklinger, der markerede deres første forsøg i genren, og går i stedet efter non-stop-action. Faktisk er der ikke mange af filmens skudsår, eksplosioner og kølleslag, som ikke er i slow motion, en fast stilistisk ingrediens i Castellaris produktioner. Handlingen udspilles 10 år efter The Bronx Warriors (dvs. år 2000), hvor vores helt, stadig Trash, spillet af Mark Gregory med det fede svenskerhår, fræser Bronx tyndt med sin seksløber og motorcykel og skyder huller i General Constructions folk, der nu forsøger at jævne bydelen med jorden, når Trash løber ind i dem. Skurken er stadig brormand Ennio Girolami, omend han ikke arbejder for Manhattan Corporation længere. Efter sine forældres død iværksætter Trash, hjulpet af en lille håndfuld venner, en sindrig plan der går ud på at kidnappe præsident Clark (Girolami) for derved at få omverdenens øjne op for selskabets umenneskelighed. Det hele ender i et blodbad, da selskabet, ledet af Paolo Malco og Henry Silva, begge i topform, beslutter sig for at lægge låg på sagen og benytte lejligheden til at skaffe sig af med både Clark og beboerne i Bronx. Ikke et kedeligt sekund, selv om filmen nok ikke appellerer til det brede publikum. Trash- og italo-fans, der ikke går af vejen for en god omgang voldsæstetisk ramasjang, gør dog klogt i at slå kløerne i filmen hurtigst muligt.

Alle tre film er ude på dansk video: The Bronx Warriors fra Hem Video Film/Polygram (letterboxed), Flugtaktion Bronx fra ABCollection og The New Barbarians ligeledes fra ABCollection. Desværre er filmene efterhånden småsjældne, og skulle man ikke være så heldig at løbe ind i dem i en rodekasse med gamle film eller på et snusket antikvariats støvede hylder, kan de bestilles fra udenlandsk import video.

Castellaris post-apokalypse-produktion var tydeligvis ikke film skabt ud fra kunstneriske ambitioner, men udelukkende som exploitation-film, der skulle malke en given cinematisk trend. Filmenes succes var derfor ikke affødt af nytænkning eller originale idéer, men udelukkende af instruktørens evne til at arbejde med, og få noget visuelt potent, der helst skulle være i forbilledernes ånd, ud af filmenes ofte magre budgetter. Og i den henseende lykkedes Castellaris film over al formåen og stod som nogle af genrens fineste plagiater, især fordi Castellari alligevel formåede at efterlade sit fingeraftryk på filmene. Fabrizio de Angelis fortæller i bogen Spaghetti Nightmares om Castellaris "post-atomic trilogy": "That trilogy was devised because it was considered "fashionable" and the films were shot almost entirely in the Bronx. I think very highly of Castellari; in my opinion, he's a great professional."

Fra oven Enzo G. Castellaris dommedagsvisioner i 1990 - I Guerrieri del Bronx 1982, Fuga dal Bronx (1983) og I Nuovi barbari (1982).


SPAGHETTI-APOKALYPSE A LA MASSACCESI
Det cinematiske makkerpar, den tidligere kameramand og DP Joe D'amato (fødenavn Aristide Massaccesi) og skuespilleren/forfatteren George Eastman (fødenavn Luigi Montefiori) spyede i slut-70erne og start-80erne en række saftige exploitation-film ud gennem bl.a. selskabet Filmirage. Især under pseudonymet D'Amato blev Massaccesi nærmest synonymt med italiensk splatter og er i dag tilbedt af millioner af gore-fans verden over. Sjovt nok var filmene ofte produceret på en sten og mere opfindsomme i deres ulækre effekter end de var teknisk kompetente. Massacessi benyttede f.eks. slagterirester til mange af sine film i stedet for "dyre" make-up-effekter. Hvilket ikke bekymrede de hengivne fans, der elskede det. Massaccesi og Montefiori havde samarbejdet siden 1974, hvor de strikkede manuskriptet til western-filmen Giubbe Rosse (1974) sammen på en weekend og efter en lang række mere eller mindre succesrige (s)exploitation-film, bl.a. splatter-"klassikeren" Antropophagus (1980) - anmeldt på Uncut under sin amerikanske titel The Grim Reaper - dens opfølger Rosso Sangue (1981), Erotic Nights of the Living Dead (aka. Le notti erotiche dei morti viventi) (1980) samt Porno Holocaust (1980), kastede makkerparret sig naturligvis over post-nuke-genren. Deres første film inden for genren, Endgame (Bronx lotta finale) (1983), skulle også gå hen og blive en af genrens bedste. Ikke så meget på grund af dens scenografi og effekter, der begrænsede sig til en grusgrav og lidt blå maling, som skulle sætte kulør på filmens monster, men på grund af et særdeles oplagt cast og et rivende sejt plot, der hele tiden var i bevægelse og som forstod at håndtere sine genreelementer med tilpas meget alvor og opfindsomhed til at filmen blev en lille trash-perle. Filmen er tydeligt nok en kopi af The Road Warrior (1982), tilsat et dødsspil inspireret af Rollerball (1976), men kaster helt friske (og idiotiske) elementer ind i fortællingen, som f.eks. blinde krigere, der styres af en telepat, som de har taget til fange (?) og en stor savlende mutant, der voldtager exploitation-baben Laura Gemser.

Endgames plot spindes omkring en gruppe (genreveteranerne Al Cliver, Laura Gemser, George Eastman (Aka Luigi Montefiori) og Al Yamanouchi), der skal transportere en messiansk dreng 2000 mil gennem ødemarken inden denne falder i kløerne på Gordon Mitchell. Deres motivation til at samarbejde er løftet om en kasse guld for enden af regnbuen og således begiver de sig gennem en sand marathon af usandsynlige 'encounters' før de når deres destination. Undervejs leverer filmen alt hvad hjertet kan begære af meningsløs vold, modificerede køretøjer, grusgravs-slow-mo-action, one liners og helt fremragende 80er-æstetik, hvor især de grinagtige kostumer imponerer. Desuden har filmen Dario Argento-protegé Michele Soavi som assistant director, idet han kan ses i en lille rolle som helikopterpilot. Massaccesi var begejstret for Soavis evner - Massaccesi producerede senere Soavis debutfilm - og Endgame blev ikke enden på trekløverets forsøg udi det post-apokalyptiske, omend deres næste film, One Eye Force (Anno 2020 - I Gladiatori del futuro/2020 - Texas Gladiators) (1983), instrueret af Massaccesi (actionsekvenser) og Montefiori, var knap så vellykket. Endgame er relativ nem at få fingrene i, men pas på! Begge de danske udgivelser fra Filmlab er censurerede, mens Hem Video Films release er uklippet, men også en hel del sjældnere.

One Eye Force er stereotyp action-idioti, der primært tynges ned af et snørklet plot og 'eksperimenterende' klipning, der går ud over filmens tempo og fornuft. Filmen bærer i visse passager ligeledes præg af at være improviseret (spilletiden blev forlænget fra en time til halvanden). Det sagt, så er den også en af genrens mest uforudsigelige film, bl.a. fordi den allerede i sit set-up skiller sig af med hovedpersonen (igen Al Cliver) og herefter udvikler sig i retning af et relativt simpelt hævnplot, hvor Clivers gamle venner vælger at tage kampen op mod motorcykel-skurken Catch Dog og et regime af neo-nazister, som er uovervindelige indtil det går op for vore helte at deres kraftskjolde ikke kan modstå tomahavks og indianere (!). Hvorom alting er, kan det godt være at One Eye Force overrasker og leverer et par billige grin undervejs, men dens kæmpe ambitioner om at forene western-genren og post-atomic-sci-fi falder til jorden allerede inden for de første scener, hvorfor den forbliver mere interessant end god. Filmen er udgivet på dansk video af Hem Video Film, men hvorfor gøre sig ulejligheden når der er bedre film at se?

Montefiori har generelt ikke høje tanker om post-apokalypse-genren og fortæller i Spaghetti Nightmares, at filmene generelt - også Filmirages egne produktioner - var kopifilm, med alt for lave budgetter til at kunne udrette noget. Dog roser han New York 2019 (1983) (af Sergio Martino), en film han i øvrigt selv medvirkede i: "2019 Dopo la caduta di New York was a reasonable film with an original theme, but Hands of Steel (Vendetta dal futuro) was pretty awful and trite. However, they had better funding than Massaccesi's films and Sergio Martino is at least a very courteous and discreet person."

Fra oven: italiensk videoomslag og poster til Aristide Massaccesi og Luigi Montefioris 2020 Texas Gladiators (1983).


POST-ATOMIC ADVENTURE - MARTINOS APOKALYPSER
Den italienske instruktør Sergio Martino havde op gennem sin karriere ofte tilføjet relativt modbydelige film et ordentligt skvæt action og adventure, en teknik som tillod ham at portrættere voldsomme begivenheder inden for adventure-genrens rammer, hvilket gav hans film en mere uskyldig tone og tog brodden af de mest væmmelige scener. Hans to film inden for post-apokalypse-genren: New York 2019 (2019 dopo la caduta di New York/ 2019 After the Fall of New York) (1983) og Queruak (Vendetta dal futuro/ Hands of Steel) (1986), rummer umiskendeligt instruktørens lidt naive og milde fingeraftryk, og gør dem, på trods af deres til tider rå og blodige effekter, til genrens mere "uskyldige" film. Her stopper sammenligningen også. New York 2019 (1983), en af genrens mest fornøjelige film, er et fremragende action-adventure, der til tider desværre stabler så mange set pieces og locations på benene, at den glemmer sin historie og sine karakterer, mens Queruak (1986) er et halvt mislykket forsøg på at kombinere et relativt overraskende manuskript med genreklichér og action- samt effektmæssige ambitioner i størrelsesorden med The Terminator (1984) og (rent filosofisk) Blade Runner (1982), hvilket den slet ikke kan bære. Queruak, der fra Martinos side instrueres på rutinen, har Daniel Greene i hovedrollen som cyborgen Paco Queruak, som er på flugt fra myndighederne efter et mislykket mordforsøg på økoaktivisten Mosley. Mens Queruak søger tilflugt fra den onde corporation (med John Saxon i spidsen) som har bygget ham, forelsker han sig i hotel- og barejeren Linda (Janet Agren), hvorefter han løber ind i problemer med hendes truckerkæreste (Luigi Montefiori). De sidste 20 minutter er rimeligt actionfyldte, men ellers fungerer den kun på rutinen og ved at stjæle småbidder fra andre film. Vi ser bl.a. en scene hvor Queruak ordner sin arm ikke ulig Arnold i The Terminator (1984). Scenen er ganske fint udført takket være Sergio Stivalettis make-up-effekter, men mister sin pondus fordi hele idéen allerede er udført i et andet værk. Ærgerligt nok, for dens brug af truckers og armlægning som plotelementer er ret forfriskende og usædvanlige, og Claudio Simonettis synth score er ret fedt på den gode 80eragtige måde. Ret beset er filmen ikke rendyrket post-apokalypse, men jeg har valgt at tage den med her fordi den i nogle enkelte scener snuser til genren: jorden er ødelagt af omfattende miljøkatastrofer og -forurening med pletvis syreregn til følge. På et tidspunkt passerer heltens bil gennem et område, hvor et vejskilt advarer om syreregn. Rart at den slags metrologisk set kun er begrænset til et bestemt område. Ok, helt ueffen til en videoaften er filmen, der er udgivet på dansk video af Video International, bestemt ikke, og jeg indrømmer at den holdt mig fanget hele vejen.

