Udvidet søgning
Anmelderstafet:
En klassiker genbesøgt
THE EVIL DEAD
- Som en gammel punkskive

Af Caspar Vang

Det kan godt være, at det kræver visse forbehold, hvis Sam Raimis løbske horrorvanvidsudflugt til skovhytten skal inkluderes i den store onde, ildelugtende gyserfilmskanon. Men hvem siger, at en film skal være toptunet, lækkerpoleret mainstream-horror for at kunne få adgang til den store, skrækindjagende hall of fame?
 
Hvor mange tilsyneladende bedre værker går døde i deres (gaaaab) glatpolerede middelmådighed, har Raimis The Evil Dead kvaliteter, hvor det for alvor betyder noget: Den er fyldt med rå energi, gåpåmod og filmisk fortællelyst. Ja, det er lavbudget-horror, og der har tydeligvis ikke været mange håndører at ødsle ud på laber scenografi og anerkendte stjerner, men er man i stand til at komme over de forhindringer, har filmen både klædelig utilregnelighed, en umådelig cinematisk energi, groteske øjeblikke og en pæn portion af den horror-humor, der er blevet karakteristisk for Sam Raimis skrækfilm.

Og så er der selvfølgelig figuren Ash.
 
Bruce Campbell blev i rollen som Ash en af de mest prøvede horror-(anti)helte nogensinde. Oplagt som alle gyserdrengerøves store ikon, der for alvor trådte i slapstick-karakter i de to sequels. Personligt stiftede jeg første gang bekendtskab med filmserien i en kunsttime på HF. En af tøserne så, at jeg tegnede zombier og vampyrer og anbefalede en mærkelig gyserfilm, hun havde set. Evil Dead 2. ”Jeg ved ikke om der er en etter, og den er lidt ligesom en komedie”, fortalte hun. ”Men der er en fyr, der jager sin afhuggede hånd, så det er helt sikkert lige noget for dig”, sluttede samtalen. Og det var det.

Et par år senere anbefalede en ven mig etteren (som jeg sært nok ikke forbandt med toeren, før jeg så Bruce Campbell), som han lånte mig på video. I en skamcensureret engelsk udgave, viste det sig. Men jeg kunne, trods censurklip, se, at der var noget særligt på spil her, og da jeg et par år senere mødte en gut, der lavede makeupeffekter og elskede gyserfilm lige som jeg, fik jeg fingrene i den komplette film, der straks blev en personlig favorit.
 
Det kan godt være, at filmen ved de mange gensyn har mistet lidt af sin indledende fascinationskraft for mig, men et nyligt gensyn på DVD afslørede, at filmen med tiden ikke har mistet noget af sit sprælske punch. Det føles lidt som at sætte en god gammel punkskive på pladespilleren.

Kønt eller poleret er det ikke, men energien er umulig at ignorere.



Sam Raimis lavbudget-klassiker dukkede første gang op på det danske marked i første halvdel af 90'erne. Det var selskabet Jaguar, der stod for udgivelsen, som var præsenteret i korrekt 4:3-fullscreen ratio.
- Grim, tåbelig og fjollet

Af Kristian Roldsgaard Jensen

Jeg tror, jeg har været en 14 år, da jeg første gang så The Evil Dead sammen med en gruppe venner. Det var en af de der videoaftner, hvor der også var piger med, og der var bestemt lagt i ovnen til lidt uskyldig teen-love, hvor mine venner og jeg, som de modige og maskuline 'mænd' vi nu en gang opfattede os selv som, kunne lægge en beskyttende arm omkring vores feminine gæster og beskytte dem mod de uhyrligheder, vi skulle til at se. Kassetten blev smidt i maskinen, og lyset blev dæmpet, og hvad skete der så? Til at begynde med gik det godt. Stemningen var god, og pigerne var tydeligvis påvirket af den intense stemning, som Sam Raimi etablerer så fint i filmens første akt. Yes! Tænkte vi – vores plan er lykkedes - sejren er hjemme. Men inden vi fik taget det næste skridt og lagt en bævende arm omkring den nøje udvalgte piges skulder, skete der noget. Filmen eksploderer i et virvar af vanvittige gags og slapstick-humor krydret med groteske splattereffekter, og der gik ikke lang tid, før vores piger lå flade af grin, mens ord som latterlig, tåbelig, åndssvag og fjollet flød i en lind strøm fra de læber, vi havde fantaseret om at kysse. TAK FOR DET SAM RAIMI!

Siden den fatale dag, har jeg haft et noget anstrengt forhold til stort set alle Raimis film, der på mig virker som anstrengte og forcerede. Raimis insisterende brug af slapstick-humor sidder som en torn i øjet hver eneste gang, jeg drister mig til at smide en af hans film i afspilleren. Det virker, som om instruktørens filosofi er, at hver eneste horror-scene med fandens vold og magt skal efterfølges af et forløsende comic relief, hvilket i mine øjne er spild af gode gys. Hvorfor etablere en sublim stemning og derefter smadre det hele igen med en fjollet gimmick, der ligeså godt kunne høre hjemme i en Tom & Jerry-tegnefilm?

Selvfølgelig er The Evil Dead en genremæssig milepæl, der markerede en ny tendens, både teknisk og fortællermæssigt, inden for horror-genren. Men jeg kommer aldrig til at forstå Raimi som instruktør og i særdeleshed ikke hans brug af humor. The Evil Dead er en grim, tåbelig og helt igennem fjollet film, der, trods det, alligevel har en kvalitet hvilende over sig.

Mesterværk - måske? God – nej!



Filmen er ude på dansk DVD fra On Air. Kvaliteten er hæderlig, men desværre er filmen beskåret fra det oprindelige format, så den lettere passer til dit widescreen-tv.
- Misfarvet kød, kaglende vanvid og kulsort gru

Af Lars Gorzelak Pedersen

Jeg kom til The Evil Dead baglæns, idet jeg før da havde stiftet bekendtskab med Evil Dead 2, Raimis eget balstyriske semi-remake af den mere gustne low budget-etter. Toeren er én af de mest universelt elskede film i horror-fankredse, og ikke uden grund. Coveret på Kavans danske salgsvideo – Ash med motorsav og løftet gevær og den ildlignende titelgrafik mod ørkenbaggrunden – er for mig stadig et uudsletteligt billede på den tid, hvor man først stiftede bekendtskab med titler som Bad Taste, Basket Case, Brain Damage, Dawn of the Dead, Cronenbergs tidlige – og altså Evil Dead-filmene. Hvor mange har et fetisheret forhold til VIPCO's gamle releases, husker jeg i stedet engelske 4 Fronts gyldengrønlige VHS'er som et kært minde.

I dét lys – kan man sige – var der med The Evil Dead linet op til skuffelse, for Evil Dead 2 er en exceptionelt veloplagt gyserkomedie. Men egentlig er det unfair at sammenligne. Nr. 2 er, som det ofte påpeges, ren Tom & Jerry, men The Evil Dead er misfarvet kød, kaglende vanvid og kulsort gru som i tegneserierne fra E.C. Comics. Inkarnationen af den særlige form for skræk – netop skræk og ikke uhygge – der klæber til dén type horror.

”Den onde død” er nærmest identisk med kameraets maniske, krybende og allestedsnærværende blik, der når som helst kan bryde ud i besættelse og vanvid. Der er en helt særlig intensitet over The Evil Dead, som har at gøre med dette forhold: at kameraet selv er besat. Raimi må have spottet tendensen i Halloween og The Shining. Det er sigende, at det billede, jeg bedst huskede fra filmen, er det ved ankomsten til hytten, hvor en ophængt bænk gynger frem og tilbage og afgiver monotone dunk, når den rammer træhytten. Som et udtryk for de kaoskræfter, der i filmens univers banker på virkelighedens indgang.

Jeg havde ikke genset The Evil Dead i mange år, så Uncuts anmelderstafet var en oplagt mulighed for at fodre afspilleren med On Airs DVD. Det er ikke svært at få øje på manglerne – den kiksede ”halskæde-montage” med Ash og kæresten, de ikke altid lige pæne 16 mm-optagelser, formularisk karaktertegning, et soundtrack, der lyder besynderligt gammeldags. Omvendt er filmens sindssyge energi imponerende, og den visuelle opfindsomhed gør den til noget andet end bare et splatterprodukt fra genrens gyldne årti.

Men i øvrigt ligger charmen meget i detaljerne. Det er de akavede småting – dæmonernes underlige læggen-hovedet-på-skrå, blyanten i foden, skitseblokken, der brutalt perforeres af den besatte, tegnende hånds instrument osv., der bliver siddende i erindringen, og som i sidste instans gør The Evil Dead til en mere foruroligende oplevelse end dens kanoniserede efterfølger.

---

Anmelderstafet, November 2009


Og her 4 Front Videos censurerede engelske kassette, der dog kan prale af det flotteste omslag.
uncut.dk | 2009 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven