KITCH, CAMP & JOHN WATERS
Jens Kofoed Pihl & Valentin Andersen; 131p. 198,-
(1998 - forlaget Frydenlund) - ISBN: 87-7887-008-9

Vi står her overfor noget så sjældent som en bogudgivelse om en undergrundsinstruktør på dansk. Det må jeg tage hatten af for, i hvert fald i første omgang.

Det første man lægger mærke til når man læser bogen er det noget usammenhængende sprog. Det virker som om forfatterne har ville udøse alle de fakta de vidste om Waters på een gang, hvilket resulterer i, at vi bliver bombarderet med info om dette og hint, uden at der bliver skabt et egentligt sprogligt flow. Der er ingen tvivl om at forfatterne nærer stor kærlighed, ikke blot til Waters, men også til undergrunds- og horror-film i al almindelighed. Jeg kunne bare have ønsket, at bogen var blevet læst igennem en ekstra gang med henblik på det sproglige og kompositoriske, inden den røg i trykken.

Selve portrættet af Waters er små 41 sider (heraf er 15 af dem billeder!) - men meget informativt, hvis man er til fakta om instruktøren, produktionerne, skuespillerne og deslige. Efterfølgende kan man læse om Waters' inspirationskilder. En kort gennemgang af instruktørene Russ Meyer, George & Mike Kuchar, William Castle og H.G. Lewis. Slutvis indplaceres Waters blandt senere instruktører. Herefter følger bogens to absolut mest brugbare kapitler. Det første er en komplet filmografi med handlingsreferater fra 8mm kortfilmen Hag in a Leather Jacket (1964) frem til Serial Mom (1994), samt er afsnit om de ikke realiserede projekter Flamingos Forever, Cecil B. Demented og Glamourpuss. Det andet er et persongalleri over folk som har optrådt i Waters' film.

Resten af bogen er ikke helt så læseværdig som den første del. Først prøver forfatterne at opstille nogle generelle temaer fra Waters' film, hvilket aldrig udvikler sig fra at være mere end en sølle genfortælling af steder hvor vold, sex mm. optræder i filmene. Opremsning er ikke tematisering! Der bliver ikke rigtigt konkluderet på noget, og afsnittet kommer til at virke mere som fyld end noget andet. Bogens største problem er dog den afsluttende gennemgang af begreberne "kitch" og "camp". Gennemgangen er god nok i sig selv, problemet er bare at den overhovedet ikke bliver sat i forbindelse med John Waters' værker. Sammen med det tidligere kapitel om Waters' inspirationskilder virker bogen som helhed mere fragmenteret end godt er. Eksempelvis kunne man have placeret kapitlerne om "kitch" og "camp" forrest i bogen, og derved have skabt en rød tråd til gennemgangen af Waters' værker.

Slutvis må vi tage os til takke med en sølle undskyldning for en konklusion, som heller burde have været undladt. Her konkluderer forfatterne at "kitch" og "camp" ikke længere har nogen værdi i disse postmoderne tider: "postmodernismen indebærer jo en nivellering af alle begreber og værdier, så alt bliver lige gyldigt og dermed i sidste ende ligegyldigt" (cit. p. 129). At bevæge sig ud i en pludselig diskussion om postmodernisme virker underligt, især når man ikke har definitionerne på plads. Det postmoderne indeholder ganske vidst en nivellering, der gør at alle begreber og værdier kan ses som lige gyldige, men dette udmunder ikke i ren relativisme som forfatterne med det retoriske kneb "jo" prøver at overbevise os om. Jeg skal ikke bevæge mig ud i en længere diskussion af det postmoderne, men pointen begrebet er jo nemlig et forsøg på at betegne den tendens der opnår sammenhæng ved at se sig selv i forhold til den fragmenterede verden vi lever i. Deres konklusion formår heller ikke helt at gøre rede for den stigende popularitet Waters har fået i løbet af de sidste par år, for hvis man skulle tro på deres konklusion om "kitch" og "camp" skulle Waters enten have solgt ud, og derved have opnået popularitet (hvilket de tidligere forsikrede os om ikke var tilfældet) eller være ringe agtet "i disse postmoderne tider". Måske er deres konklusion at folk i dag ikke kan værdsætte John Waters fordi de ikke har nogle værdier. Dette ville i hvert fald forklare hvorfor jeg (måske som produkt af min tid) ikke så de store værdier i denne bog.

Munkholm (feb. 2000)