DRØMMEFILM: 100 AF VERDENS BEDSTE FILM
Christian Braad Thomsen, 424s (ill.), 349 kroner.
Gyldendal (2000)

Der er gået trend i personlige hitlister. Af en eller anden grund tror man at det er evigt interessant at tilføje metervis af spalteplads til omtale af allerede kanoniserede film. Fra forlaget Rosinante fik Bo Green Jensen tidligere på året lov til at spilde sine læseres tid med sine bøger om verdens 25 bedste film, samt de 25 bedste film i 90'erne. Nu er tiden kommet til Christian Braad Thomsen, en af de flittigste skribenter vi har herhjemme, når det kommer til at skrive bøger om film.

Christian Braad Thomsen har med sin bog forsøgt at beskrive de 'marginale film', hvilket i første omgang markerer bogens overlegne position i forhold til Bo Green Jensens meget forudsigelige og åndsforladte eskapader i sine bøger. Braad Thomsen tillader sig at vige fra den gængse kanon man med jævne mellemrum kan se i alle de store filmblade, og resultatet er en ny kanonisering, der alligevel mangler de virkelige yderpunkter. Med en selvfølgelighed i sproget mener Braad Thomsen at dirigere læseren mod de værker, der simpelthen ikke overses, hvis man med rette skal kunne kalde sig cineast. Problemet er blot at hvis man har en sund interesse i film, har man faktisk set langt de fleste af disse film, og det springende punkt er så hvorvidt man kan få noget nyt ud af at læse Thomsens parafraseringer over disse film, eller ej? Kender man derimod ikke til disse film, kan man spørge sig selv om man vitterlig har brug for denne facitliste, der i bedste fald kan bruges til at imponere andre mennesker til natlige sammenkomster, hvor alkoholen er steget så meget til hovedet, at trangen til at manifestere sit værd ikke længere kan holdes nede: "For mig at se er problemet med stumfilmen at den er inferiør til talefilmen. Fra mit synspunkt er det mest af alt en ufuldendt kunstart…nej… i nybølgen ser vi de rigtige filmkunstnere, det er jo deres leg med mediet vi nyder godt af i dag, når vi eksempelvis ser Pulp Fiction".

Som et selvfølgeligt problem for forfattere af denne slags bøger er selve udvælgelsen af filmene. Indledning efter indledning er skrevet med undskyldninger for alle de film der også skulle have været med, men i sidste stund blev udeladt af den ene eller anden grund. Hvis det er så stort et problem som de gerne vil have os til at tro, kan man jo spørge sig selv hvorfor de gør det? En fordel ved Drømmebilleder er dog, at der udvælgelseskriteriet er konsekvent. Max. én film per instruktør, og fokus på en vis geografisk samt genre- og tidsmæssig spredning. Kanoniseringen starter i 1930, dvs. fra lydfilmen og frem. Som jeg har antydet før nager Thomsen nemlig et mindre ubehag ved stumfilmens billedstil, som han kun anser som ansats til den virkelige filmkunst; den man kun kan lave med lyd til. Basta!

Men Christian Braad Thomsen har fået skabt sig en spændende kanon, der starter med lydfilmens gennembrud i Tyskland (Der Blaue Engel, M) og slutter med Breaking the Waves. Men ind i mellem finder man mere eller mindre perifere ting, der gør hans kanon nævneværdig. De tre store japanere Mizoguchi, Kurosawa og Ozu er selvfølgelig repræsenteret med en film hver (henholdsvis Ugetsu Monogatari, De 7 samuraier og Tokyo monogatari), men også Invasion of the Body Snatchers, Peeping Tom, Warhols Sleep, Pasolinis Il vangelo secondo Matteo, Andrej Rublev, Makavejevs W.R. Organismens mysterier samt Benny's video er at finde sammen med mere sikre klassikere som Blade Runner, Barton Fink og Twelve Monkeys. Alt i alt må man sige at Braad Thomsens kanonisering arbejder med at få de filmiske randområder integreret i den almindelige filmentusiasts bevidsthed. For det er jo klart et problem at dansk filmkultur, som Braad Thomsen i indledning så rigtigt går til rette med, ikke lader rum til overs for marginaliserede film, hvilket ses tydeligt når man sammenligner denne liste med Bo Green Jensens eksempelvis. Braad Thomsen er af den overbevisning, at man må arbejde sig hele spektret rundt, førend man kan finde sig til rette; og det kan man kun give ham ret i.

Omtalerne af de enkelte film er udført i selvsikker facon, der frem for at vise ærbødighed overfor evt. komplekse film, forsøger at levere et sammenhængende analyse på 1-2 sider. Alt sammen pænt vævet sammen, hvorfor bogen meget hurtigt, som jeg tidligere nævnte, for den der ikke har set de omtalte film, eller ikke har gjort sig tanker om dem, bliver en facitliste over filmenes indhold. Og det i en sådan grad at jeg bliver i tvivl om hvorvidt Thomsen er klar over at der findes andre tilgange til filmene end hans egen. Han er forfærdelig sikker når han fælder domme over filmene på sin let psykoanalytiske facon, der når alt kommer til alt måske har lidt for travlt med at skele til instruktørernes personlige liv, end til deres film. Som sagt er det et spørgsmål om hvorvidt man kan lide denne lukken-sig-om-sig-selv måde at skrive på, eller ej? Personligt må jeg indrømme at jeg mere er til et forsøg på at åbne op for nuancerne i de spørgsmål filmene stiller, og lade dem forblive åbne, således at det er læseren/seeren, der dristes ud i selv at skulle tage stilling, uden disse spørgsmål partout nedsænkes i en ramme cement, der kan holde dem godt fast. Thomsens stil er jo især paradoksal, når man ser på hans overvældende udbud af film, der har rødder i ny-bølgens opgør med den gængse måde at fortælle på, der jo i stedet for at lukke sig om sig selv filmisk, arbejder med at sætte tilskueren i et spørgende forhold til filmen, eks. Hiroshima mon Amour eller L'aventura.

Det sidste spørgsmål man må stille sig, er om vi overhovedet har brug for endnu en personlig filmhitliste? Svaret er både ja og nej. Ja, fordi han kommer rundt i de område vi normalt ikke ser repræsenteret i værker af denne slags; nej, fordi denne bog koster tre og et halvt hundrede kroner… det er simpelthen for meget for at høre på personlige meninger om film. For mig at se kan denne slags bøger kun godtgøres hvis de enten er så billige, at man kan tillade sig at have dem liggende for kun at bladre lidt i dem i ny og næ – coffee-table-book princippet; eller hvis de handler om så perifere film, at man aldrig ville få en chance for at se så meget som 10% af dem – hvorved et bliver spændende at læse om filmene. Således er Nicolas Barbanos bog om de 25 'hotteste' pornostjerner fornøjelig læsning, både hvad angår pris og indhold. Men måske findes der folk (og det gør der nok), der har for mange penge på lommen, og for hvem bogens titler er perifere nok, i så fald er dette en bog for dem, og slet ikke en så dårlig en af slagsen.

Munkholm (oktober 2000)