GYSET IFØLGE SCHUBART
Verdens 25 bedste gyserfilm
Rikke Schubart; 119 p. S/H m. farveomslag, Paperback. Vejl. pris. 149,-
(2001 - Rosinante) - ISBN: 87-621-0073-4
Lad os straks få overstået det største spørgsmål, som enhver genrefreak tørster efter at få svar på og sammenlignet med sin egen personlige hitliste: hvilke 25 film ér så ifølge Rikke Schubart verdens bedste inden for vores yndlingsgenre? I alfabetisk orden: Alien - den 8. passager (Alien) (79), Carrie (76), Chok (Repulsion) (65), Djævlens datter (Near Dark) (87), Dobbeltmennesket dr. Jekyll og mr. Hyde (Dr. Jekyll and Mr. Hyde) (32), Dracula (79), Duellen (Duel) (71), Eksorcisten (The Exorcist) (73), En amerikansk varulv i London (An American Werewolf in London) (81), Evil Dead II (87), Frankenstein (31), Fredag den 13. (Friday the 13th) (80), Fuglene (The Birds) (63), Hellraiser (87), Henry: Portrait of a Serial Killer (87), Invasion fra rummet (Invasion of the Body Snatchers) (56), Maskernes nat (Halloween) (78), Morderisk mareridt (A Nightmare on Elm Street) (84), Motorsavsmassakren (The Texas Chainsaw Massacre) (74), Night of the Living Dead (68), Ondskabens hotel (The Shining) (80), Peeping Tom (60), Psycho (60), Rosemary's Baby (68) og Shivers - Parasit-morderne (75).

Det kræver ikke det store overblik for at se at to instruktører er repræsenteret med to film hver, nemlig Hitchcock og Polanski, som derfor må anses for at være helt store sværvægtere inden for gyset, i Schubarts opfattelse af genren (hvilket jeg bestemt kun kan give hende ret i). Måske kunne det have været en god idé at i bedste Braad Thomsen stil, have begrænset filmene til én pr. instruktør, hvilket havde givet plads til et par oplagte udeladelser. Her tænker jeg præcis på de tre instruktører Schubart bevidst har undgået: Mario Bava, Dario Argento og Terence Fisher, udelukkende fordi hun ikke bryder sig om deres film; fint nok bogen ér subjektiv, men det virker underlig inkonsekvent, når nu omslaget til bogen prydes af fransk poster-art fra Terence Fishers Revenge of Frankenstein (58) - som hun jo ikke bryder sig om. Havde Schubart valgt at fokusere på filmenes kunstneriske træk (som der jo ikke findes nogen sikre analysemodeller for) i stedet for de litterære, for det ér jo 'levende billeder' det handler om her, havde Fishers Dracula (58) givetvis også trukket det længste strå i lodtrækningen om én af de eftertragtede 25 pladser i stedet for Badhams. Desuden er det nok nærmere serien, end forfatterens problem at titlerne 'Verdens 25 bedste' smager alt for absolutte, når '25 af verdens bedste gyserfilm' havde været mere passende.

Siden forfatteren, "Danmarks største ekspert i gyserfilm" som bogen så nydeligt formulerer det, Rikke Schubarts debut med den glimrende genreindføring I lyst of død: Fra Frankenstein til splatterfilm (93) har undertegnede med spænding ventet på skribentens næste udspil. Men selvom Schubart, Danmarks eneste 'offentligt udstillede' akademisk uddannede og kvindelige genrefilms-ekspert, jævnligt dukker op i medierne til verbal nærkamp og sporadisk optrådte i Kosmorama (så vidt jeg husker) og Politikens filmtillæg med forsvar og analyser af underlødige og splattede film, havde jeg efterhånden opgivet at se mere Schubart gys på boghylderne. Derfor var nyheden om en ny bog fra skribenten, en kærkommen overraskelse, som desværre slog over i mistro da jeg erfarede at bogen tilhørte Rosinantes '25 bedste' serie. Dels fordi jeg allerede kender bogserien, hvoraf Nicolas Barbanos bidrag Verdens 25 hotteste pornostjerner er den eneste nævneværdige, og dels fordi jeg indtil videre er forbavset over hvor megen overfladiskhed Rosinante formår at hælde ned i bøger til 150 spir. Når overfladiskhed nu er nøgleordet for bogserien, så må man antage at bøgerne er henvendt til nybegyndere på området, hvilket jeg vil vende tilbage til senere. Nuvel, jeg havde forventet en moppedreng på 700 sider med tonstunge analyser af genrens mindre kendte værker (de fleste af de omtale film er allerede analyseret og omtalt i I lyst og død..), men mine uindfriede forventninger lagt til side, syntes jeg alligevel at Verdens 25 bedste gyserfilm, er sjusket venstrehåndsarbejde fra en ellers stabil forfatter. Så meget mere ærgerligt bliver det når man konstaterer at en bog af denne type, som tager underlødige (i hvert fald i almuens øjne) film alvorligt, er en streng nødvendighed på de danske boghylder, hvor udbudet af litteratur om genrefilm er pinligt og en skrabet 'coffee-table book' skal repræsentere skrækfilmens ansigt for de litterært mindede danskere.

Som forventet består bogen af en glimrende introduktion, der præsenterer Schubarts forhold til genren, på underholdende og medrivende vis, efterfulgt af de 25 forjættede filmomtaler. Disse belyses primært under en Freudiansk, litterær og tematisk indfaldsvinkel, sammenvævet med en afslørende handlingssynopsis, lidt historisk baggrund og vigtige citater fra filmene, afrundet med auteurvinkler hvor det er relevant. Det gælder både for instruktører som for effektfolk mm. Tonen er en blanding af akademiske pointer og 'ungt' frisk sprog, hvor forfatteren ikke holder sig tilbage for at benytte vulgære og friske udtryk som "zak, zak, zak", "tough luck", "snit, snit, snit", "gokke den af" og "hængepatter"; ganske underholdende, men med al respekt for begge parter, forbinder jeg snarere den slags med Frank Brahes Mondo Franko og Von Hegnets Bloody Darlings (se fanzine anmeldelser). Alligevel fint nok, for Schubart kalder, ligesom Lars og Frank, en kusse for en kusse og forfalder heller aldrig til den akademiske tomhed og tørhed som hun selv hader.

Mit største kritikpunkt er bogens relativt mange småfejl og mangler, som helt var undgået i forfatterens tidligere værk, der også forklarer hvorfor vi ser denne slags film, en problematik som Schubart her undgår at uddybe - for det er der heller ikke plads til. Desuden er det filmene og ikke et mediesociologisk spørgsmål bogen behandler. Når bogen nu ér henvendt til begyndere (det forsvarer naturligvis ikke fejl i bøger henvendt til den velbevandrede fan - men de har i det mindste muligheden for at opdage dem og ignorere dem), er det ærgerligt at der har sneget sig en masse fejl ind som kunne være elimineret ved en simpel korrektur læsning af en genrekyndig. Kald det nørderi eller flueknepperi, men disse fejl vil sætte nybegynderen på vildspor og efterlader også at det indtryk at bogen er skrevet frit fra leveren uden megen omtanke, research eller korrekturlæsning - et indtryk I lyst og død... ikke efterlader. Eksempelvis får nybegynderen svært ved at finde titlen Dawn of the Living Dead (s.8), finde øksehalshugningen i Fredag den 13. (s.61) (som udføres med en machete) eller nyde David Bowies forvandling i Starman (s.47). John Badham har iøvrigt heller ikke instrueret Fright Night (s.49) og Dawn of the Dead hár haft dansk biografpremiere (s.114). Schubarts idé om at nævne en films danske titel, fremfor original titlen, hvis den danske titel er mere kendt (lidt af et projekt at kaste sig ud i at bedømme hvor kendt en titel er) end originaltitlen, virker sært inkonsekvent - og går da også galt. F.eks. optræder Polanskis fremragende vampyrkomedie både under sin original titel Dance of the vampires (s.22) og den danske Vampyrernes nat (s.49).

Kan du bogens 'sikre' valg og enkelte undtagelser i søvne, kender du genren fra a-z, kan Fulcis film på fingrene, har set hele Fredag den 13. serien flere gange og analyseret Carpenters (gode) film forfra og bagfra, vil bogen givetvis ikke kunne biddrage med noget fornuftigt til dit univers. Men med en kort errata vedlagt og nedslag i prisen (bogudsalg!) kan jeg alligevel ikke lade være med at anbefale Verdens 25 bedste gyserfilm til den nyklækkede genrefilm freak. Dels fordi genren fortjener respekt, nyt blod, nye fans, nye entusiaster og nye skribenter, dels fordi disse nyklækkede entusiaster fortjener en god indføring til genren (hvilket Schubart for så vidt allerede hár skrevet) og fordi der er Śrtier mellem litteratur om underlødige filmgenrer på de danske boghylder.

Vang (april 2001)