Når man leder efter ren post-apokalyptisk eskapisme er der straks mere gods i Martinos New York 2019 (1983). I dette utilslørede rip off af Escape from New York (1981) sendes vores helt Parsifal (spillet af Michael Sopkiw, der i mine øjne er den bedste af genrens helte) ind i et sønderbombet New York, der kontrolleres af en samling læderklædte fascister, eurakkerne, for at finde den sidste frugtbare kvinde på jorden, så hun kan sendes med et ark-lignende rumskib til en frisk start i galaksen Alpha Centauri. Filmens plot består mest af diverse forhindringer, som vore helte støder på inden de finder frem til kvinden, der viser sig at ligge i kryosøvn i en glaskiste. Eventyrinspirationen er tydelig hele filmen igennem, men der krydres rigeligt med ultra-voldelige scener, der desværre er trimmet væk i STVPs danske udgivelse af filmen, men heldigvis komplette i ABCollections release. New York 2019 (1983) bæres af hurtigt tempo, livlig instruktion af Martino, god klipning, samt et stærkt soundtrack (genrens bedste, udført af Guido De Angelis og Maurizio De Angelis) og kan ligeledes prale af et stærkt cast, der foruden Sopkiv tæller de dejlige 'babes' Anna Kanakis og Valentine Monnier, Al Yamanouchi som pisksvingende psykopat og bedst af alt Luigi Montefiori i en af hans bedste roller som Big Ape, der paradoksalt nok er den eneste frugtbare mand (øhh.. abe) tilbage i verden. Filmen er et 'must' for kendere af post-apokalyptisk science fiction, men er som nævnt fullscreen på begge danske videoer, hvoraf ABcollections er ucensureret. Den flamske release (med både franske og hollandske undertekster) er letterboxed og uncut.

Den flamske VHS-release (letterboxed og uncut) af Sergio Martinos herlige 2019 dopo la caduta di New York (2019 After the Fall of New York) (1983).


AFTER THE FALL OF THE GENRE - POST-APOKALYPSENS NEDTUR
Som det fremgår ovenfor var de nævnte film af de herrer Enzo G. Castellari, Aristide Massaccesi og Sergio Martino mere eller mindre solide produktioner fra, i forvejen, produktive og talentfulde instruktører, der forstod at presse noget visuelt interessant ud af knap så originalt materiale. Men det relativt høje niveau var ikke typisk for genrens film, og de få funklende stjerner på filmhimlen overskygges hurtigt af en samling rædderlige film, hvoraf den ene udviste mere inkompetence end den næste. De fleste af genrens film var desværre også glimrende eksempler fra hvad der nærmest skulle blive synonymt med genren: grinagtigt sjetterangsskuespil, elendig scenografi, sløseri på manuskriptsiden og uopfindsomhed på billedsiden.

