Udvidet søgning
LARS GORZELAK PEDERSEN TOP10:
BLODSUGERE, DÆMONER OG HITCHCOCK
CANDYMAN
Inst.: Bernard Rose, 1992

Clive Barker-filmatiseringen Candyman, baseret på novellen The Forbidden, kom i kølvandet på slutfirsernes splatterbølge og var en tiltrængt påmindelse om, at horror-genren kan andet end at være smattet og selvironisk. Meget af filmens melankolske, udpræget lyriske stemning må tilskrives det hypnotiske score af Philip Glass, som effektivt fremmaner barndommens særlige uhygge – samt en alvorsfuld hovedrollepræstation af Virginia Madsen, der her giver sin bedste rollefortolkning til dato. Desværre har alle fortsættelserne skuffet fælt.
Læs Uncuts review af Candyman.

EXORCISTEN III
Inst.: William Peter Blatty, 1990

I den noget forsinkede sequel til John Boormans box office-katastrofe Exorcist II: The Heretic indtager William Peter Blatty, forfatteren til den oprindelige Exorcist-bog, selv instruktør-roret. Resultatet er seriens mest uhyggelige film. Fans af originalen vil måske indvende, at eksorcisme kun spiller en meget perifer rolle i filmen, og det vil være svært at sige dem imod – det er, som om Blatty har sat sig for at lave en film, der handler om alt muligt andet end de to foregående. Meget godt kan siges om Friedkins etter, men det er svært at komme udenom, at den var rent vrøvl fra ende til anden. Exorcist III, derimod, fører besættelsestanken ud af det religiøse og ind i psykologien og handler først og fremmest om neuroser, racisme, ensomhed, ”the numbing of the moral sense” og andre former for indre dæmoni. Filmen er utænkelig uden George C. Scott i hovedrollen, som giver en – synes jeg – dybt rørende præstation.
Læs Uncuts review af Eksorcisten III.

JERNHÅNDEN I RÆDSELSNATTEN (SEI DONNE PER L'ASSASSINO)
Inst.: Mario Bava, 1964

Bavas tidlige prototype på en slasher-film blev – set i bakspejlet, og på godt og ondt – til et forvarsel om things to come i gyserregi, og jeg har umiddelbart – udover Hitchcocks Psycho – vanskeligt ved at komme i tanke om en gyserfilm, som i dén grad var på forkant med sin tid. For mig er Sei donne per l'assassino indbegrebet af pulp – en gulnet, makaber fiktion, der peger direkte ind i sjælens mørkeste dybder. Holdt i knaldhårde, vibrerende, sexdryppende farver, som i et gammelt ugeblad.
Læs Uncuts review af Jernhånden i rædselsnatten.

DØDENS HOSPITAL (SESSION 9)
Inst.: Brad Anderson, 2001

Session 9 blev på dansk markedsført som Dødens hospital, hvilket rimeligvis kunne få én til at forveksle den med den million andre skrækfilm, der også har fået titlen ”Dødens whatever”. Men tag ikke fejl: virkelighedsvrangvridende gyserfilm som Session 9 kan tælles på én hånd hos din video-dealer – og Brad Andersons kryptiske hospitalsgyser vil, hvis der er nogen retfærdighed til, gå over i historien som en af 2000-årtiets mest mindeværdige skrækfilm. Monstre, kannibaler og psykopater med tårnhøj IK er, når alt kommer til alt, tegneseriestof. Men det her er film om, hvordan virkelige mennesker knækker. Se den alene og forbered dig så ellers på at ligge vågen om natten.
Læs Uncuts review af Dødens hospital.

DØDSFÆLDEN (DEATH TRAP)
Inst.: Sidney Lumet, 1982

Det er måske lidt en tilsnigelse at inkludere Sidney Lumets krimikomedie Deathtrap – baseret på Ira Levins skuespil – i en horror-top-10, men filmen anvender gyserscenografiske virkemidler og føles i høj grad som en ”midnatstimefilm” – så mon ikke det går an. Jeg har intet forhold til Lumet som instruktør og kan ikke påstå, at hans film i almindelighed interesserer mig – men jeg er til gengæld begejstret for kammerspil, og Deathtrap er det endegyldige eksemplar af slagsen. Fremragende hovedrollepræstationer af Christopher Reeve, Michael Caine og Dyan Cannon er nok til, at jeg vil se igennem fingre med synske ”Helga ten Dorp”. Jeg har, vil jeg tro, set filmen de første 10 gange og kommer helt sikkert til det igen.

ONDSKABENS HAVE (LAIR OF THE WHITE WORM)
Inst.: Ken Russell, 1988

Ken Russell og The Devils høres som oftest nævnt i samme sætning – men for mig hedder Russells hovedværk The Lair of the White Worm, en mørk og visuel meta-eventyrfilm, hvor handlingen spinder sig selvbevidst ind og ud af de fælleskulturelle religiøse myter og forklædte seksuelle drifter, der som oftest udgør gysergenrens stof. Der er, kan man vist godt sige uden at svinge sig for højt op, tale om filmkunst med et filosofisk snit, og en betydelig del af fornøjelsen ved at se filmen skyldes dens indforståede (og lidt perverse) insisteren på, at ondskaben også har sin spiritualitet, godheden sin kropslighed. (Og at de to måske i øvrigt slet ikke er det, de giver sig ud for at være.) The Lair of the White Worm er både morsom, sexet og uhyggelig, men er først og fremmest seværdig, fordi den ikke rigtigt ligner noget andet – og det er, trods alt, ret få film, man kan sige dét om.
Læs Uncuts review af Onsdkabens have.

PSYCHO
Inst.: Alfred Hitchcock, 1960

Hitchcocks mesterværk er, om ikke det vigtigste så i hvert fald det mest omdiskuterede (og oftest citerede) værk i horror-filmens historie overhovedet – men hvad der gør Psycho til en virkelig klassiker er ikke mængden af litteratur, der er skrevet om den, men derimod det forbløffende faktum, at den ikke fremstår forældet næsten 50 år efter dens premiere, og at dens underholdningsværdi ikke synes at forringes det fjerneste efter utallige gennemsyn. Helt og aldeles uomgængelig – horror-filmen blev aldrig mere den samme.
Læs Uncuts review af Psycho.

TALES FROM THE CRYPT: DEMON KNIGHT
Inst.: Ernest Dickerson, 1995

Der er mange titler, der måske bedre ville fortjene en plads på favoritlisten end Demon Knight. The Wicker Man for eksempel – som i al fald er mere begavet. På den anden side kan jeg ikke med på hånden på hjertet sige, at jeg synes, den er mere underholdende. Jeg holder umådeligt meget af denne kvikke, fornøjelige Crypt-filmatisering – som for mig fremstår som noget nær den ultimative drengerøvsfilm. Der er ingen spændingsopbygning, karaktertegning eller forsøg på at mestre antydningens kunst – kun veloplagt exploitation fra første minut og en ekstraordinært seværdig larger-than-life-skurk fra Billy Zane som den titulære dæmonridder.

TENEBRAE: TERROR UDEN GRÆNSER (TENEBRE)
Inst.: Dario Argento, 1982

Argentos bedste er en kompliceret giallo, hvis plot er spundet omkring det Conan Doyle'ske credo "When you have eliminated the impossible, whatever remains, however improbable, must be the truth", og hvis let futuristiske landskab er præsenteret i insisterende dagslys, der tjener til at understrege filmens altomfattende, psykiske mørke. Filmkunst på højt plan.
Læs Uncuts review af Tenebrae.

VAMPYRJÆGERNE (CAPTAIN KRONOS: VAMPIRE HUNTER)
Inst.: Brian Clemens, 1974

Ingen anstændig gyser-top-10 uden en Hammer-film, og den bedste af slagsen hedder – måske – Captain Kronos. Vampyrjægeren defilerer som en anden Robin Hood rundt i skovene og beskytter de blomsterplukkende ungmøer fra en ny type vampyrer, der ikke suger blod, men ungdom. Filmen stammer fra selskabets sene periode, hvor desperationen efter nye vinkler på gammelt stof resulterede i til tider bizarre hybrid-ideer; men i Kronos' tilfælde er afvigelsen fra den gamle formular altså gået godt. Instruktøren Brian Clemens kender man bl.a. fra The Avengers, og den visuelle legelyst fra denne serie er videreført i Kronos, hvor billedsiden af og til sågar tenderer det lyriske. Jeg holder af filmen ikke mindst pga. Caroline Munro, som er i sit sexede es (… hvornår er hun ikke det?), men også fordi, det er en god feelgood-film. Kaptajn Kronos kan det hele. Tænk på det på skovstien, næste gang du plukker svampe og møder en mørk skikkelse, som er ude efter dine ungdomssafter.
Læs Uncuts review af Vampyrjægerne.

Her finder du uncutskribenters top10-lister:
Kasper Heftholm Kristensen
Caspar Vang
Thure Munkholm
Lars Gorzelak Pedersen
Jens Hollesen
Jakob Skøtt
Kim Bruun Dreyer
Martin Weinreich
Kristoffer Ovesen
Kristian Roldsgaard Jensen
Søren Hardy Rasmussen
Mikkel Harris
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven