LARS VON TRIERS FILM – TVANG OG BEFRIELSE
Peter Schepelern; 326 p. 349,-
(2000 - Rosinante)
For et stykke tid siden stødte jeg på den officielle indbydelse til en af Lars von Triers meget tidlige film: Orchidégartneren fra 1977. På indbydelsen, der er fra en tid hvor Triers navn endnu ikke havde slået sig fast i den danske folkebevidsthed, finder man en kort, men overvældende entusiastisk, omtale af filmen. Skrevet af Peter Schepelern.

Når jeg nu vælger at hente eksemplet frem i denne sammenhæng, er det for at give et indtryk af hvor lang tid Peter Schepelern har arbejdet med det stof, der nu er at finde i andenudgaven af hans bog om Lars von Trier, denne gang tituleret Tvang og befrielse.

Man kunne med rette spørge sig selv om, hvad vi egentlig skal med en revideret udgave af en bog, der sidst udkom i 1997. Svaret er i første omgang, at Schepelern er en grundig mand, som ikke lader så meget som en enkelt side af von Triers, efterhånden meget nuancerede værk gå ubehandlet hen. Når nu, som han skriver i indledningen, Triers enorme produktivitet allerede har gjort førsteudgaven mangelfuld, må han jo selvfølgelig gribe til pennen igen.
Sagen er i al sin simpelhed den, at Triers værk, fra og med Idioterne (1998) har taget en kovending, der skinner tilbage på hele Triers kunstneriske projekt. Hvor titlen på den første bog, Triers elementer, afspejler den Lars von Trier, der åndede gennem storladne stileksperimenter; afspejler Tvang og befrielse i langt højere grad Trier som et menneske, der konstant udforer og sættet sig selv på spil, gennem et filmarbejde, der fremstår som genistreger udviklet gennem en sindrig terapi.

Schepelerns forhold til Trier, på det personlige såvel som det filmiske plan, får sit afløb i en særdeles beleven skildring af forholdet mellem en kunstner og dennes værk. Det handler nemlig om forholdet mellem den fobiske Trier, der, med Schepelerns ord, lider af "menneskesky ekshibitionisme ", og kunsten som muligt tilflugtssted fra selv samme. Triers personlige historie blandes på elegant vis med han filmiske værk, og resultatet er højt hævet over den blotte gensidige belysning - det er et filmgenis ømtålelige omdrejningspunkt, der her bores i.

Tilbage til spørgsmålet om vi virkelig havde brug for en opdateret udgave, kan svaret kun være positivt, for sagen er den, at hvor førsteudgaven, som en grundig gennemgang af Triers værk, ikke hævede sig meget over at være en glimrende introduktion til en dengang vordende auteur, er denne reviderede udgave nok den bedste danske litterære tilføjelse til filmhistorien siden Martin Drouzy i sin tid udgav sin store bog om Carl Th. Dreyer. En bog om den eneste danske instruktør man kan sidestille med von Trier, og hvis måde at bedrive filmhistorie på Schepelern her går til rette med, gennem sit elegante tværsnit af den danske filmhistorie de sidste 25 år. En historie der i talrige cirkler udgår fra ét om samme omdrejningspunkt: Lars von Trier.
Næste gang vi får en opdateret udgave af Trier-bogen må være når Triers indflydelse som en af de største nulevende filmgenier i verden, for alvor får indskrevet sig i den internationale filmhistorie. Afhængig af hvor lang tid det end måtte tage, så skal en revideret udgave til den tid, endnu en gang blive modtaget med stor glæde.

Munkholm (september 2000)