LETTERBOXED, WIDESCREEN ELLER SCOPE?
Uncut har med tiden modtaget en del mails hvor læsere undrer sig over forskellene på de mange billedformater, der eksisterer, eller at letterboxede film oven i købet viser mindre billede end deres gamle full-frame VHSere. Og hvad er i øvrigt forskellene på Widescreen, Cinemascope, Letterboxed, anamorfisk video og anamorfisk i biograf? Hjælpen er nær, så hold på hat og briller når Uncut her gennemgår biograf-, video- og DVD-billedets mange afskygninger.

Det hele startede med Jonas Vognsens læserbrev i filmtidsskriftet Inferno #93/1-2. Den unge mand undrede sig over en tv-udgave af James Bond i ilden (Thunderball) (1965): "(..) man havde lagt widescreen på startteksterne, og jeg syntes, at den var meget bredere end billedet plejer at være, når det er widescreen. Jeg syntes også, at nogle biografer har bredere lærred end andre." Selvfølgelig startede forvirringen ikke i 1993, men eksemplet viser med al tydelighed, at problemet og spørgsmålet om en films korrekte bredde/højde eller format er eviggyldigt og har plaget filmfreaks stort set siden filmens fødsel. Og ja, det er en jungle at finde rundt i de forskellige formater og begreber. Mange video- og DVD-omslag kalder f.eks. gladeligt deres film for 'widescreen' selv om indholdet er i Scope-ratio. Så du er sikkert ikke den eneste, der er ved at blive rundtosset af kloge hoveder og uoplyste markedsføringsfolk, der alle har hver deres bud på, hvornår en film præcist er i sin korrekte ratio (allerede forvirret - bare rolig jeg vender tilbage til alle fagtermerne, som bliver forklaret indgående). Selv rutinerede filmconnaisseurs og samlere, der burde vide bedre, lever ofte i den tro at deres gamle full-frame-videooverførsler er mere komplette i forhold til nye og letterboxede DVD-udgivelser. Men er de nu også det?

LETTERBOXED
Et af de begreber folk oftest forvirres over er 'letterboxed', som på Uncut forkortes Lbx. Begrebet dækker over alle video og DVD-gengivelser hvor billedet har 'sorte bjælker' (typisk foroven og forneden - se ill. VIDEO OG DVD Letterboxed 2,35:1 og 1,85:1). Bjælkerne indrammer filmen og præsenterer den i den aspect ratio (forklares senere), som den pågældende instruktør og director of photography havde tænkt at filmen skulle ses i biografen. Dette betyder, at når et rektangulært billede i ratio 2,35:1 (Cinemascope - forklares senere) skal 'presses ind' på tv-skærmens mere firkantede billedformat 1,33:1, placeres billedet midt på skærmen med sorte bjælker foroven og forneden. Letterboxed-begrebet fortæller intet om, hvor store de sorte bjælker er (dvs. intet om ratioen), men blot at det drejer sig om en version 'med sorte bjælker'. Når en film somme tider omtales som 'halvt boxed', er det filmfreak-slang for, at gengivelsen ikke er i sin oprindelige ratio, men blot halvdelen. En Scope-film oprindelig filmet i 2,35:1 kan godt være udgivet i f.eks. 1,66:1, 1,75:1 eller 1,85:1, hvilket er bedre end ingenting, men billedet mangler så stadig noget i bredden, som skæres af under videooverførslen.
Selskaberne er efterhånden blevet bedre til at angive en films format som Letterboxed, efterfulgt af evt. data om ratio, eks. (Letterboxed - 1,85:1) og på DVD info om anamorfisk mulighed (16:9) - hvilket man i øvrigt aldrig skal stole på. (det anamorfiske vender jeg også tilbage til).

ASPECT RATIO - JUST THE FACTS
Hvis du ikke aner en døjt om filmformater, er du givetvis allerede forvirret. Lad os derfor tage det hele fra starten. Hvad havde filmfolkene oprindeligt tænkt sig med alle disse formater og ratios? Billedrammen eller formatets størrelse i bredde og højde kaldes 'format' eller 'aspect ratio' (eks. 1,66:1 eller 2,35:1 - altså bredde:højde) - eller ofte bare 'ratio'. Filmpionerer som Lumière og Edison fastlagde fra filmens fødsel filmbilledets ratio til 'tre til to' (3:2) hvilket blev til aspect ratio på 1,33:1 - præcis det rektangulære billede, som du kender fra et almindeligt tv. Allerede i 20erne drømte filmskabere om widescreen- eller 'bredformat'- billeder til at gengive storslåede landskaber og panoramaskud. Visse scener i Napoleon (1927) blev optaget og projiceret i tre billeder som 'sattes op' side om side. Dette var nu en besværlig proces og meget tidskrævende, da det af indlysende årsager f.eks. krævede, at de tre billeder var 100% synkrone.

Med lydfilmens indtog fra slutningen af 20erne blev billedet faktisk en smule smallere (1,17:1), fordi der nu skulle være plads på filmstrimlen til lydsporet. I 30erne blev branchen enige om den såkaldte Academy ratio (1,33:1) - som på de fleste prints (altså filmstrimler) faktisk er 1,37:1, men altid bliver kaldt 1,33:1 i praksis. Det bør også nævnes, at mange film den dag i dag faktisk bliver optaget i dette format (se ill. 35mm. Full-Frame - 1,33:1) - men mere om det senere. Dette format blev standardiseret verden over indtil midten af 50erne, hvor fjernsynet holdt sit indtog og blev standard-inventar i de mange hjem. Branchen ledte desperat efter nye måder at lokke folk i biografen og tog fat i filmskabernes gamle drøm om vilde panoramabilleder. Groft sagt - tre nye 'bredformater', eller aspect ratios, så dagens lys i 50erne: 'Europæisk' Widescreen (1,66:1), 'Amerikansk' Widescreen (1,85:1) (se ill. 35mm. Widescreen - 1,85:1) og Cinemascope - eller Scope i daglig tale (2,35:1) (se ill. 35mm. Cinemascope - 2,35:1), og er den dag i dag stadig de mest almindelige. I alt findes der idag omkring 10 forskellige formater eller aspect ratios - men de ovenfor nævnte er som sagt de mest almindelige.

WIDESCREEN VS. SCOPE
Widescreen-billederne er optaget på filmstrimlerne som de ses på lærredet eller skærmen – altså ikke anamorfisk, mens Scope, på grund af sin store bredde, under optagelsen ofte 'klemmes' med en 'anamorfisk linse', så billedet på filmstrimlen kun er halv bredde af det, på lærredet, viste. Dvs. at under projektionen i biografen vises filmen igen gennem en anamorfisk linse (omvendt proces) og får på lærredet den dobbelte bredde af det på filmstrimlen. Dette betyder også, at billedets skarphed i biografen faktisk kan fremstå som mindre skarp end Widescreen-formaterne, da området på filmstrimlen bliver bredt ud til omtrent det dobbelte på lærredet. En mulig løsning, som nogle få instruktører vælger, er at filme på 70mm med ratio (2,2:1), der er dobbelt så bred som en standard 35mm filmstrimmel. Men filmet uden brug af anamorfisk linse er mæt- og skarpheden på et sådant billede helt utrolig. Desværre er der kun få biografer i Danmark, der har valgt muligheden for at projicere 70mm film, og da filmen fylder dobbelt så meget som en alm. film, er dyrere at fremstille og vanskeliggør logistikken, vælger de fleste biografejere 35 mm. projektion. Desuden er det kun meget få film, som overhovedet filmes i 70mm formatet. Enkelte er faktisk optaget i standard anamorfisk 35mm (eksempelvis Camerons Titanic (1997)), men vises som salgsgimmick i 'uægte' 70mm. Hvor publikum dog ikke får ekstra valuta for spareskillingerne (skarpheden er stort set identisk med standard 35mm.), men det ser flot ud på annoncen.

Nogle Widescreen-film er forsynet med en afmaskering på filmstrimlen (se ill. 35mm. Widescreen - 1,85:1) - en såkaldt 'hard matte'. Denne afmaskering kan enten være fremstillet under optagelsen eller under trykningen af filmen. Det mest normale er dog, at afmaskeringen af billedet til Widescreen-billede foregår i kinomaskinen, der projicerer billedet ned på lærredet (se ill. 35mm. Full-Frame - 1,33:1). Dette betyder at billedet på filmstrimlen faktisk er full-frame (ca. 1,33:1), men pga. den såkaldte billedramme i kinomaskinen afmaskeret til 1,85:1 eller 1,66:1 på lærredet. I praksis betyder det, at der faktisk skæres noget af toppen og bunden af billedet, men filmen er netop optaget med dette forhold for øje, og filmoperatøren modtager med filmen information om i hvilken aspect ratio, filmen skal projiceres. Med en 'hard matte' får man altså altid den tilsigtede afmaskering, mens den ellers foregår i kinomaskinen og er afhængig af operatøren og apparaturet. Hvis filmen vises med en forkert afmaskering kan man se kulissekanter, mikrofoner etc. kigge ind i billedet. Det kan ligeledes være et problem, hvis underteksterne er trykt for højt på filmstrimlen. Mange operatører indstiller billedet efter teksterne, hvorfor publikum i et givet tilfælde undervejs i filmen ville kunne se mikrofoner og andre utilsigtede ting i billedet. Opdager du det i biffen, så fortæl det til operatøren, det er ikke sikkert at han/hun er opmærksom på problemet - og det er ikke filmen, det er galt med.

For filmconnaisseurs der vil have deres favoritfilm med hjem på DVD, Laserdisc og video, opstår det rigtige problem først i overførslen fra filmstrimmel til video - og det har ofte vist sig at være lidt af en videnskab at opspore film i deres korrekte formater. Og selskaberne excellerer virkelig i måder, de kan maltraktere en film på. Faktisk skulle man tro at de havde nedsat en division, hvis job udelukkende bestod i at gøre livet surt for filmfanatikere - ikke at forglemme filmskaberne. Sidney Pollack sagsøgte i midten af 90erne Danmarks Radio for at have vist hans film Tre døgn for Condor (Three Days of the Condor) (1975) i en beskåret pan&scan udgave.

De mest almindelige vederstyggeligheder filmene udsættes for undervejs fra filmstrimmel til video/DVD er:

Almindelig beskæring til 1,33:1 (se ill. VIDEO OG DVD. Beskæring): Billedet beskæres i kanterne for at tilpasses 1,33:1 tv-formatet. Meget almindeligt ved 'hard mattede' film. Nogle digitale filmoverførsler zoomer endda i billedet for nøjagtig at udvælge det sted hvor 'tingene sker'. Dette giver et kornet og uroligt billede, udover at der mangler noget – omtrend 28% af billedet i siderne. Tankegangen fra det sløsede filmselskabs side er: når filmen er hardmattet, vælger vi den del af billedet som skal vises i 1,33:1 for at udfylde hele tv-skærmen.

Pan&Scan (se ill. VIDEO OG DVD. Pan and Scan): Også kaldet pan-and-scan, PanScan og Panscanning. Et billedfelt der dækker tv-skærmens 1,33:1 aspect ratio udvælges fra 2,35:1 ratio billedet. Man kommer altså til at mangle omkring 43% af billedet i siderne. Typisk i siderne. I en indstilling med meget dialog ville man i en tredelt komposition, med én person til venstre, baggrund i midten og én person til højre, typisk se den midterste baggrund og hver persons skulder eller næse. Et alternativ er, at billedudsnittet/-feltet flyttes i pan&scan processen, således at man får en mekanisk og usmidig panorering, hvor kameraet i realiteten var stillestående. Somme tider klippes der også til den del af billedfeltet, hvor der er bevægelse eller tale, uanset om der fra starten af var bevægelse af kameraet eller klip.

Overførsel fra full-frame uden maskering (se ill. VIDEO OG DVD. Full-Frame): Den mest misforståede fejl - også filmfreaks tror, at de får mere for pengene. Filmens full-frame billede (1,33:1) overføres uden 'afmaskeringer' direkte til videoformatet uden hensyntagen til de afmaskeringer, der skulle fjerne uønskede kulissekanter, mikrofoner etc., som ville finde sted i kinomaskinen. Resultatet er et billedfelt i 1,33:1, hvor man simpelthen kan se for meget i top og bund. Det røde område (i ill. 35mm. Full-Frame), viser hvorledes beskæringen burde være. Mange tror fejlagtigt, at de sorte bjælker ved en evt. afmaskering er forstyrrende, da de jo fjerner noget af billedet. Det gør de også. Men de fjerner kun det, som instruktøren fra starten havde ment, at vi ikke skulle se. Så det er faktisk Full-frame billedet der er forkert. Det fornuftigste er at gå efter instruktør eller DP (Director of Photography) godkendte overførsler, så er man sikker på, at man hverken får for meget eller for lidt billede. Tankegangen fra det sløsede filmselskabs side er: når filmen nu alligevel på filmstrimlen er 1,33:1 (perfekt til tv-skærmen) hvorfor så gøre sig ulejligheden og letterboxe filmen for at skjule special effect-rester, boom-mikrofoner, lysarmatur etc. Publikum tror oftest, at det er instruktøren, der har begået en brøler.

Manglende anamorfot: Filmbilledet er ikke bredt ud til dens originale aspect ratio med en anamorfot linse (eks. 2,35:1), men bibeholdes, som det er på filmstrimlen (1,33:1). På skærmen ser det ud som om folk er høje eller strukket ud. Billedet er i realiteten kun ca. den halve bredde af, hvad det burde være.

Det bør også lige nævnes at anamorfisk DVD/video klemmer billedet sammen i top og bund, for at kunne udnytte 16:9- og widescreen-tv'ernes billedfelt og antal linjer optimalt. Biografernes anamorfot-linser har intet med denne proces at gøre.

Og så skal vi ikke glemme alle de andre unævnelige former for avanceret filmvoldtægt vores højtelskede medie udsættes for og som forpester filmelskerens hverdag - censur, speak på sluttekster, afskårne sluttekster, reklamepauser, opspeedede sluttekster, bannerreklamer på filmen og så videre. Men alle disse tiltag er jo blot udtryk for den eviggyldige kapitalistiske tommelfingerregel: "Money talks, culture walks!" Men det er jo en helt anden historie......

Caspar Vang (april 2002)

35mm. Widescreen - 1,85:1 (herover)
Billede med 'hard matte' - altså afmaskering af billedet på filmstrimlen - fra Francois Ozons Under sandet. Ved korrekt gengivelse i biografen vil kun den del af billedet, som er markeret med rødt, blive vist på lærredet (sammenlign med den beskårede version af samme billede længere nede).
De to streger til venstre for billedet er stereo-lydsporet. Det grumsede grå område, mellem perforeringshullerne - der gør at filmen kan trækkes gennem kinomaskinen er Dolby digital-lydsporet. DTS-lydspor følger med filmen på CD-rom og synkroniseres med billedet via et kodespor på filmstrimlen.

35mm. Full-Frame - 1,33:1 (herover og herunder)
Umaskeret billede fra 35 mm. filmstrimlen af Requiem for a Dream. Bemærk at billedet (mål selv efter) er i 'tv-format' 1,33:1, fordi det endnu ikke er blevet afmaskeret i kinomaskinen - det apparat der projicerer billedet ned på biograflærredet.
Når billedet afmaskeres korrekt til ratio 1,85:1, er det kun området markeret med rødt (herunder), som bliver vist på biograflærredet. Resten 'skæres fra'. Umiddelbart kan det virke som om der så mangler noget ved fremvisningen, men filmen er filmet med denne afmaskering eller afskæring i tankerne. Ved korrekt overførsel til video eller DVD (se længere nede), er der sat sorte bjælker ind i top og bund på billedet - for at man ikke skal se for meget. Ved forkert afmaskering på video og DVD vises hele billedet - og man får således meget mere end instruktøren ønsker med. Denne manglende afmaskering gør at man ofte kan se lysarmatur, kulissekanter, crew og lign. er synlige på forkert afmaskerede tv- og video/DVD-versioner.

35mm. Cinemascope - 2,35:1 (herover og herunder)
Filmstrimmel af anamorfisk cinemascope - fra traileren til Gone in 60 Seconds. Bemærk at billedet er 'klemt' i siderne. Når billedet projiceres ned på lærredet i biografen, får man, via en anamorfot linse, som 'breder billedet ud', en korrekt ratio i 2,35:1 (se herunder).

VIDEO OG DVD. Beskæring (herover)
Forkert afmasket billede fra Under sandet. Ved overførslen fra filmstrimlen, beskæres billedet med 25% i siderne for at kunne passe til TVets 1,33:1 billede. Sammenlign med det korrekt afmaskerede billede øverst og længere nede.

VIDEO OG DVD. Full-frame (herover)
Forkert afmasket billede fra Requiem for a Dream. I stedet for at afmaskere billedet med sorte bjælker for oven og for neden, er billedet gengivet i sin fulde højde. Dette betyder at alt markeret med gult bliver vist på skærmen. Sammenlign med den korrekte letterboxed beskæring længere nede.

VIDEO OG DVD. Pan and scan (herover)
Ved en Pan and Scan proces udvælges det med gult markerede område, som overføres til videoen og DVDens 1,33:1 version. Vi mister herved 43% af det originale billedes scope ratio. Sammenlign med den korrekte scope gengivelse herunder.

VIDEO OG DVD. Letterboxed 2,35:1 (herover)
Korrekt 2,35:1 gengivelse af scope-billedet, som det bør se ud på video eller DVD. Alt markeret med rødt vises og billedfeltet indkredses af de to bjælker i top og bund.

VIDEO OG DVD. Letterboxed 1,85:1 (herover)
Korrekt overførsel af full-frame billede fra Requiem for a Dream. Alt markeret med rødt gengives på tv-skærmen. Bemærk at der er placert sorte bjælker for oven og forneden i billedet som afskærer de dele af billedet som skulle være afmaskeret under biografforevisningen. Vi mister altså kun den del af billedet, som vi aldrig skulle have set.

Anvendt litteratur:
FILM ART - David Bordwell, Kristin Thompson, McGraw-Hill 1997
INFERNO - #93/1-2, Pedros Inferno 1993