DARIO ARGENTO
Mini bio- og filmografi af Caspar Vang
Artiklen indeholder afslørende information om filmene.

Dario Argento is simply the best there is in the genre. John Ford made westerns, Dario makes horror movies".
James Russo skuespiller i Trauma.

Den italienske horror-producer-manuskriptforfatter-skuespiller-instruktør Dario Argento, der er blevet kaldt lige fra talentløs til "The Visconti og Violence", "De Sica of Sickness", "Capra of Carnage" og "Godard of Gore", er en størrelse som ikke er til at komme uden om når vi taler auteurs inden for genren, om ikke andet så fordi han forstår at sætte sit umiskendelige udtryk og stil på hvilket som helst materiale, omgiver sig med de samme filmfolk, musikere, assistenter og effektfolk, film efter film og aldrig går på kompromis med han til tider ret besynderlige men altid ubehagelige visioner. De fleste kendere og fans har sandsynligvis et mere eller mindre ambivalent forhold til den italienske giallo-mester, ikke mindst fordi hans film er så utilslørede dekonstruktive, til tider surrealistiske og nærmest anti-logiske i deres udtryk. Hvilket ofte kan, og bliver, misforstås som komplet dilettantisk. Selv om enkelte af hans film ganske vist rummer masser af forvåsede elementer, er det en misforståelse at Argento er en instruktør som fokuserer på det stilistiske og ikke bekymrer sig om handlingen - for i de bedste af hans film, væves de stilistiske træk som kendetegner Argento, tæt sammen med hans narration, i en uadskillelig symbiose.
Lidt urimeligt for begge parter, har Argento fået den utrøstelige titel som "Italiens Hitchcock". For selv om begge parter benytter sig af stærkt personlige stilistiske træk i deres mise en scéne og en mareridtsagtig suspense i manuskripterne, er der tale om to meget forskellige filmbegavelser. Hvor Hitchcock ofte læner sig op af antydningen og publikums angst for begivenhedernes gang, etableret gennem afsløringer som publikum får serveret, men som filmens hovedpersoner er uvidende om, chokerer Argento sit publikum gennem eksplicit dvælen ved personers angst og lidelser i og op til dødsøjeblikket, og hvor Hitchcocks er kontinuitetens mester og hans manuskripter er mesterligt, logisk konstruerede, grænsende til det fortænkte, besidder Argentos flamboyante og avantgardistiske billeder, en surrealistisk, besynderlig tilfældig begivenheds skildring og anti-kausal afvikling af plottet, for i Argentos univers er alt tvetydigt, intet er hvad det syntes at være og den næsten altid ukendte morder er altid lige om hjørnet, ventende med kniv, garrotte, hvæsende stemme, stønnende åndedræt, sorte handsker og subjektiv kameraføring.

På nær enkelte afvigere holder Argento sig til genren og selv om der er tydeligt tematiske ligheder i hans film, er han tydeligvis en filmskaber, der på godt og ondt, konstant er i udvikling, selv efter 13 genrefilm som instruktør, og en karriere som har strukket sig over 30 år. Argentos indflydelse på genren har været vægtig, særligt i 70erne og 80erne. Ikke alene har hans stilistiske udfoldelser (der selv tydeligst er inspireret af Mario Bava og Riccardo Freda) inspireret mange nyere filmskabere, men det er lykkedes ham at dekonstruere den stereotype psykopatiske morder, som blev populær i 60erne med William Castle og Alfred Hitchcock - i Argentos film har morderen intet typisk "ansigt" og den fordrejede seksualitet, og seksuelt inducerede psykopati, kan lure bag hvilken som helst facade, bag hvilket som helst ansigt og bag hvilken som helst normalitet. Selv protagonisten er ikke sikker i Argentos univers - men gennemgår en fundamental forandring under mødet med det syge sind, det være sig identifikation (Four Flies on Grey Velvet, Tenebrae, The Stendhal Syndrome), en nærmest pervers tiltrækning mod mysteriet (Bird with the Crystal Plumage, The Cat O'Nine Tails) eller et nærmest surrealt, eventyragtig tab af uskyld (Suspiria, Phenomena, Opera), film som alle dikterer Argentos fascination af fortidens synder og det fortrængte som indhenter nutiden og skaber et nødvendigt og uundgåeligt kaos i facaden. Argentos introducerede ligeledes et bredere publikum for den moderne giallo, direkte inspireret af kriminal-horrorfilm fra 60erne som f.eks. Mario Bavas Blood and Black Lace. Gialli er fundamentalt klassiske kriminalmysterier - giallo betyder gul på italiensk og refererer til den farve papir som underlødige krimi-paperbacks blev trykt på.
Argento bruger sjældent sex i sine film på samme hyper-stiliserede vis som man typisk ser i amerikanske film. Hos Argento er konventionel sex enten spæde, famlende forsøg på kontakt mellem splittede mennesker (The Cat O'Nine Tails, Four Flies on Grey Velvet) eller utilstrækkeligt for de mennesker som har været i berøring med psykopatien (Opera, The Stendhal Syndrome). Humor er (heldigvis) også en sjælden ingrediens hos Argento. Særligt i hans tidlige film, forsøger han tegne karakterne tydeligere ved besynderlig dialog, som samtidig skal virke som en humoristisk forløsning. Heldigvis besidder hans film sjældent en ironisk distance til sin tematik, hvorved humoren bliver, enten totalt uforståelig (for den uindviede?) eller fatalt dårligt timet (eks. Phantom of the Opera).


Argentos stil er symptomatisk for hele hans produktion. POV (Point of view shots) fra morderens øjne, hjerne, kniv osv. er gennemgående for hele hans værk og bizarre extreme-close-ups af "umulige" visualiseringer gribes virtuost an lige fra morderens iris og pupil og dennes hænder om elevatorkablet i The Cat O' Nine Tails, kniven gennem heksens hals i Suspiria, projektilet som skydes gennem dørspionen i Opera, til genafspejlingen af morderen i et flyvende projektil i The Stendhal Syndrome (ikke tilstede i UK udgivelse), kameraet bevæger sig glidende med lange tracking ture eller crane-shots, som den forbløffende tur over et hus i Tenebrae og stemningen over skoven i indledningen af Phenomena - og hans billeders teksturer er som regel kolde, bare, skarpe og badet i mættede farver - tydeligst i de røde og blå flader som dominerer Suspiria.
Et andet usædvanligt, men oftere mislykket element, som gentages i Argentos hovedværker er hans blanding af finkulturel orkestral musik og underlødig trash-heavy-metal, hvor hans volds eksesser akkompagneres af Verdi i Inferno og malplaceret larm i Phenomena og Opera. Volden i Argentos film er unægtelig langt mere brutal end man er vandt til fra traditionelle thrillers og faktisk langt blodigere end de fleste horrorfilm - stærk iscenesat i aggressive præcise closeups og visualiseret af kompetente effektfolk som Germano Natali, Carlo Rambaldi, Antonio & Giovanni Corridori, Sergio Stivaletti og Tom Savini.

Dario Argento, søn af den italienske filmproducer Salvatore Argento, blev født i 1943. Han startede sin karriere inden for mediet som filmkritikker. Dette opgav han hurtigt, blev assistent for horrormeister Mario Bava og senere fuldtids manuskriptforfatter - og co-writer med Bernardo Bertolucci og Sergio Leone på westernklassikeren Once Upon a Time in the West (68). Senere skulle Argento selv blive mentor for Luigi Cozzi, Michele Soavi og Mario Bavas søn - Lamberto Bava.


The Bird with the Crystal Plumage - Morderen med ragekniven.
Argentos debut som instruktør, blev den skoledannende giallo The Bird with the Crystal Plumage (69), som med sin kryptiske titel, lokkede publikum over hele verden i biografen og selv blev inspiration til en hel række af film med mystiske dyrearter i titlen, heriblandt Argentos egne The Cat O'Nine Tails og Four Flies on Grey Velvet, der kun giver mening ved gennemsyn af filmen, men absolut intet indikerer om filmens handling eller genre (selv om den kryptiske titel indikerer at der er tale om en giallo) - men også titler som Seven Deaths in the Cat's Eye, Scorpion with Two Tails, Don't Torture a Duckling, A Lizard in a Woman's Skin og The Black Belly of the Tarantula, antyder en vis inspiration fra Argento. Filmens story er direkte inspireret af Frederic Browns bog The Screaming Mimi og ligesom i bogen er filmens udgangspunkt et objekt, der virker som katalysator for det fortrængte traume og resulterer i psykopati - i Argentos udlægning af historien bliver et maleri udgangspunktet for flere mord og nøglen til mysteriet.
En sen aften bliver forfatteren Sam (Tony Musante) vidne til et grusomt angreb mod en ung kvinde i et kunstgalleri. Fanget mellem to glasruder må han hjælpeløst se til, mens kvinden (Eva Renzi) vrider sig på gulvet i galleriet. Mødet med det uforklarlige skubber Sam ud af hans "writersblock", men han kan ikke glemme at han så noget i galleriet den aften, som han ikke kan få til at passe sammen med begivenhedernes gang. Han finder et billede i et nærliggende antikvariat, som han kæder til mordet og inden længe er han og hans veninde (Suzy Kendall) i morderens søgelys.
The Bird with the Crystal Plumage er absolut Argentos bedste af hans tidlige mordmysterier og tillige en forrygende debut film. Filmen lægger ikke skjul på at dens eneste ærinde er at chokere publikum mest muligt og utilsløret tage dem ved næsen gennem stiliseret, manipulerende klipning, flot kameraarbejde af Vittorio Storaro og en, allerede her, kryptisk, lettere surreal dekonstruktiv narration. Filmens tekstur er mættet med visuel flamboyance, som indeholder reminiscenser til Bava (uden de overdrevne farve paletter), men foregriber hyperrealismen (det overvirkeligt kunstige) i Tenebrae. I Argentos tidlige film kan anes den senere tendens til at lade grusomme handlinger og eksplicit stiliseret vold, fungere som en aktiv del af narrationen. Et stilistisk træk som filmene ikke kunne fungere uden, tidligst rendyrket i sin form i William Friedkins Eksorcisten, David Cronenbergs Shivers og George A. Romeros Dawn of the Dead. Argento kobler den visuelle brutalitet som George A. Romeros Night of the Living Dead lægger for dagen, med Bava og Hitchcocks choktaktik og præsenterer grusomme mord med eksplicit dvælen, i closeups på volden akkompagneret af ultralydige effekter, som f.eks. en rageknivs væmmelige susen i luften, da en kvinde forgæves forsøger at værge for sig. Filmen introducerer foruden en konsistent stil, med extreme-closeups af morderens øjne, besynderlige stroboskopsagtige klip under sceneskift - som effektivt fletter to adskilte tidrum sammen - og et gennemgående tema hos Argento (et direkte lån fra Bava): den sortklædte morder, med hat og sorte handsker (spillet af Argento selv) - ligesom illusionen om morderens identitet (William Castles Homicidal, Hitchcocks Psycho og De Palmas Dressed to Kill) vendes på hovedet i slutningen af filmen, hvor den "virkelige" morder afsløres. Bare rolig den titulære fugl optræder i filmens plot og er en vigtig del til lokalisering af morderens opholdssted.


The Cat O'Nine Tails - Den nihalede fortællestruktur.
Anderledes forholder det sig med Argentos anden film The Cat O'Nine Tails (70), hvor den eneste forbindelse titlen har til plottet er et besynderligt simili, fremlagt af den blinde amatør detektiv Franco Arno (Karl Malden), som sammenligner et mordmysterium med en ni halet kat, det sadomasochistiske element i jagten på en morder. Filmen er ganske interessant, men det virker her som om Argento ikke helt har tag om plottets sammensætning. Dog udviser han en evne til, overraskende at vende publikums forventning til plot udviklingen og stereotyper, mod dem selv. Franco Arno er, på trods af hans handikap ikke en svag person, og det er da også ham som endeligt får gjort kål på morderen i filmens slutning. På et tidspunkt i filmen mistænker protagonisten sågar (og derved også publikum) Arno for at være morderen, på grund af hans aggressive og handlekraftige opførsel. Filmens plot er inspireret af den engelske thriller Twisted Nerve, som også benytter sig af en "double 'Y' chromosome" morder, og Robert Siodmaks Vindeltrappen (The Spiral Staircase) som også har en handlekraftig og handikappet protagonist.
Filmens handling udspilles omkring den blinde Franco Arno, som er tidligere journalist og nu bruger tiden på at samle krydsord. En aften går han langs gaden, sammen med hans lille niece Lori (Cinzia de Carolis). De overhører ordet "blackmail" i en samtale mellem to mænd i en bil, og den næste dag erfarer de, at der var indbrud i "Terzi instituttet" som de passerede. Doktor Calabresi, som var den ene af mændene i bilen, bliver skubbet i døden foran et tog. En begivenhed som tilfældigvis bliver fotograferet. Arno og den lokale journalist Carlo Giordani (James Franciscus), lægger deres hjerne sammen og forsøger at løse mysteriet, ved at undersøge medarbejdernes og instituttets baggrund. De nuværende projekter på instituttet inkluderer en undersøgelse af XYY kromosom kombinationen. Individer med denne kombination er prædisponerede for at blive mordere, og efter en undersøgelse af medarbejderne, forsøger morderen nu at skjule hans genetisk skæbne - ironisk nok ved mord. Det eneste spor som Arno og Carlo har, er skjult i et smykke som Dr. Calabresis forlovede (der også bliver myrdet) har på i graven. De bliver dog nødt til aflevere smykket til morderen, som har kidnappet Lori. Da Arno erfarer fra morderen, at denne har myrdet Lori, smider han ham i døden i en elevatorskakt. Filmen slutter med Loris stemme som kalder på Arno fra skakten. Om hun virkelig er død, ved vi ikke eftersom stemmen kunne være en indbildning i Arnos fantasi.
Filmen er naturligvis fyldt med subplots og intertekstualitet, men det kan ofte være svært at se hvor Argento vil hen med det hele, eftersom filmen er unødvendig kryptisk og aldrig rigtig fascinerer eller chokerer, og twist på twist og subplot på subplot, kan være ret trættende, selv for den mest hengivne fan. Erico Menczers fotografering, som arbejder videre med Argentos ultra-closeups af morderens øjne, og benytter meget lys, hvilket giver filmen flotte skarpe strukturer, er nævneværdig, mens Ennio Morricones score generelt er en smule overvurderet. Det bør vel også nævnes at filmen er en af Argentos mest deprimerende, misantropiske og kyniske.


Four Flies on Grey Velvet - Det fantastiske kamera.
Den videnskabelige del af plottet, som tydeligvis har fascineret Argento i The Cat O'Nine Tails, udvikles i hans næste film Four Flies on Grey Velvet (71), til en utroværdig del af plottet, som filmens mysterium ikke kan løses foruden. Et fotografi-apparat som kan fange billedet fra et dødt menneskes nethinde - det sidste de så i levende live. Filmen konkluderer instruktørens "animal trilogy", en forbindelse som dog blot skabes gennem titlerne - der syntes at være god markedsføring. Stilistisk går Argento et skridt videre og benytter sig i vid udstrækning af ultra-closeups og slowmotion sekvenser. Dette fungerer fint med filmens kryptiske og meget mørke billedekompositioner (hvilket også skyldes et meget slidt master-print, til den amerikanske kopi som er i omløb) og den mere lineære narration end i hans tidligere film - krydret med flotte og udtryksfulde drømmesekvenser.
Plottet i Four Flies on Grey Velvet cirkler, ligesom The Bird with the Crystal Plumage, omkring en kunstner. Efter en øvesession med sit band, forlader musikeren Roberto Tobias (Michael Brandon) studiet og føler sig forfulgt. Han ser en fremmed, som har fulgt efter ham i flere uger. Han forfølger den fremmede gennem Roms snørklede gader, indtil han konfronterer manden i en tom teaterbygning. Under den efterfølgende kamp, bliver manden stukket ned af sin egen kniv og til Robertos rædsel, er hele scenen fotograferet af en anden maskeret fremmed. Roberto flygter i panik og modtager de følgende dage fotos af drabet med posten, den døde mands visitkort og den maskerede skikkelse bryder ind i hans hus og hvisker trusler med uhyggelig hæs stemme. Roberto er ude af sig selv og betror sig til hans unge kone Nina (Mimsy Farmer) og hans excentriske ven Godfrey (Carlo Pedersoli bedre kendt herhjemme som Bud Spencer), som foreslår at han hyrer en privatdetektiv til at se på sagen - hvorimod Nina foreslår en psykiater. Detektiven myrdes, inden han kan afsløre han opdagelser og stuepigen som forsøger at afpresse morderen, hvis identitet hun kender, lider samme skæbne. Det viser sig, ikke overraskende, at den fremmede mands død i teateret var et bluf nummer. Men han myrdes også inden han kan formidle sin viden. Roberto føler morderen ånde ham i nakken og sender Nina bort - for hendes egen skyld, eftersom han nærmest har affundet sig med sin skæbne. Roberto har herefter en affære med Ninas kusine Dalia (Francine Racette), som (overraskelse) også myrdes. Patologen tager med et særligt kamera (her rabler det virkelig for Argento og manuskriptforfatter Luigi Cozzi) et fotografi af Dalias nethinder. Billedet viser fire fluer på række. Roberto afventer nedtrykt sin skæbne i hans mørke lejlighed, klyngende til sin pistol. Morderen dukker ikke op - det gør i stedet Nina, som har et smykke dinglende om halsen (fluen). Nina får fat i hans pistol og er tydeligvis sindssyg. Hun har projiceret sit had (kærlighed) til sin fader over på Roberto. Faderen fik hende lås inde på et sindssyge hospital, fordi hun ikke var en dreng. Faderen døde under hendes ophold og for at hævne sig, giftede hun sig med en mand som lignede ham. Godfrey (God) ankommer tidsnok til at redde Roberto. Nina flygter og omkommer da hun kører sin bil op bag i en lastvogn, hvilket vises i slowmotion.
Filmen er så absolut seværdig. Mest for Argentos håndværksmæssige kompetence og evne til at portrættere dystre scenerier og sindsstemninger. Morricones musik, er i højere grad end tidligere blot en fodnote - som primært fungerer som standart suspense musik. Problemer med produktionsselskabet, omkring distribution og casting gjorde dog, at Argento tydeligvis ikke har haft hjertet helt med i filmens tilblivelse - og derfor forekommer den ofte konstrueret og mekanisk - Argento på ren rutine. Et aspekt som sandelig ikke overskygger hans næste genre film Deep Red, som skulle markere et helt nyt syn på, hvad der skal til for at skræmme folk.


Deep Red - Den mekaniske dukke og dybrøde mord.
Med sin næste film, Profondo rosso eller Deep Red (75) som den er bedre kendt som, fjerner Argento sig fra kriminalmysteriet, for at nærme sig den rendyrkede horrorfilm. Samtidig bliver filmens plot tiltagende anti-lineært og fjerner sig fra den, relativt simple kontinuitet som hans tidlige film benytter sig af. Ligeledes benytter han sig i stigende grad af irrationelle situationer (en mekanisk dukke med tilhørende latter), til at understrege filmens mareridtsstemning og syntes til tider (eller ofte afhængig af hvor tilgivende man er) direkte anti-kausal. Denne antikausalitet er naturlig et aktivt, stemningssættende, element indskrevet i narrationen, som Argento bruger til at skræmme sit publikum mest muligt. Et element han skulle drive til grænsen (og hinsides) i hans to følgende film: Suspiria og Inferno. Handlingen i Deep Red fokuserer lige så meget på fysiske voldssekvenser og chok, som sit ganske glimrende giallo plot, om opklaringen af nogle brutale mord i Rom. I hvad der nærmest må betegnes som et frontalangreb på publikums sanser, koncentrerer Argento sig så meget om filmens stilistiske elementer, at han undgår de fleste genre klichéer, hvilket igen bevirker at filmen fremstår som ganske fornyende og frisk - en hyldest til iscenesættelsen af den æstetiske smukke død.
Splittet mellem genrens klassikere, bl.a. Mario Bavas Blood and Black Lace (64) og Michelangelo Antonionis Blow-up (66) og post-Night of the Living Dead (68) domineret territorium, med eksplicit dvælen ved voldelige sekvenser, kan Deep Red læses som men overgangs film for Argento. En Grand Guignol opvisning i makaber dødsfikseret brutalitet og sadisme - der bevæger ham bort fra sine tidligere gialli-plots, mod den irrationelle splatter films æra.
Skuespiller David Hemmings (som også medvirkede i Blow-up) har hovedrollen som pianisten Marc Daly (endnu en af Argentos kunstnere). En aften da han kommer hjem, møder han sin fulde ven og pianist Carlo (Gabriele Lavia), foran lejlighedskomplekset hvor han bor. Et skrig fanger Marcs opmærksomhed; hans underbo Helga Ullman (en velkendt "psychic") bliver myrdet. Morderens ansigt er dog skjult af Ullmans lig, da hun skubbes halvt gennem et vindue. Marc plages, efter at han løber ind i lejligheden, af tanken om, at han har set noget vigtigt. Et maleri han så i gangen er nu væk. Politiet og journalisten Gianna Brezzi (Daria Nicolodi) ankommer. Næste dag kommer Marcs billede i avisen, og efter et forsøg på at myrde ham bliver han klar over, at morderen tror at han var vidne til mordet - nu må han efterforske mordet, inden han bliver det næste offer. Marc besøger herefter Carlo, som viser sig at være homoseksuel og har tænkt sig at drikke sig selv ihjel, og hans moder Marta (Carla Calamai), som er plaget af tanken om at hun kunne have været en stor skuespillerinde. En af Helgas venner giver Gianna og Marc et spor: under Helgas sidste seance kom hun i kontakt med en fordrejet tankegang blandt publikummet. Denne information (ja, man tror at det er løgn), leder Marc til et hjemsøgt hus, hvor han finder en barnetegning af et grotesk mord, under et lag puds. Hvad seeren allerede ved gennem flashback inserts, er at nøglen til mysteriet ligger i fortiden. Sporet fører Marc til et skole arkiv og en lignende barnetegning med signatur: Carlo. Carlo bliver dræbt under sin flugt fra politiet, men brikkerne er begyndt at falde på plads (for Marc, ikke for publikum) - Carlo var sammen med Marc da Helga blev myrdet. Morderen er den nu overbeskyttende moder, som myrdede Carlos fader da denne forsøgte at få hende indskrevet på et sindssygehospital. Det Marc overså i Helgas lejlighed var ikke et maleri, men refleksionen af Martas ansigt i et spejl på væggen. Marta dukker op umiddelbart efter at Marc har regnet mysteriet ud, og angriber ham med en kødøkse. Hun bliver følgende halshugget af en nedstigende elevator, da hendes kraftige halssmykke fanges i en elevatorskakt.
Deep Red markerer også Argentos brud med Ennio Morricone, og spæde men frugtbare samarbejde med gruppen The Goblins, hvis pulserende basgange, funky 70er groove, mystiske tromme opsætninger og synthesizer klange, glimrende fanger og biddrager til Argentos mystiske univers af kalejdoskopisk vold og farverige skræk sekvenser. Argento cirkler med denne film, også om to af hans centrale tematikker, den fordrejede seksualitet og dobbeltgængeren, set i det lys at hans protagonister eller antagonister ofte kommer i par, hvor den ene er en mere eller mindre bizar afspejling af den andens forbudte seksualitet - hvilket naturligvis vil få de psykoanalytiske alarmklokker til at ringe hos de fleste. Læg mærke til Deep Reds endelige narcissistiske (myten om narcissus som stirrer på sit spejlbillede i en sø trækker ligheder til dobbeltgænger allusioner) indstilling hvor Hemmings ser sit eget spejlbillede i en blodpøl. Argento i en nøddeskal.


Suspiria - Et studie i rødt - blåt og gult.
I sin næste film slipper Argento fuldstændigt giallo koncepten, som han bevægede sig bort fra i Deep Red og er nu inde på det territorium hvor den rendyrkede horror regerer. Suspiria (77) er ofte blevet kritiseret for at være en stiløvelse uden forankring i narrationen. Ganske rigtigt er der ikke meget plot i filmen og dens obskure story, består nærmest kun af smagfulde forfølgelser, skræksekvenser, snedigt udspekulerede mord og en stemning der nu totalt hviler på det overnaturlige. Men ingen gør det som Argento, som blot er ude i det ærinde at skræmme sit publikum 100%. Kausalitet må vige for labyrintisk gru stemning, stil og voldsæstetik. Suspiria fremstår samtidig som Argentos mest flamboyante og mættede værk, som med røde/blå/gule farve flader, et overskud af voldelige effekter og et uhyggeligt score af The Goblins, resulterer i en af 70rnes mest klaustrofobiske og hallucinatoriske horrorfortællinger - uden den fjerneste hensynstagen til dramaturgisk logik eller handlingsstyret narration. Suspiria er en ond drøm som er blevet værre - sammen med hans næste film Inferno, de to eneste rejser ind i det rent overnaturlige og det nærmest surrealt kunstige, hvor Suspiria bedst kan betegnes som en bizar blanding af Hieronymus Bosch og Walt Disneys Snow White and the Seven Dwarfs (37).
Både Suspiria og Inferno (to dele af en uafsluttet trilogi) har "The Three Mothers" som udgangspunkt. Et element i Thomas De Quinceys (1785-1859) litterære udlægning af en opium drøm (med så megen tilknytning til virkeligheden som sådan en drøm nu engang har): Levana and Our Ladies of Sorrow i essaysamlingen Suspiria de Profundis (Sighs from the Depths). En læsning af filmen gennem et strukturalistisk (eventyrs orienteret) mønster og uddrag fra De Quinceys bog, er at finde i McDonaghs bog om Argentos film: Broken Mirrors / Broken Minds.
Den unge pige Suzy Banyon (Jessica Harper) ankommer til Tanzakademie i Argentos fiktive (ifølge Walter L. Gay i John McCarthys The Fearmakers, s.130) Freiburg i Tyskland. Under hendes ankomst rejser en voldsom storm sig, og i ly af stormen ankommer hun med taxa. I stormen ser hun en anden pige, som kort tid efter bliver myrdet på én, selv for Argento, særlig væmmelig måde. Pigen flygter fra akademiet og ind i den nærliggende skov. Suzy bliver nægtet adgang og tager tilbage til byen hvor hun overnatter. Den næste da møder hun folkene fra akademiet som viser sig at være en sørgelig og nærmest fascistisk samling, bortset fra pigen Sara (Stefania Casini) som er skolens outsider. Kort tid efter forsvinder Sara, og Suzy erfarer at skolens personale er hekse, som tjener den ældgamle troldkvinde (den ene af de tre "mødre") Helena Marcos, og akademiet er nærmest et centrum for ondskaben. Ledt af ordene, som blev talt under stormen af den flygtende pige, finder Suzy en hemmelig gang som fører til Marcos' kammer. Suzy angribes af den udøde Sara, men det lykkedes hende at dræbe Marcos med en krystal dolk, hvorefter bygningen ødelægges i en apokalypse af ild og regn, ikke ulig Roger Cormans Skrækkens borg (The Fall of the House of Usher) (60). Dette giver tilsyneladende ikke meget mening, hvorfor jeg også anbefaler, at man gør sig bekendt med essensen i Thomas De Quinceys novelle, inden man giver sig i kast med Suspiria. Eller endnu bedre; se Argentos næste film Inferno først - den er godt nok en betydeligt ringere film end Suspiria, men en introduktion til "de tre mødre", som Inferno indeholder, er rar at have i bagagen ved gennemsyn af Suspiria.


Inferno - Ring efter script-doktoren.
Argentos direkte opfølger til Suspiria blev Inferno (80). Filmens labyrintiske stemning af gru omkring et hus har tydeligt lånt af Alain Resnais' sublime L'Année Derniére à Marienbad (61) - men her standser den sammenligning. Handlingsmæssig er den ikke beslægtet til Suspiria, da udgangspunktet for handlingen er en bygning i New York, men tematisk deler de to film De Quinceys forlæg. Argentos afstandstagen til handlingskausaliteten og plot-strukturering, som fungerede glimrende i Deep Red og Suspiria, fremstår her nærmest irriterende formularisk, og til tider endda ligefrem forudsigelig og fjollet - hvilket presser filmen til grænsen af det plausible. Hvad igen går ud over uhyggen. Filmen er dog seværdig pga. nogle smukt udførte optagelser, hvor bl.a. en undervandsoptagelse i filmens begyndelse, ud ført af Argentos artistiske inspiration: instruktøren Mario Bava, en nedslagtning i Central Park som Argento får til at ligne et studie og en væmmelig dobbelt stabbing til Verdis Nabucco, vil tage pusten fra publikum. Men ligeså meget som filmens enkelte elementer fungerer adskilt, er helhedsindtrykket fladt og uinspirerende. Særlig med en finale der vil få publikum til enten at krumme tæer eller skrige af grin, efterlades man med en flad fornemmelse af at Argento, enten ikke havde et mål med filmen eller at budgettet slet ikke kunne slå til instruktørens ambitioner om at vise publikum ALT.
Inferno åbner i New York hvor, forfatteren Rose Elliot (Irene Miracle), endnu én af Argentos kunstnere, bor i en mystisk bygning, hvor hun opdager legenden om de tre mødre i en gammel læder indbundet bog. Ifølge bogen forårsager disse mødre alle vredens lidelser, fra deres specielt konstruerede huse i Rom, Freiburg (Tanzakademie) og New York. Rose skriver til sin broder i Rom og fortæller ham at hun er overbevist om at hun bor i en af disse huse. Hun beder broderen Mark (Leigh McCloskey) om at komme til New York for at undersøge huset nærmere. Mark modtager aldrig brevet. Hans kæreste Sara læser det, og bliver brutalt myrdet kort efter. Mark forsøger forgæves at få kontakt til søsteren, og da han endelig ankommer i New York er søsteren forsvundet. Søsterens ven og nabo, neurotikeren Elise (Daria Nicolodi) fortæller at Rose opførte sig tiltagende underligt de seneste par dage. Marks søgen efter mysteriets løsning, leder ham gennem bygningens skumle korridorer, gange og skjulte passager. Mødet med diverse krøblinge, lurende naboer hjælper ikke på atmosfæren og Mark begynder at frygte det værste. Endelig står han ansigt til ansigt med Mater Tenebrarum og døden inkarneret (fnis). Heldigvis lykkedes det ham at flygte med livet i behold, mens huset brænder omkring ham. Forvirret? Det værste er heldigvis ovre. Filmen er værd at se for Romano Albanis fotografering, der trods alt rummer skarpe strukturer og fyldige teksturer, med farver der, om end ikke matcher Suspirias, så stadig er overdådige og flotte. Ligeledes er filmens score mere afdæmpet (på godt og ondt) og Kieth Emersons rolige kompositioner er unægtelig en smule mere afdæmpet, end den stil som Deep Red og Suspiria lagde for dagen, og Argento skulle vende tilbage til i sin næste og måske bedste film Tenebrae.


Tenebrae - overdådige og grusomme øksemord.
Argentos næste film Tenebrae (82) er en af instruktørens mest voldelige, men samtidig måske også hans bedste. I denne film vender han tilbage til det stærke handlingsstyrede narrativ, fra gialli filmene, uden at han dog viger fra den, for 80rne tidstypiske, eksplicitte vold, som han selv har hjulpet definere med hans tre sidste film. På trods af reminiscenser af flere af periodens film, særligt De Palmas Klædt på til mord (Dressed to Kill) (80), trancenderer Argento det tidstypiske, med en klar iskold fotografering (Luciano Tovoli) som skaber skarpe strukturer, flotte drømmeagtige flashbacks - som hører til blandt Argentos bedste, og et fuldstændig vanvittigt 2½ minuts crane-shot, som arbejder sig over et hus. Filmen leverer også et sublimt synthesizer soundtrack (Simonetti, Pignatelli og Morante) og ultravoldelige effekter af Giovanni Corridori, som leverer filmhistoriens nok blodigste "axe-job" (sakset i den danske udgivelse), en forrygende finale med halsoverskæring, endnu et økse hug, fulgt af et væmmeligt gutturalt brøl og en spidning på et kunstværk (kunstneren som dræbes af kunsten - fiktionen er blevet ukontrollerbar virkelighed), der resulterer i Nicolodis isnende skrig der mixes over i det nærmest perfekte score. Filmens lettere "tomme" stemning, har ifølge Argento, udgangspunkt i at Tenebrae er en mild sci-fi. De foregår tilsyneladende i en nær fremtid, hvor en sygdom kraftigt har reduceret befolkningen. Dette er dog ikke et vigtigt element i filmen og den intetanende seer vil sandsynligvis ikke være opmærksom på dette faktum. Men ganske rigtigt så fremstår filmens mise en scéne, kold, bar og hvid - om dette så læses som sci-fi er op til den enkelte.
Filmen er til dels inspireret af en hændelse under promoveringen af Suspiria, hvor Argento blev forulempet af en vanvittig fan, som truede med at myrde ham. I filmen udspiller handlingen sig omkring forfatteren Peter Neal (Anthony Franciosa) som rejser til Rom for at promovere sin seneste bog Tenebrae (en giallo for øvrigt). Han har en agent i byen Bullmer (John Saxon), en hengiven sekretær Anne (Daria Nicolodi) og en uligevægtig eks-kone Jane (Veronica Laria), som forfølger ham til Rom. Kort forinden han ankommer til Rom myrdes en kvinde med en ragekniv og sider fra Tenebrae stoppes i munden på hende (oral-voldtaget af fiktionen?), hvorefter morderen tager kontakt til Neal og fortæller at han finder inspiration i bøgerne. Neal optager et samarbejde med politidetektiven Giermani (Giuliano Gemma) og dennes kvindelige assistent Altieri (Carola Stagnaro), for at afsløre morderen. Flere seksuelle afvigere bliver dræbt: et lesbisk par, og Maria (da hun ved et tilfælde afslører morderen), datter af Neals vært i Rom. Neal og den unge assistent Gianni (Christian Borromeo) holder, efter en indskydelse, øje med huset tilhørende kritikeren Christiano Berti (John steiner) hvis interesse i Neals værk syntes sygelig. Gianni bliver vidne til mordet på Christiano (der aflives på usædvanlig brutal vis med en økse i kraniet). Han ser ikke mordere, men finder Neal slået bevidstløs. Selvom Berti tydeligvis var besat af mordene, fortsætter politiets søgen efter morderen, efter som Berti ikke begik selvmord. Kort efter myrdes Bullmer, som har en affære med Jane, i højlys dag (mordet ikke affæren). Gianni garrotteres et øjeblik efter at han husker hvad han hørte i huset: Berti som tilstår alle mordene til hans egen morder. Trådene samles i et flot iscenesat møde, under en regnstorm, hvor Jane myrdes. Kort efter myrder Neal, som viser sig at være morderen, Altieri som han tror er Anne. Giermani og Anne ankommer. Neal er tydeligvis drevet til vanvid af lysten til at overskride grænsen mellem fiktionens mord og virkelighedens. Neal begår tilsyneladende selvmord, men hans død er fingeret og han myrder Giermani, hvorefter han selv omkommer, da Anne ved et uheld vælter en skulptur med stål pigge. Neal overtager halvvejs gennem filmen morderens gerninger og psyke, men fra to flashback sekvenser, ved vi at Neal allerede er skyldig i mord, om end vi ikke ser Neal i sekvenserne, som sublimt benytter subjektive POV shots, til at skjule morderens identitet, samtid med at vi som seer tvinges til at identificere os med denne. Vi er så at sige fanget i et spind af vanvid, nøjagtig som morderen. En elegant og vigtig film i Argentos værk, og måske hans bedste film.


Phenomena - Insekter på hjernen.
Argento vendte med Phenomena (85) igen tilbage til giallo genren og miksede den med elementer, fra det overnaturlige eller paranormale. I modsætning til Tenebrae, er Phenomena desværre en film, der i høj grad mangler fokus og ligesom Inferno markerer en forringelse af filmenes narrative konsistens (hos Argento giver det ulogiske ofte mening på en nærmest transcendent måde) og genbrug af idéer. Filmen har enkelte virkningsfulde scener, men som helhed, prøver den forgæves at formidle en mareridt stemning, på bekostning af alt der hedder logik og med et meget spinkelt narrativ konstruktion som udgangspunkt. Hvor denne formular virkede frisk og overbevisende skræmmende i Suspiria, fordi filmens dekonstruktion af virkelighedens kausalitet, forankres solidt i det stiliserede filmsprog, virker Phenomena nærmere som stiløvelse uden mål og værst af alt: uden forankring i narrationen. En tendens som sporadisk returnerer i Argentos senere film og kulminerer i makværket Phantom of the Opera. Filmens vagt sammenhængende plotkonstruktioner, læner sig i den grad op af utroværdige set-pieces, som f.eks. en kæmpe "pit" fyldt med forrådnede kropsdele og filmhistoriens længste telefonledning, at publikum sandsynligvis hurtigt opgiver at få filmen til at give mening (en typiske reaktion fra et opmærksomt publikum) og i stedet bare nyder filmens chokeffekter og glimrende makeup. Den glimrende musik fra Bill Wyman, Simon Boswell og Claudio Simonetti er krydret med ulidelige brudstykker af heavy-rock til at akkompagnere filmens mord og filmens intertekstualitet som referencer til bl.a. Poes Murders in Rue Morgue, Bavas Bay of Blood og Infernos flotte undervands sekvens som næsten toppes i slutningen af Phenomena.
Filmen åbner med mordet på en dansk turist, spillet af Argentos datter Fiore Argento og senere eftersynkroniseret til dansk, i Schweiz. Efter en slowmotion voldsscene, falder pigens hoved i en flod og skylles bort. Den unge Jennifer Corvino (Jennifer Connelly), datter af en kendt filmstjerne, ankommer til den nærliggende by hvor hun skal studere (ala Suspiria), mens faderen er ude "on location". Pigeskolen er offer for de sædvanlige intriger og mobning, men for at lægge skade til i Corvinos hemmelighed (hun er telepat, som kan kommunikere med insekter), hjemsøger en psykopatisk morder egnen, og myrder løs blandt pigeskolens beboere. Corvino går i søvne og møder entomologen Dr. MacGregor (Donald Pleasence), som er bundet til en kørestol og har en chimpanse som 'assistent'. MacGregor kendte det sidste offer og har brugt sin viden om insekter og maddiker til at assistere politiet i deres arbejde. Fluer fra kraniet af den myrdede pige, kan fastslå tidspunktet for døden. Skolens ledere, især den underlige Mrs. Bruckner (Daria Nicolodi), er chokerede over Corvinos opførsel og evner. Dr. MacGregor opfordrer dog Corvino til at afprøve sine evner til at finde morderen. Corvino ledes af en flue til morderens "hule". MacGregor myrdes med morderens "teleskop tool", og Corvino falder i kløerne på Mrs. Bruckner som både er vanvittig og morderens moder. Insekterne kommer for at redde Corvino og et opgør med Bruckners deforme barn følger. Faderens agent ankommer tidsnok til at blive halshugget af Bruckner, som MacGregors chimpanse myrder med en ragekniv. Publikum efterlades ligesom Corvino alene i mørket, undrende over deres skæbne.


Opera - Giallo møder Macbeth.
Ligesom hans to tidlige film, bevæger Argentos sidste rigtig seværdige film Opera (87), sig længere væk fra det overnaturlige element, som han introducerede med Suspiria og Inferno og vendte tilbage til i rodebutikken Phenomena. Filmen er en rendyrket giallo, dog ikke foruden de voldsæstetiske eksesser som prægede genren i de tidlige firsere. I denne sammenhæng kan filmen ses som lidt af en efternøler og er måske også en af italiener gysets sidste nævneværdige krampetrækninger, da bølgen af spagetti-splat er ved at ebbe ud, både kvalitativt og kvantitativt, hen mod indgangen til halvfemserne. På trods af sin lokation, har Opera ingen forbindelse til Argentos intentioner om at lave en genfilmatisering af Phantom of the Opera (hvilket han gjorde i 1998), men Argento har da nævnt at der kun er to film han skulle være interesserede i at gen-filmatisere: Phantom of the Opera og Frankenstein (McDonagh 1994, s.202). Filmens kerne er publikums voyeuristiske trang til at se det forbudte, hvilket er genrefilmens primære paradoks. Gennem protagonisten som tvinges til at overvære brutale nedslagtninger, introduceres seeren til Argentos verden af besættende og fascinerende frastødelse. Formålet med mordene skulle være, at forvandle protagonisten til en sadistisk voyeur, men i slutningen viser det sig at denne (ligesom publikum), stadig har sin dømmekraft i behold. Filmen indeholder nogle af Argentos mest imponerende flamboyante iscenesættelser af grafisk eksplicit vold, da morderen får prikket øjet ud af en ravn, Nicolodi dræbes i et slowmotion ultra-close-up af et projektil som passerer gennem en dørspion, hendes kranium og en telefon (i nævnte rækkefølge) og krydres med vanvittige kameravinkler, mættede farver og steadycam-shots eksekveret af Ronnie Taylor og flot musik af Claudio Simonetti og Brian Eno, kun afbrudt af de obligatoriske og ulidelige heavy-metal udskejelser. Og naturligvis Verdis Macbeth.
Filmen tager udgangs i en opera opsætning af Macbeth, hvor den unge Betty (Cristina Marsillach) får hovedrollen i stykket efter et biluheld, der kvæster divaen Mara Cecova. Marco (Ian Charleson), instruktøren af stykket, er kendt for sine horrorfilm, og bliver derfor ringeagtet af besætningen, skuespillere og crew. Betty viser dog stort talent i stykket, på trods af at Macbeth skulle være uheldsvanger at producere, men hun har tilsyneladende en overraskelse i vente - en hemmelig beundrer, som viser sig at være psykopatisk morder. Denne binder Betty mens han, med nåle placeret under hendes øjenlåg, tvinger hende til at se ham myrde, først hendes kæreste, siden kostumieren og sidst hendes ven Mira (Daria Nicolodi). Politiet, repræsenteret af den suspekte politi-inspektør Santini (Urbano Barberini), ånder Betty i nakken og hun plages af drømme som hun ikke kan skelne mellem barndomsminder og fantasi. Morderen har skåret Bettys kjole itu og dræbt nogle af de ravne som bruges til stykket. I et forsøg på at afsløre morderen slipper Marco ravnene løs under forestillingen, og håber at de vil angribe morderen, som han formoder vil være tilstede. Ganske rigtigt angriber ravnene Santini og prikker hans ene øje ud. Denne barrikaderer sig i et afsidesliggende rum med Betty og afslører sit forehavende, mens han har bundet hende til en stol og nu ønsker at brænde sammen med hende. Han havde et sadomasochistisk forhold, hvor han myrdede og torturerede efter Bettys moders (som også var operasanger) befaling, men kunne ikke erstatte det tab han følte, efter at han myrdede hende. Da han så Betty i operaen, forsøgte han siden at vække hendes blodtørst, men da forehavendet mislykkedes, ønsker han nu at de skal dø sammen. Betty undslipper og Santini brænder til døde i flammerne. Marco og Betty prøver at slappe af i Schweiz efter begivenhederne, og hører i nyhederne at Santinis død var iscenesat med en mannequin. Santini dukker op og myrder Marco, og det lykkedes Betty at overbevise psykopaten om at hun nyder dødsfaldet. Da det lokale politi ankommer slår hun dog Santini ned og tilstår: "I'm not like my mother - I'm nothing like her". Ikke? Det er nok op til den enkelte seer at bedømme.


Two Evil Eyes - Argento møder Poe og Romero.
Argentos næste film som instruktør, er en kombination af flere faktorer, hans venskab med den amerikanske genre auteur George A. Romero som han tidligere havde produceret for, med zombiefilmen Dawn of the Dead (78), begges kærlighed til den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe og en hyldest til 60rne og 70rnes antologi film inden for genren, f.eks. Tales of Terror (62), Black Sabbath (64), Dr. Terrors House of Horrors (65), House that Dripped Blood (71), Tales from the Crypt (72), Asylum (72), Tales that Witness Madness (73) og Vault of Horror (73). Two Evil Eyes (90) består af to kortfilm The Facts in the Case of M. Valdemar af Romero og The Black Cat af Argento, inspireret af Poes novelle, men tydeligt refererende til flere af dennes fortællinger, bl.a. The Pit and the Pendulum, Berenice, The Fall of the House of Usher og The Tell Tale Heart, beskrevet af Romero som Argentos "love poem to Poe" (McDonagh 1994, s.222). Filmen markerer et brud med Argentos idé om kun at filme sit eget materiale, selv om flere af hans film løst er inspirerede af andres værker. Det færdige resultat er ikke nogen dårlig film, men markerer desværre at Argentos arbejde herfra, blot er en fodnote sammenlignet med hans tidligere værker. Godt nok besidder han stadig den visuelle opfindsomhed, som alle hans film rummer. Problemet er nok snarere at Argento vil for mange ting med hans film, som således fremstår som et sammensurium af allehånde indfald (værst i Phantom of the Opera (98)). Ligeledes forsøger Argento tydeligvis at tilfredsstille et mainstream publikum og da dette ikke slog til, forsøgte han at spinde guld på sit ry og lod Phantom of the Opera boltre sig i idiotiske voldseffekter som befinder et sted mellem slapstick og surrealisme. Rent stilistisk og Narrativt er der stor forskel på Romeros segmenter, men de er naturligvis også to vidt forskellige instruktører. Romeros del er langsom, dvælende, rolig klippet efter kontinuitets princippet og tager sig god tid med opbygningen af filmens karakterer, hvor Argentos er sprudlende, sporadisk, en smule mere voldelig end Romeros, benytter sig af POV shots og dvæler ved, tiltider ret groteske, morsomme situationer. Det bør vel nævnes at fotokunstneren Arthur Fellig, bedre kendt under kunstnernavnet Weegee (1899-1968), var udgangspunkt for karakteren Rod Usher i filmen. En mand besat af billedets suggestive magt og evne til at fortælle en historie.
Udgangspunktet for filmens historie er fotografen Rod Usher (Harvey Keitel) som specialiserer sig i billeder af vold, død og ødelæggelse. Han fungerer som fotograf for politiet og vi introduceres til ham, da han tager billeder af et grotesk pendul som har savet en kvinde i to dele. Rod aktiverer pendulet til politiet og inspector Legrand (John Amos) overraskelse, men for fotografiets skyld. Rod har et nærmest platonisk forhold til violinisten Annabel (Madeleine Potter) og arbejder på sin seneste bog Metropolitan Horrors. Annabel prøver at trænge ud af sin ensomhed, indlader sig på et forhold med en ung violinist og køber en kat, som kommer til at fungere som katalysator for alle deres problemer. For Rod og katten er det had ved første blik. Han strangulerer katten, en dag Annabel ikke er hjemme, og fotograferer samtidig drabet. Annabel ser Rods nye bog og beslutter sig for at forlade ham, da hun ser billeder af den døende kat i bogen. Usher kommer hjem med en ny kat, som han har fået foræret af en mystisk kvinde i en bar. Usher syntes at katten har en hvid aftegning af noget der ligner en galge på brystet - en direkte reference til novellen hvor morderen der venter på at blive hængt, har set aftegningen af galgen på katten som afslørede hans forbrydelse. Under et skænderi, myrder Rod Annabel i et halvhjertet voldsudbrud. Han skjuler liget bag en falsk væg, men kommer i processen til at "mure" katten inde med den døde Annabel. Katten kradser sin vej ud gennem væggen og Rod myrder den 'igen'. Rod prøver at overbevise naboerne om at Annabel er rejst, men alligevel ankommer politiet og undersøger huset. Legrand og hans assistent, bliver advaret af hyl bag væggen. Der finder de Annabel lig, halvt spist af kattens killinger. Rod myrder begge betjente og han bliver ved et uheld hængt, da han prøver at undslippe gennem et vindue.


Trauma - Mainstream og hinsides.
Fælles for Argentos følgende værker er at de er frygteligt konventionelle og stort set er umulige at skelne fra den linde strøm af milde amerikanske genrefilm, som oversvømmer markedet i et post-Ondskabens øjne forsøg på at blive respektable og anerkendte. Trauma (92) markerer Argentos endelige overgivelse til den amerikanske markedsføring, i et forsøg på at kunne finde indpas blandt det store udbud af genrefilm på den anden side af Atlanten. Filmen er ikke 'dårlig' i den forstand at den ikke er glimrende håndværk. Med udgangspunkt i instruktørens velkendte giallo model, allierer han sig med horror forfatteren T.E.D. Klein, men plottet i filmen er nærmest kun en undskyldning, for at genbruge velkendte Argento elementer fra Suspiria, Deep Red og The Bird with the Crystal Plumage, dog uden instruktørens voluminøse farveflader, besynderlige set-pieces og eksplicitte mord. For første gang går hovedrollen til instruktørens velspillende datter Asia Argento, hvilket resulterer i en usædvanlig protagonist. Asia er tydeligvis ikke 'instant' billedskøn som Suzy Kendall, Jessica Harper eller Jennifer Connelly, og minder i sin fysiske skrøbelighed, kontradikteret af en indre karisma og styrke, mest om en hybrid mellem Cristina Marsillach og Madeleine Potter. På plus siden fungerer Pino Donaggios musik glimrende. Tom Savini som også eksekverede effekterne i Two Evil Eyes, står bag filmens makabre, men overraskende ublodige og kunstige effekter. Garrottering/guillotine maskinen er naturligvis skræmmende, uden at dens potentielle skræmmeeffekt optimeres i filmen.
Filmen centrum er den fysisk og psykisk sårbare Aure Petrescu (Asia Argento), som er datter af to rumænske emigranter, der har slået sig ned som spiritualister i USA. På grund af hendes anoreksi er Aura patient hos Dr. Judd (Frederic Forrest) på Farraday klinikken. Efter et selvmordsforsøg, møder hun junkien David Parson (Christopher Rydell) hvis pengepung hun stjæler. Samme aften holder Auras moder (Piper Laurie) en seance. Hun besættes af en lokal morder, som medierne har døbt "The Headhunter", hvis ofrer er halshuggede med en håndholdt guillotine. Moderen flygter ud i stormen, med Aura og faderen i hælene, hvorefter Aura ser en skikkelse som holder hendes forældres hoveder i hænderne. Sammen forsøger David og Aura at opspore morderen. Efter flere mord ender Aura i klinikken, hvor en sygeplejerske myrdes. Vha. en nøgle, finder Aura og David et lager rum, hvor de opdager et fotografi af en læge og en gruppe sygeplejersker - hvoraf tre nu er døde. De opsporer sygeplejersken på fotografiet som myrdes, og lægen Dr. Lloyd (Brad Dourif) som nu er en junkie og intet husker - kort efter halshugges han i en elevator. Judd forsøger i et desperat forsøg at få Aura væk fra David. Politiet sætter efter og Judd dræbes da hans bil forulykker. Bagagerummet er fyldt med afrevne hoveder og sagen lukkes. Aura forsvinder og David ser en kvinde i en forretning, som bærer et smykke magen til det som Auras. David forfølger hende og opdager at kvinden er Auras moder, som nu har låst Aura inde i kælderen. Hun har fingeret sin egen død og har hævnet sig over lægen og sygeplejerne som år tilbage, halshuggede hendes barn under en fødsel. I et forsøg på at skjule sandheden gav de hende elektrochok, men dette gjorde hende sindssyg. Efterfølgende halshugges hun af sin egen maskine, hvorefter David og Aura undslipper.


The Stendhal Syndrome - Fortabt i kunsten.
Med hans næste film The Stendhal Syndrome (96) returnerede Argento til Italien og benyttede endnu en gang datteren Asia i filmens hovedrolle. Filmen er mere typisk Argento end Trauma og en betydelig bedre film, men desværre er mange af The Stendhal Syndromes elementer genbrug fra hans tidligere film - særlig Tenebrae og Opera. Manuskriptet er ligesom Two Evil Eyes baseret på et litterært værk, i dette tilfælde Graziella Magherinis roman. Ligeledes lægger filmen unødvendig vægt på umulige shots, som ingen funktion har i narrationen, hvilket for så vidt også er fint nok, men her benyttes indstillingerne udelukkende for effektens skyld, f.eks. en indstilling af piller som sluges, set indefra spiserøret - oven i købet eksekveret via grimme CGIeffekter. CGI effekterne bruges dog anderledes, og velfungerende i filmens 'drømmesekvenser' der visualiserer, den titulære psykosomatiske sygdom. I disse sekvenser lever protagonisten sig så dybt ind i kunsten, at hun udsættes for identitetstab i en drømmelignende og hallucinerende tilstand. Rollen som politidetektiven Anna Manni spilles glimrende af Asia Argento, og vi har tydeligvis her at gøre med en kompliceret personlighed, en stærk kvinde som samtidig er skrøbelig, da hun besidder evnen til at lade sin egen identitet helt træde i baggrunden for oplevelsen af kunst og indlevelsen i andre eksterne indtryk. Anna bliver sat på sagen om en brutal seriemorder og voldtægtsforbryder. Anna lokkes i en fælde af morderen og voldtages, hvorefter hun udtænker en grusom gengældelse. Morderen bliver tilsyneladende dræbt under gengældelsen, men mordene og forfølgelsen af Anna fortsætter. Hendes identitet er trængt i baggrunden for en identificering med morderen, da hun er ude af stand at til at behandle voldtægten, angsten og forfølgelserne. Filmen slutter i en pessimistisk tone, med at Anna arresteres af politiet for mordene.
Luigi Cozzi, Argentos protegé, som bl.a. fungerede som assistent på Four Flies on Grey Velvet, og second unit director på Two Evil Eyes har hjulpet instruktøren strikke hans måske bedste film i 90rne sammen. Morricone har endnu engang eksekveret filmens score og Sergio Stivaletti har udtænkt de glimrende effekter, som efter sigende skulle være voldsomt censurerede på engelsk video (den udgave jeg her set), men komplet på DVD reg. 1. Sjovt nok er den engelske udgivelse meget inkonsekvent censureret, da man bl.a. ser Anna prikke øjnene ud på morderen. Giuseppe Rotunnos glimrende fotografering, der i vid udstrækning benytter POV shots, bør også fremhæves.


Phantom of the Opera - en utilpas genindspilning.
Argentos næste film fra 1998 blev en underlødig genindspilning af den ofte filmatiserede roman af Gaston Leroux. Denne gang griber Argento og Roman Polanskis gamle manuskriptforfatter, den franske Gérard Brach (Bitter måne, Elskeren, Bjørnen, Rosens navn m.fl.) elementer fra de fleste genrer, i et forsøg på at tilfredsstille alle blandt publikum, og filmen fremstår som et absurd sammensurium af eventyr, tragedie, melodrama, splatterfilm og komedie. I et forsøg på at lokke genrepublikummet på krogen, benytter filmen Julian Sands som The Phantom og endnu en gang Asia Argento (glimrende spillet) i den kvindelige hovedrolle, som sangerinden Christine der lokkes af teatrets mørke side. Det mest positive jeg kan sige om filmen er Morricones glimrende score og Ronnie Taylors (Opera) flotte fotografering, der benytter mange lave kameravinkler og giver billedets teksturer et gyldent skær. Sergio Stivaletti og Péter Szilàgyis special effects er usædvanligt malplacerede og hører nærmere hjemme i Marc Caro og Jean-Pierre Jeunets Delicatessen eller Alien: Ressurection - en film som Phantom of the Opera faktisk minder overraskende om, med sin malplacerede brug af vold og humor. Filmen har desuden et kæmpe problem med at formidle, hvor den vil hen med sin umotiverede vold, to dimensionale hovedpersoner og til tider ret tåbelige dialog, hvorfor den første halvdel virker usædvanlig ufokuseret (selv for en Argento film). Siden hen lykkedes det dog for filmen, at begrænse sine mange tråde til hovedpersonerne, hvilket hjælper en del. At man får motivationen bag protagonisten at vide, hjælper naturligvis også.
Filmen er, efter syv "ægte" filmatiseringer (hvoraf tre er til TV), ganske enkelt ikke overraskende, og den største undtagelse fra de tidligere film ligger hos The Phantom selv. Hvor "han" normalt er en vansiret galning, er Argentos Phantom "vansiret" i psyken, splittet mellem hans had til mennesket og hans kærlighed til Christine. Han er et forældreløst barn, sat ud i en kurv, som driver ind i underverdenen, hvor de dæmoniske rotter hersker og opfostrer barnet. Foruden de bibelske og Edgar Rice Borroughske ligheder, som jeg vel ikke behøves uddybe, minder plottet således påfaldende meget om Tim Burtons fantastiske Batman Returns, hvor skurken The Penguin opfostres på samme måde af pingvinerne. The Phantom holder således til under teatret og hævner sig på alle der dræber rotter eller trænger ind på hans domæne. Rotte udrydderen, personificeringen af hadet til det ukendte, spilles af Istvan Bubik, som opfinder besynderlige maskiner til at udrydde rotterne. En bizar allegori på den industrielle revolution. Christina lærer nu at nærme sig mørket og The Phantom lærer gennem Christina at elske, men på trods af filmens humor, ender fortællingen naturligvis tragisk, rodet og ligegyldigt.


Udvalgt filmografi:
C'era una volta il west (Once Upon a Time in the West), 1969. Manuskript.
Uccello dalle piume di cristallo, L' (The Bird with the Crystal Plumage), 1969. Skuespil, manuskript, instruktion.
Gatto a nove code, Il (The Cat O'Nine Tails), 1970. Manuskript, instruktion.
Quattro mosche di velluto grigio (Four Flies on Grey Velvet), 1971. Manuskript, instruktion.
Cinque giornate, Le (The Five Days of Milan), 1973. Manuskript, instruktion.
Porta sul buio, La (The Door into Darkness), 1974. 4 episodes tv-serie: "Testimone oculare", "Il Tram", "Il Vicino di casa", "La Bambola". Producent, prolog - præsentation. Instruktion af episoderne "Testimone oculare" & "Il Tram".
Profondo rosso (Deep Red), 1975. Manuskript, instruktion.
Suspiria, 1977. Manuskript, musik, instruktion.
Dawn of the Dead, 1978. Manuskript konsulent, producent, musik. "Final cut" på den europæiske udgave "Zombi".
Inferno (Infierno/ Dario Argento's Inferno), 1980. Manuskript, instruktion.
Tenebre (Tenebrae), 1982. Manuskript, instruktion.
Phenomena (Creepers), 1985. Manuskript, producer, instruktion.
Demoni (Demons), 1985. Manuskript, producer.
Dario Argento's World of Horror, 1985. Dokumentar om Argentos film.
Demoni 2 (Demons 2), 1986. Manuskript, producer.
Opera (Terror at the Opera), 1987. Manuskript, producer, instruktion.
Chiesa, La (The Church), 1988. Manuskript, producer.
Giallo, 1988. Tv program. Producer.
Two Evil Eyes (Due occhi diabolici) - episode "The Black Cat", 1990. Manuskript, producer, instruktion.
Setta, La (The Sect), 1990. Manuskript, producer.
Trauma (Dario Argento's Trauma), 1992. Manuskript, producer, instruktion.
Innocent Blood, 1992. Cameo - paramedic i ambulance.
Sindrome di Stendhal, La (The Stendhal Syndrome), 1996. Manuskript, producer, instruktion.
M.D.C. - Maschera di cera (The Wax Mask), 1997. Manuskript, producer.
Fantasma dell'opera, Il (Phantom of the Opera), 1998. Manuskript, instruktion.


Argento på dansk video: Hvis man har tid, lyst og penge, kan man støve nogle af Argentos film op på dansk video, dog er han generelt forbigået herhjemme og de få titler som er at finde er som regel ikke besværet værd, da filmene hverken er letterboxed, helt fri af censur eller i særlig god stand - så det er nok mest samlere der kan være interesserede i en komplet dansk Argento kollektion på videohylden.
Fuglen med krystal fjerdragten (The Bird With the Crystal Plumage) er udgivet af Video International (92:35) - filmen er ucensureret, men desværre ikke i letterboxed. Deep Red er udgivet letterboxed under titlen Mordets melodi fra Filmcom (ca. 95 min.), skam-censureret, men med den berygtede "lizard scene" inkluderet, hvorfor denne titel har interesse for samlere. Inferno er udgivet som Rædslernes Inferno fra Nordisk (101:50), tilsyneladende ucensureret. Tenebrae er udgivet fra Sonet/Metronome (96:47), som Tenebrae - Terror uden grænser, denne version er dog censureret under den blodige finale med armstumpen. Phenomena er udgivet af Polygram (79:38) som Creepers - bemærk at den italienske udgivelse fra Creazioni løber 110 min. og 44 sek. Opera er udgivet som Terror at the Opera fra Nordisk (91:41), med volden intakt, men den italienske udgivelse fra Gecchi/ViViVideo løber 11:32 længere. Two Evil Eyes er ude som Chok på chok fra ABCollection (114:04) i letterboxed format, men klippet med få sekunder i bl.a. spidning-på-langs-gennem-krop-scenen.

Litteratur - følgende litteratur refereres til i teksten og til yderligere fordybelse:
Maitland McDonagh, "Broken Mirrors/ Broken Minds", Citadel Press 1994
John McCarthy, "The Fearmakers", Virgin Books 1995

Tak til Jesper Moerch for scans af production stills fra filmene.

Fra oven: Dario Argento (f.1940) under optagelserne til Rædslernes inferno (Inferno) (80). En ung kvinde må lade livet til den mørkklædte morder i Fuglen med krystalfjerdragten (The Bird with the Crystal Plumage) (69). Roberto (Michael Brandon) erkender at han har myrdet en mand i Four Flies on Grey Velvet (72). Heksen Helena Marcos møder sit endeligt i Suspirias (77) finale. En af Argentos mest virtuose choksekvenser udspilles i Suspirias dobbelt mord, i filmens første akt. Her et af ofrene for hekserierne. Rose (Irene Miracle) dykker efter en nøgle, i den sublime åbningsscene i Rædslernes inferno (Inferno) (80). En af de mange afvigere, her en lesbisk kvinde, som må lade livet i Tenebrae - Terror uden grænser (Tenebre) (82). Jennifer Connelly tager en dukkert i Creepers (Phenomena) (85). Betty (Cristina Marsillach) og seeren tvinges til at se de grusomme mord i Terror at the Opera (Opera) (87).
Production stills fra filmene.