NAZISPLOITATION
MISOGYNI, YDMYGELSE & FETICHISME I NAZI EXPLOITATION-FILM
Low-budget exploitation film serien, Ilse med Dyane Thorne i hovedrollen, som den sadistiske officer-dominatrix, er efterhånden blevet lidt af et fænomen i filmfan kredse herhjemme og den måske mest berømte udgivelse i subgenren. Men der eksisterer et bredt udvalg af lignende film, som både var inspiration til og inspireret af den famøse filmserie. Caspar Vang tager et nærmere kig på historien bag genren og inkluderer en 'guide' over de mest famøse udgivelser i exploitation genrens Sodoma; nazi-exploitation (nazisploitation eller nazploitation blandt venner) filmene som myldrede frem i 70erne. Som bonus indbefatter vi en 'retro' over et håndplukket udvalg af genrens mest famøse udgivelser på Dansk video.

FUNDAMENTET

(S)exploitation - genren hvis navn i sig selv forklarer dens formål; at tjene penge på filmmediets evne til at misbruge og udnytte (primært?) mænds tilbøjeligheder til sex, voyeurisme vold og andre tabuemner - har efterhånden forsøgt at trække publikum i biografernes mørke og til de bedst skjulte videohylder i til(fra)stødende baglokaler i undergrunds videoforretninger, med udforskning af de mest forrykte emner og kombinationer af subgenrer. Lige siden filmens officielle fødsel i 1895, har der naturligvis eksisteret et marked som udnytter menneskets seksuelle, gedulgte laster og voyeuristiske trang til at udleve og opleve forskellige fantasier gennem filmmediet. Før 1920erne bestod materialet, som naturligvis var forbeholdt det pænere borgerskab der havde råd til at dyrke sådanne laster, primært af budoir-billeder, kinky snapshots og forbudte (meget korte) filmruller (ofte kaldt 'stag' films). Men 'filmpionerer' som Louis Sonney og Florence Reid øjnede snart et marked med såkaldte 'traveling carnivals' eller roadshows' og filmene skulle senere blive masseproduceret på linje med traditionelle Hollywood produktioner.

Stag film blev som regel produceret for ingen penge (bortset fra de 'tekniske' og 'skuespillermæssige' omkostninger) og havde som udgangspunkt et simpelt plot, som i følge William Rotslers bog Contemporary Erotic Cinema (74) varierede over flg.: 1): En kvinde alene i et værelse bliver seksuelt opstemt af sensuel læsning eller håndtering af et fallisk objekt. Masturbation følger, og da en mand ankommer til huset eller værelset bliver denne inviteret inden for til lidt hurtig sex. 2): En bondepige bliver seksuelt opstemt da hun betragter dyrene på gården. Hun løber ind i en lokal karl eller en omrejsende sælger. Samleje følger. 3): En læge undersøger en kvinde og samleje følger. 4): En indbrudstyv overrasker en kvinde i sin seng og voldtægt følger. En variation over dette plot er at kvinde overrasker tyven og samleje følger (?!). 5): En solbadende eller nøgenbadende kvinde bliver overrasket og forføres. Et kendt eksempel på en tidlig stag film er A Free Ride (15) som indeholdt flg. 'interessante' plot: En mand samler to piger op i sin bil og kører dem en tur rundt på landet. Han standser i en skov for at forrette sin nødtørft. Pigerne udspionerer ham, bliver opstemte og giver sig til at urinere. Manden udspionerer de urinerende piger, bliver opstemt og voldtager dem.

Louis Sonney og Florence Reid producerede deres egne 'sobre' exploitation film, omhandlende 'forbudte' emner som folk ikke kunne opleve i traditionelle biografer og under dække at være oplysende virksomhed, rejste rundt til mindre byer, hvor de lovede vanvittige filmoplevelser til et naivt og nysgerrigt publikum, indkasserede pengene i billetlugen, viste filmen og forsvandt inden de skuffede tilskuere kunne forlange pengene tilbage. Skabelonen for det der senere skulle blive en hel industri var således født. Men sideshow og gøglerkonger som P.T. Barnum havde lært filmproducenterne at publikum elskede at blive taget ved næsen, blev det bare gjort originalt - og hvis der var udsigt til et bart bryst eller andre laster - tja, så kunne ingen klage. Louis Sonney brugte i 1919, dusøren for fangsten af togrøveren Roy Gardner, til at stifte sit eget produktionsselskab Sonney Amusement Enterprises, hvis første produktion blev The Smiling Mail (Train) Bandit (1920). Filmen var baseret på historien om Gardner og blev vist med en formanende lektion af Sonney omhandlende faren ved kriminalitet - der senere, da emnet var udmalket, blev til faren ved sex! Louis og hans familie slog sig senere ned i det sydlige Californien hvor de uafhængigt af Hollywood systemet producerede over 400 exploitation film. Inspireret af sin mands død af narkotikamisbrug i 1923, turnerede skuespillerinden Florence Reid med sin film Human Wreckage (23), som i pseudo-dokumentarisk stil og uden omsvøb lukrerede på Wallace Reids død. Filmen portrætterede stofmisbrug og blev meget beskedent slået op som 'The Greatest Production in the History of Motion Pictures'. Da luften gik af ballonen, fortsatte Florence sin tour med film som The Road to Ruin (1928) hvor læsning af smudslitteratur fører til prostitution (!).


Disse film var naturligvis ikke pornografiske i traditionelle forstand, men de rykkede grænserne for tabu-emner på film og afdækkede et filmisk rum og seksuelle territorier som tidligere var begrænset til få grupper af borgerlige mænd. Men hvorledes kunne disse film blive vist offentligt uden at blive retsforfulgt? For det første var meget få af filmene så eksplicitte, som de lovede på plakaten, hvorfor der ikke eksisterede noget grundlag at retsforfølge dem på. Reel pornografi var naturligvis forbudt, så de fleste af filmene præsenterede sit materiale under påskud af at være oplysende eller uddannende for publikum, en tendens som skulle blive symptomatisk for genren, tangerende til hykleri, og fandt vej ind i start og slut credits i nazi exploitation film som Love Camp 7 (68), Ilse - Hun-Ulven fra SS (Ilsa - Shewolf of the SS) (74) og SS lejr 5 (SS Camp Womens Hell/SS Lager 5 l'inferno delle donne) (76). Filmene præsenterede således ofte sit materiale med en grinagtigt moraliserende løftet pegefinger eller afsluttende sirup tyk morale, for at retfærdiggøre snavset og slippe godt fra diverse uskrevne lovovertrædelser.

Herfra gik det stærkt og exploitationgenren præsenterede sit erigerede publikum for et utal af dubiøse titler og introducerede henrykte og trofaste kunder for et væld subgenrer, som såede frøene for den stagnerede sexfilm industri vi kender idag. Gennem de næste 40-50 år strømmede en overflod af genrer frem. Intet emne var for småt til at udnytte og ingen niche for lille til et at skabe et publikum på - kønsskifte-film, 'Nudie Cuties', spanking-film (Spank-o-ramas), mondo-film, nudist-film, dope-film, 'kvinder i fængsel' film (Women in Prison/WIP), 'sex hygiejne' film, juvenile delinquent film, bondage film og såkaldte 'roughies' hvor brutalitet, undertrykkelse og sadisme fungerede som kompensation, for den endnu forbudte hardcore pornografi. Disse var blot nogle af de emner som publikum skulle blive vidne til - præsenteret af exploitation pionerer som Dan Sonney, Howard W. "Kroger" Babb, Dwain Esper, Russ Meyer, Jess Franco, Jean Rollin, Herschell Gordon Lewis og David Friedman hvis produktion og distribution spændte stort set alle subgenrer. Disse folk fungerede ofte ikke kun som producere, distributører og instruktører, men var ofte underlige hybrider af genier, showmen, bondefangere og con artists som eksekverede deres film på sensation, guerilla og hit-and-run forestillinger, latterlige tag lines og gimmicks, mens de europæiske af instruktørerne mere nærmede sig auteur rollen, som filmskabere med en, ofte tvivlsom, mission og en personlig vision.

Med pornografiens frigørelse i slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne, varede det ikke længe inden Hollywood og mainstream filmindustrien samlede bolden op fra film som Gerard Damianos Langt ned i halsen (Deep Throat) (72), Den erotiske djævel Miss Jones (The Devil in Miss Jones) (73), skandinaviske exploitation uartigheder som Vigot Sjömans Jeg er nysgerrig (I Am Curious/Yellow) (68), den danske Without a Stitch (68) og Ole Eges betydelig mere smagløse, famøse og verdensberømte Bodil film. Genren blev herefter groft sagt delt i en traditionel pornografisk exploitation industri og en mere 'sober' og kunstnerisk orienteret mainstream, hvilket affødte pseudo-sex-mainstream-film som Sidste tango i Paris (Ultimo tango a Parigi) (72) og I sansernes vold (Ai no corrida) (76). Med disse film fuldbyrdes en kulturomvæltning og liberalisme i det meste af den vestlige verden (og dele af østen), som resulterede i tolerance over for visse ekstremer og til en vis grad det grafisk eksplicitte som tidligere var henvist til suspekte sidegade biografer. Reklamer i dagspressen for pornografiske og underlødige film optrådte nu side om side med traditionel mainstream og filmene blev efterhånden vist i de samme biografer, og da publikum nu havde lov til at prøve deres egne grænser af, blev de til en vis grad set af det samme publikum. Denne tolerance over for pornografien, resulterede i at exploitation filmgenren fik muligheder for at udforske stort set alle tabu-emner, med en 'anything goes' holdning i baghovedet og forventningen om pengeregn på bankkontoerne. Nu kunne selv de mest indestængte tabu-emner malkes for potentiale og krænges ud for den nysgerrige publikumskare, under parolen: hvis der findes et publikum, bør der eksistere, ikke én, men helst flere film, til den pågældende niche eller trend, naturligvis fuldstændigt uafhængig af kunstnerisk integritet.

UNCUT RETRO - ANMELDELSER AF NAZISPLOITATION PÅ DK-VHS

STRAFFEKOMMANDO ØST
(Fräuleins in Uniforms) Erwin C. Dietrich 1973
ILSE - HUN-ULVEN FRA SS
(Ilsa - Shewolf of the SS) Don Edmonds 1974
NATPORTIEREN
(The Night Porter) Liliana Cavani 1974
SALON KITTY
Tinto Brass 1976
DESERT TIGERS, the
(Achtung - The Desert Tigers) Luigi Batzella 1976
DEPORTERET AF SS
(Deported Women of the SS) Rino de Silvestro 1976
ORGIE I DET TREDIE RIGE
(Ultima orgia del III Reich, L') Cesare Canevari 1976
EKSPERIMENTER I NAZILEJREN
(SS Experiment Love Camp) Sergio Garrone 1976
SS LEJR 5
(SS Camp Womens Hell) Sergio Garrone 1976
HITLER EXPRESSEN - FRAULEIN SS
(Elsa - Fräulein SS) Patrice Rohm 1976
HELGA - HEKSEN FRA SILBERG
(She Wolf of Spilberg, the) Alain Payet 1977
DJÆVELEN FRA GESTAPO
(Horrifying Experiments of SS Last Days) Luigi Batzella 1977
SÆRTOG FOR HITLER
(Love Train for SS) Alain Payet 1977
ILSE - SLAGTEREN FRA JUNGLEFÆNGSLET
(Greta - The Mad Butcher) Jesus Franco 1977
GESTAPOS BLODIGE NAT
(Red Nights of the Gestapo) Fabio de Agostini 1977
SS GIRLS
Bruno Mattei 1977
HOLOCAUST 2
Angelo Pannacciò 1980
NIGHT OF THE ZOMBIES - LEVENDE DØDE
(Night of the Zombies) Joel M. Reed 1981


ROUGHIES, GHOULIES og KINKIES
Filmbranchens 'nyfundne' frihed mht. tabuemner og ekstremiteter resulterede i en sand bølge af mondo-film (igangsat af den succesrige mondo klassiker Mondo Cane (63) og fødslen af den egentlige splatter (en genre som filmkritiker John McCarthy som den første satte navn på) exploitation film med Herschell Gordon Lewis og David Friedmans berømte gore-trilogi Blood Feast (63), 2000 Maniacs (64) og Colour Me Blood Red (64), som satte et utvetydig lighedstegn mellem kvinder, sadistiske handlinger, tortur og blodudgydelser. Gordon og Friedmans succes med deres gore film, resulterede i de såkaldte 'roughies' - film som i trend med de nævnte titler fokuserede på vold (mod kvinder), psykopater, voyeurisme, blod, fangeskab og andre depraverede udskejelser. Filmene var i langt de fleste tilfælde designede til at tjene hurtige penge på et lavpandet, racistisk, dårligt uddannet, chauvinistisk og primært mandligt publikum (Herschell Gordon Lewis i interview med John McCarthy i bogen The Sleaze Merchants) og henvendte sig ofte direkte til disses undertrykte misogyni og andre sociale fordomme. Med en afsluttende morale og afstraffelse af psykopaten (som publikum ofte identificerede sig med) smidt ind for at mildne samvittighedskvalerne, når den gennemsnitlige seer vendte hjem til mor eller konens kødgryder.

'Roughies' genren defineres (i Eddie Muller & Daniel Faris bog That's Sexploitation!) som 'Adults Only' film der fokuserer på lyst og aggressiv seksualitet, vold og afstraffelse af kvinder. Filmene er simple, enfoldige i deres opbygning og indeholder ofte forskellige former for voldtægt og dominans. De to mest dominerende producere inden for genren op gennem 60erne var David Friedman og hans konkurrent Robert Cresse, som begge havde ry for at være filmproducenter med foragt for publikum, men med et umiskendeligt talent for markedsføring af sensationelle film på et minimalt budget. Den bryst-fikserede men talentfulde filmskaber Russ Meyer skabte fra starten af 60erne en særegen afart af 'roughies', som måske var sexistiske, men besad en besynderlig sympati for stærke kvinder, hvilket resulterede i en række film hvor det traditionelt svage køn, blev portrætterede som selvstændige, hårdtslående, kyniske og meget frodige. Nogle af Meyers mest berømte roughies inkluderer Lorna (64), Mudhoney (65), Motorpsycho (65)og Faster, Pussycat! Kill! Kill! (65) som alle idag anses for værende essentielle for roughie genren og blandt 60ernes vigtigste indie produktioner.

Grænserne mellem de forskellige sub-genrer var ofte udviskede og mudrede, og de forskellige film-sub-genrer lånte ofte elementer fra andre. Ghoulie genren, som f.eks. Lewis' gore-trilogi fokuserede på voldsagten og indeholdt altid rigelige mængder af blod, ofte overnaturlige elementer eller ceremonielle ofringer, (antydet) nekrofili etc. Nogle af filmene indeholdt ofte inserts filmet efter produktionen, til en relancering af film som havde klaret sig dårligt ved billetlugerne, andre igen, blev simpelthen relanceret under en anden titel og med andet poster art-work. Eksempelvis blev producer Harry Novaks flop Lila (68) genudgivet under titlen Mantis in Lace, med Susan Stewart på plakaten i transparent lingeri, med kødøkse og dolk. Ikke overraskende blev Mantis in Lace en kæmpe succes med sin fokus på seksualitet og vold. Ligeledes blev exploitation ægteparret Michael og Roberta Findlays skrinlagte Slaughter (71), genudgivet fem år senere under titlen Snuff og American Cannibale (The film that could only be made in South america... where Life is CHEAP! - citat fra Snuffs poster), med inserts af 'ægte' voldtægt og 'drab' af en skuespillerinde placeret i filmens slutning. Medierne kastede sig naturligvis over filmen, gjorde den til en større succes end den mest effektive reklame kampagne kunne have gjort, og fast cementerede myten om de såkaldte snuff film i den vestlige kultur.

Sub-genren som, sammen med ghoulies, tydeligst har ført til nazisploitation filmene er 'Kinkies' sub-genren, der med sin fokus på underkastelse og fetichagtig tortur, nærmest sætter skabelonen for strukturen i de fleste senere nazi exploitation film. Kinkie genrens film udspillede sig som regel omkring tilfangetagelse og afstraffelse af unge attraktive kvinder (og enkelte tilfælde mænd). Eksekveringen af afstraffelsen udførtes ofte af dominatrix, som f.eks i den famøse Olga serie, der fungerede som tydelig inspiration til David Friedmans Ilsa film. I den første af filmene med New Yorks mest frygtede dominatrix: White Slaves of Chinatown (64), udspilles handlingen omkring sadisten og kommunist sympatisøren Olga Petroff. Filmens oplysende kommunist og narkotika problematik var naturligvis blot en undskyldning for repeterende tortur scener hvor kvinder lænkes, bliver pisket, får revet tøjet af og bliver brændt med cigaretter, tilsat narrativ voice-over og kinesisk parademusik. Filmen viste sig, på trods af sin musik, at være en forrygende succes og inden længe spyede filmens producer George Weiss og instruktør Joseph A. Mawra en række opfølgere ud: Olga's Girls (64), Olga's House of Shame (64) med taglinen "Captive girls used for experiments of lust" og Olga's Massage Parlor (65) alle med den famøse Madame Olga (Audrey Campbell) i hovedrollen. Inden længe var markedet oversvømmet af Olga kloner, den ene mere sleazy en den anden og enkelte af filmene varierede sågar over den allerede klichéfyldte dominatrix rolle ved at lade gigantiske matroner fungere som strafferne og i enkelte tilfælde var det mænd som blev afstraffet. Olga klonen Invitation to Ruin (68), inkluderede en glødende ildrager, som af en kæmpemama penetrerede en tortureret kvindes skede (off-screen) - en scene som senere blev gentaget med en elektrisk dildo i Ilse - Hun-Ulven fra SS (Ilsa - Shewolf of the SS) (74). I langt de fleste af filmene blev mændene i slutningen, 'afstraffet' for deres lystige forbrydelser mod de forsvarsløse kvinder, et element som senere skulle blive gennemgående for stort set alle filmene i nazisploitation genren.


Hvis man opfatter samtidens film som et spejl på verden omkring os, er det sociokulturelt ikke underligt at tonen i exploitationfilm blev tiltagende ondskabsfuld og barsk op gennem 60erne. USA er involveret i en, for mange meningsløs og tvivlsom krig i Vietnam, der sættes konstant spørgsmål ved regeringens ærlighed over for befolkningen, sovjetiske missiler på Cuba fremkalder en storpolitisk krise, rumkapløbet er et afslørende billede på de militære og politiske strømninger mellem øst of vest, Kennedy myrdes i hvad af mange opfattes som en politisk sammensværgelse, Martin Luther King, som senere også bliver myrdet, leder borgerrettighedskampagner og landet hærges af raceuroligheder og på familiens side sættes der spørgsmål ved den amerikanske drøm, kapitalismen og kernefamiliens rolle i det post-moderne samfund. Som en direkte reaktion på disse samfundsmæssige tendenser, blev de lystige 'nudie cuties' fra producere som David Friedman og instruktører som Herschell Gordon Lewis skiftet ud med væmmelige roughies som boltrede sig i misogyni, kidnapning, voldtægt, underkastelse og mord. Filmene blev produceret direkte på baggrund af publikums krav om stærkere varer på lærredet. I Europa blomstrede exploitation industrien fra instruktører som Jess Franco, hvis produktion fra slutningen af 60erne (til idag), bestod af mere end 150 (nogle kilder siger 200) low-budget og mere eller mindre kunstnerisk vægtede sleaze quickies. Resultatet af Francos succesrige sleaze produktion var famøse film som Sadisterótica (67), Vampyros lesbos (70), Virgin Among the Living Dead (71), Ilse - Slagteren fra junglefængslet (Greta - The Mad Butcher/Ilsa the Wicked Warden) (77), Straffelejren Sadomania (Sadomania) (81) og The Bare-Breasted Countess (73) hvor Lina Romay spiller en biseksuel vampyr som 'ordner' sine ofre med oral sex. Inspireret af Franco og franske Jean Rollins erotiske vampyrfilm, kunne ikke engang britiske Hammer holde sig fra at lægge mere vægt på bryster og bagdel i deres egen Karnstein vampyr trilogi, som indbefatter Vampire Lovers (70), Lust for a Vampire (71) og Twins of Evil (71), i et forsøg på at fange det publikum, som i stigende grad svigtede deres traditionsbundne horror til fordel for mere brutale og seksuelt eksplicitte film fra andre selskaber og verdensdele.


ROBERT CRESSE og R. LEE FROST
Nazisploitation genrens første film: Love Camp 7 (68) var lidt af et besynderligt blandingsprodukt som tilsyneladende udsprang af vidt forskellige interesser. Naturligvis var filmen affødt af tidligere kinkies, som Olga seriens succes, men var lige så meget et produkt af producer Robert (Bob) Cresses fetichagtige tilbøjelighed til nazi memorabilia, 'antikviteter' fra det tredje rige og Wehrmacht våben fra Anden Verdenskrig. Men filmen er ikke blot interessant fordi det er den første film inden for genren eller Cresses nærmest sygelige fiksering med nazi mundering og udsmykning. Love Camp 7 (68) sætter i sin egen ynkelige ubehjælpsomhed strukturerne, arketyperne, klichéerne og dagsordnen for de fleste senere nazisploitation film. Her er alt hvad en sleaze-elskende videonarkoman kan ønske sig af kvinde ydmygelser, støvle slikkeri, pisk, bondage, softcore samlejer, voldtægt, full frontal nudity, lesbisk ménage à trois, voyeurisme, stønneri og en afsluttende gorefest og velfortjent straf til gerningsmændene.

Bob Cresse producerede op gennem 60erne de fleste af den ekstremt produktive sleaze-meister R. Lee Frosts film, heriblandt Surftide 77 (62), House on Bare Mountain (62), Mondo Freudo (66) og Mondo Bizarro (66), hvorfor det blot faldt naturligt af Frost skulle iscenesætte Love Camp 7 (68). Frost havde på hans mange film vist, at han havde en umiskendelig evne til at presse mest ud af et stramt budget, med få takes (hvilket senere kostede ham en karriere i Hollywood), masser af kamerabevægelse (for at holde øjet interesseret i handlingen) og simpel eller ingen belysning. Frost havde tidligere instrueret film for andre producere, og hans samarbejde med David Friedman på den succesrige og skelsættende 'roughie' The Defilers (65), startede en karrierelang (iscenesat?) rivaliseren mellem Friedman og Cresse. Hvilket virker ret besynderligt når man tænker på at Friedman medvirker i en cameo i Love Camp 7 (68).

Bob Cresse startede sin karriere inden for filmbranchen som cykelbud for MGM i Los Angeles. Gennem hårdt slid og hustler talent, arbejdede han sig op gennem MGM hierarki, men besluttede sig senere for at gå 'independent' med sit eget selskab Olympic International Films, en værdig rival til David Friedman og Dan Sonneys Entertainment Ventures Incorporated. Som et bizart vink til MGMs logo og slogan "Art for the sake of Art", erklærede Olympics banner at de producerede film for "Art for the sake of Money". Low-budget exploitation for the sake of Money - havde nok været mere passende for Cresse skulle vise sig at være en talentfuld forretningsmand med næse for hurtige penge og showman talent, men hvis kunstneriske integritet kunne ligge på et meget lille sted. Hans tidlige produktion afslørede et talent for at opsnuse og udnytte publikums laster og lokke dem i biografen med opfindsomhed, billige gimmicks og iørefaldende taglines. Eksempelvis var Hollywood's World of Flesh filmet over en weekend med R. Lee Frost og Bob Cresses venner i hovedrollerne. Filmen indeholdt rød-tintede sort-hvid segmenter, som Cresse annoncerede som infrarøde scener skudt med et skjult kamera i lasterne og det søde livs højborg - Hollywood. Som mange andre low-budget producere før ham, oparbejdede Cresse med tiden en 'ene mand mod systemet' attitude, mens hans hang til nazi-memorabilia, illegale samler våben og selvtægts holdning tegnede et andet foruroligende billede af manden. Friedman har i flere interviews udtalt at Cresse var skabsnazist, hvilket understøttes af hans nærmest perverse fetichattitude overfor tyske våben i Love Camp 7 (68), hvor indstillinger holdes på samler våben, længe efter den egentlige 'handling' har forladt blindrammen. I en enkelt indstilling lader han sågar kameraet zoome ind og dvæle ved et tysk maskingevær, efter at skuespillerne har forladt scenen. Om Cresses tilbøjeligheder til nazi-samlerobjekter var den direkte grund og 'inspiration' til Love Camp 7 (68) er naturligvis svært at sige, men det er nok ikke tilfældigt at Cresse castede sig selv i hovedrollen som den sadistiske lejr kommandant. Ikke alene kunne han på denne måde sikre sig en plads nær de lækre props, budgettet kunne også skæres for en hovedrolle og han kunne egenhændigt sikre sig at pigerne blev korrekt og autentisk afstraffede i filmens mere slibrige og sadomasochistiske scener, for 'straight' sex har den kære kommandant tilsyneladende ingen interesse i.

Cresse var eftersigende en ubehagelig størrelse som omgav sig med bodyguards og inkassoere. I et interview (Mike Vraney, Cult movies) berettede han f.eks. om hvorledes han pressede en kaliber 38 revolver ind i munden på en biografejer som ikke ville hoste op med billetindtægterne (Cresse hævdede dog senere at den kun var ladt med løse skud - hvilket næppe havde gjort megen forskel). Cresses 'vigilante' mentalitet gav bagslag og hans eventyr inden for filmbranchen endte, da han, med trukket revolver, forsøgte at redde en kvinde ud af en voldelig episode på Hollywood Boulevard. De to gerningsmænd viste sig at være civilklædte betjente og optrinnet resulterede i at den ene betjent skød Cresse i maven og derefter aflivede hans hund. Grundet manglende sygeforsikring så Cresse sig tvunget til at bruge pengene fra sin Schweiziske bankkonto, på et syv måneders hospital ophold. Han kom sig dog aldrig efter episoden, trak sig siden tilbage fra exploitation filmbranchen og døde af hjerteproblemer i 1994.

Fra oven: Den nu udgåede (præ-BBFC) engelske udgivelse af R. Lee Frosts Love Camp 7 (68). Something Weird Videos udgivelse af Love camp 7 (68).


LOVE CAMP 7
Cresse og Frosts film jumpstartede produktionen af film inden for nazi exploitation subgenren, definerede klichéerne for denne type film og satte skabelonen for handlingen i de fleste af klonerne: unge kvindelige fanger gøres til sex slaver for det tredie rige i en lokation som kan variere fra film til film - eksempelvis en lejr, et bordel eller et tog, antydning af en lesbisk (eller meget mandlig) dominatrix (i dette tilfælde en læge-assistent) og en sympatisk soldat der ikke billiger nazisternes sadisme, men på lang sigt ofte må betale prisen for sin passivitet. Love Camp 7 (68) er ingenlunde en seværdig film i traditionel forstand, men har som den første film i rækken filmhistorisk værdi, hvorfor den fortjener mere omtale end de øvrige film (på niveau med dem som kan findes under vores danske retro-anmeldelser). I mange af de senere produktioner, lå filmenes fokus ofte på sadomasochistiske elementer, som afstraffelse eller ydmygelse eller på fetichagtig dvælen ved de grusomme eksperimenter som nazisterne udsatte fangerne for. I denne afdeling er Love Camp 7 (68) relativt mild (men angiveligt alligevel forbud i England) og det meste af filmen bruge på softcore sex scener, da genrens sadistiske tendenser endnu ikke er modnet, hvilket de i høj grad blev med Don Edmonds Ilse - Hun-ulven fra SS (Ilsa - She-Wolf of the SS) (74), da Friedman ikke alene blev nødt til at toppe Cresses film, men også havde en tiltagende liberal holdning til pornografi at konkurrere mod. Love Camp 7 (68) satte også dagsordnen for genrens low-budget tradition for dårligt skuespil, elendig belysning, minimalistisk scenografi og (under)middelmådig iscenesættelse/kameraarbejde (det er f.eks. ikke usædvanligt at kameraet placeres bag skuespillerne, mens de udfører handling eller dialog). I gore afdelingen er filmen dog alligevel bemærkelsesværdig hård og selv om den på ingen måde når den grusomhed hvormed flere af dens kloner er eksekverede, udmærker den sig ved sit brutale klimaks, hvor Cresse blændes med glasskår, den overvægtige sergent aflives med en proptrækker i halsen og hovedparten af hovedrolleindehaverne mister livet i en 'point blank' pistolduel.

Under dække af autenticitet (endnu et tilbagevendende element inden for genren): "The Story you are about to see is true. It is based on actual fact, told by one who lived it.. " - udspiller handlingen sig i flashbacks, fortalt af en embedsmand som fungerede som allieret kommandør under krigen og nu, finder vi ud af i filmens overraskende 'slutning' er gift med den overlevende af de to frivillige kvinder som infiltrerer lejren under dække at være franske modstandsfolk. Og for en god ordens skyld er følgende traditionelle krigsfilms plot kastet ind for at drive filmen fremmad. Videnskabsmanden Dr. Schell er død og hans jødiske assistent Dr. Martha Grossman som samarbejdede for den franske modstandsbevægelse, er blevet placeret i en "(..) special nazi women's prison camp", hvor kvinderne fungerer som underholdning for tyske officerer og den sadistiske kommandør. Den allierede kommando beslutter at placere to frivillige i lejren for at opspore Grossman og få fingrene i hendes information om jetmotor teknologi. Som en bonus er det to frivillige kvinder med træning i memoriseren, nærkamp og karate (en færdighed de desværre ikke benytter). Efter en masse memoriseren og en omklædning foran en fransk modstandsmand, hvilket giver publikum og kameraet mulighed for at studere pigernes anatomi på nært hold, placeres de frivillige i lejren hvor Kommandant Reichstadt (Bob Cresse) og den fedladne Sgt. Claus Mueller, fordriver tiden med spuling af pigerne med vand, lægeundersøgelser, fysisk og psykisk tortur, bondage, pisk, sex og diverse ydmygelser, som f.eks. da en af pigerne bliver tvunget til at slikke Reichstadts støvler rene og pigerne tvinges til lesbisk sex foran en svedende tysk officer der nøjes med at kigge og lægge stønnen til lydsporet. Vi introduceres også kort til Dr. Chernoffs eksperimenter i sterilisation, men dette aspekt uddybes ikke eksplicit. Efter en times sleazy exploitation med tortur, softcore sex, full frontal nudity etc. (publikum skal jo godt ind bag karaktererne) kommer der lidt gang i handlingen da vores lidende heltinder støder på Martha. Exploitation producer David Friedman har i øvrigt en cameo som den frygtede nazi officer Max Kemp, der besøger lejren for at nyde faciliteterne, og som i en hyggelig indforstået joke til branchen, betegnes som en af krigens (filmbranchens?) mest frygtede tyranner der den dag idag, stadig går løs (gys..). Love Camp 7 (68) er (desværre) ikke ude på dansk video men filmen kan erhverves gennem Something Weird Video i USA eller hvis man stadig kan opstøve den europæiske udgivelse fra Redemption (Benelux). Desuden er filmen udgivet på DVD (reg.2) som kan erhverves fra Holland.

STRAFFEKOMMANDO ØST og ILSE - HUN-ULVEN FRA SS
Inspireret af Love Camp 7 (68) og for at lukrere på dens succes, særlig i de canadiske biografer, spyede den Schweizisk fødte sleazoide producer/instruktør Erwin C. Dietrich (som kaldtes The Pope of Porn i Tyskland), som tidligere havde beriget det europæiske trashfilm marked med titler som Die nichten der frau Oberst (68) og The Sex Life of the Three Musketeers (71), en nazisploitation quickie på markedet ved navn Straffekommando øst (Eine Arme Gretchen/Fräuleins in Uniforms/Fräuleins Without Uniforms/She Devils of the SS) (73), som nåede biograferne (herhjemme fik filmen den smagfulde titel Nazilægens frontludere) umiddelbart inden David Friedman/ Don Edmonds berygtede og betydelig mere kendte . Hvor Friedman og Edmonds film lægger vægt på sadistiske elementer og de grusomme eksperimenter udført af nazisterne i videnskabens navn, er Straffekommando øst (73) mere en regulær sexploitation film der præsentere seeren med forskellige former for mere eller mindre kinky softcore - faktisk er filmen irriterende uvoldelig og hvis man ikke er til sleazy sexploitation, med perpetuerende dårligt filmede sexscener og dårlig belysning, vil filmen givetvis kede én halvt ihjel. Den pinlige undskyldning for en handling, involverer en gruppe kvinder som special trænes til at udføre diverse 'ekstreme' opgaver, som Der Führer kan tænkes at hitte på, indtil den modbydelige (selv for exploitation film) finale hvor de nøgne piger tæppebombes på en slagmark. Eneste plus er at tonen er lettere og mere legende, end den sadisme som genren forfaldt til og den faktisk har et tysk cast - ærgerligt at den er dubbet. Det vil naturligvis interessere genrefans at instruktør/producer Erwin C. Dietrich flere gange har kollaboreret med alle sleaze aficionados favorit Jess Franco, bl.a. på Jack the Ripper (76) og den væmmelige Ilsa-klon Ilse - Slagteren fra junglefængslet (Greta - The Mad Butcher/Wanda the Wicked Warden/Ilsa the Wicked Warden/Greta, Haus Ohne Männer) (77) som omtales senere. Straffekommando øst (73) er ude på dansk video fra STVP (se seperat Uncut anmeldelse) og skulle man ikke være så heldig at kunne støve denne lille raritet op, er den ude på amerikansk video fra CIC. Desuden kan filmen erhverves fra hollandsk video med tysk (original?) tale.

Hvis tonen i exploitationfilm havde været tiltagende grusom op gennem 60erne, ramte sleaze og sado-meteret fuldstændig 'overload' med pornografiens frigivelse i begyndelsen af 70erne. Publikum udeblev fra traditionelle exploitation film, med den lejlighedsvise softcore og latterlige undskyldning af et plot, så der skulle en ny taktik til at lokke publikum væk fra hardcore pornoen og tilbage til exploitation filmene: sadisme. Inspireret af mere kunstnerisk orienterede (og bedre) film som Michael Reeves The Witchfinder General (68), Michael Armstrongs Heksejagten (Hexen bis aufs Blut Gequaelt/ Mark of the Devil) (69) (ok, måske lidt vovet at kalde den 'kunstnerisk') og Ken Russels The Devils (71), instruerede, producerede og skrev Adrian Hoven en klam lille exploitation 'sequel' til Heksejagten (69) - Hexen geschandet und zu Tode Gequaelt (72), som næsten udelukkende fokuserede på piercing, knusning, piskning etc. af kvinder og således skabte et sadistisk rum, hvor publikums fantasi og kvindefjendske tilbøjeligheder havde frit spillerum. Tendensen eskalerede med filmhistoriens, måske mest berygtede og 'berømte' exploitationfilm (under alle omstændigheder den mest berygtede nazisploitation): Don Edmonds Ilse - Hun-Ulven fra SS (Ilsa - Shewolf of the SS) (74). Inspireret af de famøse Olga 'kinkies' og den succes som Cresses Love Camp 7 (68) havde nydt i de hjemlige biografer, hyrede det canadiske produktionsselskab Cinepix, David Friedman til at producere en exploitation film baseret på krigsforbrydelserne begået af den 'virkelige' Ilse Koch, som gik under tilnavnet The Bitch of Belsen. Til hovedrollen som den titulære Ilsa, valgte Friedman sin veninde, Vegas stripdanseren Dyanne Thorne og for instruktionen Don Edmonds. På et meget magert budget begyndte optagelserne i Florida, på det forladte set fra tv-serien Hogan's Heroes. Optagelser der skulle blive så udmattende, rent mentalt, og problematiske - på grund af Cinepix' pengeproblemer og besynderlige retningslinjer i klippefasen, at Friedman, på trods af filmens umådelige succes afslog at producere de efterfølgende sequels. I filmen udstilles den ene makabre situation efter den anden for publikums fornøjelse. Under det tvivlsomme påskud at skulle bevise at kvindens udholdenhedstærskel er større end manden, udsættes de indsatte, i den frygtede Camp 9, for det ene modbydelige eksperiment og forsøg efter det andet - elektriske dildoer, trykkammer forsøg, inficering med sygdomme, elkabler til brysterne, brændende materiale stoppet op i en kvindes skede og andre herligheder for det misogyne publikum, naturligvis krydret med den sædvanlige softcore sex, lesbiske anretninger etc. Den heroiske halvamerikaner Wolfe (Gregory Knopf) ender Kommandant Ilsas terrorregime, da han som den eneste mand i lejren kan tilfredsstille hendes lyst og drive hende til orgasme. Blødgjort af hans seksuelle præstationer umiddelbart inden det uundgåelige allierede angreb og fangeflugt, ender Ilsa i bondage og med en kule for panden, hvilket ikke forhindrede hende i at vende tilbage i to 'ægte' sequels og én 'uægte'; Don Edmonds Ilse - Haremmets slavepisker (Ilsa, Harem Keeper of the Oil Sheiks) (76), Jean Lafleurs Ilse - Hun-tigeren fra Sibirien (Ilsa, Tigress of Siberia) (77) og Ilse - Slagteren fra jungle fængslet (Greta - The Mad Butcher) (77). Ilse - Hun-Ulven fra SS (74) er ude på dansk video i en uklippet version fra Video Copenhagen og en nyere, mindre sjælden udgivelse, fra Scanbox (se anmeldelse) som desværre er censureret. Filmen er ude på video (widescreen) i USA og på DVD (reg.1) (widescreen/audio commentary/trailers) (begge fra Anchor Bay).

Video Copenhagens omslag til den uklippede udgivelse af Don Edmonds trash-klassiker Ilse - Hun-Ulven fra SS (Ilsa - The Shewolf of the SS) (74). "Grænserne for den umenneskelige fantasi kan ikke strækkes længere." Mogens Kløvedal i Levende Billeder (nr. 2 1976) om Ilse - Hun-Ulven fra SS.


NATPORTIEREN og SALÒ ELLER DE 120 DAGE I SODOMA
Italienerne havde som sædvanlig exploitation-følerne fremme og der gik ikke længe inden de havde deres egne produktion i gang af imitationer eller inspirerede film. En tendens som eskalerede i slutningen af 70erne, men (heldigvis) uddøde ret hurtigt da filmene, på nær et par enkelte titler, floppede i biograferne. De første italienske forsøg inden for genren er dog ikke helt uinteressante. Primært på grund af deres filmtekniske kompetence, intellektuelle niveauer og distance til emnet. I sammenligning med de senere film inden for nazi-exploitation, syntes både Liliana Cavanis Natportieren (Portiere di notte, il/ Night Porter, the) (74) og italiensk films slemme dreng Pier Paolo Pasolinis Salò eller de 120 dage i Sodoma (Salò o le 120 giornate di sodoma) (75), ligefrem sobre. Selvom de begge rummer exploitation elementer og særlig Pasolinis værk er væmmeligt og grafisk voldeligt, er filmene beriget med allegoriske niveauer og intelligens, hvilket sjældent kendetegner resten af genrens film.

Natportieren (Portiere di notte, il/ Night Porter, the) (74) vinder i længden ved flot skuespil af hovedrolleindehaverne, Dirk Bogarde og Charlotte Rampling og en dommedagsagtig deprimerende atmosfære, som kun spoleres af filmens spekulative præmis, der involverer et møde mellem offer og bøddel. Mødet i sig selv er vel rimeligt nok, men det kniber med troværdigheden da den tidligere krigsforbryder og nazist Max udvikler et sadomasochistisk forhold til den tidligere Kz-lejr fange Lucia. Forholdet udvikler sig til et afhængighedsforhold og kulminerer da de to barrikaderer sig i Max' lejlighed overvåget af den nazistiske undergrund som vil Lucia til livs, for at slette alle spor efter deres gerninger under krigen. Hardcore fans af exploitationgenren vil dog blive slemt skuffede, da filmen næsten helt undgår de sædvanlige exploitation klichéer og sleaze skabelonerne som genrens film traditionelt holder sig til. Lidt sleaze bliver det dog til, da radmagre Rampling udfører et bibelsk inspireret mime-nummer til tysk musik, kun iført bukser, støvler, seler og tysk uniformskasket. Scenen kulminerer da Max præsenterer hende for elskerens hoved i en æske. Natportieren (74) er ude på dansk video fra Hem Video Film (se anmeldelse), engelsk video under titlen The Night Porter fra Castle Vision og Video Collection International. Desuden er filmen udgivet på DVD (reg.1) fra Criterion Collection.

Italiensk films slemme dreng og multitalent (forfatter, kritiker, instruktør) Pier Paolo Pasolinis sidste film Salò eller de 120 dage i Sodoma (Salò o le 120 giornate di sodoma) (75) er den nok bedste film inde for nazisploitation genren. Egentlig burde filmen ikke engang inkluderes i selskab med de ørige italienske film, da der er tale om et vægtig, poetisk, intelligent og multi-facette-rigt værk der i højere grad en de her nævnte film, kræver noget af sin seer. Men Pasolinis Salò eller de 120 dage i Sodoma som blev filmet på blot 37 dage (samme tid som det tog Sade at skrive romanen der fungerer som filmens forlæg), var sammen med de tidlige nazi exploitation film, ekstrem indflydelsesrig for de rammer som senere skulle sætte dagsordnen for (især) italiensk nazi-sleaze. Fans af 'straight' sleazy exploitation vil finde filmen særdeles tung at danse med og Pasolinis vedvarende diskurs med politiske ideologier og filmens narrative niveauer, som fungerer udelukkende på et allegorisk plan, går givetvis hen over hovedet på, såvel det brede publikum, som bare vil finde filmen frastødende og ubehagelig og hardcore sleazoide filmaficionados der vil finde filmen for intellektuel. Hen over hovedet gik den dog generelt på kritikerne og publikum ved sin oprindelige udgivelse, hvor den blev fordømt som spekulativ og modbydelig, men kontroversiel var den ikke desto mindre, sandsynligvis pga. sin utilslørede kritik af den italienske regerings håndtering af fortidens spøgelser i form af et fascistisk styre før og efter den Anden Verdenskrig. Filmkritikere som Roland Barthes bemærkede dog hurtigt filmens intellektuelle kvaliteter. Salò eller de 120 dage i Sodoma blev ved sin danske genudgivelse i 1999 (tak til Von Trier og Braad Thomsen) endnu en gang, nærmest entydigt, revset af den danske presse, som exploitation, nazistisk propaganda, misogyni etc. (med-skribenten Søren Høj på DR-2s Bogart betegnede den som, den eneste film der var værre end Starship Troopers), men heldigvis fik en ny generation mulighed for at dømme selv, endda i biografen. Pasolini selv nåede aldrig at bidrage til polemikken omkring filmen; han blev dræbt kort tid efter filmens italienske premiere i 1975. Om der eksisterer en direkte forbindelse mellem drabet, der blev udført på en strand, af en ung homoseksuel mand og kontroverserne omkring filmen, finder vi nok aldrig ud af, men der eksisterer masse spændende historier om emnet, som antyder alt lige fra jalousidrab til politisk sammensværgelse. Nysgerrige skal hermed være opfordret til at se Tullia Giordanas pseudo-dokumentariske film Pasolini un delitto italiano (95), som eftersigende udforsker emnet grundigt.

Handlingen, en underlig hybrid af historiske facts fra det fascistiske Italien og Marquis de Sades psykoseksuelle udforskning af menneskelige perversiteter i romanen De 120 dage i Sodoma (120 Days of Sodom) udgivet i 1935, fungerer som en voldsom og provokerende analogi mellem sadisme og fascisme. Simpelt og frastødende som det er, henlægges Sades fortælling om en gruppe libertineres tilfangetagen af unge mennesker, til de sidste dage i Mussolinis fascist stat, hvor en gruppe politikere og aristokrater udnytter deres magt, tilfange tager en række unge mennesker i en villa i det nordlige Italien. Uden hensyntagen til historisk korrekthed og med en absurd og grotesk tone som fundament, ydmyges ofrene på grusomste vis i en række perverse og nærmest rituelle situationer som f.eks. sodomi, spisning af fæces, spisning af søm, regulær tortur og lemlæstelse, der eskalerer i filmens sidste ti minutter, hvor Pasolini balancerer den hårfine grænse mellem skønhed, fascination, frastødelse, exploitation og provokerende kunst. Om det lykkedes bør ses ved selvsyn, men vær advaret nogen behagelig oplevelse, forløsning og retfærdighed rummer Pasolinis udforskning af fascisme ikke. Personligt fandt jeg filmen interessant og grænseafprøvende, mens nogle kritikere anså den for værende dræbende kedsommelig og formalistisk. Uanset hvad man syntes om filmen, rummer den billeder af stor skønhed, sidestillet med billeder af stor grusomhed. Indtryk som jeg kan love, ikke forlader seerens underbevidsthed inden for overskuelig fremtid, med andre ord; en uforglemmelig oplevelse. Salò eller de 120 dage i Sodoma (75) er ude på svensk video fra Warner under titlen Salò eller Sodoms 120 dagar og på DVD fra Criterion Collection, skulle man være så heldig at kunne støve den op.

Fra oven: Svensk udgivelse af Pasolinis Salò eller de 120 dage i Sodoma (75). Den amerikanske DVD udgivelse fra Criterion Collection af Natportieren (74).


BLACK GESTAPO, SALON KITTY og THE DESERT TIGERS
R. Lee Frost leverede efter bruddet med Bob Cresse en bizar exploitation hybrid mellem blaxploitation og nazisploitation: Black Gestapo (75). Filmen, med manuskript af R. Lee Frost og Wes Bishop som også producerede, skulle eftersigende være lidt af en exploitation raritet med social realistiske (?!) undertoner, om en gruppe militante sortes udryddelse af et hvidt domineret 'crime syndicate'. Lederen af den sorte gruppe (Charles Robinson) domineres dog af en trang til at iklæde sig nazi uniformer og inden længe har de sorte overtaget rollen som de tidligere forbrydere havde i bydelen som nu er 'udrenset'. Det er så op til Robinsons tidligere chef, spillet af Rod Perry at få bugt med den fascistiske Robinson. Forvent masser af softcore sex (med hvide kvinder og sorte mænd naturligvis) og dårligt skuespil, i hvad der for undertegnede lyder som en rigtig exploitation godbid og hold øje med import sektionen for en update og anmeldelse når jeg får fat i filmen. Black Gestapo (75) er ude på amerikansk video, på en præ-BBFC fra England og på finsk video fra Oxford Video under titlen Ghetto Warriors/Musta Gestapo.

I kølvandet på Liliana Cavani kunstnerisk kompetente Natportieren (Portiere di notte, Il/The Night Porter) (74) og Pasolinis Salò eller de 120 dage i Sodoma (Salò o le 120 giornate di Sodoma) (75), kom der gang i filmproduktionen i Italien, hvis filmbranche aldrig har misset en chance for at malke en succes til sidste dråbe med mere eller mindre (i de fleste tilfælde mindre) vellykkede efterligninger, af diverse genre succeser og kombinationer af disse. Situationen blev ikke dårligere for exploitation film producenterne efter det tragiske mord på Pasolini som piskede kontroverser op omkring genren, for som vi ved fra Mondo-genren sælger virkelig tragedie altid bedre end fiktiv. Som de tydeligste 'inspirationskilder' til genrens senere film var Don Edmonds Ilse - Hun-Ulven fra SS (Ilsa - Shewolf of the SS) (74), Natportieren (Portiere di notte, Il/The Night Porter) (74) og exploitation instruktøren Tinto Brass' Salon Kitty (76). Salon Kitty (76) er måske den mest flamboyante af de tidlige nazisploitation titler, for hvor Ilse - Hun-Ulven fra SS (74) til tider var herlig camp og ufrivillig morsom og Natportieren (74) noget ujævnt skildrede et personligt drama i exploitation filmens dårlige smag, boltrer Salon Kitty (76) sig i dekadence og sprudlende, fetichistiske cabaret danseoptrin. På trods af gode intentioner, medrivende overdramatiseret, stiliseret smagløshed og fint skuespil fra hovedrolle indehaverne (særlig fra Helmut Berger, Ingrid Thulin og Teresa Ann Savoy), kan filmen, der omhandler 'the rise and fall' af SS officer Helmut Wallenberg, da han forvandler horehuset Salon Kitty til en lastens hule for det tredie riges officerer - kun for at spionere på sine landsmænd og afsløre forrædere, ikke skjule at den ikke er meget andet end sleazy exploitation i forklædning som historisk drama, ikke ulig Brass' berygtede pseudo-epic Caligula (79). Stilistisk og med en flot fotografering placerer Salon Kitty sig dog i den absolut mere interessante ende af genren, rent æstetisk, hvorfor den mest bør appellere til fans der ikke kun er tilbøjelige til softcore sex, (ufrivillig) morsom dialog, bare bryster og tortur. Salon Kitty (76) er ude på dansk video i en næsten komplet udgave fra PolyGram/Scanbox (se anmeldelse) og på engelsk (klippet) fra Redemption.

Hvis man har sleazy tilbøjeligheder er Luigi Batzellas Desert Tigers, the (Kaput lager - gli ultimi giorni delle SS/Achtung - The Desert Tigers) (76) absolut mere interessant og tegner et tydeligere billede på hvorledes exploitationgenren generelt fungerer og hvorledes nazisploitation filmene senere skulle tage sig ud. Selv om R. Lee Frost, Erwin C. Dietrich og Don Edmonds tidligere havde blandet genrer (blaxploitation/krig/nazisploitation), er The Desert Tigers (76) et glimrende eksempel på hvorledes det lykkedes (!?) at blande to tilsyneladende meget forskellige genrer. Det var tvivlsomt om en ren sexploitation film kunne holde, på det endnu ikke helt afprøvede marked, så instruktør/manuskriptforfatter Luigi Batzella valgte givetvis af den grund, at blande de mere sleazy elementer, med altid populær genrer som war og (violent)adventure, som havde det godt i Europa i 70erne med instruktører som Umberto Lenzi bag kameraerne. Resultatet er den lille stinker The Desert Tigers (76), som er lige dele drama, sleaze, krig og exploitation. Med tydeligst afsæt i Ilse - Hun-Ulven fra SS (74) placerer Batzella, sine hovedpersoner, en britisk kommando gruppe, ledet af den retfærdige amerikaner Major Lexman (Richard Harrison), i en tysk fangelejer under ørkenkrigen i Nordafrika i 1942. Uden hensyntagen til logik, kontinuitet og historisk pålidelighed, leverer Batzella en under middelmådig blanding af langtrukne krigsscener, WIP klichéer, arkivfilm, den sædvanlige softcore sex, ydmygelser af kvinder, den traditionelle sadistiske og lesbiske kvindelige SS officer, en homoseksuel lejr kommandant, Gordon Mitchell og Lea Landers i biroller og hvad der skal til af b-film traditioner for at tilfredsstille trashfilm fans, hvilket givetvis er den eneste målgruppe som kan tænkes at fornøje sig over dette kedsommelige blandingsprodukt.
The Desert Tigers (76) er ude på dansk video fra Meteor (se anmeldelse) og hollandsk video som Achtung! The Desert Tigers fra Sunrise Video.

Fra oven: Den finske udgivelse af Black Gestapo (75) fra Oxford Video. Finsk udgivelse af The Desert Tigers (Achtung! The Desert Tigers).


DEPORTERET AF SS og ORGIE I DET TREDIE RIGE
Snart blev tonen i de italienske bud på exploitationgenren tiltagende væmmelig og sadistisk - med den fejlagtig tro at det drejede sig om en lukrativ tendens, skulle enhver sydeuropæisk exploitation instruktør nyde godt af den uventede succes som Love Camp 7 (68) og Ilse Hun-Ulven fra SS (Ilsa - Shewolf of the SS) (74) havde haft i biograferne og snart flød markedet med titler der forsøgte at overgå hinanden i usmagelige posters, taglines, softcore sex, sadistiske eksperimenter, misogyni og kuriøse pseudo-erotiske optrin.

Rino de Silvestros Deporteret af SS (Deportate della sezione speciale SS, Le/Deported Women of the SS) (76) er en deprimerende og sløv sag, som har mere fokus på softcore homoseksuel sex end på de grusomme eksperimenter som er symptomatiske for genrens senere film. På trods af at handlingen, der centreres omkring lejr kommandant Enners (John Steiner fra Salon Kitty (76) og Argentos Tenebre (82)) besættelse med en ung aristokratisk polsk pige (Lina Polite som overraskende nok spiller skuespil), giver mere tid til drama, end vi ellers er vandt til, forfalder filmen til forudsigelighed, langsom afvikling af plottet, idiotiske bipersoner og ekstremt overspil af Steiner. Publikum bliver dog ikke sparet for en sleazy klimaks hvor Steiner får firdelt sin penis af barberblade fra en anordning som pigen har placeret i skeden inden hun giver sig hen til ham. Selv om dele af filmen er jævnt kompetent rent filmteknisk, og der kommer fut i sagerne hen mod slutningen, er den generelt for alvorlig, deprimerende og sløv til at behage andre en rene hardcore fans af sexploitation. Så absolut ikke genrens værste, men for ligegyldig til at være anbefalelsesværdig. Deporteret af SS (76) er ude på dansk video (se anmeldelse) fra Filmlab, amerikansk fra Video City som SS Special Section Women og hollandsk som Special SS Women.

Med udgangspunkt i samme møde med fortiden, der er centrum for handlingsstrukturen i Natportieren (Portiere di notte, Il/The Night Porter) (74) præsenterer den italienske Cesare Canevari med Orgie i det tredie rige (Ultima orgia del III Reich, L'/Gestapo's Last Orgy/ Caligula Reincarnated as Hitler) (76) os for med hård tone, betydelig mere realisme (det er ægte hamstre!!) og den mest famøse af nazisploitation filmenes idéer: de tyske officerer spiser de jødiske unge piger og deres ufødte børn. Hvis Pasolini så Salòs mikrokosmos som et metafor for den italienske stats forbrydelser mod befolkningen (hvilket også er den eneste rimelige tolkning), tør jeg ganske enkelt ikke gætte på hvad Canevaris idéer med Orgie i det tredie rige (76) måtte være. Mit bedste gæt er, at filmen ikke har megen symbolsk eller allegorisk værdi og de valgte situationer og hændelser udelukkende er valg pga. deres chokværdi. Filmen bliver generelt opfattet som den mest utiltalende og grusomme af nazisploitation udgivelserne og filmen leverer gennem episodisk struktur ganske rigtig også den ene sleaze vederstyggelighed efter den anden, som f.eks. softcore sex, sadomasochistiske tortur scener og den nævnte kannibalisering af en ung jødisk kvinde. Heldigvis slipper vi ikke for det sædvanlige overspil som tager brodden af de aller værste scener, dårlig synkronisering og campy ufrivilligt morsomme sekvenser, i hvilke f.eks. hamstre får lov til at fungere som stand-ins for blodtørstige rotter, da en kvinde sænkes ned i et hul fyldt med de sultne bæster. Orgie i det tredie rige (76) er ude på dansk video (se anmeldelse) fra Plaza Video, på amerikansk fra Magnum Video som Last Orgy of the Third Reich og hollandsk som Gestapo's Last Orgy fra 1 Video.

Fra oven: Præ-BBFC udgivelse af Orgie i det tredie rige (Gestapo's Last Orgy) (76). Finsk udgivelse af Deporteret af SS (76) fra Videotime Video.


EKSPERIMENTER I NAZILEJREN, SS LEJR 5 og NAZI LOVE CAMP 27
Når man er usikker et produkts salgbarhed er der masser af krumspring som en garvet exploitation filmproducent kan gøre. Italienske Sergio Garrone helgarderede sig, med udsigten til en exploitationfilm tendens, som dog aldrig nåede at udvikle sig, med to sleazede film: Eksperimenter i Nazilejren (SS Experiment Love Camp/Lager SSadis Kastrat Kommandantur) (76) og SS lejr 5 (SS Camp Womens Hell/SS Lager 5 l'inferno delle donne) (76) optaget ryg mod ryg, for at mindske produktionsomkostningerne og med stort set de samme skuespillere i hovedrollerne. Eksperimenter i Nazilejren (76) er en fordrejet, grimt filmet og komplet tåbelig fortalt exploitation sag, om en sadistisk lejr kommandant som har mistet sine kønsorganer til en sulten kvinde på østfronten. Nu driver den kære kommandant en eksperimental lejr, hvor unge ariske mænd beviser deres virilitet på unge kvindelige fanger, med det formål at genetablere sin forplantningsevne med transplantation af den bedste sexmaskines testikler. Hvilket naturligvis sker, fuldstændig komplet latterligt, uden soldatens kendskab. Da han under et samleje opdager sine fysiske mangler går staklen amok (i hvad der må være én af nazisploitation genrens mest overspillede roller) med en maskin pistol og stort set hele castet mejes ned, inden for de sidste 5 minutter, hvilket sætter punktum for denne ulidelighed. Gore-fans bør måske checke filmen pga. dens få, men unægtelig væmmelige operationsscener, der tydeligt markerer den skræmmende drejning som italienske nazisploitation film med tiden havde taget. Eksperimenter i Nazilejren (76) er udsendt på dansk video af Video International (se anmeldelse), den er også ude på hollandsk som SS Experiment Love Camp og amerikansk fra Video City som SS Experiment Camp.

Med SS lejr 5 (76) gik Garrone ét skridt videre mod grusomheder og sadistiske eksperimenter, på bekostning af den historie og smule logik som Eksperimenter i Nazilejren (76) dog indeholdt. Filmen er nærmest uden story og består plot-mæssigt stort set kun af diverse torturscener, softcore sex og andre rædsler, men Garrone går over stregen da han i to sekvenser benytter ægte fotografering fra virkelighedens Kz-lejre (i oplysningens navn forstås), hvor lig af Kz-fanger skovles af en bulldozer og lign. SS Lejr 5 (76) rundes af med det afsluttende hykleriske håb om at historien aldrig gentager sig, og at filmen retfærdiggøres i oplysningens navn, ikke ulig lignende idioti i Love Camp 7 (68) og Ilse - Hun-Ulven fra SS (74). Men filmens lukreren på virkelighedens grusomheder, gør filmen til ét af højdepunkterne inden for usmagelighed i genren, et faktum man næsten fornemmer at instruktøren er klar over. Garrone der arbejdede med stort set alle genrer siden hans debut med spaghettiwesterns (bl.a. Django, If You Want to Live... Shoot! (Se Vuio Vivere, Spara!) (67)), krigsfilm og sex adventures (i nævnte rækkefølge), skulle eftersigende drive restaurationsvirksomhed i Rom og man kan kun håbe for hans kunder, at stedets pizzaer er mere smagfulde og ikke efterlader en så bitter smag i hans mund som karrierens nazisploitation film. SS Lejr 5 (76) er udgivet på video af danske Video International (se anmeldelse), men er også tilgængelig og mindre sjælden, på hollandsk som SS Camp 5 Women's Hell og græsk fra Key Video. Disse udgivelser er dog klippede med 20-25 min. sammenlignet med den danske udgivelse.

Den italienske produktion Nazi Love Camp 27 (Living Nightmare/Destin de femme/La Svastica nel ventre) (76), som er nægtet et videocertifikat i England, udspilles omkring den jødiske Hanna Meyer (Sirpa Lane) der leder et 'SS nazi-bordel' Salon Kitty (76) - style, mens hun forsøger at skjule det faktum at hun er jøde. En identitet hun med tiden må afsløre, da hendes gamle kæreste, nu fungerende tysk soldat, besøger bordellet. Sirpa Lane er bedst kendt for sin rolle i Valerian Borowczyks erotiske Le Bete (75) hvor hun dræber det titulære bæst med sin seksuelle stamina, men her får hun altså lov altså lov til at folde sig ud som mere traditionel skuespiller. Filmen har jeg dog ikke haft fornøjelsen at se, men Nazi Love Camp 27 (76) skulle ifølge flere kilder indeholde hardcore sex scener (!!), voldsomme tortur scener og som kronen på værket en scene hvor en kvinde bliver voldtaget med et tyrehorn (!) - elementer som snildt kunne gøre filmen til den mest væmmelige af alle nazisploitation film; en 'kvalitet' som naturligvis bør undersøges nærmere. Mindre blufærdige læsere, som er i besiddelse af filmen, skal hermed være opfordrede til at sende den forbi redaktionen i diskret indpakning, hvor vi nok skal tage os kærligt af den. Danmarks mest 'underground' film/fanzine, Von Hegnets Bloody Darlings fra Aalborg, skriver i #14/15 (feb. 99) at filmen har gået i de danske biografer (den gang) under titlen Luder på Førerens befaling, men altså ikke er ude på dansk video. Hegnet beretter desuden at den hollandske udgivelse med titlen Nazi Love Camp 27 (76) skulle være censureret for 'gang-rape' (med hardcore inserts (en enkelt scene bliver det dog til i den hollandske udgivelse)) den famøse tyrehorns scene og lesbisk sex, som dog er at finde i den portugisiske udgivelse som går under titlen As mulheres de prazer dos campos Nazis (76). Nazi Love Camp 27 (76) er som nævnt ude på hollandsk video, portugisisk og amerikansk fra Video City.

Præ-BBFC engelsk udgivelse af Eksperimenter i Nazilejren (SS Experiment Camp) (76).


HITLER EXPRESSEN og DJÆVLEN FRA GESTAPO
Salon Kitty og Ilsa - She-Wolf of the SS på hjul, er nok den mest rammende betegnelse for Patrice Rohms fransk/italienske co-produktion Hitler expressen - Fraulein SS (Elsa - Fräulein SS/Fräulein Devil) (76). Filmen dropper de, for genren, symptomatiske torturscener (ok, en enkelt scene hvor en illoyal general får tæsk bliver det dog til) til fordel for et trekantsdrama, softcore sexscener og stueorgel score, af Franco-regular Daniel White (havde hans mentor så bare instrueret). Men desværre, da hele affæren er eksekveret uden engagement og teknisk kompetence fra instruktørens side og tilsyneladende redigeret med en plæneklipper, lykkedes det sjældent filmen at fange seerens interesse, endsige at give meget mening. Handlingen sætter i gang omkring 30 minutter inde, hvor den sadistiske Elsa Äckermann (Malisa Longo) som leder et bordel på hjul. Toget ruller fra den éne garnison på fronten til den næste og de officerer, som under indflydelse af softcore sex afslører deres illoyalitet mod det tredie rige, bliver resolut henrettede. Elsas elsker, Major Holbach (Oliver Mathot), ankommer til toget for at fungere som tolk, men forelsker sig i den unge prostituerede Liselotte Richter (Patrizia Gori), som ingen af dem ved har forbindelser til modstandsbevægelsen. Liselotte afsløres naturligvis og partisanernes uundgålige angreb på toget, anført af Holbach følger. Uden de sædvanlige sleaze besynderligheder til at vedligeholde seerens interesse, mister man hurtigt interessen for filmen og den hører da også til blandt én af de mest kedsommelige, uoriginale og ligegyldige af genrens film. Hitler expressen - Fraulein SS (76) er ude på dansk video fra Royal Video (se anmeldelse), en sjælden sag, men kan også erhverves på amerikansk video (Wizard) som Fräulein Devil, skulle man være så (u)heldig.

Hvis Hitler expressen - Fraulein SS (Elsa - Fräulein SS/Fräulein Devil) (76) er den mest stillestående og middelmådige nazisploitation stinker (ok, den har sine nære konkurrenter), placerer Luigi Batzellas italienske Djævlen fra Gestapo (Bestia in calore, La/Beast in the Heat/Horrifying Experiments of SS Last Days/SS Hell Camp) (77), sig solidt med Ilse Hun-ulven fra SS (74), SS Lejr 5 (76), Orgie i det tredie rige (76) og Bruno Matteis sygelige SS Extermination Camp (SS-119 Campo se Sexo y Violencia/KZ 9 Lager Stermino/Women's Camp 119) (77) i spidsen af genrens væmmeligste afdeling, som den mest actionfyldte, bestialske, sygelige og lavpandede af udgivelserne. Handlingen er simpel og følger to sideløbende forløb der ikke særlig snedigt væves sammen i filmens slutning. Ilsa-klonen Dr. Krast (Macha Magall) eksperimenterer med at udvikle en ny 'masterrace' hvis seksuelle stamina skal bevise den ariske races overlegenhed. Resultatet er ikke, som man skulle tro, en blond sexmaskine, men en savlende, behåret Neandertaler i bur (Sal Boris). De mest ulydige af 'lejrens' kvinder voldtages ihjel af den savlende gnom, mens resten udsættes for det ene tortur eksperiment efter det andet, fingernegle afrives, pisk, softcore sex, elektrificeringer af bryster og skamlæber er dagsordnen, som får egnens heltemodige partisaner til at angribe stedet. Filmen slutter naturligvis med at Dr. Krast selv voldtages af bæstet, inden den barmhjertige partisan Drago skyder dem begge ned og kort efter begår 'selvmord' i melankoli over verdens grusomhed. I filmens mest væmmelige scene, flår den gnækkende mandsling, kønsbehåringen af en kvinde, hvorefter han fortærer den blodige klump. Filmen er heldigvis så excessiv i sine udskejelser, at dens troværdighed og realisme kan ligge på et meget lille sted og derfor er en ganske seværdig lille væmmelig exploitation sag, har man mave til den slags. Som en formildende faktor leverer filmen rigelige mængder af karikerede tyske soldater, latterlige dialoger på pseudo-engelsk-tysk-italiensk, westernagtige skuddueller og arkiv film. Djævelen fra Gestapo (77) er ude på dansk video (se anmeldelse) fra Video Action og tilgængelig på hollandsk video som The Beast in the Heat og amerikansk som SS Hell Camp.

Præ-BBFC engelsk udgivelse af Djævelen fra Gestapo (Beast in Heat) (77).


HELGA - HEKSEN FRA SILBERG, NATHALIE - FUGITIVE FROM HELL og SÆRTOG FOR HITLER
Den franske filmindustri holdt sig heller ikke for gode til at springe med på nazisploitation vognen, efter Patrice Rohms fransk/italienske co-produktion spyede den franske sleaze, hard og softcore instruktør Alain Payet (ofte under navnet Alain Garnier eller James Gartner) en række nazisploitation film ud over de næste par år. Filmene som inkluderede Nathalie - Fugitive from Hell (Nathalie: Rescapee de l'enfer/Nathalie Dans l'enfer Nazi) (77), Helga - Heksen fra Silberg (Helga - Shewolf of Spilberg/Helga, la louve de Stilberg) (77) og Særtog for Hitler (Helltrain/Special Train for Hitler/Train spécial pour SS/Tren especial para Hitler) (77) var primært lunkne, low-budget efterligninger af genrens tidligere 'succeser' som Love Camp 7 (68), Ilse - Hun-Ulven fra SS (74) og Salon Kitty (76). Produktionerne havde fokus på fetichisme og softcore, nøjagtig som Payet (der i øvrigt skulle have instrueret den første dværge pornofilm Lily Pute) havde håndelag og smag for, men da genren ikke slog an internationalt, trak Payet sig tilbage til den altid lukrative pornogenre, med direct-to-video titler under pseudonymet John Love.

I Helga - Heksen fra Silberg (77) er handlingen henlagt til en fiktiv bananrepublik der diktatorisk styres af præsident Steiner (?!). Filmen er således, ligesom Francos sleazede Ilse - slagteren fra junglefængslet (77), ikke ægte nazisploitation, men genrens hovedelementer er alle tilstede og da filmen er et utilsløret rip-off af Ilse Hun-Ulven fra SS (74) er den bestemt nævneværdig. Hovedrollerne er stort set de samme som i Patrice Rohms franske Hitler expressen (76), og skuespillerne udfylder de samme todimensionale papirtynde genrestereotyper som ses i de øvrige film. Malisa Longo giver den endnu som sado-erotisk dominatrix, denne gang er tysker uniformen dog blevet skiftet ud med en ridepisk, rød satin skjorte og lakbælte, mens Patrizia Gori spiller den genstridige offer for Helgas jalousi. Steiners regime styrtes af Gori og hendes fader, frihedskæmperen Vogel, mens publikum keder sig ihjel, i hvad der ganske enkelt må være en af genrens mest sløve og kedsommelige film - men også mest sjældne, bør det for samlernes skyld tilføjes. Selve sleazescenerne er langt under nazi-standart og selv om filmen tramper rundt i de sædvanlige WIP og nazisploitation klichéer som pisk, voldtægt, tortur, kvindeslagsmål etc. er plottet eksekveret uden flair for tempo, æstetisk sans, endsige sleazeoptrin, hvorfor ikke engang genre fans, kan formodes at føle sig underholdt. Helga - Heksen fra Silberg er udgivet på dansk video fra ABCollection (se anmeldelse).

Historien i Nathalie - Fugitive from Hell (77) udspilles omkring en tilfangetagen amerikansk læge (Patrizia Gori fra Hitler expressen (76) og Helga - Heksen fra Silberg (77)), som tvinges til at udføre sit hverv i en tysk fangelejr. Franco, Klimovsky og De Ossorio regular Jack Taylor, spiller en tysk officer, som forelsker sig i lægen efter at hun redder hans liv, hvilket naturligvis vækker jalousi hos den overdrevent fetichklædte fangevogter(inde): Jacqueline Laurent iført grinagtige knæstøvler og ridepisk. Publikum som kræver historisk autenticitet gør klogt i at undgå Payets film, men er man til lidt smældende sadomasochisme, går man sikkert ikke helt galt i byen. Nathalie Fugitive from Hell (77) er ude på hollandsk video fra EVC.

Payets Særtog for Hitler (77) er et skamløst rip-off af Rohms Hitler expressen (76), som udspilles omkring en gruppe blandede nazi og tilfangetagne -skøger, der tjener det tredie riges soldater i det titulære 'Love-train'. Hvilket primært er plottet der på episodisk og mekanisk vis snegler sig fremad, med den sædvanlige arkivfotografering som adspredelse. I et, for Payet ikke usædvanligt mandschauvinistisk sleaze twist, lykkedes det 'modstandsbevægelsen' at befri 'særtoget' hvorefter pigerne begynder at servicere deres redningsmænd (ok, de bliver faktisk tvunget). Den fransk/canadiske video udgivelse (Train Spécial pour Hitler), skulle i øvrigt indeholde flere sexscener end de andre på markedet, skulle man være interesseret. Von Hegnets Bloody Darlings (#12 jan. 98) har opdaget to versioner på dansk video, én fra Panorama (se anmeldelse) og én fra WM Video. Panorama udgivelsen indeholder tilforskel fra WM Videos, en del sexscener (traditionel elskov, strip (inserts), orgie, ydmygelser (inserts)), hvilket gør det sandsynligt at Panoramas er identisk med den fransk/canadiske udgivelse. Desuden er filmen ude på amerikansk video fra Wizard Video.

Den hollandske udgivelse af Nathalie - Fugitive from Hell (77).


ILSE - SLAGTEREN FRA JUNGLEFÆNGSLET, GESTAPOS BLODIGE NAT og SHOCK WAVES
Sammenlignet med 70ernes lumre franske nazisploitation film fra Payet, er den spanske Sleazekonge Jesús Francos Ilse - Slagteren fra Junglefængslet (Greta - The Mad Butcher/Wanda the Wicked Warden/Ilsa the Wicked Warden/Greta, Haus Ohne Männer) (77), pseudo-opfølger til de foreløbig 3 Ilse-film, en ren tour-de-force i god dårlig smag. Ikke alene er filmen mere realistisk og autentisk i tonen end seriens øvrige film, men den er faktisk ganske kompetent rent filmteknisk og har en æstetisk pondus som kun få af genrens film besidder. Filmens tendens til realisme og dvælen ved sadomasochistiske elementer gør også at den i passager, kan forekomme en smule sløv og træg - ene og alene af den grund at filmen ikke er ufrivillig morsom, som 99% af genrens øvrige film. Hvad filmen dog mangler i den humoristiske afdeling, har den i overflod i sado-erotik, simpel sadisme, ydmygelser, voyeuristiske undersøgelser af nøgne kvindekroppe med kameraet som forlængelse af publikums blik og afvigende seksualitet. Det bør dog tilføjes af Franco dropper realismen i filmens slutning, til fordel for en mareridtsagtig sekvens (faktisk rendyrket horror) hvor Gretas (Ilsas eller Wandas, afhængigt af hvilken version man ser) ofrer tager grusom hævn over hende og kannibaliserer deres bøddel, i en stilistisk flot montage med inserts af rovdyr der fortærer deres bytte. Desuden benytter Franco sig af et narrativt snedigt trick/twist, da Dr. Arcos (Franco selv) halvvejs gennem filmen likvideres af Gretas lakajer, om end han i begyndelsen af filmen selv lægger et narrativt voiceover til handlingen. Genrefans der hælder mere til cineastisk snavs, vil naturligvis være på vagt når filmen faktiske har æstetisk tyngde. Men kender man sin Franco, vil man også vide at han er en af de få instruktører som ikke viger tilbage for at blande vaskeægte erotisk sleaze med mere kunstneriske elementer. Ilse - Slagteren fra junglefængslet (77) står således som et vidnesbyrd på at han jævnligt slipper godt fra denne kombination og rangerer højt på listen over seværdige pseudo-nazisploitation film, om end folk med dårlige nerver, nul tolerance overfor sadomasochisme og lav kvalmetærskel bør holde sig på afstand. Fans vil være begejstrede over at finde Franco selv i en større rolle end sædvanlig, Dyanne Thorne i rollen som super-dominatrix Greta, Franco regular Lina Romay (der i øvrigt også var Francos kone) som lesbisk kvindelig fange der vil have slikket sit 'culo' og den tyske stådreng Erwin C. Dietrich bag produktionen og halvdelen af manuskriptet. Ilse - Slagteren fra Junglefængslet (77) er ude på dansk video fra Video International (se anmeldelse) og amerikansk VHS og DVD (reg.1) (widescreen/audio commentary/trailer) fra Anchor Bay under titlen Ilsa - The Wicked Warden.

Italienske Fabio de Agostini Gestapos blodige nat (Red Nights of the Gestapo/Lunghe notti della Gestapo, le) (77) er en mere lunken, men mindre bestialsk end tidens trend, uden at vi slipper for de obligatoriske S/M og lesbiske sekvenser, efterligning af Salon Kitty (76), hvor standartenführer Werner Olands iscenesættes, for at han kan gå under jorden og rense ud i de anti-patriotiske kræfter som angiveligt gennemsyrer det tyske nazi-regime. I et afsidesliggende hus forføres en gruppe folk af skøger og andre 'nymfomaner disse folk indtil hele banden skydes ned i en ikke særlig blodigt lyneksekvering. Som formildende omstændighed er filmen flot og virtuost fotograferet af Tonino Patano, rummer et ret funky soundtrack (marchmusik med wow-wow-pedal skal høres) og pænere scenografi end den gennemsnitlige nazi sexfilm, selv om de formastelige benytter Goyas imponerende maleri af Kronos i filmens slutsekvens. Gestapos blodige nat er ude i dansk distribution (se anmeldelse) fra DVD (Dansk Video Distribution) med et cover som er en direkte kollage over Don Edmonds Ilse - Hun-Ulven fra SS (74) med Dyanne Thorne (der som bekendt ikke medvirker i Gestapos..) på omslaget, og så vidt jeg husker en ældre fra selskabet STVP med et mere farverigt cover (men det kan jo være den gamle tænkebox som er ved at stå af). Mads Jensen i Mondo Franko mumler også noget om en ABCollection udgivelse. Så er vi oppe på hele tre danske udgivelser? Uncut skribent Thure Munkholm har skrevet noget om en Euromaster version i sin anmeldelse af filmen. Dette må han uddybe ved lejlighed, men en regulær udgivelse er det vist ikke.

Sjovt nok kommer genrens friske pust og første spændende mutation fra USA og ikke fra den europæiske trashfilm branche. Ken Wiederhorns Shock Waves (77) som også går under titlerne Almost Human og Death Corps, er objektivt set en halv god film og en halv dårlig, men også et ganske spændende alternativ til de sex og tortur fikserede film som dominerede nazi exploitation filmene i halvfjerdserne. Ikke at forglemme har den veteranerne Peter Cushing og John Carradine i to større roller, og den altid seværdige Brooke Adams i hovedrollen, hvilket er grunde nok til at have set filmen. De første 30-40 minutter har en lækker lurende stemning, surrealistisk farvebrug og et effektivt synthesizer soundtrack. Da de grusomme nazizombier endelig viser deres blege, bebrillede ansigter, er de blot ude på at drukne folk (at de er levende er åbenbart motivation nok), hvorefter filmen forfalder til repeterende, forudsigelige, 'teens-in-peril' klichéer og en ikke særlig overraskende slutning (hvilket tildels kan tilskrives dens rammefortællings struktur). Filmens handling er da heller ikke noget at skrive hjem om; Brooke Adams findes flydende i en lille jolle, forkommen og tørstig. Resten af filmen foregår i flashback til denne begivenhed. Booke og slænget er på tropisk-sejlads med kaptajn Carradine der tilsyneladende er faret vild på havet, efter at have oplevet en del besynderlige fænomener (af den slags man tilskriver Bermuda Trekanten) og blevet påsejlet af et spøgelsesskib, strander holdet på en ø, hvis eneste beboer er en tidligere SS officer (Cushing). Officerens tidligere eksperimenter, de levende døde nazier, huserer havbunden i nærheden og lusker snart omkring på øen for at tage livet af turisterne og den stakkels officer. At filmen alligevel bør, og har, fundet et par fans derude kan skyldes dens fine cast, glimrende stemning og feberagtige klipning/kameraføring. Shock Waves (77) er ude på engelsk video fra Vipco.

Vipcos (engelsk) udgivelse af Shock Waves (77).


SS GIRLS, SS EXTERMINATION CAMP og HOLOCAUST 2
Fra italienske Bruno Mattei (Zombi 3) kommer den jævnt kedelige Salon Kitty (76) og Ilse - Hun-Ulven fra SS (74) rip-off SS Girls (77). Filmen er meget lig Tinto Brass' pseudo-epic uden dog at have samme visuelle pondus og lækre scenografi. Handlingen udspillet i horehuset Blumenstrauss, hvor SS-officeren Hans Schellenberg (Gabriele Carrara) planlægger at afsløre det tredie riges fjender vha. en gruppe specialtrænede nærkampskyndige prostituerede. Ikke overraskende ender Schellenberg dog selv som offer for sit projekt, da han vanvittig af magtbegær falder offer for den Ilsa-agtige frau Inge (Maria Daunia), hvis tilnærmelser han ikke vil gengælde. SS Girls (77) skulle ifølge Bloody Darlings (#11 feb. 97) være ude på italiensk video som løber 94:40, hvor den danske fra Juno Media (se anmeldelse) løber 78:23. Den italienske indeholder således flere krigsscener, mere nazi-lir og mere nasty eksperimenteren + en anderledes slutning end den danske. SS Girls (77) er desuden ude på engelsk video fra MIA (løber 76:12) klippet med 3:34 af BBFC og græsk fra Media Home Entertainment, med samme omslag som det danske.

Efter den lunkne (og i Danmark klippede) SS Girls (77), opgav Bruno Mattei alt hvad der hed drama og handling til fordel for en overdreven tour-de-force i usmageligheder, hvilket resulterede i den mildest talt utiltalende SS Extermination Camp (SS-119 Campo se Sexo y Violencia/KZ 9 Lager Stermino/Women's Camp 119) (77). Filmen er ganske enkelt én af de mest unødvendigt deprimerende, pinlige, ækle, frastødende, kvalmende og dræbende kedsommelige film, jeg overhovedet har set. I en episodisk 'handling' som udspilles omkring en gruppe fanger der placeres i fangelejren Rosenhausen, præsenterer Mattei seeren for et utal af visuelle vederstyggeligheder. Fra starten er exploitation pedalen helt i bund og intet er for usmageligt eller for grusomt til at Mattei kan krænge det helt op i ansigtet på sit publikum; gasninger, afprøvning af pistolkugler på levende mennesker, piskning, lesbisk sex, voldtægter, lesbisk voldtægt, eksperimenter, gruppe orgier og obligatoriske WIP kvindeslagsmål. Mattei forstår virkelig at slutte affæren af med maner: filmens hovedperson voldtages og hænges derefter langsomt.

Besynderligt nok arbejder filmen i to retninger, hvilket må være grunden til at den er så ubehagelig. Æstetisk efterstræber filmen mørk realisme, med dvælen ved grusomhed og med masse af POV shots som skal sætte seeren i ofrenes sted, hvilket i sig selv ikke er skidt. Men da den på den anden side også er ren exploitation og dens hovedpersoner karikerede stereotyper (eksempelvis spillet af Gabriele Carrara fra SS Girls (77)), giver dette en interessant, men bestemt ikke behagelig effekt. Filmen sætter således sine karikaturer ind i et realistisk og ondskabsfuldt univers, hvilket resulterer i en vammel og misantropisk atmosfære, som filmen, på godt og ondt, insisterer på. I filmens sidste akt, lykkedes det næsten Mattei at overgå Sergio Garrones SS Lejr 5 (76) i usmagelighed, da ægte arkiv fotografering fra Kz-rædslerne benyttes i exploitation sammenhæng. Filmen slutter, efter en epilog hvor lejrleder Dr. Wieker (Ivano Staccioli) får sin bekomst, med semi-fiktive minibiografier over det tredie riges krigsforbrydere, Karl Silberbaur, Franz Murer, Joseph Mengele og Walter Rauff. Filmen indeholder dog én scene, som er så overdrevet at man ganske enkelt må skrige af grin (ja, der eksisterer mange forsvarsmekanismer); en fransk prostitueret vækker en død præst (nedkølet i et frysekammer) tilbage til live med sex (!!). Det bør naturligvis tilføjes at virkelighedens nazi-videnskabsfolk, i eksperimenter, benyttede folks evne til at gennemføre et samleje som guide for om man var død. SS Extermination Camp (77) er udgivet på hollandsk video fra Empire under titlen Woman's Camp 119.

Med Bruno Matteis lumre nazifilm og stort set ingen succes i de italienske biografer under 76/77 nazisploitation bølgen, betød det at enden på vejen var nået for genren. Shock Waves (77) havde vist at man sagtens kunne benytte nazister i exploitationfilm uden at forfalde til sadistiske og formulariske eksperimenter og softcore sex, så naturligt nok muterede nazi-sexfilm genren (som de fleste genrer gør) i andre retninger. En sidste krampetrækning så dagens lys i form af den gement dårlige italienske genrehybrid Holocaust 2 (Holocaust - i ricordi, i deliri, la vendetta) (80) instrueret af Angelo Pannacciò. Filmen blander, temmelig ineffektivt, spionfilm, socialt drama og nazi-sleaze, i en simpel handling omkring en gruppe overlevende fra naziernes Kz-lejre der udøver hævnakter over for deres tidligere bødler. Filmens pointe er så at nazi-jægerne er blevet lige så umenneskelige som deres bødler i deres søgen efter hævn. Desværre er filmen også blevet generelt kedelig i dens søgen efter nye græsgange, men lidt sleaze bliver det dog til; strangulering af en nøgen kvinde som spændes op mellem tre træer, en gentagelse af Charlotte Ramplings dans i Natportieren (74) og boremaskine trepanering (off screen). Filmen benytter sig af de sædvanligt usmageligt placerede inserts fra Kz-lejr arkivfotografering, men uanset hvor dårligt eller usmageligt den er eksekveret og klippet, bør man dog give Pannacciò credit for at forsøge at trække genren i nye retninger. Holocaust 2 (80) er ude på dansk video fra Filmlab og amerikansk fra All American Video.

Fra oven: Engelsk omslag til den censurerede udgave af SS Girls (77). SS Extermination Camp (Womens Camp 119) (77).


BEGYNDELSEN PÅ ENDEN
Med slutningen af 70erne og starten af 80erne var der kommet nye trends til exploitation filmen, zombier og kannibaler var in og et utal af bemærkelsesværdige hybrider dukkede op i biograferne og senere på video. Med tiden blev selv hybriderne efterlignet og besynderlige film som Marino Girolamis Zombie massakren (Zombie Holocaust) (79), der kombinerede zombier og kannibaler, og Umberto Lenzis Massakren i junglens dyb (Eaten Alive/Mangiati Vivi) (80) der kombinerede adventure, selvmordskult og kannibaler, så dagens lys. Nazi-spøgelsesskib variationen genopstod i Alvin Rakoffs canadiske horrorfilm Death ship (80) med Richard Crenna og George Kennedy, hvor fortidens synder vender tilbage i form af et torturskib forsøger at tage livet af en række skibbrudne amerikanere. Trashfilm instruktør Joel M. Reed, som gav os den herlige sado-splatter Bloodsucking Freaks (76) leverede low-budget stinkeren (som dog vinder massivt på trash-værdi) Night of the Zombies - Levende døde (81) hvor porno 'skuespilleren' Jamie Gillis spiller en hemmelig agent der sendes til Mellemeuropa for at løse mysteriet om en deling tyske soldater der stadig stavrer rundt i alperne mens de pønser på at erobre universet.

Men Reeds herlige 'Gamma 693' gassede zombier, var ikke de eneste levende døde nazister som huserede på falderebet af nazi-film traditionen. Franske genrefavorit Jean Rollins Zombie Lake (Le Lac des Mortes Vivants) (80), inkluderede nazizombier der rejser sig fra en sø for at angribe unge let påklædte kvinder. Filmen skulle oprindeligt være en Jess Franco produktion og har Franco regular Howard Vernon i en af hovedrollerne. De fleste opslagsværker nævner i samme åndedrag Daniel Lesoeurs (producer på Zombie Lake) L'Abîme des Morts Vivants (81) og Jess Francos El Lago de las Virgenes (Oasis of the Zombies/Bloodsucking Nazi Zombies) (81) men der hersker faktisk tvivl om, hvem der instruerede hvilken film og hvor mange film det egentlig drejer sig om. Bogen Immoral Tales (Tohill/Tombs, 1995) nævner at Rollin faktisk kun var teknisk instruktør på Zombie Lake (80), og nævner Franco som instruktør på El lago de las Virenes - og La Tumba de los muertos vivientes og L'abîme des Morts Vivants som én og samme film (altså Oasis of the Zombies af A.M. Frank). For at gøre forvirringen komplet afholder John McCarthys bog The Sleaze Merchants (95) sig helt fra at tage stilling til spørgsmålet i dens Franco sektion (de nævner dog at det sandsynligvis er Franco der har instrueret) og den Franco-file Marc Morris nævner, at den spanske version (Divisa Video) er Jess Francos cut af filmen (med gore!) og Eurocine versionen, som er ude på engelsk og hollandsk (Standart Video) er en omklippet udgave af samme film, dog stadig instrueret af Franco. Hvor om alting er, er filmen (Oasis of the Zombies) langt fra mesterværk og på trods af at zombier, næsten altid er gode på film (ligesom tåge og kirkegårde), har filmens levende døde ikke meget tilfældes med de flesh-eaters som befolkede amerikanske indies og italienske exploitation splatterfilm fra denne periode, og syntes at have mere travlt med at hive tøjet af pigerne end at slå dem ihjel. Et par stemningsfulde og atmosfæriske scener bliver det dog til (afbrudt af irriterende flashbacks til ørkenkrigen) og er man Franco fan, bør man vel ikke snyde sig selv for denne halvt vellykkede afslutning på en genre der vel var (levende) død fra fødslen.


For de som endnu ikke har fået nok af nazi exploitation film, eller blevet skræmt væk af min vidt favnende gennemgang af genren fra fødsel til død, ligger der stadig uudforskede film derude i videojunglen og der vil sandsynligvis dukke nye syge exploitation skatte op, med fundet af fedtede og falmede gamle danske udlejningskassetter. Selv om jeg har udforsket en bred og repræsentabel vifte af de famøse film gennem denne artikel, har jeg givetvis forbigået enkelte vaskeægte nazisploitation titler (f.eks. SS Cutthroats (69) som jeg ikke har kunne finde meget på, men har en mistanke om at er en Aka. titel for Straffekommando øst (73)) (hvilket er blevet afkræftet i vores mail-sektion) og beslægtede film. Enkelte enten pga. plads hensyn eller fordi hardcore sex titler som Girls of the Third Reich, Hitler's Partouze, Kolassal Orgie, She Wolves of the SS eller Hitler's Harlot ikke har den store (ahem..) interesse for undertegnede. Skulle man have sine skrivefærdigheder i orden og løbe ind i noget interessant, skal læserne hermed være opfordret til at droppe anmeldelser af forbi redaktionen (adresse findes på e-mail siden under 'Saven'). Gennemsynet har været interessant, når det var bedst og mentalt udmattende, når det var værst - men at kunne prale med den tvivlsomme ære, at have set de fleste... og overlevet, må ganske enkelt være det hele værd. og mht. de enkelte nazi-titler som jeg har undgået; hold øje med anmeldelser af filmene på Uncut - hvis jeg nogensinde får lyst til at se en nazisploitation film igen, kommer de helt sikker på...

Litteratur: Cathal Tohill & Pete Tombs: "Immoral Tales" (St. Martin's Griffin 1995), John McCarthy: "The Sleaze Merchants" (St. Martin's Griffin 1995), Eddie Muller & Daniel Faris: "That's Sexploitation" (Titan Books 1997), Phil Hardy: "The Aurum Film Encyclopedia - Horror" (Aurum 1995), Bloody Darlings #11,12,14/15 (Von Hegnets kopitryk 1997,98,99).

En kæmpe tak skal lyde til danske videofreaks Henrik Ibsen, Lars Von Hegnet, Kenneth Eriksen og Henrik Larsen for fremskaffelse af covers, film etc. til artiklen og anmeldelser. Uden jer var der ingen videohimmel (og helvede). Tak til Kristoffer Ovesen for supplerende oplysninger.

Vang (august 2000)

Hollandsk udgivelse af Oasis of the Zombies (81). Eurocines cut af Jess Francos La Tumba de los muertos vivientes.