NU MED MINDRE IRONI
Obskuriøst #7/8 forår 2004
Red. Henrik Larsen
Vejl. Pris: 50,-, 31 sider, A4 sort/hvid
Obskuriøst er tilbage og denne gang med mindre ironi, proklameres det surrealistisk på forsiden. Nr. 7/8 lægger ud med en skandinavisk satsning, idet den første artikel af Linus Bengtson er på svensk. Det er en kort selektiv gennemgang af serien af franske agentfilm med Eddie Constantine i rollen som Lemmy Caution. Filmene er i dag nok mest kendt på verdensplan, fordi en af dem - Alphaville (1965) - er instrueret af Jean-Luc Godard. Artiklen sammenligner Cet homme est dangerous (1953) kort med bogen som den bygges over og læseren får korte biografiske oplysninger om både romanforfatteren Peter Cheyney og Eddie Constantine. Herefter følger en generel gennemgang af serien. Generelt er det en ganske fin artikel, der dog vil meget på ganske kort plads og dermed bliver en tand overfladisk. Desuden savnes en begrundelse for den megen fokus på både romanforfatter og hovedrolleindehaver, men stort set ingen på instruktørsiden som dog synes at være mere relevant i sammenhængen. Desuden ignoreres Alphaville fuldstændigt - utvivlsomt fordi at den er i centrum for bladets næste artikel – men det ødelægger lidt artiklens helhed.

Thure Munkholm, jeps Uncuts egen, står for en ret grundig artikel om denne sidste Lemmy Caution-film. Munkholms artikel er modsat Bengtsons artikel langt mere dybdegående. Godards Alphaville (1965) underkastes en kritisk belysning og læseren får både en gennemgang af virkemidler og kunstneriske intentioner, krydret med korte biografiske oplysninger om Godard. Artiklen er præget af en filmhistorisk viden og en teoretisk tilgang til mediet, som understreger Obskuriøsts ståsted imellem hobby og profession – en vinkel som undertegnede gerne så lidt mere af i Obskuriøst fremover. Det er netop artikler som denne, der indfrier Larsen redaktionelle målsætning: at vække til eftertanke.

Lars Von Hegnet havde gravet krigsøksen op til sidste nr. af Obskuriøst og sørme om han ikke har beholdt den fremme! I sin lange og grundige gennemgang af den ”glemte” film Targets (1968), Mondo Karloff Sniperia viser han at han endnu har gejst i sig. Om man kan lide Von Hegnets idiosynkratiske stil, er naturligvis en smagssag: Von Hegnet skriver personligt og kan ikke lade være med at involvere egne erindringer, pudsige anekdoter og pludselige indfald, samtidigt med at han har sin egen helt specielle sprogbrug. Undertegnede finder det en smule langsommeligt og unødvendigt omfangsrigt, samtidig med at der faktisk er ret få konkrete punkter om filmen: Hvad er det, der gør den god i Von Hegnets øjne får man faktisk ikke nogen særlig klar fornemmelse for på trods af at anmeldelsen fylder halvanden side. Men Von Hegnet har mange tilhængere og det er dejligt at se, at han fortsat begår sig som skribent – i fanzine-sammenhæng er manden jo nærmest en institution.

Hollywood – der var engang
er en slags kort autobiografisk filmhistorisk debatoplæg af Michael Porel, hvor han tegner et billede af Hollywood siden trediverne, med de forskellige perioders kunstneriske styrker og svagheder. Afslutningsvis trænger det polemiske mere i forgrunden, idet Porel mener, at den økonomiske styring af Hollywood har ødelagt filmindustrien, fordi den forhindrer kunstneriske satsninger i et miljø, der ensidigt orienterer sig imod profitoptimering. Porels iagttagelser er sådan set ikke særligt revolutionerende, men ikke desto mindre ganske rammende. Det man dog savner lidt, er snarere en lidt dybere argumentering for hvorfor f. eks. 30rne – i Porels forståelse et gyldent årti – netop frembragte film med de kvaliteter han savner i dag. Og hvad var deres kunstneriske kvaliteter? Punkter som er vigtige, hvis man vil starte en reel debat, eller blot mane til eftertanke.

Obskuriøst 7/8 domineres af en laaaang artikel om Dr. Who serien, som startede engang i 1700-tallet – en serie som vistnok aldrig får ende... Larsen selv skriver et godt oplæg og selv denne læser, der absolut intet forhold til Dr. Who har, kan interesseret følge med. Derefter følger 3 sider med yndlingsafsnit og personlige Dr. Who anekdoter af hhv. Erwin Neutsky-Wulff og Steen Sharpiro og så er det straks sværere at holde interessen fanget, men dette skyldes nok mere smag og behag end de to anmelderes indsats. Endeligt slutter Larsen af med en kort opdatering på den gode doktors status på DVD-markedet. Sikkert en drømmerejse for enhver Dr. Who interesseret og interessant nok for undertegnede til at han (endnu en gang) besluttede sig for at få tjekket blot et enkelt afsnit ud ved lejlighed. Obskuriøst skal i hvert fald ikke have hug for ikke at fordybe sig i denne sammenhæng.
Med Erling Søebys artikel Barbarella, Rona og Wenetryhl foretages et skift til tegneseriens verden, eller ret beset nok til brydningsfladen imellem tegneserien og filmmediet. Artiklen er en informativ lille gennemgang af to tegneserier der i et eller andet omfang er inspireret af Roger Vadims Barbarella (1968) film, som demonstrer et kort historisk gennemgang, præget af overblik og personlige holdninger. Det eneste der virker lidt uklart er, hvorfor det i så høj grad er filmen Barbarella og ikke den tegneserie, som filmen er baseret på, der vægtes. Som det er, virker springet fra tegneserie til film og tilbage til tegneserie en smule umotiveret. Tegneserie for sig og film for sig fristes man til at sige, eller en konsekvent sammenstilling af medierne film og tegneserie. Men stadigvæk er Søebys artikel klart anbefalelsesværdig.
I Fortidens nazilæger hærger er vi tilbage i den virkeligt psykotroniske afdeling af filmverdenen. Nils Markvadsens lille selektive nazilæge-filmografi er tiltalende læsning for enhver filmbuff med forkærlighed for det bizarre og en næse for gamle danske tapes.
Finn Ludvigsens artikel Vincent Prince, min ynglingsskurk er ren hyggelæsning. Ikke meget nyt under solen for kendere forstås, men hans entusiasme for en lille række af udvalgte Vincent Price-film smitter – og så er det også en ganske sjov lille anekdote at Ludvigsen selv oplevede House of Wax (1953) blive spillet i 3d i København i 1953 – hvilket er et år før undertegnedes mor blev født! Bare der var flere, lidt ældre filmbuffs, der ville dele ud af den slags oplevelser.

Herudover har Obskuriøst 7/8 også en række kortere artikler. Jens Sirich bidrager med en fin lille artikel/erindring, Pladen førte til filmen, om en anden tid og om en helt særlig årsagskæde fra musik til film: det drejer sig om en musikfilm af Ken Russell fra 1975, og den korte artikel er både underholdende og vækker samtidig appetit på at tjekke Rick Wakeman ud, hvis musik det altså er, Russell skildrer.
Frank Brahes lille gennemgang af hans personlige forhold til SVF-bogserien, i artiklen SVF står for Science Fiction, bærer præg af den særligt personlige, lidt nostalgiske vinkel som faktisk altid har været en del af Obskuriøst. Komplementeret med redaktørens lille gennemgang af bogserien, er det en lille hyggelig informativ sag, selvom jeg må gå i rette med redaktøren: generelt mener jeg ikke at SVF- bøgerne er specielt sjusket oversat. Men hvis SVF fortsat skal indgå i Obskuriøst var det måske snart på tide med en lidt mere dybdegående og kritisk vinkel på serien. F. eks. kunne undertegnede godt ønske sig lidt stof om den danske sci-fi forfatter Niels E. Nielsen som var en tilbagevendende figur hos SVF.
Kun en tåbe frygter ikke havet kan Jack Jensen bekræfte efter at have set Fer de lance (1974) som han her giver en lille anmeldelse. Åbenbart har tanken om kvælningsdøden bragt inspirationen op i redaktøren, for han kommenterer artiklen ved citere fra Jules Vernes En verdensomsejling under havet.

Skribentfri zone
er Larsens helt egen afdeling, hvor han slår mange og vidt forskellige brød op: her er en artikel om Larsens fascination af Sherlock Holmes, der udvikler sig til en længere saga om mølangreb, bibliofili, filantropiske handlinger for at udbrede Sherlock Holmes til Søften og overvejelser om fascinationen af drengefantasien.
Der er også en artikel om Judas Priest og Larsens genopdagelse af værdien af midaldrende mænd i læder. Anmelderen har kun én ting at sige: Hellbendt for Leather! Voivod er et andet af Larsens ”nye” bands, som får en noget grundigere gennemgang end Judas Priest, og det er – i undertegnedes lidet objektive øjne – en helt gal satsning: ”Præsterne” fortjener sgu'da et helt temanummer! Herudover er der en kort rapport fra et redaktørtræf i Søften samt reviews af nye blade på Fanzine-fronten.

Men hvad skal en anmelder konkluderende sige om Obskuriøst 7/8? Tjoh… de senere numre af Obskuriøst har bredt sig over stadigt bredere stof og det betyder selvsagt at der for den enkelte læser meget vel kan være længere imellem de relevante artikler. Herudover kunne Obskuriøst måske vinde ved et lidt strammere kriterium for relevans. Generelt er bladet bedst, når det drejer sig om film, og det er en udpræget kvalitet ved Obskuriøst, at der stadigvæk skrives for os, der bruger mange timer i antikvariater og på markedspladser – og som ikke helt har opgivet vhs'en i disse DVD-tider. Det er rigtigt fedt at Obskuriøst (i hvert fald indimellem) stadigvæk tager sit udgangspunkt i marskandisernes bøtter og hylder snarere end i endeløse opremsninger af DVD-nyheder, som man alt andet lige kan finde på nettet.

Jens Hollesen (september 2004)