Interview med
MARTIN SCHMIDT, Maj 2005
AF CASPAR VANG

Uncut.dk har fået en laaaang uformel snak med den danske instruktør, Martin Schmidt, der ikke ser mange gyserfilm, men til gengæld instruerer dem selv. Gyserauteuren er kendt for sit samarbejde med forfatteren Dennis Jürgensen, men ud over at afdække dette samarbejde og parrets nye film, Bag det stille ydre, graves der også i Martins Carpenter-besættelse samt de mere personlige aspekter i Schmidts film, ligesom muligheden for en dansk zombiefilm bliver luftet. Så grib et par kopper kaffe og læs med, når Caspar og Martin sludrer film.

Det er jo lidt mærkværdigt, at vi i Danmark har en instruktør, hvis arbejde næsten udelukkende ligger inden for gysergenren. Vil du fortælle lidt om, hvor din interesse for horrorgenren kommer fra?

Ja, det kan jeg faktisk sige helt præcist ned til dagen, hvor det skete! Det var vist den 12. eller 13. april 1980, hvor jeg i den lokale Rødovre-biograf så John Carpenters Tågen. Den film væltede mig fuldstændig omkuld. Ikke alene har Carpenters arbejde siden hen været en stor inspiration for mig, men det var også her, at det gik op for mig, at jeg ville lave film. Da jeg sad nede i salen og så den film, fik jeg lyst til at blive den, der manipulerede publikum, frem for at være den, som blev manipuleret. Jeg vil være den, der går efter struben på publikum.

Hvor gammel var du på det tidspunkt?

Jeg er født i 1961, så jeg har været omkring 19 år.

Tågen er meget skrabet, gammeldags og minimalistisk. Er det noget du føler dig inspireret af?

Bestemt. Jeg forsøger at få så meget som muligt ud af ingenting. Sammenlignet med de fleste andre danske produktioner koster mine film jo kun omkring halvdelen af, hvad den gennemsnitlige danske film koster. Og der bliver generelt rynket på næsen af gysergenren, så det er sværere at få skrabet pengene sammen til produktionen. Så må man være lidt kreativ og arbejde ekstra hårdt med de penge, man har.

Er der andre filmskabere, der har haft indflydelse på dit arbejde?

Det kan godt være, at det lyder lidt mærkeligt, men jeg ser generelt ikke ret mange gyserfilm. Ikke længere i hvert fald. Måske har det noget at gøre med, at jeg helst ikke vil blive alt for inspireret af andres arbejde. Og med hensyn til John Carpenter, så har jeg haft fornøjelsen af at møde ham ikke mindre end tre gange. Jeg har jo besøgt ham, fordi nu har jeg jo dyrket ham så meget. Første gang var lige inden indspilningerne til min første spillefilm Sidste time, og der ville jeg jo gerne have alle de gode instruktørtricks, jeg kunne få. På det tidspunkt var Carpenter i gang med optagelserne til genindspilningen af Village of the Damned, men jeg fik altså lov til at besøge ham og kigge med under optagelserne. Det betød meget for mig, og han gav mig da også en del råd, som jeg har forsøgt at efterleve siden hen.

Hvilke råd var det?

Han gav mig en masse gode råd om, hvordan jeg kunne få meget ud af lidt. Men også at man altid skal gøre investorerne og producenterne tilfredse. Man kan ikke bruge det til en skid, hvis man insisterer på, at det hele vejen skal være ”my way”. Så er der ingen, som gider arbejde med én igen. Som det ser ud nu, kan jeg altid med god samvittighed troppe op med mit næste projekt og bede dem om at kigge på det. For mig at se drejer det sig om at levere varen - i dette tilfælde lidt gåsehud og gys og smæk for skillingen. Så må ens personlige ambitioner komme i anden række. Så længe investorerne ikke taber penge på en og man har lavet en god film til dem, så er man tilbage i sadlen med et nyt projekt bagefter.

Det lyder meget usnobbet og lidt ligesom en håndværker, der forsøger at levere varen uanset hvad, han selv måtte synes om produktet. Betragter du ikke dig selv som kunstner?

Man kan give smæk for skillingen - og det kan så være meget… eller sommetider lidt - men i det mindste giver mine film sig ikke ud for at være andet end det, de er. Der er altså meget ”what you see is what you get” over det, jeg laver. Jeg prøver i hvert fald at levere varen.

Det er sjovt, at du kalder dine egne film for en vare. Man får hurtigt den fornemmelse, at de fleste danske filmskabere, har så store ambitioner og forhåbninger med deres film, at de glemmer underholdningen. Det skal der vel også være plads til, og der er jo ikke noget fordækt i at kalde sit arbejde smæk for skillingen eller underholdning. Men det er vist meget utrendy, at du ikke har sådanne ambitioner.

Ja, det er smæk for skillingen, og det er også en vare, det har du fuldstændig ret i. For det, jeg arbejder i, det er en industri, og vi producerer ting. Mine film er selvfølgelige personlige i og med, at det er mig, der udfører dem, og det er mine tanker, der ligger bag, men der er nu engang nogle mennesker, der tror på mig og betror mig x antal millioner kroner, og det skal man også tænke på. Som regel ikke mange millioner i virkeligheden, men det betyder til gengæld, at vi også hurtigt tjener dem hjem igen. Det er sgu vigtigt for mig, at de folk, der har investeret penge i mit projekt, får deres penge igen. Så hvis jeg har lovet at lave en film til fire millioner, så går jeg ikke over. Jeg er ikke instruktør af den type, der pludselig insisterer på at få den sidste nye dyre kran til et skud, hvis ikke der er penge til det, så må vi løse tingene på en anden måde. Og jeg elsker i virkeligheden at arbejde på den her lowbudget-måde.

Scener fra Martin Schmidts thrillergyser Bag det stille ydre (2005). Klik på billedet for at se en større udgave.

Kan du fortælle lidt omkring din nye film, hvordan den kom i stand, og om det har givet nogen problemer, at Filminstituttet ikke er inde over med støttekroner?

Det hele kom sig af, at Dennis Jürgensen, der har skrevet manuskriptet, og jeg ville lave en film der var inspireret af Åndernes magt. Det her show, der kørte i tv for tre-fire år siden. Stilmæssigt valgte vi dog ikke at gå til materialet sådan ”håndholdt” og reportage-agtigt.

Nej, I har Jan Weincke på som fotograf, så helt håndholdt bliver det vel næppe.

Jan er en superfotograf. Vi har fået fantastiske tilbagemeldinger på billedsiden, og visuelt er det også den af mine film, jeg er mest glad for. Den er helstøbt på en anden måde end de andre, og jeg tøver ikke med at sige, at det er min bedste film. Det er også generelt de meldinger, jeg får, så det er der vist bred enighed om, og så kan man så lægge i det, hvad man vil. Nogen vil givetvis sige, at det betyder ikke så meget, haha.

Ja, men igen skal man nok tænke i målgrupper. Personligt bryder jeg mig ikke om den, men en af min kones veninder sværger, at Sidste time er den mest uhyggelige film, hun nogensinde har set. Og så har den jo trods alt ramt plet hos nogen.

Nå, jamen det er da dejligt.

Ja, men det betyder jo, at der er forskellige publikummer til de her film. Der vil være supernørderne, der umuligt kan stilles tilfredse, kunstsnobberne, der til enhver tid vil nægte overhovedet at beskæftige sig med den slags bras og så endelig det unge publikum, der sider med en balje popcorn og som bare skal have underholdning, der går efter struben.

Og det er cirka deromkring, mine film befinder sig. Man kan bruge 90-100 minutter på dem, og så gå videre med sit liv. Og det er vel meget ærligt at sige. Men ideen til Bag det stille ydre kom sig som sagt af Åndernes magt, ikke fordi vi havde lyst til at lave den her dogmestil eller noget. Det, vi faktisk havde lyst til, var at lave en film, som kunne produceres så billigt, at vi ikke behøvede at søge Filminstituttet om støtte, fordi vi vidste, at de ville sige nej. Altså, Filminstituttet hader den slags film, men i den henseende skal jeg jo ikke klage, for jeg har faktisk fået støtte til både Sidste time, Mørkeleg og min lange novellefilm Afmagt, der også lige kom op at vende i biffen. Så det er ikke fordi, jeg ikke har fået støtte, men der er siden da sket et holdningsskred, der betyder, at det er ikke fedt at lave den slags film, selvom vi gør det enormt stuerent, hvilket jeg også mener, at Bag det stille ydre er et rigtig godt bevis på. Så vi ville lave et projekt, vi kunne styre fuldstændigt. Thomas Stegler, der har produceret filmen, insisterede på, at vi skulle forsøge at søge Filminstituttet, også selvom Scanbox, der har postet penge i den, sagde: ”I kan lige så godt glemme det, de vil ikke, så det er derfor vi stiller millionerne i stedet for”. Og ganske rigtigt, Filminstituttet troede ganske enkelt ikke på filmen og sagde også nej. De er dog inde over med noget lanceringsstøtte, for nu, hvor de har set den færdige film, har de tænkt, at hvis de var med på noget lancering og pr-støtte, ville de dog få del i den ære, der eventuelt måtte tilfalde os.

Selvbestemmelse var altså alfa og omega?

Så længe Filminstituttet ikke er inde over, er der ikke andre end Dennis og jeg, der skal bestemme. Så med den her film kan jeg virkelig se mig selv i øjnene og har jeg virkelig fået det, som jeg ville have det. Det er for eksempel mig, der har fået trumfet igennem, at filmen skulle hedde den svære titel, den egentlig har fået.

Sjovt, det var det første, der slog mig. Titlen virker lidt kluntet og akavet.

Ja, vi synes dog, at det var den fedeste. En kort overgang hed den Forglemmigej, men så gik vi tilbage til arbejdstitlen, som hele tiden har været Bag det stille ydre. Og jeg er enormt glad for det. Plakaten skulle man også have nogen med inde over, hvis man gik igennem Filminstituttet, og casting har de også noget at sige noget om. For hver million, de giver, vil de også have medindflydelse, og det gad vi simpelthen ikke denne her gang. Så det, vi gjorde, var at skræddersy en film, der kunne produceres forholdsvis billigt, hvilket den også er blevet. Budgettet ligger på omkring 30-40 procent af, hvad man normalt ville bekoste på en dansk biograffilm, og jeg vil vove den påstand, at der ikke er en kæft, der kan se, at den har været billig at producere. Den har haft otte ugers optagelser, den er dækket ind klippemæssigt, og vi har fået de dyre drenge på til at lave lydefterarbejde. Joachim Holbek har lavet filmmusikken, og det er jeg virkelig glad for, og alle disse venner omkring mig - også Jan Weincke og hans flotte billeder - har hjulpet mig med at lave en meget helstøbt genrefilm, der kan se sig selv i øjnene.

Og manipulerer publikum de rigtige steder?

Ja, blandingen af humor og gys blender rigtig fint. Publikum følger fuldstændig den følelsesmæssige kurve, som jeg havde forventet. Nu så jeg den til en midnatsforestilling i Palads her i nat, og de har ingen problemer med at få grinet af, inden det bliver uhyggeligt. Der er en scene, hvor den lille pige måske og måske ikke drukner i søen bag huset, og den gik rent ind hos publikum.

Hus, lille pige, sø og baghave, er det Rødt chok, der spøger her?

Så er det ubevidst, men den har jeg så set, og det er der ingen tvivl om, den vil jeg få skudt i skoene, at det er tyvstjålet derfra. Og det kan også godt være, man kan sige det.

Det er måske Dennis, vi skal efter?

Det tror jeg ikke, det er, for det var faktisk et af de bidrag, jeg selv havde til historien. Ideen var, at jeg enormt gerne ville lave noget, hvor vi bragte den lille pige i fare, fordi hvis jeg selv har nogle tabuer, som jeg putter ind i mine ting, så er det noget omkring børn og tab. Af en eller anden grund så var det enormt vigtigt også at få det med i denne her film, og det blev blandt andet til den scene med søen og den lille pige. Det er min egen lille kæphest. Et klokkerent set up, hun får flere gange i løbet af filmen at vide, at hun ikke må gå hen til søen, og nu skal de vist også snart have det hegn sat op, hvilket de naturligvis ikke får gjort. Og da scenen med søen så endelig kommer, er der helt stille i salen.

Er det en meget personlig del af dine film?

Jeg er meget glad for, at det er blevet puttet ind i filmen, og det kunne man da godt dyrke, hvis man ville, men ellers er det ikke personlige hændelser eller noget, der ligger bag disse her ting. Og i virkeligheden tror jeg ikke en kæft på spøgelser, men jeg synes bare, at det er spændende. Det er ærgerligt, at jeg ikke gør det, for jeg tror, min verden ville være lidt mere farverig, hvis jeg gjorde.

Det er måske professionalismen, der spænder ben?

Ja, jeg skal se det, før jeg tror det. Men jeg er da helt villig til at anerkende, at der er mere mellem himmel og jord.

Dit samarbejde med Dennis Jürgensen er vel kendt af de fleste, der interesserer sig for hans bøger eller danske gyserfilm. Hvordan opstod det?

Vi har simpelthen gået i skole sammen. Vi er lige gamle og gik i parallelklasse på Islev skole i Rødovre. Dennis er sådan en inkarneret fuglekigger, og det var jeg også i mine tidlige år, så vi var simpelthen også nørder på vores måde. Inden han fandt ud af at skrive og inden, at jeg fandt ud af, at jeg gerne ville lave film. Så gik der nogle år, hvor jeg gik på gymnasiet, og Dennis forsøgte at skrive. Han rendte forlagene på dørene og fik en masse afslag. Så fik han jo pludselig hul på bylden med ”Kærlighed ved første hik”, samtidig med, at jeg bestod min studentereksamen, og der havde vi ligesom sådan en pause fra hinanden. Men da jeg så gik ud fra gymnasiet, vidste jeg, at jeg ville være filminstruktør, og gik sådan hardcore efter det, selvom jeg også var med til at lave lyd til film, og jeg klippede og fik en bredere indsigt og erfaring.

Du lavede også en del småproduktioner?

Ja, min erfaring gjorde, at jeg forsøgte mig med mere ambitiøse amatørfilm. Blandt andet forsøgte vi os med en filmatisering af Stephen King-novellen ”Sometimes They Come Back” fra novellesamlingen ”Nightshift”. Og da jeg stod med min færdige film, der var fem kvarter lang, fik en amerikansk filmatisering af den samme film premiere i de danske biografer. En journalist fik så af mærkelige veje kendskab til, at der var nogle danske nørder, der havde lavet deres eget bud på den samme historie, og så kom vi lidt i aviserne, og der var nogen, der så både vores og amerikanernes version, og heldigvis syntes, at vores film var den bedste af de to. I hvert fald langt mere tro mod Kings bog. Faktisk sendte jeg brev til King om, om vi mon måtte gøre det, fordi jeg havde læst om de her forfærdelige retssager, hvor man kunne blive klippet skaldet i et retslokale, hvis man ikke passede på. Men vi fik et enormt sødt brev tilbage via Kings manager om, at det måtte vi godt, og han ønskede held og lykke, så længe at vi ikke tjente penge på filmen. Så hvis vi skulle vise den, skulle det være gratis. Den blev faktisk vist i et par biografer, hvor publikum for en tier mere - til biografen ikke til os - kunne komme ind og se vores version fem kvarter før den amerikanske. Og det var der et par hundrede, som gjorde, og det synes vi faktisk var ret skægt. Ikke mindst fordi man fik opmærksomhed for det store arbejde, man lagde for dagen.

Og hvad med Dennis?

Det var faktisk Sometimes They Come Back, der bragte os sammen igen. For jeg læste i ”Levende billeder”, at Dennis anmeldte den amerikanske version, og så tænkte jeg, at det kunne da være sjovt for ham at se den danske udgave. Og det var ligesom det der gjorde, at vi knaldede hovederne sammen igen. Han havde gang i en skrivekarriere, og jeg havde ambitioner om at instruere, så vi blev enige om at lave noget sammen. Og professionelt set så kom jo Nattevagten, som åbnede døre. Ikke mindst for dansk produceret uhygge, det er helt sikkert. Så pludselig stod der en producent, Regner Grasten, der skyndte til, at jeg fik stablet en spillefilm på benene sammen med Dennis, og det var så det, der blev til Sidste time.

Hvordan var det pludselig at stå i en situation, hvor producenten ikke rynker på næsen, når man siger gyserfilm?

Mærkeligt, for man var jo vant til, at man skulle sælge ideen ekstra hårdt. Men det går jo sådan op og ned, for selvom jeg fortæller dig, at Filminstituttet sagde nej til Bag det stille ydre, og de faktisk sagde, at man ikke skulle komme med den slags film mere, man skulle have dem igennem konsulentordningen på instituttet og ikke 60/40-ordningen, så har de i hvert fald lige givet støtte til en film, der i hvert fald på synopsisplan lægger sig uhyggeligt tæt op af den slags, som vi lige har lavet. Hvilket jeg jo ikke rigtig kan forstå, men nu må vi se, for sådan noget går jo i bølgedale. Og generelt har jeg da heller ikke kunne forstå, at ud af en spillefilmsproduktion på 20-25 danske film om året, så er der ikke nødvendigvis en gyser imellem. Men det behøves ikke nødvendigvis at være mig, der skal lave den. Indtil videre har jeg jo nærmest haft patent på genren herhjemme.

Ja, det er meget imponerende. Men du er måske den eneste, der har turdet?

Ja, eller været dum nok alt efter hvordan, man ser på det. For det kræver sikkert en eller anden dumdristighed eller fandenivoldskhed, og den synes jeg, at jeg har. Men mellem, at jeg selv udvikler mig som instruktør, vil jeg da gerne hele tiden have muligheden for at søge tilbage og lave noget ny uhygge. For det er ligesom der, jeg kan mærke, mine rødder er.

Scener fra Martin Schmidts slashergyser Mørkeleg (1996). Klik på billedet for at se en større udgave.

Du nævnte, at du havde sådan et mentor-forhold til John Carpenter, og at du havde besøgt ham nogle gange. Kan du fortælle lidt mere om det?

Første gang var som sagt i forbindelse med Sidste time. Da besøgte jeg ham i San Francisco, og det var en utrolig stor oplevelse. Ham har jeg jo dyrket siden… ja, siden jeg var lille, havde jeg nær sagt. Det var stort set som fan, men det var også stort på en anden måde: Carpenter er jo virkelig en auteur, han laver de film, han vil, og der er sgu ikke nogen, der skal komme og fortælle ham, hvor kameraet skal stå, hvordan de skal spille, hvordan plakaten skal se ud, og han laver også sin egen musik og sådan noget. Det er lige som sådan et ”one man”-band; han kan det hele. Og det respekterer jeg ham meget for, også selvom han jo ret beset har haft en noget svingende produktion. Det er noget enormt enkelt over den måde, han laver film på. Jeg synes, han underholder hver gang, også selv når han skuffer. Men jeg oplevede også noget andet, som gjorde mig lidt rolig: Selv instruktører af den kaliber blev mødt med fordomme og besværlige skuespillere. Jeg besøgte ham under optagelserne til Village of the Damned i de scener, hvor ungerne med det hvide hår forsøger at presse Christopher Reeve ud af sit gode skind. Og der kom Carpenter og Christopher Reeve simpelthen op og skændes, virkelig højlydt, og Carpenter trak simpelthen Superman ud i hans trailer og fortalte ham, at han skulle lade være at blande sig i hans instruktion.

Så må man jo blive enige om, hvem, der laver film, og hvem, der spiller skuespil.

Lige præcis, og der må instruktøren jo, som Carpenter gjorde det, gøre det forståeligt over for skuespilleren, at det her er min fucking movie, og du kan måske lave din egen fucking movie, men du skal i hvert fald ikke bestemme noget som helst her. Og det har jeg sådan set også set i andre sammenhænge, og jeg har i meget mild udstrækning oplevet det, men det viser jo bare, at filmsproget og kommunikationen omkring film er universel.

Hvilket vel ikke skal forstås sådan, at du selv er ufleksibel?

Naturligvis ikke. Gode film bliver til i et samarbejde, så det er ikke bare fordi, de skal gøre alt, hvad jeg siger. Og jeg mener bestemt, at jeg er den type, der kan se et godt argument, og jeg vil da hellere sige ja tak til en god idé end at takke nej bare for at holde fast på hvem, der er instruktøren. Det kommer vel an på, om man er en god leder samtidig med, at man er fleksibel og lytter til andre. Det er nærmest en gave, hvis man er i stand til det.

Hvad siger John Carpenter til de mange meninger, der er om hans film?

Han synes, at folk tager dem for alvorligt! Det er også noget af det, jeg talte med Carpenter om, for jeg har nemlig også materiale til en bog om ham, som jeg mangler at finde en udgiver til. Den ligger faktisk færdig nede på min computer.

Det er vi mange, der glæder os til.

Ja, jeg har simpelthen så meget, fordi han satte tre dage af til at snakke om hver eneste film, så det er i høj grad hans egne ord gennem hele bogen. Jeg går lidt og overvejer selv at putte penge i det, fordi jeg vil jo gerne have den ud, men så er der pludselig også nogle problemer med at få lov til at genbruge billeder, stills og andet materiale. Så jeg ved ikke lige, hvad jeg gøre ved det, men det kunne i hvert fald være en bog fyldt med hans egne beskrivelser af projekterne samt gode og dårlige erfaringer. Og han fortalte mig også, at nogle af de andre bøger - der er blandt andet skrevet en som hedder ”Order in the Universe” - som er skrevet om ham og hans film, hvor de simpelthen skampuler hans film og forsøger at lægge alt muligt ind i det, som overhovedet ikke er til stede.

Og hvad siger han så selv om de analyser?

Jamen han siger jo, at det er noget fis i en hornlygte, for nu at oversætte det. Og han kan ikke forstå, at folk kan se det i hans ting, men det er så én ting, at han ikke bevidst har lagt det ind i det, det andet er, at det behøver ikke at betyde, at det ikke er der. Altså, hvis folk synes, de får noget andet ud af det, så fred være med det… det synes jeg faktisk er interessant, for det kan jo være, at vi faktisk arbejder ubevidst med sådan nogle ting.

Og problemet forstærkes, når publikum så arbejder individuelt med filmen inde i deres hoveder.

Ja, det er fantastisk, hvis folk får en ekstra dimension med hjem, men derfra og så til at lave tykke rapporter om, hvordan Maskernes nat beskriver alt muligt, som for eksempel teenagesex og alt sådan noget, er noget vås. Carpenter har jo bare lavet en effektiv film på en atten-tyve dage og har ikke tænkt en skid over, hvad han har lavet.

Så det skulle bare være effektivt?

Maskernes nat var simpelthen ren intuition. Et skud fra hoften.

Men det virker jo godt.

Det virker rigtigt godt. Ingen tvivl om at han har lavet en lille klassiker der, men jeg kan altså heller ikke lægge alle de der ting ind, som analytikerne kan. Men det er da fint, hvis nogen får ekstra ud af det. Personligt får jeg rigeligt ud af den umiddelbare underholdningsværdi.

Og det er måske der, at dine film ligner Carpenters, hvis man altså skal drage en sammenligning. De fungerer i kraft af deres umiddelbarhed og lægger ikke op til den helt store analyse.

Det gør de i hvert fald ikke fra min side. Det er ikke mig, der tager initiativet til analysen, selvom jeg gerne vil diskutere det. Men det er altså ikke en bevidst handling.

Med hensyn til din egen stil, så er det vel nærmest det lavmælte og skrabede gys, der karakteriser din film. Sidste time og Mørkeleg er for eksempel meget Carpenter-agtige, og Kat vel nok er inspireret af Tourneurs Cat People… men det har måske ikke noget på sig?

Den har jeg aldrig set, hvis jeg skal være fuldstændig ærlig.

Det er jo ellers en klassiker! Og der er jo en scene, der hvor Søren Pilmark bliver overrasket af monsteret, der minder en del om en scene i Tourneurs film, så jeg tænkte, at det måske var et lille nik til den.

Nej, den kan jeg med sandhed sige, at jeg ikke har set, men jeg har desværre også nogle huller i mine klassikere. I det hele taget er jeg jo ikke den store fan i forhold til at se gysere. Jeg kan meget bedre lide selv at lave dem, så i den retning er jeg sgu meget mærkelig. Men jeg har ikke lyst til at blive for inspireret til at stjæle med arme og ben, så jeg holder min sti ren, og jeg har ikke engang set nogen af de der asiatiske gysere.

Nå, for spøgelser og hjemsøgte huse er jo ellers in igen, og man kunne jo sagtens tro, at Dennis og du havde siddet og sagt: ”Det er hot! Vi skal sgu også have vores.”

Nej, det har vi i hvert fald ikke gjort sammen. Jeg ved ikke rigtig, hvor Dennis er henne i den sammenhæng, men han har anbefalet A Tale of Two Sisters, som jeg dog ikke har set. Så har Kat i en festival været i konkurrence med en anden koreansk film. Den har jeg set, det var en meget stille film, og inspirationen til Bag det stille ydre ligger i givet fald i at lave noget, der umuligt kan have kostet ret mange penge. Det er en lille historie, og der er ikke mange effekter, så det interesserer mig meget at lave film med små armbevægelser. Det er også derfor, at jeg hellere vil lave tre film, der koster tre millioner hver, end en stor, der koster tyve. Det er nemlig ikke et spørgsmål om engang imellem at lave en film. Jeg mener hele tiden, vi skal være i gang, og jeg vil hellere have en stor produktion bag mig end nogle få udvalgte: Instruktører bliver ikke bedre af ikke at blive brugt!

I forbindelse med at dine film er meget lavmælte - selv Kat, der jo vel egentlig er en monstergyser - har du så aldrig haft lyst til at prøve kræfter med noget større? Nu tænker jeg sådan rent effektmæssigt.

Jeg ville da elske at lave en monsterfilm. Nu er jeg gået hen og blevet en halvgammel fætter, så jeg har også lyst til at lave andre ting, og jeg har jo også lavet en del Rejseholdet og Nikolaj og Julie og fire afsnit af Ørnen, så jeg elsker jo også det her krimihalløj.

Det er solidt primetime-håndværk til familien Danmark.

Ja, og det har jeg det enormt godt med, og der holder man nemlig håndværket godt ved lige samtidig med, at jeg synes, det har en nogenlunde høj underholdningsværdi. Og så har man også et stort publikum. Uanset, hvor mange der ser ens biograffilm, så når det jo overhovedet ikke bare en episode af Ørnen eller Rejseholdet. Men jeg har jo også fået lov at lave lidt romantisk komedie med Nikolaj og Julie, det var jo også sjovt, og lige nu instruerer jeg TV2s julekalender. Og det er jo virkelig bred familieunderholdning. Det bliver virkelig godt. Lige nu er jeg helt oppe at køre over det.

Det er regulær komedie?

Ja, men det er også uhygge og spænding, for det handler om nordisk mytologi. Og vi hilser på alle guderne og fyrer den af. Julekalenderen er produceret i samarbejde med Cosmo Film, der også producerede Jesus og Josefine, som var en stor seer succes. Som med uhygge er det også med komedie: Det hele drejer sig jo om at manipulere publikum. Vi arbejder med følelser, og det er ligesom det eneste storladne, jeg kan tillade mig at bruge, hvis jeg skal være ydmyg med resten. Om man griner, græder eller er bange har hver sine sværhedsgrader. Det er faktisk svært alle tre dele, og der bliver fra manges side kimset af, at det er sgu da ikke svært at få folk til at være bange. I virkeligheden er det jo lige så svært som alt det andet. Lige så svært som det er at få folk til at grine, fordi det er så individuelt, hvad vi synes er sjovt.

Scener fra Martin Schmidts debutgyser Sidste time (1995). Klik på billedet for at se en større udgave.

Skal det være stuerent og psykologisk det hele?

Jeg kan fortælle dig, at der faktisk er en djævel i mig, som faktisk har lyst til at lave en rigtig zombieslasker.

Skal det så være en filmatisering af den zombie-roman, ”Kadavermarch”, som Dennis allerede har skrevet?

Nu bliver det nok ikke den, men Dennis og jeg vi bakser faktisk med noget. Men det er jo helt umuligt at få penge fra Filminstituttet til sådan noget. Forestil dig en ansøgning. De ville jo dø af grin.

Men Ian Helstrups Nekrolog, en lille forsmag til en zombiespillefilm optaget på 16mm, fik jo rigtig fin omtale, og er da også ganske interessant. Ikke mindst fordi instruktøren var uddannet manuskriptforfatter på Filmskolen, så den var en smule inde i varmen. Nu gik han desværre hen og døde, hvorefter hele projektet gik i stå. Jeg vil nu alligevel vove den påstand, at der stadig er potentiale for danske zombier. Genren er jo populær, ikke mindst efter de to Resident Evil-film , Romeros fjerde zombiefilm, der er på vej, 28 dage senere og genindspilningen af Dawn of the Dead.

Der er nok plads til en. Jeg var selv inde over resterne af Helstrups film her for et års tid siden, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville være med og sådan. Men i virkeligheden har jeg mere lyst til at lave en zombiefilm med Dennis i stedet for at tage en andens projekt. Så arbejdede vi lidt videre med Helstrups idé og har et par treatments liggende. Men nu er det så strandet, fordi der simpelthen ikke er penge til at have en manusforfatter, der kan arbejde, og det har ikke været muligt at skaffe penge andre steder fra. Så lige nu tror jeg ikke, at det kommer i stand i den retning der. Men jeg håber naturligvis, at det ville være mig og Dennis, der fik lov til at lave den, for jeg tror du har ret, én dansk zombiefilm tror jeg faktisk kunne fylde nogle huse, det har jeg på fornemmelsen, men jeg tror ikke, at to eller tre kan gøre det. Så kapløbet er i gang, og det må være dem, der kommer først, der skummer fløden.

Nu var det Carpenter, der spøgte i dine to første film, og Dennis bad dig se A Tale of Two Sisters, hvilket du ikke gjorde. Men har der så overhovedet været nogen bevidst inspiration til Bag det stille ydre?

Nej, ikke denne gang. Det, som vi har taget fra Åndernes magt, er denne her fascination af, at det spøger en lille smule i et hus og ”hvad gør vi ved det”? Ja vi tilkalder en clairvoyant, hvis vi ikke selv kan løse problemerne. Derfor har vi også en længere scene med en clairvoyant, som kommer, og som kan nogle ting. Og han erklærer huset for renset, men som i den slags film går det ikke helt efter hensigten. Det er ikke helt så let, som han gør det til, og clairvoyanten bliver også selv en slags offer for spøgeriet. Så det, vi har lånt hos Åndernes magt, er denne her fascination af, at vi er hos nogle almindelige mennesker, som oplever noget uhyggeligt. Og i den forbindelse var det enormt vigtigt for os ikke at få de sædvanligt brugte skuespillere fra dansk film med. Selvfølgelig vil folk med kendskab til branchen kende de forskellige navne, vi har med, men vi har ikke spurgt de sædvanlige fem topnavne, for det synes jeg heller ikke, ville klæde denne her historie. På den anden side kunne man være gået endnu længere ud i den anden grøft og valgt nogle komplet ukendte. Vi har valgt en middelvej, der betyder, at skuespillerne i en eller anden form er kendte, men altså ikke misbrugte.

Nu siger du godt nok, at du ikke ser ret mange gysere og ud over Carpenter har svært ved at pege på dine inspirationskilder. Men hvis du skulle vælge tre, der har betydet mest for din egen måde at lave film på, hvilke skulle det så være?

De tre bedste gysere? Det kan jeg simpelthen ikke sige. Jeg kan slet ikke gå så langt ned, men når jeg får det spørgsmål, kan jeg sige, at det er inden for omkring fem-seks stykker. Og der vil jeg nævne Tågen som en af dem, fordi jeg synes, det er en god spøgelseshistorie. Også hvad dialogen angår, den er helt fantastisk, og generelt er filmen helt fantastisk fundet på. Og så er der The Shining, som jeg også synes sidder lige i skabet. Og jeg synes også at Carpenters The Thing stadig holder så mange år efter. Det er altså god underholdning. Eksorcisten, den gjorde også et enormt indtryk på mig, da jeg så den første gang. Den ville jeg også godt have elsket at lave. Og hvad er det lige mere? Øhh…

Det er meget nyere film. Men hvis det er dem, man har set som ung, har de givetvis gjort stort indtryk. Jeg går ud fra, at det er dem, du har set som teenager.

Ja, det har jeg. Jeg er ikke sådan klassisk minded. Nok er jeg også stor fan af Hitchcock, og jeg anerkender da absolut, at Hitchcock har været skelsættende for, at Spielberg, De Palma, Carpenter og alle de der har været på banen. Og ved at jeg læner mig op af de nyere navne, så får jeg jo indirekte inspiration fra Hitchcock. Og ham anerkender jeg da bestemt som en mester. Men hans film holder jo ikke i dag sådan film-fortællemæssigt. Der synes jeg ikke, det er så interessant. Der er det mere hans kriminalfilm, der måske er en indflydelse. Psycho har for eksempel aldrig været uhyggelig for mig.

Nå ja, igen som du siger, at uhygge virker så forskelligt på os. Personligt synes jeg, at den er noget nær den perfekte blanding af kriminalfilm og gys, og Norman Bates, han er da noget af det mest creepy, man kan forestille sig.

Det preller af på mig. Så vil jeg sgu hellere se andre Hitchcock-film, som for eksempel thrillerformatet, hvor det er suspensen, der spilles på.

Er det så hans britiske film, du tænker på?

Nej, jeg tror bedst, jeg kan lide hans amerikanske sådan generelt. Nu kan jeg ikke lige præcis huske, hvor linjen går, men jeg synes, at Fuglene er ret fantastisk, Vertigo er enormt god, og North By Northwest er jo også en klassiker. Marnie kan jeg faktisk også enormt godt lide. Nu er der vist lige et par stykker af gyserne, jeg har glemt at nævne, men jeg kan ikke rigtig lige huske… øhm. En anden, der har betydet meget for mig, er Jaws af Spielberg, som jeg dog ikke rigtig kan finde ud af, om der er en gyser eller hvad, den er. Den bruger i hvert fald de der tricks som mange senere har taget til sig, og jeg synes også, det er fantastisk underholdning. Jeg elsker at gense den film.

Hvad med Romero eller Tobe Hooper?

Romero ikke så meget. Jeg har naturligvis set dem, men Motorsavsmassakren, jo, bestemt! Den må nødvendigvis have været en vigtig indflydelse. Det er den jo på alle, der laver gyserfilm. Og jeg synes selv den dag i dag, at dele af den er ret uhyggelig.

Nu ligger din novellefilm Afmagt jo pænt i forlængelse af dine tidligere meget psykologisk ladede gysere. Men den har, ligesom Bag det stille ydre, et bredere sigte og er målrettet et mere modent publikum. Den er jo ikke skrevet af Dennis, men af Peter Johansen, der jo er en af de gamle nørddrenge.

Ja, det kunne jeg sagtens forestille mig. Jeg kendte ikke Peter i forvejen, men han ringede engang og spurgte, om jeg ville læse hans manuskript, og det ville jeg gerne. Og så sagde jeg egentlig nej til det, fordi jeg syntes, det gik for tæt på. Altså det her med børn, der døde og sådan noget… jeg var selv lige blevet far for første gang på det tidspunkt og havde lidt berøringsangst for emnet. Så gik jeg og summede lidt over det og sagde så til Peter: Hvis vi kan tage alt blodet ud af filmen og gøre det mere psykologisk, så ville jeg gerne overveje det. Fordi jeg tænkte, at siden jeg tog så meget på vej over det med børnene, så var det måske netop fordi, det var noget for mig at lave. Og så tog vi simpelthen spandevis af blod ud af manuskriptet, og jeg er blevet enormt glad for slutresultatet, og det var en god proces at lave filmen. Og det er også den, der over en bred kam har givet mig de bedste anmeldelser. Og indtil Bag det stille ydre syntes jeg bestemt, at det var min bedste og mest helstøbte film.

Ja, den er ganske fin, men med kun 50 minutters spilletid synes jeg, Afmagt er for kort, særligt fordi den har fyldige karakterer og derfor pisker tempoet for hurtigt frem.

Vi overvejede faktisk i en periode, om den skulle have spillefilmslængde, men det tror jeg til gengæld ikke ville have holdt. Men jeg er meget tilfreds, og Bag det stille ydre minder faktisk en smule om den. I hvert fald mere end om Sidste time. Der er i hvert fald ingen rullende hoveder.

For lige at vende tilbage til Dennis Jürgensen, der jo lige som dig er meget glad for gysergenren. Du er kendt for at arbejde sammen med ham, men har du nogensinde overvejet at finde en anden gyserglad forfatter som samarbejdspartner?

Tja…

Jeg tænkte for eksempel på Hanna Lützen, der jo har lavet både en vampyrroman og en skummel Poe-inspireret novellesamling.

Det er sgu skægt, at du siger det, for jeg havde faktisk et projekt kørende med Hanna for et par år siden. Der boede hendes familie et andet sted i landet. Og lige nu er de flyttet til kommunen, hvor jeg bor, og vi har faktisk piger i samme klasse! Så jeg har faktisk på fornemmelsen, at vi sagtens kunne finde på et eller andet på et tidspunkt. Hun har jo skrevet en god novellesamling, der foregår her i Søllerød-området, hvor jeg bor.

Præcis, det var den, jeg tænkte på. Bogen hedder ”Rødt til en død årstid”. Jeg synes den var creepy.

Det var lige præcis den, vi forsøgte at banke op, men det kunne slet ikke lade sig gøre, selvom jeg synes den er fantastisk velskrevet. Og meget poetisk i virkeligheden.

Det var lige nøjagtig det, der ville gøre den god på film. Hun fortæller i billeder og lader det drømmende få plads. Der er en af novellerne, hvor en ung fyr bliver draget af en sø, man kalder ”Brillerne”. Shit det var creepy! Jeg var på det tidspunkt, jeg læste den, sidst i 20'erne og tænkte alligevel: ”Nu skal jeg helt sikkert ikke sove”, og det var fordi, bogen havde lavet billeder inde i hovedet. Fortællingen var lige nøjagtig diffus nok til, at den dannede associationer og billeder. De fik lov til at ligge i bevidstheden og rumstere.

Den var sådan lidt rådden på en rigtig fed måde. Jeg kunne virkelig lugte råddenskaben nedenunder, sådan mosevand og andre dejlige ting. Men vi fik sgu aldrig løftet det. Nu var det ikke noget, vi skulle gøre sammen, men hun gav mig tilladelsen til, at jeg skulle forsøge at få den finansieret, men det er slet, slet ikke lykkedes mig.

Lad os håbe at der kommer noget i stand enten med zombier eller med Hannas noveller. Og held og lykke med premieren på Bag det stille ydre.

MARTIN SCHMIDT - GÅSEHUD FRA DK
Korte fakta om Martin Schmidt: Autodidakt dansk instruktør med forkærlighed for gys og gru. Efter gymnasietiden gik han målrettet efter instruktørerhvervet, hvilket betød en masse praktisk erfaring fra produktionen af andres film. Indspillede i denne periode en række kort- og novellefilm på amatørbasis.

Debuterede i 1995 med det John Carpenter-inspirerede slasher-gys Sidste time, der herhjemme blev den mest sete danskproducerede film det år. Sideløbende med en række spillefilm inden for gysergenren har Schmidt instrueret flittigt for tv, hvor han har gjort sig bemærket med afsnit af serierne: Ørnen, Rejseholdet, Nikolaj og Julie samt Skjulte Spor.

Spillefilm som instruktør: Sidste time (1995), Mørkeleg (1996), Kat (2001) og Bag det stille ydre (2005).

Bøger som forfatter: Klar til optagelser - en guide til filmproduktion (2000) og Short Cues - samtaler om filmmusik (1999)

Caspar Vang (26/5-05)

Fotos: Erik Molberg Hansen (Schmidt-portræt) og Henrik Petit (Mørkeleg og Sidste time).