Den ukronede konge af italiensk nonsens-splatter Lucio Fulci forsøgte sig også med ringe held inden for genren, og selv om manuskriptet til hans Fighting Force (Rome, 2072 A.D./ I Guerrieri dell anno 2072) (1983) er ganske interessant sci-fi-materiale med et par gode twists og præget af den visuelle kompetence, der generelt prægede hans horrorfilm, men der er simpelthen ikke kød nok på manuskriptet, som er skrevet i samarbejde med Dardano Sacchetti, Fulcis faste kolaboratør i en årrække efter det første samarbejde Sette note in nero (1977). Effektmæssigt, især i miniature fotograferingen, efterligner filmen Blade Runner (1982) og Nærkontakt af tredje grad (Close Encounters of the Third Kind) (1977), hvilket dens budget ikke helt kan bære, ligesom effektfotografen tydeligvis ikke er nogen Douglas Trumbull. Handlingen, der udspilles omkring Jared Martins uskyldigt dømte sportsstjerne, som nu er placeret i et dødsspil, koncentrerer sig mindre om Mad Max (1979) og post-apokalypsen, end de øvrige film fra perioden. I stedet læner filmen sig visuelt op af langt bedre og budgetmæssigt holdbare film som Blade Runner (1982), A Clockwork Orange (1971) og Rollerball (1975). Filmen placerer sin hovedperson i et træningsområde for deltagere til tv-programmet "New Gladiators" hvori en gruppe sportsfolk smadrer hinanden til plukfisk. Gevinsten er at være i live ved spillets afslutning, men alt for meget af filmen går med optakten til dette spil, hvis formål er at virke som ventil for pøblens raseri over det fascistiske styre. Først hen mod slutningen, efter at være præsenteret for et sindrigt træningsprogram, de øvrige deltagere (de langt mere interessante post-apokalypse-veteraner Fred Williamson, Al Cliver og Al Yamanouchi), de sadistiske vagter, samt psykologen, der får mistanke om at vor helt måske er uskyldig, samt de obligatoriske flugtforsøg, når vi endelig til humlen. Desværre er seerens tålmodighed på det tidspunkt opbrugt, og de endelige afsløringer og twists temmelig nyttesløse. Fighting Force må altså betegnes som en interessant afvigelse blandt en række produktioner som Fulci leverede i samarbejde med Sacchetti og fejler primært på grund af det ringe manuskript, hvor midterste akt slipper taget i sit publikum, og filmen aldrig rigtig får fat igen. Som hårdkogt science fiction betragtet er filmen dog en af de bedste, der kom fra støvlelandet i de splatterorienterede 80ere. At filmen kommer fra en periode hvor Fulcis øvrige film var rigtigt saftige ses tydeligt i filmens start, hvor en kvinde får halsen skåret over under "The Death Game", et populært program hvori folk i en virtuel virkelighed udsættes for forskellige drabelige situationer. Fighting Force har i øvrigt Claudio Cassinelli, der spillede rollen som dusørjægeren Hunt i Sergio Martinos Queruak (1986) og som desværre blev dræbt i et helikopterstyrt under optagelserne til denne, i en god rolle som tv-produceren Cortez. Filmen er ude på dansk video fra ABCollection, samt amerikansk DVD fra Troma, i fald man ikke kan nære sig.

I Antonio Margheritis Il Mondo di yor (aka. Yor – The Hunter from the Future) (1983) er civilisationen ligesom i The Time Machine (1960) og Teenage Caveman (1958) blevet bombet tilbage til stenalderen. John Steiner brillerer (igen) som "evil overlord" og Reb Brown forsøger sig som blond muskelbundt, men ellers skulle der efter sigende ikke være meget at komme efter i dette sci-fi-inspirerede Conan the Barbarian (1982)-ripoff, som i øvrigt benytter det samme score som After the Fall of New York (1983).

Mere dunkelt og lav budgetteret bliver det i Romolo Guerrieris Den sidste hævner (The Final Executioner), der på et smalt budget fortæller en slags futuristisk hævnhistorie, der handlingsmæssigt læner sig op af periodens selvtægtsfilm som The Vigilante (1983) og de mange En mand ser rødt (Death Wish) (1974)-sequels og plagiater. Vi befinder os igen i en søndersmadret fremtid, hvor folk jages for sportens skyld. En noget dyster tone kendetegner dette mislykkede forsøg udi post-apokalypse genren, så på trods af at den er knap så blodig som f.eks. New York 2019 (1983), er dens dvælen ved sex, sleaze og ondskabsfulde gerninger så absolut ikke for børn. I filmen har en videnskabsmand, den elendigt spillende William Mang, fundet ud af, at strålingsfaren er ovre, så de bestrålede stakler der bruges som bytte, er i virkeligheden helt raske. Overmagten er naturligvis ikke interesseret i at dele deres viden om befolkningens tilstand eller virkelighedens beskaffenhed med pøblen, ud fra den overbevisning at sandheden er forbeholdt overklassen og viden er magt - et klassisk sci-fi-element som ses i bl.a. Fremtidens rædsel (Soylent Green) (1973) og Flugten fra fremtiden (Logan's Run) (1976) - men må naturligvis lide under den titulære "sidste hævner"s nævenyttige retfærdighedssans. Tja, set-upet lyder måske ikke så ringe endda, man Den sidste hævner fejler, primært fordi dens snæversynethed gør filmen unuanceret, navlebeskuende og dum. Videnskabsmandens kone voldtages og myrdes, og vor helt efterlades af skurkene i en flod, i den tro at han er død. En venlig eks-strømer (glimrende spillet af veteranen Woody Strode) fisker videnskabsmanden op af floden, og efter en ganske grinagtig og intens træning beslutter vort makkerpar at tage kampen op mod fascisterne. Et par Uncutkassetter kan det dog blive til for den generelle underholdnings- og trash-værdi, men meget hjerneaktivitet kræver skidtet, der er ude på dansk video fra ABCollection, ikke.

Endnu dummere, men knap så dyster er Giuliano Carnimeros Death Warriors (Exterminators of the Year 3000) (1983), der desperat forsøger at spille på alle tangenter i den tro at en broget historie vil tilfredsstille alle blandt publikum. I stedet lykkes det Carnimero at levere tematisk forvirring og en infantil, spastisk klon af The Road Warrior (1981). Filmen kan prale af en af genrens bedste titler (øv, kunne en films titel alene bare gøre en film), samt skuespil så rædderligt at det faktisk går hen og bliver helt godt. Men det er sådan set også det! Filmen har manuskript af Dardano Sacchetti og Elisa Briganti, hvilket ikke hjælper en snus (se eller gense hellere en af deres Fulci-film i stedet) på den pinlige æstetik. Filmen åbner ellers ganske godt med lidt landevejsødelæggelse a la The Road Warrior (1981), men mister snart sit fokus. Filmens hovedperson med det grinagtige navn Alien (drønelendigt portrætteret af Robert Jannuchi der leverer noget, jeg kun kan betegne som anti-skuespil) efterlades, efter et opgør med en bande futuristiske bøller, indespærret i en forulykket bil. Han findes af en knægt, Tommy, der har en bionisk arm og hvis civiliserede venner just er blevet slagtet af en samling psykopater ledet af pseudo-indianeren Crazy Bull. Sammen begiver det umage par sig ud for at få hævn over Crazy Bulls bøller og finde det vand som knægtens bosættelse har brug for for at overleve. Undervejs teamer de op med Aliens eks-kæreste Trash samt videnskabsmanden Pappilon, der må lade livet undervejs, men i øvrigt har den funktion at han skal drikke Tommy fuld i hvad der må være filmens eneste reelt komiske indslag. Filmens biljagter er nævneværdige, og er man til den slags, kan den måske have interesse. Ude på dansk video fra Hem Video Film.

Forsøget med at importere en instruktør fra den anden side af dammen skulle heller ikke vise sig at være noget særligt lukrativt træk, og selv om David Worths Mad Rider (Warrior of the Lost World) (1983), har sine momenter af delirisk vanvid, som skiftevis forløses af ufrivillig komik (vores helt suser rundt på en supersonisk kværn a la Street Hawk (1984) komplet med irriterende on-board-computer) og dybeste pinlighed, lykkes det Worth at smøre så tykt på med de politiske referencer (stjålet direkte fra George Orwell og Ian Flemming), at de kvaliteter som filmen givetvis har haft på manuskriptsiden, helt går tabt. Når man så til fadæsen tilføjer, at Worths personinstruktion tilsyneladende har været helt fraværende og manden ikke har den fjerneste ide om hvordan man opbygger selv den mindste form for suspense, endsige iscenesætter en actionsekvens, står vi her med en af genrens mest usle film, der dog høster point i kategorien "ses-med-risiko-for-varige-men" og chance for efterfølgende afhængighed af trash-film. På den positive side finder vi Donald Pleasence i en grinagtig rolle som den Dr. No-lignende badguy Prosser, der leder de inkompetente neo-nazier "The Omega" og Robert Ginty, som I naturligvis husker fra 80er/selvtægts-klassikeren The Exterminator (1980), der mumler sig (elendigt eftersynkronisert) gennem en vildt usandsynlig rolle. Gintys helt udvælges af de nyreligiøse rebeller "The New Way" til at befri deres leder, som er taget til fange af Omega. Dette lykkes med det resultat, at Prosser slår kløerne i lederens datter (spillet af den kønne Persis Chambatta), der så er den der skal reddes. I same håndevending styrtes Prosser og hans styre, men i et særlig latterligt twist - der på en eller anden besynderlig vis fungerer - er der alligevel åben for en fortsættelse, som heldigvis endnu ikke har set dagens lys.

Det talentløse italienske hack Tonino Ricci, der har høstet en smule (fortjent?) berømmelse hos Italo-fans med en række westerns og no-budget og non-sense trash som Panic (1982) - der i mine øjne hører til i den tarvelige ende af trash-o-meteret - havde også et par tilføjelser til genren i ærmet: Rush (1983) og dens sequel Rage (Rabbia) (1984). Begge med den hårdt pumpede, karismaløse og stereotype Conrad Nichols i rollen som enspænderen, som vover at være opsætsig mod de totalitære magthavere og i et desperat forsøg på at afsløre ny-nazisternes løgn formår at få stort set resten af castet aflivet. Her har vi at gøre med to ynkelige Mad Max (1979) og The Road Warrior (1981) rip-offs, der ikke har fortjent den fjerneste interesse fra selv den mest fanatiske Italo-kompletist. I den første del introduceres helten Rush, der dræber en mand i ødemarken, tilsyneladende bare fordi fyren forsøger at snuppe en blomst skjult bag et par sten. Rush har nemlig opdaget at verden er sluppet af med den radioaktivitet, dommedagen forårsagede, og da han placeres i en fangelejr af den fascistiske Yore (Cameron Mitchell) opildner han slaver til oprør, for det eneste der holder dem indespærret er deres egen angst for hvad der (bogstaveligt talt) befinder sig på den anden side af hegnet. Jep, med sit komplet latterlige plot, der på grotesk vis kombinerer de mest naive hippie-klichéer med 80er-typisk selvtægts-selvfedhed, fremstår filmen nærmest som en travesteren over genren, hvilket jeg er sikker på ikke var hensigten. I filmens sidste halvdel, der rundhåndet stjæler fra Rambo-filmen First Blood (1982), viser det sig at slavernes offer var komplet meningsløst, da Rush, der i virkeligheden var ude i det ærinde at hævne sin broder, som Yore har frosset ned, egenhændigt nedlægger hele Yores hær! Filmens scener hvor Rush nakker soldater, der forsøger at drive klapjagt på ham i den lokale skov, er så ynkelige og inkompetent udførte at en flok aber med et kamera givetvis ville kunne fremtrylle celluloid mere interessant end dette. Indrømmet, jeg fik mig et godt grin over at der faktisk findes instruktører som kan konkurrere med Alfonso Brescia i rendyrket talentløshed, og filmen har da faktisk sine øjeblikke af delirisk vanvid, hvilket dog ikke ændrer på det faktum at Tonino Ricci burde skamme sig. Vincenzo Tomassis klipning giver fin kontinuitet og gør hele denne uforståelige affære en smule mere forståelig!

Riccis opfølger Rage fra 1984 er lige så ligegyldig som forgængeren, men en smule mere helstøbt og bevidst om hvilken genre, den tilhører. Et større budget hjælper filmen på vej, men gør den også mere anonym, så meget underholdning er der altså ikke at komme efter, når slikkede og solbrændte Conrad Nichols endnu engang beslutter at han skal redde menneskeheden med sin nævenyttige tæskemoral. Filmen udspilles endnu en gang i det obligatoriske post-apokalyptiske ørkenlandskab. Fra første scene forsøger Ricci det gamle Castellari-trick: maksimer body-countet og tilsæt rigelig slow-mo-fotografering. Men Ricci er ingen Castellari hvad pacing og intens actionæstetik angår, og efter få minutter med soldater der slagtes på improviseret og udynamisk facon, er det tydeligt at vi her står med endnu en af Riccis famøse stinkere. Soldaterne viser sig at være fladpandede idioter, der forsøger at lokke Rage (nu hedder han ikke Rush længere) til Alfa-basen efter uranium, i et plot der til forveksling ligner Carnimeros tidligere omtalte Death Warriors (1983). Ok, helt dumme er de vel ikke når det lykkes dem at få en bøf som Rage til at rende deres ærinder. Filmen runder, efter de obligatoriske sammenstød med aggressive og indianeragtige bøller, af med at Rage ikke bare finder uranium, men også en pose frø og en bibel! Konklusionen må være at Ricci endnu en gang burde skamme sig!

Den israelskfødte Avi Neshers She (1985) er (meget) løst baseret på H. Rider Haggards roman fra 1887. Med afsæt i et udpræget camp-præget univers (filmens opbud af grim 80er-æstetik er ganske enkelt imponerende, og vi mangler kun Gry, Kim Schumacher og Grand Master Flash på rollelisten for at gøre tidsbilledet komplet) trækker den israelskfødte instruktør os gennem det ene usandsynlige optrin efter det andet og møder med de mest groteske personligheder og eksistenser, man kan forestille sig (og en masse man ikke kan). Det, der skal udgøre filmens miserable undskyldning for et plot, præsenterer os for to krigere Dick og Tom, der noget ufrivilligt vælger at tage kampen op mod norkerne, der bærer hagekors på deres rustninger og i det hele taget opfører sig så usympatisk, at det undrer én, at ingen har udryddet dem endnu. Norkerne kidnapper Toms søster og med hjælp fra gudinden She (spillet med overbevisende stenansigt af Sandahl Bergman) begiver de sig ud for at befri søsteren fra norkernes fæstning. Undervejs introduceres vi til bizarre skabninger som Frankensteins monster, mumie/zombie-væsner, der forsøger at knuse vores hovedpersoner i en gigantisk saftpresser, en behåret gorillalignende mand med ballerinaskørt, en gal videnskabsmand, en kommunistisk sekt, en rapkæftet sømand der kloner sig selv når han hugges i stykker (uden tvivl filmens mest memorable scene og da også et overraskende syn der er svært at slette fra hukommelsen)! Det mest utrolige ved She er at den formår at fastholde ens interesse, selv om den på intet tidspunkt giver mening, hvilket også betyder at den udelukkende fungerer som film ud fra et grotesk suspense-agtigt moment: man kan simpelthen ikke vente med at se hvad folkene bag filmen finder på af videre absurditeter. Teknisk er filmen temmelig sløset, uden at det bliver distraherende, fordi det går fint i spænd med det tossede plot, og Neshers senere film er da også, med få undtagelser, almindelige, neutrale og kedelige, måske fordi de har et manuskript, måske fordi instruktøren ikke var plørefuld og improviserede sig gennem hele filmen, eller måske på grund af noget helt tredje. She er en film af en kaliber hvor det undrer én, at producenten på intet tidspunkt er standset op, har slået sig selv på panden og råbt: "Hvad i al verden er det vi har gang i her?", og kan en film ses udelukkende for dumhedens skyld, tja, så fortjener She utallige gennemsyn.

Den aldeles talentløse mega-hack Bruno Mattei skulle naturligvis også forsøge sig inden for genren. Det blev til Rats (Notte di terrore) (1984), der faktisk er mere monsterfilm end rendyrket post-apokalypse-trash. Ok, rotterne er muteret på grund af et atom-ragnarok, så lidt sjov bliver det dog til, da disse bæster angriber et mindre samfund af overlevende i 225 A.B. (After the Bomb!!!). Efter at der er gået sport i DVD-udgivelser af italo-trash har filmen, gennem Anchor Bay, fundet vej til DVD, men den skulle være til at finde på dansk video udgivet af PolyGram. En talentløs instruktør, muterede monstre, post-apokalyptiske bikers – hvad mere kan man forlange af en italiensk b-filmsproduktion? Tja, robotter måske? I hælene på James Camerons robot-hit The Terminator (1984) fulgte Mattei op med Shocking Dark (Aka. Terminator 2/ Alienators/ Alien 3) (1989), en, efter sigende, temmelig ussel trash-film der udspilles i Venedig, hvor masser af mutanter og uslinge blæses væk af Jean-Claude- og Arnold-klonen Chris Ahrens (der i filmen har navnet Samuel Fuller (!!!)), mens et plot, der stinker langt væk af Aliens (1986), afvikles omkring bøffen.

Kannibalkonge og exploitation-maestro Ruggero Deodato, der bl.a. gav os kannibalgnaskeren Kannibal massakren (Cannibal Holocaust) (1979), kunne naturligvis heller ikke holde fingrene fra apokalypse-fadet. Desværre kom han lidt sent til, på et tidspunkt hvor der var tørke rent kunstnerisk, og resultatet var den elendige Lone Runner (1986), en westerninspireret ørkenklon af Mad Max: Beyond the Thunderdome (1985) og The Road Warrior (1981), hvor en ensom helt (Miles O'Keeffe), bevæbnet med eksplosive pile, render rundt for at befri Lord Summerkings datter, der bliver tilfangetaget i et væk. Filmens bipersoner er så dumme, at man knap forstår hvorfor helten vælger at hjælpe dem. Mere spræl er der til gengæld i filmens skurke, der tæller ganske flot udklædte beduiner og ørkenfolk (filmen er optaget i Marokko), den nederdrægtige vendekåbe Emmerich (Michael Aronin), en vildt overspillende John Steiner som ærkeskurk, samt post-apokalypse-veteranen Al Yamanouchi som kung-fu-udøvende sidekick. Filmens største problem er dens dybt forudsigelige handling og snegletempo, der vidner om en instruktør, der er løbet tør for energi og er nået et kunstnerisk dødvande. Deodato havde snust til genren før med den ganske vellykkede The Atlantis Interceptors (aka. I predatori di Atlantide) (1983), så derfor er den mere rendyrkede post-apokalypsefortælling Lone Runner, desværre en grim skuffelse, der irriterer ved et ringe manuskript, elendigt skuespil og kedelig TV-agtig fotografering. Instruktøren har siden forsvaret sig med at han troede, at filmen blev skudt til TV og derfor blev rasende da han, under et besøg udenlands, så den gå i en biograf.

Vanio Amici instruerede, under pseudonymet Bob Collins, i 1989 apokalypseefternøleren The Bronx Executioner (aka. Il Gustiziere del Bronx). Filmens handling, eller hvad vi nu skal kalde det, udspilles (naturligvis) i en post-apokalyptisk fremtid, hvor futuristiske krigere lægger Bronx (ok, faktisk kun en nedlagt fabrik og en grusgrav) i ruiner. Det ser så elendigt ud i verden, at en computer beslutter sig for at kreere en ny race af androider, der skal erstatte mennesket. Disse testes så i området omkring Bronx, hvor en menneskelig sherif sættes ind for at opretholde lov og orden, mens androiden Dakar render rundt og leder efter sin menneskekæreste, der er blevet voldtaget af andre androider. Det hele er selvfølgelig noget forfærdeligt vås, for selvom sceneriet nok foregår i fremtiden, er det umuligt at forstå noget som helst af filmen, der primært består af endeløse actionscener med bandekrig, sammenklippet med scener (ja, hele scener – læg mærke til hvorledes Woody Strode aldrig ses i samme indstilling som de andre skuespillere, simpelthen fordi alle indstillinger med ham er snuppet fra en anden film) planket fra Den sidste hævner (The Final Executioner) (1983) og arkivmateriale af datamaskiner og indledende panoramabilleder af New York. Det eneste, filmen kan prale af, er at være en af de mest talentløse italienske exploitationfilm, jeg overhovedet har haft fornøjelsen af at overvære, og en ren tour de force i hvad man kan kalde "anti-kontinuitet". Jeg har ikke kunne opdrive en videokopi af filmen, men fandt den online på websitet GoHip (http://www.gohip.com/freemovies/), hvor man gratis kan se filmen, hvis man altså lige har halvanden time at spilde på filmisk tortur. Men vær forberedt på en prøvelse, der kræver bredbånd, masser af tålmodighed og kaffebønner.

Mere cinematisk nøl finder vi i Enrico Carias Diciasette ovvero l'incredibile e triste storia del cinico Rudy Caino (aka. L'Incredible e triste storia del Cinico Rudy) (1991), der måske er et årti for sent på den, men i bogen Spaghetti Nightmares beskrives som "A most original first work". Filmens handling udspilles i en hårdkogt fremtid, hvor underklasseagenter, mutanter og andet godtfolk befolker Napoli anno 2057. Sikkert et kig værd hvis man skulle være så heldig at støde på den.

Giuseppe Varis post-apokalyptiske-actioner Urban Warriors (1987) leverer varen i form af et stereotypt plot, hvor en gruppe videnskabsmænd skal forsøge at genopbygge verden efter atombombeødelæggelsen - held og lykke drenge! - inden de ender på middagsbordet hos den flok mutanter og bøller, der har belejret deres laboratorium. Tja, jeg har endnu ikke haft fornøjelsen, men filmen skulle placere sig i den virkelig elendige ende af trash-skalaen, hvor kun de mest hårdføre aficionados kan følge med. Sikkert ikke noget for normale og nogenlunde mentalt stabile folk, men med dialog som "What people? A motley bunch of bloodthirsty monsters don't have the right to call themselves people!" bliver jeg vel nødt til at slå kløerne i skidtet ved lejlighed.

Fra oven: Lucio Fulcis ambitiøse I Guerrieri dell anno 2072 (1983) og amerikansk videoomslag til Giuliano Carnimeros post-apokalypsestinker Il Gustiziere della strada (1983).


POST-APOCALYPSE NOW - GENREN SIDENHEN
Da genren, for italienerne, viste sig at være knap så lukrativ som forventet, døde den hurtigt ud. I lyset af italienernes mislykkede eventyr udi det post-apokalyptiske, kan det undre at andre filmproducerende nationer (især USA) tog genren til sig i sidste halvdel af 80erne og ind i 90erne. Noget kunne tyde på, at kritikken af Reagan-æraens våben-fetischisme havde nået filmmarkedet, der lå splittet mellem våben- og voldsdyrkelse og kritik af perioden grundet i en nuklear angst. Video-crap som Cirio H. Santiagos Equalizer 2000 (1986), med en tidstypisk enmandshær og et uovervindeligt våben, og David Engelbachs America 3000 (1986), halvt Conan The Barbarian (1982)-klon og halvt The Road Warrior (1981)-inspireret post-apokalypse, er omtrent lige så ringe og sløv som de værste italienske bud på genren, men var i højere grad et produkt af de sociokulturelle strømninger i USA end dens italienske fætre, der bare var ude i det ærinde at slå mønt på et par succesfilm. Men amerikanerne fandt mod alle odds et marked hos "direct-to-video"-folket, et marked som italienerne slet ikke nåede at udnytte, inden deres storhedstid var ovre. Efter en række forsøg i genren forsøgte Hollywood sig med et par apokalyptisk-inspirerede storfilm, bl.a. The Postman (1997) og Waterworld (1995), som primært mislykkedes på grund af deres intense fokusering på det visuelle, der skete på bekostning af historien, som udartede sig i velkendte, kedelige og klichéfyldte tableauer. Derfor er det stadig direct-to-video-markedet der skal udforskes, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at finde film inden for den post-apokalyptiske genre. I USA er post-nuke-genren ledet af den ihærdige og produktive, men teknisk uopfindsomme, Albert Pyun, som insisterer på lejlighedsvis at spytte en film fra genren på markedet. Ind til videre er vi blevet belemret med mere eller mindre interessante titler som f.eks. Helten (Cyborg) (1989), Knights (1993), Omega Doom (1996) og Nemesis-serien (1993-1995).

I krads modsætning til de stereotype direct-to-video-film står indie-produktionerne med deres hårde og dystre fremtidsvisioner. Om end endnu mere klichéfyldte, så fungerer mange af dem især gennem deres opfindsomme historier eller en ufattelig simpel præmis der udforskes og endevendes på fantasifuld vis. Mere gods er der således at finde i indies, altså uafhængigt producerede film, som Richard Stanleys britiske Hardware (1990), hvori en kvinde jages gennem sin lejlighed af et kunstværk, der vækkes til live fordi det er skabt af rester fra en eksperimental kamprobot. Neon City (1992) trækker på amerikanske westerntraditioner, men formår at forny med beskidt æstetik og et massivt og ironisk opbud af one-liners. Noget ligende forsøger den ikke helt uinteressante Tank Girl (1995), der forsøger at kombinere post-apokalypse miljøet med æstetikken fra tegneserien, som filmen er baseret på. De mest interessante bud på genren findes fra den El Topo (1969)- og Shogun Assassin (1972)-inspirerede Six-String Samurai (1998). Filmen har en ensom apokalyptisk helt, udklædt som Buddy Holly, som er på vej til Las Vegas for at blive den nye konge of Rock N' Roll. Undervejs får han følgeskab af en fåmælt knægt, og sammen kæmper de sig vej gennem horder af farverige modstandere. Med det komplet overrumplende remake af Teenage Caveman (2001), instrueret af Kids (1995)-instruktøren Larry Clark, er det blevet klart at de typiske post-apokalyptiske film nok skal findes på direct-to-video-hylderne, men de interessante og overraskende film inden for genren skal findes blandt independent-produktionerne, der ikke bare forsøger at efterabe genrens succeser, men sprænger rammerne og leger med konventionerne.

Vang (september 2002)

Hollywoods udlægning af post-apokalypsen på gennem 90erne var jævnt kedelig og uforudsigelig. To af de værste bud på dagligdagen efter ragnarok var storfilmene Waterworld (1995) og The Postman (1997). Begge film imponerede med kedelige tableauer, stift skuespil og udvandede plots. Desuden havde begge Kevin Costner i hovedrollen.