ARGENTO FOR LET ØVEDE
Dario Argento
Red. Bo Gorzelak Pedersen. 28 p. A5, S/H m. farveomslag. Vejl. Pris. 35,-
(2004 - Edition Tiger) – ISBN: 87-989294-3-7
Både akademikere og anmeldere elsker at systematisere ting. Det være sig i forskellige kategorier, temaer, tendenser eller genrer. Og pludselig står man så med et eller andet, som er svært at kategorisere. Så kan man, som de fleste etablerede anmeldere har for vane, enten undlade at beskæftige sig med det, eller man kan lade sig udfordre, standse op og kigge efter en ekstra gang: ”Hov, hvad var nu det?” Med Bo Gorzelak Pedersens glimrende Argento-indføring, Dario Argento, står man med en publikation, der hverken er fugl eller fisk… sådan rent formmæssigt. Indholdsmæssigt er Dario Argento dog særdeles konsistent og helstøbt. Tre tekster af filmskribent-veteranerne Martin Weinreich (Uncut.dk, Absurd, mm.), Lars Gorzelak Pedersen (Uncut.dk) og Bo Gorzelak Pedersen, redaktøren selv, udgør indholdet i publikationen, hvis semi-akademiske og lødige indhold læner sig op af den seriøse tone vi kender fra fanzinescenens bedre artikler, fx i Henrik Larsens Obskuriøst og hedengangne Inferno. Så ved Uncut-læserne omtrent på hvilket niveau, vi befinder os. Men er publikationen så et fanzine?

På blot 28 sider ville det, uden at jeg ønsker at kaste mig ud i en definitionsproblematik, være en tilsnigelse at kalde udgivelsen en bog. Med ISBN-registrering ville det også være synd at kategorisere Dario Argento som fanzine. Men hvad er publikationen så? Og hvad definerer i øvrigt en litterær genre? Er det formen eller indholdet. Skal det være sideantal, er publikationen så tynd, at den førnævnte Obskuriøst-redaktør ville putte den i kategorien ”brochure”, en betegnelse han brugte om Uncuts biografprogramagtige Motorsavsmassakren-minimagasin, der i øvrigt omtrent deler antal anslag med Dario Argento. Er det så antal anslag, der definerer hvilken kategori tryksagen falder i? Næppe. Det danske Filmmagasin Mifune (#4) kalder Dario Argento et hæfte, hvad der for undertegnede giver ubehagelige associationer til undervisningsmateriale henvendt til dovne folkeskolelærere og deres stakkels elever. Sandheden er nok, at det er både indhold og form, der fortæller om et værks genremæssige tilhørsforhold. Fanzines er kendetegnet ved en fandenivoldsk, entusiastisk, personlig og ofte ekstrem subjektiv stil. Og selvom Dario Argento er personligt, er materialet om instruktøren præsenteret så lødigt, sagligt og ”objektivt”, at det ikke kun er forbeholdt en snæver indforstået kreds af fanzinelæsere tilknyttet ”scenen”, men tilgængeligt for enhver, der interesserer sig for film og kan læse dansk! Derfor vælger jeg ikke at betragte Dario Argento som et fanzine.

Jeg tror, jeg vil bruge den neutrale betegnelse publikation, som jeg i øvrigt allerede har brugt utallige gange. Desuden placerer jeg publikationen under ”Danske bogudgivelser”, hvilket jeg ikke håber tages ilde op af redaktøren. Nu må vi se om der lander ubehagelige e-mails i min inbox.

Publikationen indledes med Bo Gorzelak Pedersens ”Min introduktion til Argento”, der, som titlen antyder, er en fremragende syvsiders introduktion til instruktøren, forankret i forfatterens første møde med Argento og dennes forunderlige, uvirkelige og urovækkende filmunivers. Derefter trækker han lynhurtigt nogle tendenser og hovedtræk i instruktørens produktion op: fra Profondo Rosso (1975) til Non ho sonno (2001), men med særlig grundighed omkring Creepers (Phenomena, 1985). Artiklen er medrivende og afsættet subjektivt, men alligevel sagligt. Novicer vil sikkert være en smule forvirrede, men ved man i forvejen en smule om Argentos værker, kan man sagtens være med. Undertegnede glæder sig i hvert fald til at læse mere om instruktøren fra Bos hånd.

Den næste artikel, Martin Weinreichs ”Blikket og kniven” er en freudiansk og feministisk ladet analyse af Fuglen med krystalfjerpragten (L'Uccello dalle piume di cristallo, 1970) og klart publikationens mest akademiske. Ca. ni sider om en af Argentos bedste film er ligeledes god og medrivende læsning, og selvom artiklen ingenlunde forsøger at være udtømmende i forhold til afkodning af filmens indhold, så trækker Martin nogle interessante pointer op. Måske ikke noget særlig nyt eller overraskende, men for filmfreaks, der i forvejen ikke er alt for velbevandrede i Argento, vil det være nyttig læsning… og som forfatteren også selv forklarer, er artiklen tænkt som et glimrende afsæt for nøjere granskning og analyse af filmen… ikke et punktum for oplevelsen af den.

I modsætning til Fuglen med krystalfjerpragten, er der ikke skrevet meget om La Sindrome di Stendhal (1996). Det råder Lars Gorzelak Pedersen bod på med en lille tresiders gennemgang af nogle interessante træk og tematikker i filmen. Det er, som alt fra skribentens hånd, godt skrevet, men jeg havde håbet på, at artiklen havde været længere, da jeg personligt mener, at filmen er groft overset og hører til en af instruktørens absolut bedste siden mesterværket Tenebre (1982). Igen åbnes døren for videre udforskning af de argentoske filmuniverser og ens nysgerrighed pirres tilstrækkeligt til, at man får lyst til mere.

Dario Argento er alt i alt en varmt anbefalelsesværdig publikation, der mest kan anbefales til Argento-interesserede, der allerede har set et par film og er klar over hvad det i det hele taget er, der skrives om. Hardcore Argento-fans, der har læst det meste om instruktøren, bør dog kun købe publikationen hvis de absolut skal have en komplet samling af Argento-litteratur eller fordi Dario Argento også er interessant, fordi den er den første ægte danske udgivelse om instruktøren, hvis man altså ser bort fra fanzine-scenens mange artikler. Publikationen er desuden et glimrende bevis på, at det er muligt at udgive fint og sagligt stof uafhængigt af de større forlag. Alene for det fortjener Edition Tigers udgivelse opmærksomhed.

Det flotte omslag er i øvrigt malet af kunstneren Finn Holten Hansen.

Vang (september 2004)

Videre oplysning om hvordan man køber publikationen findes på www.bogope.dk Email: gorzelak@hotpop.com