Udvidet søgning
THURE MUNKHOLM TOP10:
KOMPROMISLØSE PERLER
Det er ikke let at lave et punktvis nedslag blandt den enorme mængde af film, der hver især berører en på forskellig vis, og at rangere dem i forhold til hinanden er så godt som umuligt. For hver film man lægger til, er der mindst ti der vil blive overset. Men sådan er vilkårene nu engang, og jeg har for begrænsningens skyld forsøgt at vælge film, der kunne anmeldes på Uncut; men de valgte film er ikke endt på min liste ud fra deres tilhørsfold til de fantastiske genrer alene. Tværtimod er de valgt ud fra deres kompromisløshed, det vil sige den måde hvorpå en film, gennem sit arbejde indenfor en række konventioner, alligevel formår at favne bredere i sine tematiseringer såvel som i sin blotte stilistiske udførsel.

Alle filmene er blevet genset inden de kom på denne liste, for der findes film, der kan fascinere nok så meget, men som blegner ved for mange gensyn. Af netop den grund blev Lost Highway sorteret fra, da man her, som tilfældet er det med det meste af Lynchs værk, kan nå til et punkt, hvor filmen ikke længere kan gøres til genstand for fornyet beundring. Filmene er således valgt ud fra det kriterium, at de hver gang man ser dem, bevæger sig som et stykke vådt sæbe mellem hænderne, og derved ikke kan undgå konstant at afsløre nye sider af sig selv. Filmene er sat i alfabetisk rækkefølge.
CRASH
Inst.: David Cronenberg, 1996

Cronenberg har altid fascineret mig mest, når hans fokus på kropslige overskridelser nedtones rent grafisk, og hans film i stedet udmunder i en slags perverterede psykodramaer. Stilen slås for alvor fast i Dead Ringers (1988), som er en stærk konkurrent til Crash, der dog i sidste ende vinder ved sin kliniske kulde med hvilken Cronenberg dissekerer det moderne individs seksuelle tilhørsforhold til den verden, det lever i.
Læs Uncuts review af Crash.

DOCTEUR JECKYLL ET LES FEMMES
Inst.: Walerian Borowczyk, 1981

Borowczyk er instruktøren, der altid selv varetager både billede, montage og instruktion, og den tidligere billedkunstner har et fantastisk godt øje ikke blot for den enkelte komposition, men også for dennes integration i filmens hele. Hans ofte helt flade, men kraftigt sitrende billedkompositioner vidner i sig selv om et stort talent, og hans arbejde med at skabe filmiske rum ud af små fragmenter af tekstur såvel som af mennesker gør ham til den erotiske films Bresson. En analogi der gør sig gældende stilistisk såvel som kvalitetsmæssigt. I Docteur Jeckyll et les femmes kommer han godt ind under huden på det litterære forlægs seksuelle undertoner, og aldrig har hans kompositioner været mere spektakulære end de er her: inspireret af Vermeer og Rembrandt er de alle henlagt i en dunkel claire obscur - ofte er der kun en enkelt spagfærdig lyskilde, der ene og alene kæmper mod det gennemtrængende mørke. Derudover er selve den måde han får lukket sine personer fast på gennem klipningen et raffinement af den metode, han lagde for dagen i de to første fortællinger af Contes immoraux (1974). Det er en film, der i selve sin visuelle teknik, som et forsøg på at gøre et begær nærværende i filmens stil som det, der som lyset strømmer ud af den mindste åbning, er mig en kilde til evig fascination.

L'ÉDEN ET APRÈS
Inst.: Alain Robbe-Grillet, 1970

Robbe-Grillet er nok mest kendt for sit forlæg til L'Année dernière à Marienbad (1961) - en filmhistorisk milepæl, der desværre også har skygget for både instruktøren Resnais og Robbe-Grillets øvrige, og langt mere personlige værker, som eks. Resnais' fabelagtige science fiction-film Je t'aime, je t'aime (1968), og så godt som alle Robbe-Grillets sene farvefilm. Af Robbe-Grillets film er mysteriet L'Éden et après noget af det mest formidable jeg endnu har set. Ligeså umiddelbart slående den er i sine rene, klare billedkompositioner, ligeså komplekse er de forskellige handlingstråde (et mordmysterium, en narkointrige?), der, som den eneste film jeg kender til, er komponeret udelukkende udfra tolvtonemusikkens serielle principper.

FAUST
Inst.: F.W. Murnau, 1926

Murnau er manden bag nogle af den sene stumfilms ypperligste værker, og selvom jeg her har valgt Faust, kunne pladsen lige såvel have været besat af hans Sunrise (1927). Begge er flotte eksempler på det fotografiske territorium, der var blevet vundet og udviklet til fulde, da tonefilmen, med sine statiske kameraer og småkedelige dialogbaserede handlinger, helt glemte den slagskraft, der ligger i disse tidlige film. Magen til pomp og pragt skal man lede længe efter, og Emil Janinngs som Mephisto med blafrende vinger er et flot og veldrejet argument for at bruge mere tid blandt filmens spæde år, hvor den egentlige visuelle slagkraft gør sit første bombastiske indtog.

PISKEN OG KROPPEN
Inst.: Mario Bava, 1963

Bavas bedste og mest personlige film. For en gangs skyld virker det som om, han føler for både manuskriptet og for iscenesættelsen. Gastaldi (manus) og Bava er åndsbeslægtede i deres kredsen om seksualitet, og som sådan har La frusta e il corpo ligeså meget tilfælles med Gastaldis undervurderede La lunga spiaggia fredda (1971) og Libido (1965) som den har med den gotiske horrorfilm, hvis konventioner den udfolder sig indenfor. Filmen oser af fortrængt seksualitet, der kun venter på at kamme over i rendyrket perversion, og Bava excellerer ved at skabe en visuel grobund, hvor det pointerende sceneri og den mættede farvebrug er ekspressivt som en anden Douglas Sirk, hvis Imitation of life (1959) for resten er endnu en åndsslægtning til Bava.
Læs Uncuts review af Pisken og kroppen.

POSSESSION
Inst.: Andzrej Zulawski, 1981

Zulawski er en instruktør, der går efter den rene effekt. Han får sine skuespillere til at vende vrangen ud på sig selv, og hans evigt bevægende kamera placerer han gerne så tæt på dem, at de ikke får tid til at dække sig til i små yndefulde træk. Resultatet er psykologiske dramaer, hvis højstemte patos bestemt ikke vil være noget for enhver. Possession er uden tvivl hans mest berømte film, og det er ikke uden grund. I dens tematisering over parforholdets forfald viger den ikke tilbage for en kraftig fortælling, hvor de to hovedpersoner langsomt glider ud af forholdet og ind i et dobbeltgængerscenarium, hvor tabet og afmagten udmunder i, at de indleder forhold til tro kopier af deres tidligere ægtefæller. En surreel perle, der fabelagtigt spillet og godt knyttet sammen er et studium i visuel effekt.
Læs Uncuts review af Possession.

TODO MODO
Inst.: Elio Petri, 1976

Elio Petri er for kort tid siden, takket være Cinecittas restauration af hans værker, blevet gjort til genstand for fornyet interesse. Instruktøren der uden for Italien bedst er kendt for sin tidlige crime film Indagine su un cittadino al di sopra di ogni sospetto (1970) og for sine pop art inspirerede film, science fiction filmen La Decima vittima (1965) og det bestemt nævneværdige giallo delirum Un Tranquillo posto di campagna (1969), men hans store værk tæller andre oversete perler som munkemysteriet Todo Modo, der æstetisk og politisk set formår alt det, der falder til jorden i Annauds filmatisering af Ecos Il Nome della rosa, The Name of the Rose (1986). Med et stænk af science fiction, er filmen fabelagtigt iscenesat, og her er al den dybe og kritiske refleksion, der mangler i eks. La Decima vittima. Læg mærke til hvorledes Elio Petri formår at knytte den religiøse magt med den politiske gennem henholdsvis vertikale og horisontale kamerabevægelser; kort og enkelt, men dragende smukt. Og så må man ikke glemme hele mise en scenen, der er blandt 70erfilmens bedste.

L'UOMO LA DONNA E LA BESTIA - SPELL (DOLCE MATTATOIO)
Inst.: Alberto Cavallone, 1977

Cavallone er listens uden tvivl mest perverterede instruktør. Som sin åndsfælle Renato Polselli udfører udøver han gennem sit filmiske værk en konstant refleksion over en perversion, der kun kan skabes ved samtidig at stille den til skue i dens dyriske essens. Selvom L'Uomo la donna e la bestia (overs.: manden, kvinden og dyret) låner lovlig meget fra Batailles pornologiske romaneksperiment L'histoire d'œil (på et tidspunkt propper en nøgen kvinde et øje op i sig, hvorfra vi ser det kigge ud; en scene, der er direkte hentet fra romanens afsluttende orgie) har den i sig selv en sær poetisk prægnans. På den ene side er filmen båret oppe af en drømmeagtig atmosfære, hvor ting, handlinger og personer glider over i samt ind og ud af hinanden, som i en langstrakt sanselig rus, og på den anden af en nådesløs blotlæggelse af menneskets dyriske instinkter. Cavallone gør sig især bemærket ved et langt stykke af vejen at benytte sig af den erotiske films ikonografi; men kun for med eet at kunne punktere den tilskuerorienterede ophidselse, der er blevet lagt op til gennem den klichefyldte sensuelle opbygning. Det ville være synd at afsløre for meget, men i sin særegne kombination af stærke filmiske kvaliteter og provokatorisk kritik er Cavallone, såvel som utallige scener fra hans film, uden sidestykke.

THE WAKE
Inst.: Michael Kvium & Christian Lemmerz, 2000

Kvium og Lemmerz' første film var den oversete "opdatering" af Rifbjerg og Kjærulff-Schmidts Weekend (1962): Voodoo Europa (1994), der ikke blot har værdi som senmodernistisk filmeksperiment, men også er blandt de bedste danske film i 90erne. Men som om det ikke skulle være nok, så lavede de i 2000 det otte timer lange opus The Wake, som jeg ikke et øjeblik vil tøve med at kalde den bedste danske film de sidste 200 år. Udgangspunktet var at lade sig inspirere af Joyces monstrøse prosaeksperiment Finnegan's Wake, som (iflg. katalogteksten) et katalog over overskridelser, indholdsmæssige såvel som stilistiske. Man aner også et konsekvent arbejde med den franske forfatter Bataille, men først og fremmest fascinerer filmen gennem sit konsekvente nedbrud af gældende filmiske konventioner, og så må man ikke glemme, at de små velkomponerede enheder filmen er bygget op af, er en ren fryd for øjet, lige meget om udgangspunktet så er kopulerende kroppe i ultra close up eller deliriske landskabsbilleder. Et værk der i sin undersøgelse af filmens muligheder er ligeså afsindigt dejligt som Godards Histoire(s) du cinéma (1989-1997).

ØJNE UDEN ANSIGT
Inst.: Georges Franju, 1959

Franjus banebrydende gyserperle bevarer på særegen vis forholdet mellem den fotografiske klarhed og en indholdsmæssig barskhed, som han serverede første gang med den makabert fascinerende dokumentarfilm Le Sang des bêtes (1949). Les Yeux sans visage er et smukt eksempel på en poetisk kontemplativ horrorfilm, hvor den grundlæggende stemning ligeledes benyttes til en kritisk kommentering af nogle ydre, sociale forhold. Præcis som man ser det i de ligeså anbefalelsesværdige slægtninge Zärtlichkeit der Wölfe (Ulli Lommel, 1973) og Flesh for Frankenstein (Paul Morrissey, 1974).
Læs Uncuts review af Øjne uden ansigt
Her finder du uncutskribenters top10-lister:
Kasper Heftholm Kristensen
Caspar Vang
Thure Munkholm
Lars Gorzelak Pedersen
Jens Hollesen
Jakob Skøtt
Kim Bruun Dreyer
Martin Weinreich
Kristoffer Ovesen
Kristian Roldsgaard Jensen
Søren Hardy Rasmussen
Mikkel Harris
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven