MONDO FRANKO
Ed. Frank Brahe
Vejl. pris 50,- kr. 87 sider. A4 S/H m. omslag i farve.
Mondo Franko er et forsøg på at rode bod på en generel mangel på udbud i den danske fanzine-verden. Redaktøren Frank Brahe har i længere tid anmeldt for Bloody Darlings, og det bærer hans nyfødt barn præg af. Ikke at han prøver at skjule det, det første vi kan læse om bladet er at det "nok skal ses som en symbiose mellem Bloody Darlings og Best of Video Horror."

Bladet er i et dejligt stort format, med mange sort/hvide cover-scans. 87 sider er meget, og mit umiddelbare indtryk var, at der stod for lidt på siderne. Når man betaler for næsten 90 sider, ville det være rart hvis der blev fyldt lidt mere på hver side. Nok om det, for det primære er jo indholdet. Bladet består primært af anmeldelser, og det af alt hvad skribenterne har set i ugerne op til bladet gik i trykken. Der er rigtig mange anmeldelser, af varierende længde og kvalitet; og jeg må indrømme at den anarkistiske form ikke helt appellerer til mig. Igen må man tænke på at bladet skal ses i forhold til prisen, og her synes jeg måske godt man kunne have udvalgt anmeldelserne noget bedre, i stedet for blot at anmelde alt. Selvfølgelig synes jeg det er fedt når Mads Jensen anmelder gamle danske udlejningskassetter, og det samme med mange af de andre anmeldelser. Jeg mangler bare noget konsekvens. Der er for mange film, det bare ikke er spændende at læse om; enten er de ikke obskure/ukendte nok til, at man lader øjnene hvile ved dem, eller også er der tale om mainstream-film man har læst om mange gange før. Hvad enten man vil være ved det eller ej, har Bloody Darlings en charme eller aura, der er dens egen, og jeg tror ikke at det er en god idé, at efterligne den. Resultatet er i hvert fald på ingen måde ligeså gennemført.

Ud over anmeldelser, finder man også i bladet nogle længere velskrevne artikler, om bl.a. Peter Cushing (af Henrik Larsen) og Star Trek (af Asger Harlung). Disse artikler er rent faktisk rigtig gode (især Cushing artiklen er værd at gemme bladet for – godt skuldret Henrik!) og langt over normal fanzine-kvalitet.

Mondo Franko er et godt initiativ, men nogle gode artikler på trods, har bladet ikke nok at byde på set i forhold til de 50 kroner jeg måtte slippe for det! Forside og bagside er i farver, hvilket stort set er unødvendigt, idet de gengivne covers er dårligt reproduceret, og for små til at have egentlig interesse. Måske hvis man havde satset på et mindre prangende blad, og havde komprimeret teksten til 40-50 sider (det kunne sagtens lade sig gøre uden at ødelægge læseværdigheden) kunne prisen have nærmet sig de 25-30 kroner, jeg gerne ville have betalt.

Munkholm (feb. 2000)

Mondo Frankos redaktør oplyser at bladet er udsolgt (fra Franks side forstås - måske kan du stadig være heldig at finde bladet i Fantask eller lign. boghandlere). Yderligere spørgsmål vedrørende bladet bedes henvendes til Mondo Franko.

Mondo Franko kan kontaktes gennem:
Frank Brahe. Hjortevej 41, Søften, 8232 Hinnerup. Tel: 86 91 19 23