Udvidet søgning
KRONIK: NYT BLOD
Af Nicolas Barbano, 2005

Vampyrfilm er en af verdens rigeste og mest varierede filmgenrer, og har siden filmmediets barndom været dyrket af filmskabere i alle lande. Genrens fascinationskraft kan opleves i den russiske vampyrfilm 'Mørkets vogtere' (2004), som har dansk premiere den 2. september. Trods sit overnaturlige element suger den tilskueren ind i et stort, fascinerende drama med klare politiske undertoner, i et univers som virtuost blander vestlige og østlige stiltræk. Allerede i premiereugen solgte 'Mørkets vogtere' billetter for 100 millioner dollars, og er i hjemlandet blevet den mest sete film nogensinde.

'Mørkets vogtere' er langt fra den eneste store vampyrfilm-succes, vi har set i de seneste år. Sidste år indspillede actiongyseren 'Van Helsing' over 300 millioner dollars, og i starten af 2005 var 'Blade: Trinity' nr. to på den danske biografhitliste. Vampyrfilm er ikke et nichefænomen men en del af populærmytologien, som alle mennesker kan forholde sig til på tværs af sprog og grænser. Alligevel er der kun lavet én dansk vampyrfilm, nemlig 'Nattens engel' (1998), som dårligt kan kaldes en rigtig film, idet den er klippet sammen af to selvfinansierede novellefilm.

Filmens instruktør, Shaky González, tilhører en generation, der ligesom mennesker i resten af den vestlige verden nyder fabulerende universer som 'Star Wars', 'Ringenes herre' og nu 'Mørkets vogtere'. Film, der kan defineres som populærmytologisk filmkunst, og som udmærker sig ved at tiltale et stort voksent publikum. Men hvor er disse værker, når vi kigger på den danske filmproduktion? Ach du lieber Augustin, alles ist væk, væk, væk! Er vi danskere virkelig blevet så kedelige? Eller er det noget der sker, når man går ind i filmbranchen? Uha, der kommer kulturministeren, nu må jeg sørge for, at jeg bliver taget seriøst! Sidder mit slips rigtigt?

I interviews hører man ofte udenlandske filmskabere juble over, hvordan den digitale teknik har ændret filmkunsten, at alt kan lade sig gøre nu: Kun fantasien sætter grænser! Det er mennesker, der lever i en verden uden Det Danske Filminstitut (DFI). Standardudtrykket, når man brainstormer i det danske filmmiljø, er: ”Kanon ide, men du får den aldrig igennem på instituttet”.

Vampyrjagt
Man behøver da heller ikke hyre et analyseinstitut for at gennemskue, at DFI foretrækker spillefilm, der foregår i et realistisk, nutidigt, hjemligt miljø. Som dansk filmskaber lærer man derfor hurtigt at følge normen. Selvcensur er vejen frem. Et meget effektivt system, med mindre man er den ulykkelige ejer af en løbsk fantasi. I historiebøgerne kan man læse om lande, hvor statsapparatet ensrettede kunsten med magtfulde, stalinistiske organisationer. Det minder i stigende grad om DFI, hvis repræsentanter har cirka samme forhold til eksempelvis vampyrfilm, som Hitler havde til ”dekadente” kunstformer såsom ekspressionisme.

Sammenligningen kan måske umiddelbart synes langt ude, men prøv at tænke over det: I ekspressionismen udtrykker kunstneren sine følelser via en ”urealistisk” afbildning af verden. Det samme gælder vampyrfilmen! Læg dertil, at den forkærlighed for livets mest grusomme sider, som vi oplever i vampyrfilmen, også optog de tyske ekspressionister. Det var da også netop bølgen af tysk ekspressionisme, der affødte vampyrfilmens første hovedværk, den tyske stumfilm 'Nosferatu' (1922). Historien om den blodsugende grev Orlok, der rejser ud i verden som Führer for en pestspredende rottehær, er blevet tolket som et forvarsel om nazismens magtgale erobringstrang. Var filmen blevet lavet i dag, ville man måske have set den som en metafor for Henning Camres rovglubske centralisering af den danske filmbranche med sig selv som ”despotisk” topfigur.

Jeg nævner det blot som eksempel på vampyrfilmens metaforiske anvendelighed. For selv om de fleste vampyrer angiveligt ikke har noget spejlbillede, er der noget arketypisk og ikonografisk over vampyrmyten, som kalder på dens slags refleksioner. Det er muligt, vampyren ikke kan spejle sig selv, men vi mennesker kan til gengæld spejle os i vampyren!

Dracula lever!
'Nosferatu' var en uofficiel filmatisering af Bram Stokers roman 'Dracula' (1897), der er udkommet talrige gange på dansk og næst efter Bibelen angiveligt er den mest solgte bog i verden. Stokers 'Dracula' definerer vampyren som et overnaturligt menneske, en 'udød” person, der får evigt liv ved at drikke blod, sover i en ligkiste, kan bekæmpes med kors, vievand, sollys og hvidløg, har spidse hjørnetænder og vandrer omkring i en kappe eller forvandler sig til en ulv eller flagermus.

'Dracula' er en af verdens mest filmatiserede bøger. Især skuespillerne Bela Lugosi og Christopher Lees fortolkninger af rollen har efterladt dybe spor i populærkulturen. Senest har Grev Dracula været skurken i biografsucceser som 'Van Helsing' (2004) og 'Blade: Trinity' (2005). Han har også en lille gæsterolle i 'Mørkets vogtere'. Og for få måneder siden åbnede der en gotisk indrettet Dracula-cafe på Vestergade 27 i København.

I Danmark har Dracula optrådt talrige gange på teatret, især via den muntre julecabaret 'Dracula or a Pain in the Neck', og en enkelt gang på tv, i miniserien 'Draculas ring' (1978) med Bent Børgesen. Men aldrig på film. En anden vampyrklassiker er Sheridan Le Fanus kortroman 'Carmilla' (1872), om en lesbisk vampyr, der hjemsøger heltindens drømme i skikkelse af en kat. I endnu højere grad end hos Stoker sætter 'Carmilla' fokus på vampyrmytens seksuelle aspekt, hvor blodsugningen har stærk seksuel karakter, en grænseoverskridende udveksling af kropsvæske ledsaget af smerte, nydelse, liv og død.

'Carmilla' har inspireret adskillige film, deriblandt Carl Th. Dreyers 'Vampyr' (1932). Det er karakteristisk, at Dreyer måtte til Tyskland for at lave sin film, der i dag regnes for et af filmhistoriens hovedværker. 'Vampyr' burde have været en dansk film!

Levende begravet
For nylig var jeg til 'Producenternes Dag' i Filmhuset. Det er sådan et lukket arrangement, hvor alle dem, der er inde i varmen, får insidertips om, hvordan de kan sikre sig, at det også fremover bliver dem, der får støtten. Jeg havde inviteret mig selv. Efter mødet var der en fin middag, hvor producenterne sad og gnubbede skuldre med konsulenterne. Ligesom alle andre steder handler det jo om at have forbindelserne i orden. Det har man efter sådan et arrangement. Hvis man er inviteret med.

Under selve mødet snakkede man bekymret om den åbenlyse metaltræthed i dansk film. Hvilken træthed, vil nogen måske spørge. Der sælges stadig mange billetter til danske film, er alt så ikke godt? Svaret er nej. Der er også et stort publikum til danske pornofilm, og det er ikke et udtryk for kvalitet. Vi danskere elsker bare at se film, hvor personerne taler dansk.

Sandheden er, at ensformigheden og vanetænkningen i dansk film vokser. Med 'Manderlay' (2005) er selv Lars von Trier begyndt at gentage sig selv. Hvor skal det ende? Fornyelsen i dansk film gisper efter vejret som en epileptiker, der vågner i sin kiste og opdager, at hun er blevet levende begravet.

Nyt blod
Jeg kaldte tidligere vampyrfilm for en af verdens rigeste og mest varierede filmgenrer. Modsat dansk film har vampyrgenren nemlig undgået alle spor af træthed via en aggressiv jagt på nye vinkler og - ikke mindst - nyt blod.

Der har været variationer som 'The Return of Doctor X' (1939), hvor Humphrey Bogart holder sig kunstigt i live ved hjælp af blodtransfusioner, 'The Thing from Another World' (1951), hvor polarforskere finder en flyvende tallerken med en vegetabilsk blodsuger, og David Cronenbergs 'Rabid' (1976), hvor pornostjernen Marilyn Chambers i sin armhule har en vagina med en fallos, hvormed hun penetrerer sine ofre, et herligt frontalsammenstød af metaforer. Genren har noget for enhver smag. I den muntre ende finder man bl.a. Roman Polanskis 'Vampyrernes nat' (1967), og kungfu-komedien 'Mr. Vampire' (1985), der indledte en hel serie om Kinas særlige epidemi af hoppende vampyrer!

Fra tv kender vi Joss Whedons tv-serie 'Buffy – vampyrernes skræk' (1997-2003), med Sarah Michelle Gellar som skolepigen, der patruljerer ondskabens akse i lillebyen Sunnydale. Seriens begavede mix af gys og satire har begejstret et stort, internationalt teenagepublikum. Og er man først bidt af vampyrer, bliver man aldrig for gammel. Blandt 90'ernes mest originale vampyrfilm hører Guillermo del Toros 'Cronos' (1993), hvor en rar, gammel apoteker vampyriseres af et alkymistisk urværk. 'Cronos' betyder 'tid', for vampyrmyten handler også om kampen mod det indre, biologiske ur, noget ethvert aldrende menneske kan forholde sig til.

Med Anne Rices roman 'Interview with the Vampire' (1976) opstod en postmoderne vampyrtype, der græmmes over sin blodtørst og grubler over sin egen natur. Da bogen i 1994 blev filmatiseret med Brad Pitt og Tom Cruise, havde den allerede inspireret mange vampyrfilm, såsom Kathryn Bigelows fremragende 'Near Dark' (1987), hvor en ung cowboy prøver at omstille sig til en skæbne som omrejsende, morderisk blodsuger. Vampyren er her et stærkt udtryk for det moderne menneskes kulturelle og ideologiske rodløshed.

Verdens dårligste filmlov
I det hele taget kan vampyrisme bruges som billede på alskens uvæsen. I Stephen King-filmatiseringen 'Night Flier' (1998) kommer en kynisk tabloidjournalist på sporet af en morderisk, flagermusagtig flypilot, men må erkende, at han selv i overført betydning er den værste form for blodsuger. Her er der vampyrjægeren og ikke vampyren, der er historiens egentlige skurk.

Følger man den tanke, når man på logisk vis til vampyren som helt. Et dugfrisk eksempel er Kate Beckinsale som heroisk vampyrsoldat i actionfilmen 'Underworld' (2003), en Romeo og Julie-variation med arvefjenderne Capulets og Montagues erstattet af vampyrer og varulve. 'Underworld' blev et stort internationalt hit, men hos DFI var sådan et projekt givetvis blevet afvist ud fra alle mulige overfladiske argumenter: Nye skuespillere? Det må vi lige snakke om! Debuterende instruktør? Tsk-tsk! Vampyrer? Varulve? Laver du grin med mig? Ud!!

Får man ikke støtte fra DFI, er man færdig med folkedans, for der er meget få alternative finansieringskilder. Hvem kan konkurrere med gratis penge? Så man holder sig til systemet, og lader systemet diktere arbejdsgangen. Hvorfor ikke? At være filmproducent i Danmark er den fedeste fidus i verden, man behøver ikke engang lave et hit, for overskuddet er inkluderet i filmstøtten, og der er intet krav om tilbagebetaling. Man skal bare lave de film, Filminstituttet synes, man skal lave, med deres foretrukne instruktører, skuespillere osv...

Set ud fra et kunstnerisk synspunkt har Danmark verdens dårligste filmlov, et velment statssystem som i praksis avler ensretning, selvcensur og frygt. Et nej til ens projekt er en dødsdom, for hvor går man så hen? I stedet for stærke, visionære enere reduceres talentmassen til en flok midtpunktssøgende hyklere, der ligger på knæ for konsulenterne på den mests ækle måde. Det er gået så vidt, at man nu sætter konsulentens navn på filmplakaten. Den der smører godt, kører godt, javist, men også i anerkendelse af, at det egentlig er konsulentens film, ikke instruktørens eller producentens.

Harald blodtand
At der efter 100 års filmhistorie kun er lavet én dansk vampyrfilm, taler sit eget sprog om filmstøtte til projekter af den type (og det gælder også den såkaldte 60/40-ordning). Men hvorfor er det egentlig, DFI ikke kan lide vampyrfilm?

Jeg tror, der er to årsager. Dels vil man gerne tages seriøst - og i selvhøjtidelige kredse er vampyrer altså ikke seriøse. Det samme gælder zombiefilm etc., plus naturligvis rumfilm, superheltefilm, eventyrfilm og i det hele taget film, hvor mytologiske visioner foldes ud på en underholdende måde. Til den slags ”umodent pjat” har man en kasse, der hedder 'børne- og ungdomsfilm'. Der er tale om en gennemskuelig form for snobberi, højt hævet over det faktum, at disse genrer over hele verden har et kæmpestort, voksent publikum.

Desuden er det vistnok noget med, at vampyrfilm opfattes som udansk, noget man bør overlade til Hollywood. Nu er vampyren faktisk et udpræget europæisk fænomen, med rødder i bl.a. asiatisk og afrikansk mytologi. Desuden er vampyrer en del af den danske kulturarv: Der optræder vampyrer i Saxos Danmarkskrønike, og i danske folkesagn fra 1800-tallet er der et nært slægtskab mellem vampyren og det danske sagnvæsen maren (hvorfra vi har ordet mareridt). Der er masser af friske, lokale ideer for en dansk filmskaber at gribe fat i.

Eksempelvis ville en vikinge-vampyr (Harald Blodtand?) nok være bersærker og således tage skikkelse af et bjørnevæsen frem for en ulv, når han med sine folk invaderede de engelske kystbyer for at suge blod af sakserne. Det kunne blive en original og vældigt underholdende horrorfilm, med vikingetidens problematikker anskuet fra en frisk vinkel. Eksempelvis konkurrencen fra den nye religion kristendommen, der også handler om evigt liv opnået ved hjælp af rituel bloddrikning. Det er her, mine kolleger plejer at sige: ”Kanon ide, men du får den aldrig igennem på instituttet!” Jovist, ånden er rede. Men branchen er svag.

Længe leve vampyrerne
Nu er det ikke sådan, at jeg tror, danske vampyrfilm ville være svaret på alle problemer. Men manglen på danske vampyrfilm er - ligesom bidmærkerne på vampyrofferets hals - symptom på et problem, der ikke bliver mindre af, at man ignorerer det. Jeg har skrevet denne kronik i misundelse over, at man i udlandet kan lave film som 'Mørkets vogtere'. Men jeg kunne have skrevet næsten præcis den samme kronik om alle mulige andre filmgenrer, der heller ikke er velansete herhjemme.

Jeg håber, det før eller siden vil lykkes at hamre en pæl gennem DFIs magt og snobberi. At filmskaberne vil nægte staten at trampe visionerne og eventyret ihjel. Hvis DFI siger nej, så gør som Dreyer og lav filmen i udlandet. Det er på høje tid at vise tænder og lade pendulet svinge i en ny retning.

Dansk film har brug for et mentalt kvantespring, hvor man indser det usunde i, at en hel kunstform kontrolleres af staten via én organisation, som udvælger sine favoritter og gang på gang afviser al kritik. Filmkunst bør ikke være en dialog mellem branchen og staten, men mellem filmskaberen og publikum.

Død over DFI (Matt.7,19) og længe leve vampyrerne!

Kronikken har tidligere været bragt i Dagbladet Politiken den 20. juli 2005 i let bearbejdet form.


Et rituelt blodbad i Guillermo del Toros vampyrfilm 'Blade II'. På relieffet ses den romerske gud Mithra, der slagter verdenstyren og via dens blod skænker menigheden evigt liv. Vampyrfilm har dybe rødder i forrige kulturers verdensforståelse og når alligevel et stort, nutidigt publikum.

Vi ser gerne dine synspunkter på Nicolas' kronik på Uncuts forum www.forum.uncut.dk og en variation af kronikken, Fabulerende film... (denne gang om zombiefilm), kan læses og kommenteres på www.dfi-debat.dk

uncut.dk | 2006 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven