Udvidet søgning
Anmelderstafet:
En klassiker genbesøgt
EKSORCISTEN
- Hold da helt kæft!

Af Caspar Vang

Nogle skrækfilm æder sig ind i hjernen og bliver hængende takket være deres grumme atmosfære og en overordnet modbydelig stemning. Andre igen bider sig fast, når de disker op med vild opfindsomhed eller mareridtstableauer, der overhaler intellektet og taler direkte til følelserne. Så er det egentlig lige meget, om det giver mening eller ej. Hvis en gyserfilm får håret til at stå på hovedet, så fungerer den.
 
En del af de kanoniserede værker har en eller anden scene, der, i hvert fald ved første gennemsyn, får én til at rykke frem i sædet og tænke ”hold da helt kæft”! Her er noget helt specielt. Det kan være pistolen i maven i Videodrome, det fatale måltid i Alien - den 8. passager, scenen, hvor hajen pludselig dukker op, mens Brody kyler kød i havet i Dødens gab, hovedafskydningen i Maniac, øjesplinten i Woodoo: Rædslernes grønne ø (hovedgennemboringen i Zombiernes by for nu at blive ved Fulcis smukke splatterøjeblikke) eller den slimede genfødsel fra Hellraiser.
 
Du har sikkert glemt, hvor effektive halvdelen af de nævnte scener er. Vi har i en eller anden forstand set og skrevet filmene ihjel, og de er blevet lige så velkendte som vores egen baglomme. Så er det sundt at lade filmen ligge for en stund. Så vil du med garanti opleve førstegangsgennemsynets oprindelige overraskelse og fascination ved gensynet.
 
I William Friedkins besættelsesklassiker Eksorcisten kommer den nævnte 'nu rykker jeg frem i sædet'-scene for mit vedkommende 75 minutter inde i filmen.
 
På ægte Poltergeist-vis er huset, hvor den besatte teenager Regan ligger djævlebesat i værelset ovenpå, på den anden ende med flyvende genstande og rumsterende møbler. Skræmmende nok, men filmen kaster sit trumfkort direkte i synet på mig, da moderen stormer ind i værelset og ser Regan dolke sit blodige skød med et krucifiks, hvorefter hun med raspende, umenneskelig stemme brøler ”Let Jesus fuck you!”, inden hun presser den rædselsslagne moders ansigt ned i skridtet: ”Lick me! Lick me!”. Scenen afrundes på absurd vis, da Regans hoved med en uhyggelig knagen drejer rundt.
 
Det er faktisk ved at være en del år siden, jeg sidst så filmen, som jeg i øvrigt foretrækker i det oprindelige cut, og den efterlader et stærkere indtryk, end jeg havde troet. I hvert fald har jeg svært ved at slippe præcis den nævnte scene, og det blodige, krucifiksdolkede skridt er det sidste, jeg ser, inden jeg lukker øjnene om aftenen. Tak for det dejlige mareridt, hr. Friedkin.



I første halvdel af 80'erne dukkede William Friedkins famøse besættelsesgyser op på det dansk video. Her er det videoomslaget fra Warner Metronome.
- Aggressiv katolsk propaganda

Af Mikkel Harris

Selvom Eksorcisten er et stykke aggressiv katolsk propaganda, så er der nu også meget godt at sige om den. Det filmtekniske håndværk er fx ekstremt lækkert, og persontegningen dybt engagerende. Selve dæmonbesættelsen er, synes jeg, mest interessant i første halvdel, hvor den nærmest skildres som en grotesk pubertet med stemmeændring, uren hud og lidenskabelig antipati mod samfundets støtter (hjemmet, videnskaben, kirken) - den menneskelige biologi er trods alt kristendommens største arvefjende!

Jeg så den første gang som 10-11-årig, på tærsklen af min egen pubertet, med hele familien samlet foran husalteret. Min reaktion var kildrende fascination; al den ambivalente anelse - køn, tabu, tro, dæmoni. Min storebror stak hovedet i sofapuden og fik et ængsteligt fniseanfald under Linda Blairs autodefloration med krucifiks, men vi fik da lov at se den færdig. Ved gensyn synes jeg stadig, at den første halvdel er fremragende, men mister ligesom interessen, så snart besættelsen afvikles som fjollet cirkusforestilling med roterende hoved og levitation.

Ifølge overleveringen skabte den vildt postyr i premiereåret. ”Across America people left screenings in a distressed condition. Heart attacks and at least one miscarriage were reported, while in Berkeley, California, a man attacked the screen attempting to kill the demon. The number of people seeking psychiatric help increased, church attendance began to rise dramatically, and violence broke out at many screenings” (citeret fra Clive Barkers A-Z of Horror).

Men det gik nu heller ikke stille af sig, da jeg var til premiere på The Director's Cut aka The Version You've Never Seen i en århusiansk biograf med introduktion ved okkultisten Erwin Neutzsky-Wulff. Da filmen åbnede med den brændende sol og lyden af en muezzin, der kalder til bøn, hørtes spredt latter i salen, vistnok fordi det lød som om, stemmen kom nede fra publikum. En eller anden råbte så på gebrokkent dansk, at vi ikke skulle grine af hans tro. Lidt senere udbrød der slåskamp på de bagerste rækker. Da flere i salen råbte af brushanerne, stillede en lille modig indvandrerknægt sig op foran og spurgte, om der ”var nogen, der ville noget”. Min sidemand, en ordentlig kleppert, også af mellemøstlig herkomst, rejste sig halvt op i sædet og svarede: ”Ja, mig”, hvorefter knægten hurtigt fandt sin plads igen. Kort efter blev ballademagerne afhentet af politiet. Mens resten af salen brød ud i jubel, var der en som råbte: ”Politistat!”

Eksorcisten kan altså stadig fremkalde stærke følelser…



Warner udgav denne 25th Anniversary Edition på DVD i slutningen af 90'erne. Filmen kom på det danske marked fra Warner Metronome, hvor den hed "Special Edition: 25th Anniversary", men indholdet var det samme.
- En genremæssig milepæl

Af Kristian Roldsgaard Jensen

Min all-time favorit-filmanmelder, Morten Piil, stillede det vigtige spørgsmål, da han i en lignende stafet blev bedt om at anmelde Orson Welles' Citizen Kane: ”Kan man tillade sig at anmelde et mesterværk?” Svaret er naturligvis et stort og rungende JA. For hvis ikke man kan forholde sig kritisk til et mesterværk, hvordan skal man så nogensinde kunne forstå, hvorfor en film er blevet så kanoniseret som Welles' film, eller for den sags skyld William Friedkins Eksorcisten.

Som Mikkel Harris ganske rigtigt konkluderer, så kan Friedkins dæmoniske film stadig vække stærke følelser i folk, og det er netop dét, der efter min mening gør Eksorcisten til noget helt særligt. Alle, film-aficionados eller ej, har en mening om denne film. Nogle hader den som pesten og synes, at den er grinagtig. Mens andre, inklusiv undertegnede, hylder den som en genremæssig milepæl. Selvom jeg efterhånden har set filmen utallige gange (jeg prøver at gense den minimum én gang om året), så kan jeg stadig få koldsved af Friedkins portræt af den besatte teenager Regan.

Selv da filmen fik repremiere 2001, var vandene delt. Nogle mente at den originale version var langt den bedste, mens andre mente, at den nye var (endnu) bedre. Personligt holder jeg meget af begge versioner og har som sådan ikke nogen præferencer. Dog synes jeg, at den berygtede ”Spider crawl” scene er sublim og über-skræmmende, på trods af at mange mener, at scenen slet ikke passer ind i filmens plot.

Eksorcisten er en af de få film, der stadig kan skræmme mig, og det siger ikke så lidt, da jeg ligesom de andre uncuttere ser ualmindeligt mange filmiske gys. Da jeg var til repremiere på filmen i den nu nedlagte ABC-biograf i Horsens, foregik det noget roligere end Mikkel Harris' tur i
Århus, men min kvindelige ledsager og jeg forlod ikke desto mindre dybt rystede biografens mørke. Uha – det var sgu uhyggeligt. Langt værre gik det for min dengang 15-årige lillesøster, der måtte sove i mine forældres seng efter at have set filmen med en veninde, i øvrigt et populært samtaleemne ved familiens spisebord, når snakken en sjælden gang falder på uhyggelige film – undskyld Sanne.



I sommeren 2001 blev filmen sat op i de danske biografer i en særlige omklippet og justeret udgave. The Version You've Never Seen. Her er det efterfølgende videoomslag fra Sandrew Metronome.
- Ekstremt velspillet

Af Lars Gorzelak Pedersen

Det er med William Friedkins The Exorcist som med Mozart indenfor den klassiske musik: Man kan ikke slippe af sted med at sige noget grimt om skidtet uden samtidig at antyde for alverden, at man er en nar. Så lad mig slå først, før jeg siger noget andet, at The Exorcist selvfølgelig er en god film og en intens filmoplevelse. Alt andet ville være koketteri at hævde. Og Mike Oldfields effektive og ofte imiterede ”Tubular Bells” forlener, skønt latterligt sparsomt brugt, filmen med en helt speciel stemning, ligesom det ikoniske cover-billede af Sydow under gadelampens skær.

Ikke desto mindre er den også – helt intentionelt – det kapitel i den til dato fire-film-lange serie, jeg har genset færrest gange. Friedkin forklarer i introduktionen til 25-års-jubilæums-DVD'en, at den omhandler ”the mystery of faith”, men personligt kan jeg ikke lade være med at tænke, at den gør det på en ret uinvolverende facon.

Filmen er ekstremt velspillet – på den der 70'er-realistiske måde, der forduftede som dug for solen op gennem 80'erne og aldrig kom igen. Men alligevel er den sært ugribende – måske fordi det er lidt svært at gennemskue, hvor den egentlig vil hen. En assyrisk luftdæmon hives ind fra højre og udpeges af hvem ved hvilken årsag til Satan selv, der i The Exorcists univers er helt tosset med ungmøer. Puberteten skrider som et ondt spektakel ind og ødelægger den pussenussede familieidyl, filmen bruger 40 minutter – næsten en halv spillefilm – på at stable på benene. Det hjalp ikke ligefrem på langsommelighedsproblemet, at der nogle år tilbage udkom et director's cut med ekstra scener indsat.

Måske er det fordi, man igennem årene har set filmens scener med den besatte Regan parodieret et utal af gange, at jeg under gensynet ikke kunne lade være med at smile en anelse af selve eksorcismen. Men jeg kan faktisk ikke mindes, at jeg nogensinde har oplevet The Exorcist som særligt uhyggelig. Personligt foretrækker jeg en dramaturgisk falliterklæring som Boormans efterfølger, der underminerer etterens skarpt optrukne begreber. I treeren, seriens bedste, har William Blatty fået krænget den mytologiske mumbo-jumbo af og hevet historien ned i en sfære, hvor almindelige mennesker med almindelige problemer færdes. The Exorcist III er møg-uhyggelig. Friedkins film er, synes jeg, mest ulækker – om end på en prof måde.

---

Anmelderstafet, Januar 2010


Og endelig The Version You've Never Seen i Sandrew Metronomes danske DVD-release.
uncut.dk | 2010 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven