Udvidet søgning
KRISTOFFER OVESEN TOP10:
KANNIBALER, MOTORSAVE OG MOTORCYKLER
At skulle lave en top10 er, som de fleste sikkert vil medgive mig, ligeså komplet umuligt, som det er sjovt. En rig lejlighed til at genopleve nogen af ens bedste filmoplevelser på det indre lærred, såvel som det kan give stof til søvnløse nætter. En egentlig top10, det vil sige, en definitiv liste over, hvad jeg opfatter som de ti bedste er dog umuligt, så i stedet har jeg valgt at håndplukke en række film, der på hver deres måde har formet min interesse for film, såvel som de har været en slags "øjenåbnere" for mig, og har vist nyt land i filmens verden.

Alligevel vil det aldrig blive en "definitiv" liste, men nærmere et bud fra undertegnedes hjerne, som den ser ud netop nu, og jeg vil med garanti om blot et par måneder genlæse den og tænke: "arh, jeg glemte da vist den og den, og måske man skulle..." Anyway… Here we go, naturligvis, opgavens defekte natur taget i betragtning, i fuldstændig tilfældig rækkefølge: 10 af de film der har betydet mest, og stadig tåler gensyn.
WOODOO: RÆDSLERNES GRØNNE Ø
Inst.: Lucio Fulci, Italien 1979

Ingen top-10 liste uden mindst én Fulci-film, og da Zombi 2 var den første jeg så, ja så… Absolut ikke hans mest personlige, og vel knap heller den mest gennemtænkte, men den perfekte zombiefilm, intet mindre! Dardano Sacchettis gennemarbejdede manuskript (okay, jeg ved godt det er fuldstændig stupidt at hvile sig på en kirkegård, når man ved de døde stiger op af graven, men hvad…) er den perfekte basis for den ultimative zombiefilm. Hovedpersonerne fanget i et inferno af levende døde, mystiske jungletrommer, en sindssyg doktor og overtroiske indfødte på øen Matul. Alt sammen perfekt filmet af Fulcis hoffotograf Sergio Salvati, hvis mesterlige og uforudsigelige kontrastfyldte fotografering får filmen til at fremstå som det perfekte mareridt – og den perfekte zombiefilm. Selv havde jeg den, desværre alt for sjældne, følelse af at: det var lige nøjagtigt sådan det skulle være, da jeg første gang så den, engang tilbage i '97 (tror jeg…). Den hajdræbende zombie på havets bund, Olga Karlatos øjenudstikning (filmhistoriens værste), Frizzis herligt ørehængende score, og sidst men ikke mindst Gianetto de Rossis fantastiske zombidesign (slår Savinis Dawn… zombier til hver en tid!). Mine filmminder er fyldt med fantastiske oplevelser i selskab med omvandrende, halvrådne lig, og der er i og for sig ingen grund til at det ikke er Romeros Night of the Living Dead der står på listen. Den er med sin klaustrofobiske stemning, fantastiske fotografering (aldrig har halvnøgne, søvngængervandrende statister været så uhyggelige!)- og så var det den første zombifilm jeg så, hvis man ser bort fra en mislykket oplevelse med en klippet Dawn of the Dead-kopi en gang i folkeskolen. Den efterfølgende Dawn har jeg personligt altid foretrukket i Argentos europæske version, der får man ligesom lidt mere "knald på" for pengene (+ et fantastisk Goblin-score) og SÅ dybe er filmens karakterer altså heller ikke! Day of the Dead (1983) har derimod absolut intet imod sig overhovedet, og er derfor en ligeså værdi kandidat til listen som de to andre. Der er dog ingen grænser for hvor mange gange jeg har hygget mig i selskab med Zombi 2, og jeg gør det med garanti mange gange endnu. – og så er det filmen jeg, kl. 7.00 om morgenen, hjemvendt fra byen, insisterede på at se hos Weinreich, på trods af at han ikke havde den! Tal om dybtliggende instinkter!
Læs Uncuts review af Woodoo: Rædslernes grønne ø.

RE-ANIMATOR
Inst.: Stuart Gordon, USA 1985

En af de film der sammen med Evil Dead og Evil Dead 2 viste hvad film også kunne være (og i mine øjne absolut også BØR være!). Konsekvent grænseoverskridende, delerisk vanvittige og herligt fornyende! Jeffrey Combs som Herbert West er og bliver en af mine yndlingsfigurer, og det var den første film jeg vidste at jeg bare MÅTTE eje, da jeg efter et par år besluttede at opsøge barndommens bekendtskaber med de mere ekstrem ender af horrorspektret, igen (dette sket via en bestilling fra Holland, resten af titlerne var herliche sager som: Brain Damage, Last House on the Left, The Texas Chainsaw Massacre og Day of the Dead). En film jeg i skrivende stund har skilt mig af med (for at anskaffe en ny og bedre version på DVD), og jeg savner den som en god ven! Re-Animator bør være et led i ethvert barns opdragelse! Oplaget kandidater, og reelle konkurrenter til denne, er naturligvis førnævnte ED 1+2, samt naturligvis Peter Jacksons vanvittige debut, den grotesk morsomme og fuldstændigt hæmningsløse Bad Taste. Når det alligevel bliver Re-Animator, er det fordi den stadig, efter et tocifret antal gennemsyn formår at henrykke og forbløffe mig. Livet ville ikke være det samme uden! Som Jack J. (Stay Sick!-redaktør) en gang sagde til mig: "Har man en rigtig dårlig dag, skal man bare gå hjem og se Re-Animator!" Yeah!
Læs Uncuts review af Re-Animator.

MORDETS MELODI
Inst.: Dario Argento, Italien 1975

Rækkefølgen er tilfældig, men var der en #1, måtte det være Argentos bedste film, den bedste giallo nogensinde, Profondo Rosso. Mit første møde med filmen var den engelske salgskassette fra Redemption, der, på trods af at love det modsatte, ikke er uklippet, men på trods af at David Hemmings stemme er udskiftet med en rædselsfuld italieners, forfærdelig pan-scan og BBFC's nedklipning af djævleungen, Nicoletta Elmis, firbensmishandling gjorde filmen så stort indtryk på mig at jeg har haft filmen som en uudslettelig del af mit mentale tapet lige siden – faktisk tror jeg Profondo Rossos billeder udgør en slags mental pauseskærm i min hjerne! Der er andre værdige kandidater til pladsen som den ultimative giallo, mange andre gode, både fa Argentos hånd, samt andre. Med på min liste kunne ligeså godt have været Giulio Questis fantastisk surreelle Death Laid an Egg (havde Godard lavet giallo, havde det nok set sådan ud), Fulcis Don't Torture a Duckling, Armando Chrispinos Macchie Solari, eller Bavas genredefinerende Blood & Black Lace. Der er dog ingen så perfekt gennemarbejdet som Profondo..., ikke et billede uden mening, ikke et klip en frame for sent eller tidligt. Argento fremmaner gennem mesterlig personinstruktion, mystisk tomme tableauer, og Goblins dundrende og pumpende uhyggelige og medrivende soundtrack, et teatralsk mareridt, befolket af personer hvis manglende kontakt med dem selv og hinanden driver dem mod en skæbnesvanger afgrund. Det er ikke nogen rar film, men et af de mest intellektuelt tilfredsstillende og krybende uhyggelige kunstværker, jeg kan komme i tanker om, siden Wilhelm Freddie skræmte livet af mig som knægt med hans surrealistiske malerier på Tønder Kunstmuseum. Så er det i øvrigt den film jeg har brugt mest tid på at fremskaffe i en hæderlig version: i min søgen efter den perfekte har jeg erhvervet mig ikke mindre end fire versioner.
Læs Uncuts review af Mordets melodi.

DEN GODE, DEN ONDE OG DEN GRUSOMME
Inst.: Sergio Leone, Italien 1966

Ingen top10 uden en enkelt spaghettiwestern, og af disse rangere Leones mesterværk absolut som den bedste nogensinde. Mest fordi den på elegant forener alle genrens facetter, konventioner og dramaturgiske muligheder i en og samme film, men også fordi det var med den film, jeg blev opmærksom på at der var stor, stor forskel på amerikanske og europæiske westerns. Af andre værdige kandidater til pladsen skal nævnes Giulio Questis udknaldede Django Kill!, Sergio Martinos mesterligt gotiske Mannaja samt Sergio Sollimas Face to Face.

EASY RIDER
Inst.: Dennis Hopper, USA 1969

Med forkærlighed for både motorcykler og roadmovies er bikerfilmen som genre naturligvis direkte adgang til filmoplevelser af allerhøjeste kvalitet, også selvom de enkelte film dog ret beset sjældent hører til blandt de allermest vellykkede rent teknisk. Russ Meyer formår eksempelvis at kreere en bikerfilm uden motorcykler i hans '65 forløber til mesterværket Faster Pussycat, Kill, Kill!, Motorpsycho, hvori tre puch-maxi-lignende knallerter gør det ud for de brølende maskiner, der definerer genren! Genren brød igennem i '60'erne, samtidig med at Hells Angels langsomt var ved at miste grebet om deres egen subkultur, og derfor "solgte" sig selv til medierne (en periode præget af fattigdom, indbyrdes konflikter, og alt for mange stoffer, perfekt beskrevet i Hunter S. Thompsons mesterlige gonzo-journalistiske Hells Angels), eksempelvis i form af filmroller, og stuntjobs, i film der åbenlyst udnyttede folks stigende interesse for fænomenet til en gedigen omgang exploitation. Mest kendt er nok Richard Rushs mesterlige Hells Angels on Wheels, der med Nicholson på rollelisten, og Kowács bag kameraet er en tydelig forløber for den noget mere ambitiøse Easy Rider. Peter Fonda medvirkede i øvrigt også i en forløber, Cormans The Wild Angels, så ingen af de to var altså uerfarne i bikerland.

Filmen fremstår først og fremmest som en allegori, og kommentar til den amerikanske kultur, og identitet, eksemplificeret gennem en lang række referencer til den vel nok mest kulturbærende/skabende del af amerikansk filmhistorie: westernfilmen. Tydeligst i fortællingen samt hovedkarakterenes navne, men også gennem en lang række, næsten ikonografiske billeder, perfekt indfanget af Lászlo Kowács, underlagt en række udødelige syrerock- og bluesklassikere. Frihedsdrømmen får dog hårde ord med på vejen, i en fortællingen, der via sin klipning langsomt afslører sig som en vaskeægte tragedie i klassisk forstand, og som filmen igennem langer ud efter både individualismen, hippiekollektivet, landsbylivet og religionen. De tre finder aldrig hvad de søger, og må gå i døden, men var næppe blevet lykkeligere om de var blevet hjemme!

"Easy rider" er amerikansk slang for en mand, der lever af konens penge.

LIVET SKAL LEVES
Inst.: Jean-Luc Godard, Frankrig 1963

Vel nok Godards bedste, fordi den både formår at indfange hele essensen af nybølgen, samtidig med at den lader seeren føle, midt i al den regelbrydende forvirring. Så den første gang en sen nat/tidlig morgen, og dagen efter var mit syn på film ændret! En anden værdig repræsentant til listen er Truffauts fantastiske debut, Ung Flugt, der, på trods af at det på mange måder er en markant anderledes film, indkredser meget af det samme.

MOTORSAVSMASSAKREN
Inst.: Tobe Hooper, USA 1974

En film, der for mit vedkommende, vel som for så mange andres, i flere år blot huserede i mit sind som en ekstrem titel, opfulgt af de billeder denne fik fremmanet i min produktive barnehjerne. Filmen er dog langt fra den blodige splatterfest som pædagoger og kritikere gennem tre årtier har villet gøre den til, men er alligevel, på trods af fraværet af grafiske effekter, noget af det mest foruroligende, der er undfanget på film.
Læs Uncuts review af Motorsavsmassakren.

