LOVECRAFT PÅ FILM

Caspar Vang kigger kort på H.P. Lovecrafts forfatterskab og de mange filmatiseringer, inspirationer og efterligninger. Denne relativt ukendte forfatter lever i bedste velgående i en række mere eller mindre vellykkede film
.
"It is not likely that any really finely wrought wierd story - where so much depends upon mood, and on nuances of description - could be changed to a drama without irreplacable cheapening and the loss of all that gave it power". H.P Lovecraft i korrespondance til novellebladet Wierd Tales redaktøren Farnsworth Wright.
"I shall never permit anything bearing my signature to be banalized and vulgarized into the kind of flat infantile twaddle which passes for "horror tales" amongst radio and cinema audiences". H.P. Lovecraft i anden korrespondance.

Howard Phillips Lovecraft (1890-1937) nærede en stor harme over for de mere æstetisk orienterede kunstarter og særlig film og radio, som han tydeligvis betragtede som puerilt pjat. Kun en gang i hans alt for korte forfatterskab, blev han tilbudt en adaption af et værk. Wierd Tales', som var det pulp-fantasy-horror magasin som trykte Lovecrafts noveller, redaktør Farnsworth Wright kontaktede Lovecraft i 1933 for at købe radio rettighederne til hans novelle "Dreams in the Witch-House" og selvom Lovecraft havde brug for pengene afslog han tilbudet - om han havde de filmatiseringer som han anså for underlødige, friske i erindringen er uklart, men Lovecraft forlod Tod Brownings filmatisering af Bram Stokers Dracula under forestillingen i 1931 og året efter betragtede han James Whales adaption af Mary Shellys Frankenstein som skuffende.
Lovecraft er måske ikke et litterært geni, men hans syn på menneskehedens ubetydelighed i universet, som er blevet betragtet som alt lige fra misantropi til satanisme, er helt unikt og det giver klart hans litteratur en usædvanlig indfaldsvinkel som ingen andre forfattere, før eller siden, kan prale af at besidde, ligesom hans noveller næsten konsekvent gør fortælleren vanvittig eller dræber hovedpersonerne. Som udgangspunkt for store dele af sit omfattende forfatterskab, brugte Lovecraft den fiktive New England by Arkham og mytologien om de glemte og svundne tiders kosmiske halvguder og interstellare racer, hvor den ene er mere fonetisk halsbrækkende end den anden. Disse racer og entiteter lever hinsides menneskets drømme og venter blot på at vende tilbage fra deres kosmiske dvale, hjulpet på vej af fordrejede galninge og kultister som misbruger den famøse bog Necronomicon og andre dubiøse værker. Men hele tiden med en psykologisk og eksistentiel konflikt "i mængde", for Lovecrafts værker handler i høj grad om sameksistens med et univers, mennesket ikke kan kontrollere og den hårfine grænse og evige brydekamp mellem godhed/ondskab, normalitet/vanvid, virkelighed/uvirkelighed, naturlige/overnaturlige - hvilket går igen hos mange forfattere siden hen.
Efter en række noveller i datidens fanzines "the amateur press" - blev han fast skribent på Wierd Tales som første gang udkom i 1923, men hans første novelle samling, "The Outsider and Others", udkom først posthumt i 1939. Desværre fik Lovecraft ret hurtigt, af hans samtid, ry for at være en særling, hvilket bestemt ikke hjalp på udgivelsesraten, og mange af de noveller som nu betragtes som genreklassikere (f.eks. "The Call of Cthulhu") måtte han kæmpe for at få udgivet. Lovecrafts barndom var præget af melankoli som tydeligvis har påvirket hans forfatterskab og han blot var 8 år gammel, da hans sindssyge fader døde og hans ligeledes ustabile moder sygnede hen over en længere årrække.

På trods af, at Lovecraft er en usædvanlig original forfatter og langt for ud for sin tid, eller måske netop derfor, må han nok betegnes som en af vort århundredes mest oversete visionære skribenter udi det makabre og gruopvækkende. Takket være filmindustriens interesse for det fantastiske og bizarre kan Lovecraft alligevel placeres i det, som på godt og ondt, kan betegnes som "de mest filmatiserede horror forfattere". Med genre-brødrene Stephen King, Clive Barker, Dean Koontz, Robert Bloch og Edgar Allen Poe (som Lovecraft selv læste som barn) står Lovecraft midt i den gruppe af nyere forfattere som fortjener den tvivlsomme titel det er at være, ikke bare de oftest filmatiserede genre forfattere, men drivkraft for instruktører og manuskriptforfattere som både har ladet sig inspirere eller direkte stjålet fra "Mestrene". Lovecraft filmatiseringerne er dog, i modsætning til King og Koontz', af rimelig høj kvalitet, kun overgået af Poe filmografien, som på trods af det massive antal filmatiseringer, kvalitetsmæssigt hæves af Roger Corman og AIPs produktioner i 60erne. Lovecraft filmatiseringer skaber dog i sig selv et naturligt dilemma. Med undtagelse af nogle få instruktører, har tendensen altid været, at på film skal publikum efter at være ført ved næsen gennem filmen, altid konfronteres med monsteret - hvilket bestemt ikke er foreneligt med en af Lovecrafts største, og ofte med filmen uforenelige aktiver: antydningens kunst. Nu kan man så spørge sig selv: hvis filmene generelt er eksplicitte, hvorfor er de så vellykkede? Det kræver en nærmere undersøgelse af de enkelte film - hvor det også vil vise sig at ganske få rent faktisk er "rene" filmatiseringer, hvorfor de fleste således fungerer af helt andre årsager.

THE HAUNTED PALACE og DIE, MONSTER, DIE!
I 1963, 26 år efter Lovecrafts død, så den første Lovecraft filmatisering dagens lys. Det amerikanske produktionsselskab AIP, med producer/ instruktør legenden Roger Corman i spidsen, filmatiserede Lovecrafts eneste rigtige roman og efter min mening allerbedste fortælling (som han dog selv anså for ukomplet): "The Case of Charles Dexter Ward". Filmen fik titlen The Haunted Palace og havde Roger Corman selv i instruktør stolen. Titlen er baseret på et digt af Poe, som i filmen (manuskript af Charles Baeumont (The Twilight Zone)) reciteres af Price i begyndelsen. Resten af filmen, som stort set kun bibeholder grund idéen og karakternes navne og er løst baseret på "The Case of Charles Dexter Ward", handler om en Charles Ward (Vincent Price) som vender hjem til sin slægts fødeby og opdager at en ond troldmands forbandelse hviler over stedet og forfaderens Joseph Curvens sjæl er parat til at tage plads i hans krop. Curven blev i sin tid brændt som heks. Handlingen er rykket fra Lovecrafts fødeby Providence, Rhode Island, til den fiktive Arkham, Massachusetts, og de fleste plot elementer, som f.eks. genoplivningen af forfædre gennem essensens salte, er reduceret til "almindelig" hokuspokus og sort magi. Curven bliver ikke "genoplivet". Han nøjes bare med at besætte Ward. Monsteret i filmen (en Deep One?) er for øvrigt lånt fra The Creature from the Black Lagoon og Lon Chaney har en cameo som troldmand.
AIPs næste Lovecraft film Die, Monster, Die! fra 1965, blev ligeledes placeret i Arkham. Men her var Arkham rykket til England. Filmen, som havde den tidligere scenograf Daniel Haller i instruktør stolen og Boris Karloff i hovedrollen, var en adaption af Lovecrafts novelle "The Colour Out of Space", om en formløs tågeagtig entitet, landet i en meteor, som truer en mindre gruppe mennesker i forbindelse med et afsidesliggende hus. Die, Monster, Die! er udgivet i England, hvor den var filmet, under titlen Monster of Terror - men hvad der i novellen var en dræbende selvlysende tåge, er i filmen reduceret til en radioaktiv sten som bevirker mutationer på den lokale flora og fauna. Indbyggerne slipper i sidste ende heller ikke. Nick Adams er vor unge helt som rejser til England for at redde Suzan Farmer fra Karloff og meteoritten. Men det var ikke det sidste vi havde set til The Colour Out of Space. Historien blev filmatiseret igen i 1987 med Star Trek: The Next Generations Wil Wheaton.

THE SHUTTERED ROOM; THE INCREDIBLE INVASION; THE CRIMSON CULT og THE DUNWICH HORROR
Efter AIPs relative succes med The Haunted Palace og Die, Monster, Die! forsøgte Warner Bros. sig med August Derleth og H.P. Lovecraft kollaborationen The Shuttered Room, som havde David Greene i instruktør stolen. Filmen udspilles omkring et ungt par (Gig Young og Carol Lynley) som arver et lille landsted i New England, hvor de terroriseres af lokale bøller (med Oliver Reed i spidsen) og et usynligt væsen, som det meste af filmen befinder sig godt bag en stor hængelås på loftværelset (det titulære kammer). Derleth der fungerede som Lovecrafts posthume forlægger, og selv en ganske kompetent forfatter, udgiver ofte bøger som kollaborationer med Lovecraft. men i virkeligheden er de blot inspireret af Lovecrafts mytologi ("The Cthulhu Mythos" som nogen senere har navngivet den) og Lovecraft har ikke haft nogen direkte indflydelse på The Shuttered Room. Filmen er udgivet som Blood Island på amerikansk video.
Jack Hill og Juan Ibanez' The Incredible Invasion udgivet i 1971 (filmet i 1968), med Boris Karloff i sin sidste rolle rummer også perifere Lovecraft elementer. Handlingen udspilles omkring en europæisk videnskabsmand, Prof. Mayer (Karloff) som bygger en maskine der kan holde radioaktivitet under kontrol eller noget lignende. Under alle omstændigheder brænder maskinen hul i loftet på deres laboratorium og tiltrækker en flyvende tallerken. En lokal sexgalning bliver "besat" af rumvæsnernes bevidsthed, hvorefter han infiltrerer Mayers husholdning. Regeringen, med skumle bagtanker, er naturligvis interesserede, men Karloff har mere fredelige planer for sin opfindelse. Mayer selv bliver "besat" af de fremmede, afværger truslen inden de kan sætte maskinen til at eksplodere. Mayer beslutter at maskinen alligevel er for magtfuld til menneskeligt brug og destruerer den. Rumvæsnerne rejser hjem og huset brænder ned. Filmen er optaget i Mexico, er efter sigende baseret på "The Thing on the Doorstep" (hvilket må siges at være ultra-perifert) og er udgivet på video som Alien Terror.
En af Karloffs sidste præstationer kan ses i Vernon Sewells ujævne The Crimson Cult, som er meget løst baseret på den glimrende novelle "The Dreams in the Witch House" om en ung studerende der hjemsøges af en ond heks "genfærd" og hendes morderiske familarius "Brown Jenkin". Horror-queen Barbara Steele, som er malet grøn, spiller i filmen en reinkarnation af en over tre hundrede år gamle heks, som naturligvis blev brændt og Christopher Lee medvirker som J.D. Morle hos hvem heksene holder til. Karloff er Professor Marsh (igen et Lovecraft karakter-navn) som hjælper et uskyldigt par undslippe hele miseren. Desværre er filmen ikke rigtigt en adaption, så en vag lighed med "The Dreams in the Witch House" og lokationen Arkham er det eneste rigtige lighed med Lovecrafts novelle. Selvfølgelig er de fleste film med Lee, Steele og Karloff et kig værd, så hvorfor ikke.
AIPs sidste forsøg udi Lovecraft filmatiseringerne er The Dunwich Horror fra 1970, baseret på novellen af samme navn, har bogen en af de få "happy-endings" i Lovecrafts forfatterskab. Endnu en gang har Daniel Haller (Die, Monster, Die!) placeret sig i instruktør stolen og denne gang er det nogenlunde effektivt lykkedes at producere en film som er tro mod sit udgangspunkt. Rolle besætningen inkluderer Dean Stockwell som den underlige indavlede Wilbur Whatley, der stjæler The Necronomicon fra det berømte Miscatonic University, Ed Begley som den gamle troldmand Whatley og Sandra Dee som den obligatoriske godte. Filmen har ikke bare en hektisk handling om en dæmonisk kraft som jager rund efter en jomfru, den kan også prale af at vise en af Lovecrafts famøse entiteter Yog-Sothoth, og selv om den fremstår som en dobbelteksponeret gigantisk søanemone, er det mest skræmmende vel egentligt at Corman, i et fantastisk twist, har ændret slutningen så "de onde" vinder, i et forsøg på at være mere Lovecraftsk end manden selv?

NIGHT GALLERY; CITY OF THE LIVING DEAD; THE BEYOND; HOUSE BY THE CEMETERY og THE EVIL DEAD
Selv om Rod Serlings tv-serie Night Gallery (1970-71) havde to ægte adaptioner af Lovecraft noveller (Cool Air og Pickman's Model) og to uægte (Miss Lovecraft Sent Me og Professor Peabody's Last Lecture), skulle der, på det store lærred, gå femten år før en "ægte" Lovecraft adaption skulle se dagens lys, ser man lige bort fra Lucio Fulcis ultrasplattede Lovecraft inspirerede horror-trio fra starten af 80erne: City of the Living Dead/Gates of Hell (Paura nella città dei morti viventi), The Beyond (L'Aldila') og House by the Cemetery (Quella villa accanto al cimitero) udgivet på dansk video som henholdsvis Zombiernes by, Woodoo: Rædslernes hotel og Slagtehuset ved kirkegården. Selv om ingen af den italienske splattermaestros film direkte har forbindelse til Lovecraft, boltrer de sig en misantropisk mytologi og stemning, som ligger meget tæt på forfatteren, selv om lovecraft nok aldrig har tænkt i så eksplicitte baner som gamle Fulci. Det fundamentalt Lovecraftske som dominerer hans mere væmmelige film, manifesterer sig i form af onde forudsigelser og ukontrollable kosmiske skæbnesvangre nødvendigheder som det ubetydelige menneske har svært ved at kontrollere. I Slagtehuset ved kirkegården (House by the Cemetery) er de onde/skjulte/fortrængte domicile problemer katalyseret i den udøde zombieskabning Dr. Freudstein som lusker rundt i husets kælder og regenerer sig selv med legemsdele og organer fra hans ofre og selv om filmen ikke har nogen direkte forbindelse til Lovecraft, er den en tydelig forlængelse af Fulcis to tidligere film som drager tydelig inspiration fra Lovecrafts "Cosmic dread" som hans historier ofte kaldes. I Zombiernes by (City of the Living Dead/Gates of Hell) er helvedes porte godt på vej til at åbne sig og menneskene involveret i sagen, som i bedste Lovecraft ånd er almindelige mennesker som af forskellige, men altid ufrivillige årsager, involveres i miseren, står fuldstændigt magtesløse i begivenhedernes gang. Filmen åbner med en præsts selvmord ved hængning i Arkham, og dette varsler åbningen af helvedes porte. Titlen skylder han naturligvis George A. Romero tak for, men ikke nok med at filmen foregår i Arkham og dens stemning er meget lig Lovecrafts mere kaotiske noveller, så nikker han til forfatteren ved at vise en kirkegård i begyndelsen med velkendt Lovecraftsk inskription på gravstenen. På kirkegården hænger præsten sig og under en seance i New York omkommer den synske Mary (Katherine MacColl) tilsyneladende, da hun ser de døde komme til live. Det er dog kun starten på hovedpersonernes problemer, og snart vågner Mary i en kiste som er på vej ned i jorden, et nik til Edgar Allen Poe. I Fulcis næste film er helvedes porte og zombierne på spil igen og denne gang er fortvivlelsen og misantropien større end nogensinde. En typisk Lovecraftsk gal kunstner, som de lokale ser som heks eller troldkarl, Zweik, korsfæstes i Louisianas sumpe på et afsidesliggende hotel. Han tæves til døde med kæder og får hældt syre over ansigtet. Zweiks malerier er tilsyneladende et kig ind i helvede, og hans skæbnesvangre tegn (seglet til en af helvedes porte) fra bogen "Eibon" (et andet Lovecraft element), brydes mange år senere under renoverings arbejde i kælderens hotel. En kvinde (MacColl igen) arver hotellet og efter noget tid dukker fortidens minder op til overfladen, i et sandt inferno af berygtede splatter sekvenser, zombier, (gummi) edderkoppe angreb, mystiske varsler og tung, dyster atmosfære.
Sam Raimi spillefilms debuterede i 1983 med slapstick gyseren The Evil Dead, hvor antihelten Ash (Bruce Campbell) for første gang løber lemlæstelses-marathon. Filmen er naturligvis allerede nu en anerkendt (i hvert tilfælde af Uncut) klassiker men den har nu ikke meget at gøre med Lovecraft og en decideret filmatisering er det over hovedet ikke. Sammen med fire andre studerende, begiver Ash sig til en afsidesliggende hytte (som er ti gange større indvendigt end udvendigt) for at tilbringe en hyggelig weekend sammen. I hytten finder de en professors notater, en båndoptager hvor passager af en bog (ja, den bog) læses højt, en plakat til Wes Cravens The Hills have Eyes og en uhyggeligt indbundet kopi af Lovecrafts famøse opfindelse, det okkulte værk over alle okkulte værker: The Necronomicon. Efter at tåberne afspiller båndoptagelserne gælder det om at holde på hat og briller for så er helvede bogstavelig talt løs.

THE MUSIC OF ERICH ZANN; RE-ANIMATOR og FROM BEYOND
En lille sjældenhed, som efter sigende skulle være en af de bedste Lovecraft filmatiseringer nogensinde og en lille godbid for virkelige aficionados, er John Strysiks kortfilm The Music of Erich Zann fra 1980, adapteret fra Lovecrafts novelle af samme navn. Filmen udspilles omkring den filosofi-studerende Charles Dexter Ward (navnet er taget fra Lovecrafts roman "The Case of Charles Dexter Ward" eftersom fortælleren i The Music of Erich Zann ikke navngives) som indleder et venskab med den aldrende violinspillende ovenbo: Erich Zann. Charles drages mod Zanns skumle men forunderligt smukke musik som han hører om natten fra lejligheden. Men hensigten med musikken var selvfølgelig ikke at drage Ward, men en helt anden.
Stuart Gordon som tidligere er instruktør hos Chicagos Organic Theatre, spillefilms debuterede i 1985 med den første "ægte" Lovecraft filmatisering i 15 år, produceret af Charles Bands Empire Pictures. Re-animator er i sig selv ikke bare en af firsernes bedste gyserfilm, men allerede nu en nyklassiker af sort humor, groteske splattersekvenser og en af de bedste Lovecraft filmatiseringer overhovedet. Filmen er baseret på en række noveller "Grewsome Tales" eller "Herbert West - Re-Animator" som var en satirisk udlægning af Mary Shellys Frankenstein og oprindeligt skrevet til det amerikanske blad Home Brew (datidens "Mad"), hvorfor Lovecraft heller ikke var synderligt stolt af de få noveller som serien indeholdt. Historien er da også meget atypisk for Lovecraft og beskæftiger sig da heller ikke med traditionel okkultisme og "Cosmic Dread", men svælger, i Stuart Gordons hænder, i eksplicit sex og vold. Leveret med et sorthumoristisk glimt i øjet.
Sjovt nok er Re-Animator, på trods af sin "in-your-face" vold, tegneserie æstetik og sideshow humor, en af de mest ærlige og tro Lovecraft adaptioner overhovedet, simpelthen fordi den effektivt bibeholder novellernes groteske og lettere ondskabsfulde sort humoristiske tone, samtidig med at den inkluderer flere af novellernes bedste segmenter, som f.eks da den hovedløse Dr. Hill bruger en voksbuste til at komme ind i lighuset. Handlingen udspilles omkring tre lægestuderende på Miscatonic University, Herbert West (Gordon-veteranan Jeffrey Combs i en perle-præstation), Dan Cain (Bruce Abbot) og Megan Halsey (Gordon-"regular" Barbara Crampton). Herbert eksperimenterer med et serum som kan "re-animere" dødt væv. Efter at have eksperimenteret på Dans kat; "Don't expect it to tango - it's got a broken back"; beslutter Herbert at afprøve sit serum på et menneske lig. Eksperimentet slår fejl og Megans fader Dekan Halsey (Robert Sampson) omkommer da det re-animerede lig går amok. Inden vagterne ankommer lykkedes det dog Dan og Herbert at "re-animere" Halsey, som nu fremstår som halvt hjernedød, halvt sindssyg. Den magtsyge Dr. Carl Hill (smukt spillet af den nu afdøde David Gale) har en sygelig fiksering på Megan, undersøger Dean Halsey og opdager Herberts hemmelighed. Da Hill forsøger at afpresse West for hemmeligheden, myrder West ham og skiller hovedet fra kroppen. Inden længe har han dog re-animeret både hoved og krop. Resten skal ses ved selvsyn, da de uindviede har en top-stjerne film og varmt anbefalelsesværdig horror-komedie til gode, men det kan røbes at inden herligheden er slut, ender Hills dekapiterede hoved mellem Megans lår, West angribes af re-animerede tarme og en mindre hær af lobotomerede lig angriber vor antihelte. Filmen er ude i flere versioner i USA hvoraf to er censurerede kabeltv versioner med ekstra dialog inkluderet. Den engelske video udgivelse er naturligvis censureret. Region 1 DVD og NTSC Laserdisc er instruktørens godkendte udgave og begge er komplette.
Efter Re-Animators succes (den vandt en pris i Cannes) både hos kritikerne og publikum, forsøgte alle at lægge deres klamme hænder på Lovecraft materiale. Empire annoncerede projekterne The Lurking Fear (efter Lovecrafts eneste anden Home Brew historie) som alligevel så dagens lys i 1994 som en Full Moon produktion og filmede The Evil Clergy Man (med Jeffrey Combs, Barbara Crampton, David Gale og David Warner) som en del af antologi-filmen Pulse Pounders, lige inden de gik fallit. Filmen ligger stadig gemt af vejen, da den aldrig nåede post-production.
Inden falliterklæringen nåede Empire dog at udsende From Beyond, baseret på Lovecrafts novelle af samme navn. Filmen havde igen genre-favoritterne Jeffrey Combs og Barbara Crampton i hovedrollerne og i bedste Lovecraft stil ender filmens hovedpersoner enten som døde eller sindssyge. Filmen er efter min mening en smule overvurderet, men så absolut et kig eller to værd da den indeholder flot scenografi, nogle af de mest imponerende Lovecraft væsner (kreeret af Mark Shostrom, John Carl Buechler, John Naulin og Anthony Doublin der også arbejdede på Re-Animator) jeg endnu har set, glimrende instruktion og gode skuespiller præstationer over hele linjen. Hele novellens historie, om en maskine der vha. en tone, gør det muligt for brugerne at se og interagere en verden parallelt med vores (og den verdens mulighed for at se vores), afvikles (desværre) inden credit sekvensen, og resten af filmen er et forsøg på at klarlægge for Dr. Katherine McMichaels (Barbara Crampton), betjenten Bubba Brownlee (Ken Foree fra Dawn of the Dead) og den nervøse videnskabsmand - bemærk navnet - Crawford Tillinghast (Jeffrey Combs), hvorfor Dr. Edward Pretorious (Ted Sorel) mistede knoppen under et eksperiment. De skal, med hjælp fra Tillinghast, genskabe eksperimentet som han hævder dræbte Pretorius, uvidende at Pretorius nu er en del af den anden verden og monstrene som gerne vil ind i vores. Både Combs og Sorel forsøger at stimulere deres "pineal glands", som vokser ud gennem panden (en slags tredie øje), med "brains" og Cramptons bryster interesserer væsner fra det hinsides, samtidig med at hovedpersonerne roder rundt i fetichistiske fantasier. Ak ja; "humans are such easy prey".

THE FOREVER EVIL; THE CURSE og THE UNNAMABLE
Roger Evans' The Forever Evil, beskrives som et "alvorligt" Evil Dead rip-off med et godt manuskript og billige special effects. Filmen udspilles omkring en gruppe "opdagere" som forfølger en dæmonisk entitet: "The Forever Evil" hvis nogen skulle være i tvivl. De unge mennesker myrdes én efter én af monsteret hidkaldt fra en bog (virker det bekendt?). Monster-gudens navn Yog Kathoth er en omskrivning af Lovecrafts entitet Yog-Sothoth, men ellers har filmen tilsyneladende ikke meget tilfælles med Lovecraft.
Trans Worlds, The Curse (The Farm på dansk video) instrueret af David Keith og med italienske Lucio Fulci som associate producer, fra samme årgang (1987) er en ligeledes tynd kop the, med et par stemningsfulde øjeblikke hist og her. Af en eller anden grund har jeg set denne film flere gange i min pubertære uvidenhed, men særlig god er den altså ikke. Historien er en omskrivning af Lovecrafts novelle "The Colour Out of Space", men der er ikke meget Lovecraft stemning at komme efter her. Wil Wheaton (Star Trek: The Next Generation) og hans søster Amy Wheaton spiller søskende parret med en religiøs fanatisk fader (Claude Akins) på en sydstats farm (Tellico Plains i Tennesee), hvor en meteorit forårsager at afgrøderne gror med en unaturlig hast. Men der er mider og orme under sydstats "idyllen" og mutationerne fortsætter til lokal befolkningen, som bliver vanvittige og forsøger at myrde folk, når de ikke lige trykker pus fyldte sår ud. Moderen som gemmes af vejen i kælderen er en glimrende detalje, men ellers har filmen kun interesse for redneck-, Fulci- og Wheaton-fanatikere.
I 1988 udgav den tidligere Penthouse-fotograf, og second-unit instruktør på The Terminator, Jean-Paul Ouellette, en glimrende direkte-til-video-trash-gyser, som på ingen måder fortjener klassiker status, men alligevel formår at underholde den halvanden time herligheden nu varer. The Unnamables lave budget, den ofte grinagtige dialog og til tider ret tvivlsomme skuespil, opvejes af et par glimrende effekt sekvenser (bl.a. et flot monster som ligner en harpy fra græsk mytologi) og nogle ret vellykkede mord som sker offscreen eller er klippet væk i den version jeg har set. Filmen har ikke ret meget til fælles med Lovecrafts ultrakorte novelle, men består mest at en sammenblanding af Lovecraft idéer og personer fra forskellige noveller. To studerende unge fyre på Miscatonic University (Randolph Carter og Charles Dexter Ward - Hmmm...) falder tilfældigvis over den uundgålige kopi af The Necronomicon, løber på et hjemsøgt hus hvor det unævnelige bor, alt imens en gruppe trediveårige skuespillere render rund og prøver at overbevise publikum om at de er 18 årige studerende. Intet nyt under solen her, men alligevel ret underholdende.

BRIDE OF REANIMATOR; CTHULHU MANSION; CAST A DEADLY SPELL og THE RESURRECTED
Hvis der var nogen tvivl om at den succesrige Re-Animator var en satirisk udlægning af Frankenstein myten, kan der med den tidligere producer Brian Yuznas Bride of Re-Animator ikke længere herske nogen tvivl. Som man måske har gættet er filmen den uundgålige forlængelse af Stuart Gordons Re-Animator, og selv om den i filmaficionados kredse har et ret godt ry, er den faktisk ikke anbefalelsesværdig nok til at være et "must". Sequel og low-budget horror-meister Brian Yuzna håndterer dog instruktionen fint, men desværre har filmen ikke forlæggets friske sorte humor at byde på og fremstår blot som en fad eftersmag af den succesrige Re-Animator. Herbert West (Combs) og Cain (Abbot) spiller begge fint og selv om Carl Hill (David Gale igen) endte sine dage ved hovedkvasning, vender han tilbage i Bride of Re-Animator, med flagermusvinger påsyet sit kranium. Der er dog heller ikke så meget splatter eller energi over Bride og selv om der er masser af effekter (af bl.a. KNB EFX.), virker den aldrig som en komplet og afrundet film. Filmen starter med at West og Cain eksperimenterer med lig i en Sydamerikansk borgerkrig. Efter at de vender tilbage til Arkham, fortsætter deres forsøg, men en snu politidetektiv (og morder) er på sagen og kommer flere gange uhyggeligt tæt på at afsløre dem. Dr. Hill ønsker naturligvis hævn og der er et subplot om Megan Halseys hjerte, som skal transplanteres ind i den titulære brud. Udelukkende værd at se på grund af effekterne, Jeffrey Combs, Bruce Abbot og David Gale. Hov, den amerikanske filmfreak og multitosse Johnny Legend kan ses i en cameo som et re-animeret lig.
Den spansk producerede Cthulhu Mansion fra 1990, har genre veteranen Juan Piquer Simon i instruktør stolen. Men selv om titlen refererer til en af Lovecrafts "ondeste" (og mest berømte) skabninger, har filmen intet andet at gøre med Lovecraft end navnet Cthulhu på porten til huset. Filmen er efter sigende en traditionel slasher film uden de store armbevægelser. En magiker (rollen var skrevet til horror-veteran Peter Cushing, men han stod ikke til rådighed på det tidspunkt) holdes som gidsel i sit eget hus, efter at en gruppe bøller som har myrdet en mand i det lokale tivoli, har invaderet huset. Desværre bor djævelen nede i kælderen og nakker dem alle. Magikeren konfronterer djævlen og huset brænder ned.
En nogenlunde positiv overraskelse, der desværre ikke har meget tilfælles med Lovecrafts noveller, bortset fra at hovedpersonen hedder H.P. Lovecraft og skabninger stjæles med arme og ben fra hans historier, er Martin Campbells tv-produktion Cast a Deadly Spell fra 1991. Selv om horror-komedien er et underligt miskmask af Lovecraft, Mickey Spillane og Raymond Chandler, der tidsbestemmes til LA i 1948 - hvor alle bruger magi af den ene eller anden art, er stilen konsekvent, scenografien og effekterne i orden og allerbedst: castet som inkluderer Fred Ward, David Warner, Julianne Moore og Clancy Brown er i topform. Filmens handling, som ofte må træde i baggrunden for forskellige monster-humor-optrin, følger den hårdkogte opdager H.P. Lovecraft (Fred Ward i en rigtig god casting), som endnu ikke har solgt ud og bruger ikke magi til at nå sine mål. Magien kan naturligvis ses som en allegori for penge og kapital eller man kan se den som en gimmick for at sælge filmen. Lovecraft får under alle omstændigheder et job for en velhavende okkultist (David Warner), som har planer om at blive en gud ved at ofre sin jomfru datter og lidt overnaturlig hjælp fra The Necronomicon. Nu ligger det desværre sådan at Lovecrafts gamle nemesis (Clancy Brown), som også har stjålet hans gamle flamme (ultradejlige Julianne Moore), har snuppet bogen fra en homoseksuelt tyv, som var okkultistens chauffør. Så nu er det op til Lovecraft at standse okkultisten i at bruge bogen og få sin gamle dame tilbage. Hvilket naturligvis lykkedes fint, dels fordi en ung betjent har stukket sine ædlere dele ind hvor de ikke hører til. Produceren er Gale Anne Hurd som efter sigende er Lovecraft-fan og som senere producerede den, i følge hende selv, Lovecraft inspirerede Forbandelsen (The Relic). Jeg håber at der var nogen som opdagede inspirationen, for jeg gjorde bestemt ikke. Cast a Deadly Spell er langt fra ren Lovecraft, men alligevel et kig værd for de mindre kritiske fans.
Sammen med Stuart Gordons Re-Animator er The Resurrected, Dan O'Bannons adaption af "The Case of Charles Dexter Ward", nok den bedste Lovecraft filmatisering til dato. Filmen er lykkedes over al forventning og selv O'Bannons opdatering af historien til de tidlige 90ere fungerer fint. Når manuskriptet er i orden er det naturligvis også vigtigt for en vellykket horrorfilm at castet går i spænd med resten af filmen, og her lader The Resurrected intet tilbage at ønske. John Terry er glimrende i rollen som den pæne privat detektiv John Marsh (check navnet), der efterforsker en mands pludselige personligheds ændring, foranlediget af Claire Ward (Jane Sibbett). Hvad ingen af dem ved, er at hendes mand Charles Ward (Chris Sarandon i en afsindig tour-de-force af en dobbeltrolle) er begyndt at eksperimentere med unævnelige eksperimenter, der har kaldt hans forfader Joseph Curven tilbage til livet. Mere ville det være synd at røbe, for de der hverken har læst bogen eller set filmen, har virkelig en godbid i vente. Ikke alene er The Resurrected en usædvanlig vellykket, stemnings og atmosfære mættet film, den rummer meget velskreven dialog, har flot musik af Richard Band, blændende flotte effekter af bl.a. Todd Masters (der også har en cameo som portør) og undgår behændigt de fleste horrorfilm klichéer, og særlig fornøjeligt er det at den uundgålige romance mellem detektiven og klienten udebliver, men at et forhold blot er antydet. Når det er på tide at gøre status over 90ernes gyserfilm, kommer filmen helt sikket til at stå højt på min liste over groft forbigåede og oversete værker. En meget anbefalelsesværdig film, både for fans af Lovecraft og den mere alvorlige ende af horror-skalaen.

THE UNNAMABLE 2; NECRONOMICON; THE LURKING FEAR og THE OUTSIDER
Jean-Paul Ouellette prøver sig igen i horrorgenren efter videosuccesen med The Unnamable. Opfølgeren fra 1992 har meget opfindsomt fået titlen The Unnamable 2: The Statement of Randolph Carter, og er udgivet herhjemme under titlen Skabningen. Denne gang har Ouellette et større budget, men i modsætning til etteren er Skabningen ikke værd at spilde sin tid på. I historien har en Mr. Winthrop (igen et Lovecraft navn) hidkaldt et væsen for 300 år siden og fanget skabningen i hans datters krop (spillet af Penthouse-, Playboy- og low-budget-gyser-svesken Maria Ford som render nøgen rundt den første halvdel af filmen). Vores to helte fra første del forsøger at hjælpe pigen med hjælp fra professor Warren (John Rhyes-Davies) som ret hurtigt bliver dræbt. David Warner medvirker i en mindre rolle som en rådgiver der forsøger at spænde ben for vores helte, men det hele ender naturligvis "godt" da den unge Winthrop pige ældes for øjnene af vores helte og monsteret forvandles til en stol. Der er en del fysik involveret og læsen højt fra The Necronomicon, men logikken gik hen over mit hoved. Måske er der andre som desværre ikke var så heldige.
Brian Yuznas næste projekt sammen med August Entertainment var den udemærkede Necronomicon (med undertitlen Book of the Dead) fra 1993. Filmen er en antologi som mere eller mindre består af Lovecraft elementer, hvor af det mest nævneværdige er wrap-around historien om H.P. Lovecraft (spillet af Jeffrey Combs under en del makeup) der leder efter The Necronomicon som er faldet i onde kræfters hænder. Historierne, skrevet af Brent V. Friedman (The Resurrected), Christopher Gans, Brian Yuzna og instrueret af Brian Yuzna, Christopher Gans, Shusuki Kaneko, er delt i tre segmenter: i The Drowned spiller Bruce Payne en mand som vil bruge The Necronomicon til at genoplive hans afdøde kone. The Cold (baseret på Lovecrafts "Cool Air") handler om en reporter som undersøger en gruppe dødsfald og ender med at være truet på livet. Whispers er løst baseret på Lovecrafts "The Whisperer in Darkness", og udspilles omkring en kvindelig betjent som opdager en underjordisk hule som er "rugemaskine" for udenjordiske væsner. Det mest seværdige ved Necronomicon er de flotte effekter, scenografien og den pulpmagasin agtige fortællestil, men forvent ikke noget virkeligt sindsoprivende som bliver hængende i hukommelsen.
The Lurking Fear fra Full Moon Entertainment, instrueret og skrevet af C. Courtney Joyner, udspilles omkring en gruppe kriminelle som forsøger at finde skjult tyvegods på en kirkegård i en New England by (filmet i Rumænien). Hvad de dog ikke er klar over er at kirkegården hjemsøges af kødædende "Ghouls". Jeffrey Combs (som sammen med David Warner har en eller anden besynderlig evne til at snige sig ind i de fleste Lovecraft filmatiseringer) spiller byens alkoholiserede lokale læge, som i filmens slutning er dødeligt såret og af en assistent får en indsprøjtning som til forveksling ligner Herbert Wests selvlysende re-agent. Glimrende detalje.
Fra independent og ultra-low-budget instruktør, producer og forfatter Aaron Vanek, kommer kortfilms adaptionen The Outsider. Udgangspunktet for filmen er at hovedpersonen allerede er død, men ude af stand til at begribe hans situation. gennem en række flashbacks ser han tilbage på sit liv og død. Selv om filmen ikke følger novellen slavisk, skulle den være meget rig på atmosfære og indeholde ret flot make-up effekter.

WITCH HUNT; IN THE MOUTH OF MADNESS og CASTLE FREAK
Witch Hunt fra 1994, er en HBO tv-produktion, instrueret af genre-regular Paul Schrader, og en nærmest direkte sequel til Cast a Deadly Spell, med Eric Bogosian, Dennis Hopper og Julian Sands i hovedrollerne. Vi er igen i LA hvor en senator afholder kommunist forfølgelses-agtige høringer om magi. Denne gang hedder vores detektiv Harry Lovecraft (Dennis Hopper) som vi ved, ikke bruger magi, men Lovecraft inspiration eller adaption er der bestemt ikke meget af.
Bedre ser det heller ikke ud for John Carpenters In the Mouth of Madness, som heller ikke er en ægte Lovecraft filmatisering, men en masse idéer rodet sammen med Stephen King og George A. Romero stemning. Selv om filmen har nogle glimrende skuespiller præstationer, en del sjove cameos og til tider glimrende effekter, er den som helhed uden mål, ufrivillig morsom, fyldt med offscreen vold og forfærdelig klichépræget. Filmen starter med en dårlig rock-melodi, som naturligvis er af Carpenter selv, og der fra går det jævnt ned af bakke, kun hjulpet på vej af nysgerrigheden for hvorledes gamle, men sikkert stadig velmenende Carpenter, vil rydde op i den fadæse han præsenterer sit publikum for. Det lykkedes selvfølgelig ikke - ligesom det ikke lykkedes for filmens forsikrings agent (Sam Neill) af redde trådene ud, i handlingen der involverer en populær forfatters forsvinden. Sutter Kane hedder han i øvrigt, og folk er begyndt at blive en smule mærkelige efter at de har læst Sutters literatur. Folks opfattelse af virkeligheden ændres efter at de har læst hans bøger og således ændrer bøgerne virkelighedens beskaffenhed. Der bliver snakket en del om The Old Ones, men det var så den Lovecraft reference.
Lovecraft-fetichisten Stuart Gordon sidste "inspirerede" udgivelse er Castle Freak, som til en afveksling ikke er en horror-komedie men en solid traditionel gyser. Filmen har Jeffrey Combs, Barbara Crampton og Jessica Dollarhide i hovedrollerne og handler om Combs' familie der arver et slot i Spanien. Men i kælderen bor en deformitet som ikke er blevet fodret længe. Ups. Skuespillet, suspensen og musikken (Richard Band) er ok, men filmen er ikke mere end vagt inspireret af Lovecrafts historie "The Outsider" (der er en scene hvor monsteret smadrer et spejl efter at det har set sig selv i det). De sadistiske effekter er iøvrigt helt i top.

Hvad gik vi glip af og hvad er der så på vej? Først og fremmest har vi nok ikke set det sidste til Lovecraft på film. Aaron Vanek er snart ude med en ny ultra-low-budget filmatisering af "Shadow over Innsmouth", adapteret som Return to Innsmouth. Filmens screenshots ser flotte ud, men et større budget ville sandsynligvis sætte skub i tingene. Og med hans gå på mod kan man kun håbe på at han får adgang til større budgetterede filmatiseringer. I 70erne forsøgte producerne David Hurd og William Baetz at filmatisere den længe ventede "Call of Cthulhu" budgetteret til 6 millioner dollars. Filmen blev storyboarded og fik instruktører tilknyttet, for endelig at ende i glemmebogen. En filmatisering af "Shadow over Innsmouth" har været i præproduktion siden midten af firserne, har rundet Albert Bands Full Moon Entertainmant, konceptual-artist Bernie Wrightson der har malet omkring 60 billeder til production designet og instruktør Stuart Gordon, men er foreløbigt skrinlagt efter at være løbet ind i financielle problemer hos Vestron Pictures som ville lave filmen for mindre end de planlagte 5 millioner dollars. "At the Mountains of Madness" er en anden produktion som jævnligt har været i ovnen hos Brian Yuzna og Stuart Gordon, men det projekt syntes at være så kosteligt at de også er stoppet på ubestemt tid. Charles Bands Pulse Pounders (en antologi film med bl.a. Jeffrey Combs og David Warner) som jeg nævnte tidligere, er et halvfærdig projekt som vi nok ikke skal forvente at se mere til. Filmen er optaget umiddelbart efter From Beyond, men Empire Pictures gik fallit midt i optagelserne, så den er foreløbigt lagt på hylden. Ouellette som instruerede The Unnamable og den tvivlsomme opfølger, har en adaption af "The Thing on the Doorstep" i produktions fasen, men store produktions selskabs interesser har udsat projektet. Yuzna pønser på "Beyond Re-Animator", men denne gang skal der tænkes i helt nye baner, for Lovecrafts oprindelige noveller er malket helt tørre for selvlysende re-agent.

De fleste af de senere Lovecraft filmatiseringer er ude på amerikansk video, DVD eller Laserdisc, men i Europa er der lidt længere mellem filmene og særligt Danmark har næsten helt forbigået filmene. Fulcis film er ude som uklippede eksport versioner fra Vipco og alle tre er også tilgængelige på dansk video, naturligvis uklippede. The Haunted Palace er ude på engelsk video fra Virgin Video; Die, Monster, Die! er udgivet i England af RCA/Columbia Pictures og The Incredible Invasion er også ude som Alien Terror fra Cineplex. The Dunwich Horror er ude fra Guild Home Video, og Re-Animator er ude i to versioner, én fra Tartan Video - klippet med 2 min. og 20 sek. - og én fra Entertainment in Video som har mistet 1 min. og 42 sek. Filmen er komplet på Region 1 DVD og NTSC Laserdisc fra Elite Entertainment. Bride of Re-Animator er tilsyneladende sluppet helskindet gennem den Britiske censur, men om distributørens udgave er komplet er uvist, men så vidt jeg husker rummer den hollandske udgivelse et par scener mere end den engelske. From Beyond er ude komplet på dansk video under samme titel, men den engelske udgivelse fra Vestron har mistet 10 sek. The Evil Dead fra engelske Palace Video har mistet 1 min. og 6 sek., mens den danske udgivelse er komplet. The Curse er ude på engelsk video og den danske har fået titlen The Farm. The Unnamable er ude på engelske video i 2 versioner, Braveworlds er klippet med 37 sek. og Cineplex' er klippet med 21. sek. The Unnamable 2 er ude på dansk video med titlen Skabningen og den engelske video skulle også være komplet. Necronomicon og the Lurking Fear skulle begge være uklippede på engelsk video. In the Mouth of Madness er både ude på dansk og engelsk video.

Udvalgt filmografi:
Haunted Palace, the. Aka: Edgar Allan Poe's The Haunted Palace/ The Haunted Village. Roger Corman, 1963.
Die, Monster, Die!. Aka: The House at the End of the World/ Monster of Terror. Daniel Haller, 1965.
Shuttered Room, the. Aka: Blood Island. David Greene, 1967.
Incredible Invasion, the. Aka: Alien Terror/ Invasión siniestra/ Sinister Invasion. Jack Hill/ Juan Ibanez, 1968.
Crimson Cult, the. Aka: The Crimson Altar/ Curse of the Crimson Altar/ Curse of the Crimson Cult/ The Reincarnation/ Spirit of the Dead/ Witch House. Vernon Sewell, 1968.
Dunwich Horror, the. Daniel Haller, 1970.
Night Gallery (tv-series). Episoderne: Pickman's Model. Cool Air. Miss Lovecraft Sent Me. Professor Peabody's Last Lecture, 1970-71.
Zombiernes by (City of the Living Dead). Aka: Paura nella città dei morti viventi/ La Paura/ Gates of Hell/ Twilight of the Living Dead/ The Fear/ Fear in the City of the Living Dead. Lucio Fulci, 1980.
Music of Erich Zann, the. John Strysik, 1980.
Woodoo: Rædslernes hotel (Beyond, the). Aka: Seven Doors of Death/ L'Aldila'. Lucio Fulci, 1981.
Slagtehuset ved kirkegården (House by the Cemetery, the). Aka: Quella villa accanto al cimitero. Lucio Fulci, 1981.
Evil Dead, the. Sam Raimi, 1983.
Re-Animator. Stuart Gordon, 1985.
From Beyond. Stuart Gordon, 1986.
Farm, the (The Curse). David Keith, 1987.
Forever Evil. Roger Evans, 1987.
Unnamable, the. Aka: H.P. Lovecraft's The Unnamable. Jean-Paul Ouellette, 1988.
Bride of Re-Animator. Brian Yuzna, 1990.
Resurrected, the. Aka: Shatterbrain. Dan O'Bannion, 1992.
Skabningen (The Unnamable 2: The Statement of Randolph Carter). Aka: H.P. Lovecraft's The Unnamable Returns/ The Unnamable Returns. Jean-Paul Ouellette, 1993.
Outsider, the. Aaron Vanek, 1994.
Necronomicon. Aka: H.P. Lovecraft's Necronomicon, Book of the Dead. Brian Yuzna, Christopher Gans, Shusuki Kaneko, 1994.
Lurking Fear, the. C. Courtney Joyner, 1994.
Witch Hunt. Paul Schrader, 1994.
In the Mouth of Madness. Aka: John Carpenter's In the Mouth of Madness. John Carpenter, 1995.
Castle Freak. Stuart Gordon, 1995.
Return to Innsmouth. Aaron Vanek, 1999.

Fra oven: H.P. Lovecraft selv - stamfaderen til det kosmiske-gys. Avisreklame til den Daniel Hallers ujævne filmatisering af The Dunwich Horror (1970). Joseph Curven torturerer sine genoplivede emner i Dan O'Bannons suveræne filmatisering af romanen "The Case of Charles Dexter Ward": The Resurrected (1992). The Unnamable (1988) angriber i Jean-Paul Ouellettes filmatisering af "The Statement of Randolph Carter" og "The Unnamable".