CANNIBAL HOLOCAUST
Inst.: Ruggero Deodato, Italien 1979

Jeg er med garanti ikke den eneste knægt (eller voksen, for den sags skyld), der I de glade videofirsere har fået rystet sit verdensbillede af det danske cover til Kannibal massakren. Jeg var med min far til købmanden som 8-9-årig, og der stod den, strategisk linet op på en af de nederste hylder (lige i børnehøjde!), parat til at ødelægge min nattesøvn de næste mange uger. Billedet af en nøgen kvinde spiddet på en pæl, samt titlen gav rigeligt brændstof, til min overudviklede fantasi, og de billeder der skabtes i min barnehjerne har uden tvivl været værre end noget i filmen! De næste par gange hos den lille landsbykøbmand skævede jeg nervøst ud af øjenkrogen når "uhyret" blev passeret, men fortrød hver gang! Et par år senere, efter at jeg, næsten, havde fortrængt oplevelsen, vendte mareridtet dog tilbage i form af endnu et eksemplar af vidunderet, denne gang på den lokale tankstation. Ældre og modigere, besluttede jeg dog at studerer mareridtet nærmere, da en af mine ældre venner efter en tur på tanken gav mig muligheden. Nøjagtig hvorfor jeg ikke så den færdig husker jeg ikke, men det var vist noget med "at jeg skulle hjem at spise" (en altid gangbar undskyldning…). Inden da havde jeg naturligvis givet tydeligt udtryk for at "det var da ingenting", men jeg var vist alligevel lidt lettet da jeg vendte hjem til rækkehuset! Herefter havde jeg egentlig glemt alt om kannibaler og den slags, indtil en splatterglad skolekammerat et års tid senere fortalt om en film "vist nok med ægte mord og kannibalisme" – den hed Kannibal massakren! Nu havde filmen for alvor sat sig fast, og da jeg et par år senere besluttede at opsøge nogle af de film jeg havde hørt om, stod den højt på listen, selvom jeg nok alligevel var lidt nervøs for at se den. Derfor stod den på hylden en måneds tid, efter hjemkomsten fra den tur med familien til Holland, hvorpå jeg havde hentet Cult Epics-releasen, fra samme selskabs butik i Amsterdam.

Stadig en af de mest ekstreme exploitation-film, filmhistorien har set, såvel som en af de mest mærkelige. Ekstrem, naturligvis pgra. dens konsekvente fokus på alt hvad der er opkastfremkaldende, og den kompromisløst grafiske fremstilling af dette. Mærkelig fordi dens samtidig med at være rendyrket exploitation i ordets værste forstand, også formår at reflektereover, og tage afstand til fænomenet, og dermed sig selv, i samme åndedrag som den er det måske bedste eksempel på selvsamme. Derudover er den med sin intelligente brug af dokumentargenrens æstetiske konventioner, og publikums uundgåelige dobbeltmoral som direkte virkemidler på sin vej mod den ultimative nedadgående ruchebanetur mod det menneskelige sinds afkroge, en uafrystelig oplevelse. I stedet for The Blair Witch Projects sejrsgang verden over, burde Cannibal Holocaust have fået lærredet til en velfortjent repremiere!

At forholde sig til hvilke "kannibalfilm", der er bedst er måske nok i sig selv ret absurd, og en praksis størstedelen af folk vil ryste på hovedet af… Lad mig alligevel afsluttende fremhæve Deodatos egen Ultimo Mondo Cannibale pga. Dens uafrystelige surreelle, og overraskende troværdige miljø, og stemning. Der bliver ikke talt et ord størstedelen af filmen, og den nøgne hovedrolleindehaver befinder sig på bunden af et stort hul sammen med en mærkelig øgle-lignende fugl, alt imens titlens kannibaler fodrer dem begge med dyreindvolde! En besynderlig, og desillusionerende kannibalfilm, med en bemærkelsesværdig eksistentiel problemstilling (måske inspireret af Teshigaharas Kvinden i klitterne) under overfladen. I den helt anden grøft finder vi Umberto Lenzis Mangiati Vivi, der nok må siges at være et af de værste/bedste eksempler på hvor lavt exploitation-film kan synke. Med sine fuldstændig skruppelløse lån fra stort set alle andre film i genren (det være sig både i form af "henvisninger", såvel som egentlige klip) er den dog alligevel ekstremt underholdende, og tjener, hvis man er i det humør, glimrende som en slags "best of".
Læs Uncuts review af Kannibalmassakren.

NEKROMANTIK
Inst.: Jörg Buttgereit, Vesttyskland 1988

Tyske Buttgereit har faktisk ikke lavet en eneste dårlig film, selvom Nekromantik 2 dog nok kan kandiderer til "den mindst" gode, i dens noget stillestående gennemspilning af temaerne fra forgængeren. Dén er der til gengæld ikke noget dårligt at sige om, noget usædvanligt, når vi taler om debutfilm, uden budget (næsten)! At dens gennemførte afsøgning af menneskelig naturs afgrunde, samt kulturelle tabuer i sig selv gør den til ren nam-nam for undertegnede, kommer næppe som nogen overraskelse for de der kender mig. Læg dertil en visuel stil så opfindsom, at både Greenaway og Argento af og til må ærgre sig over at DE ikke fandt på det, samt et fantastisk soundtrack, hvis afdæmpede, og dramatiske cello/klaver arrangement, apropos Greenaway, leder tanken hen på Nyman. Filmen fulgte (udover førnævnte sequel) op af den noget mere kunstnerisk ambitiøse Der Todesking, samt den hidtil sidste spillefilm fra Buttgereits hånd, mesterværket Schramm, der imponerer ved en ekstrem troværdighed, der er uset i lovbudget sammenhæng. Ikke ulig Ferraras debut-mesterværk, Driller Killer.

Filmhistorien er desværre forbløffende fattig på film om nekrofili (hvis man ser bort fra røvsyge pornofilm, hvor siliconepumpede modeller er dårlige til at ligge stille under hvide lagner), men nævnes skal dog Joe D'Amatos perfide Buio Omega, der nok ikke er den perfekte film til første date med drømmepigen, men derudover genial underholdning i mesterens sædvanlige stil, og ikke at forglemme: et syret Goblin-soundtrack! Derudover må retfærdigvis nævnes den noget mere trashy, men ikke mindre underholdende, forgænger til Nekromantik: Lucker the Necrophagues. Ligheden mellem de to film er på ingen måde så slående, at der er tale om plagiat, men stadig med visse tematiske ligheder. Spanske Nacho Cerdá s kortfilm Aftermath er ligeledes essentiel, for de nysgerrige (samt andre med sans for film der tør gå nye veje), og Buttgereit medvirker da også på VHS-båndets ekstramateriale, på trods af hans manglende medvirken på produktionen.

TETSUO
Inst.: Shinya Tsukamoto, Japan 1989

Tsukamotos supertunede cyberpunk/industrial-mesterværk er et overgearet frontalangreb på normalfungerende hjerner, og ikke for svage sjæle! Det nærmeste man kommer på en æstetisering af det moderne menneskes sjæl, samt en ekstremt rammende eksemplificering af industrialiseringens møde med naturen, drifterne: mennesket. Et tema der får den til at ligge sig tæt op af Cronenbergs værker (som egentlig også burde være repræsenteret på listen), men alligevel en film der, rent stilistisk, ligger fjernt fra canadierens kolde, sterile tempo. En film der, med mindre samfundet ændrer sig drastisk, sandsynligvis vil være relevant de næste mange år også.

Det er den eneste sci-fi film på listen, hvad der egentlig er lidt uretfærdigt, eftersom både Blade Runners kolde filmnoir-univers, og medrivende krimiplot, 2001s udsyrede billedstorm, samt naturligvis Star Wars-trilogiens (de nye film har vi allerede glemt, ikke?) eventyrlige magi har haft en ikke ubetydelig indflydelse på mit (film)liv.
Læs Uncuts review af Tetsuo.
Her finder du uncutskribenters top10-lister:
Kasper Heftholm Kristensen
Caspar Vang
Thure Munkholm
Lars Gorzelak Pedersen
Jens Hollesen
Jakob Skøtt
Kim Bruun Dreyer
Martin Weinreich
Kristoffer Ovesen
Kristian Roldsgaard Jensen
Søren Hardy Rasmussen
Mikkel Harris
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven